|
| d.II,b.2,s.301 |
Se, nye Dage træde frem . . o, lige
en Guds hvidklædte Tog af sande Præster,
der trappetrinviis gaae mod Sandheds Helligste;
og Sokrates's Blod er første Fakkel,
hans Dødsdag Togets første Fakkelbærer;
og vore, o de Tidens Talsmænds, Raab
er' Chorets Hymner. -- --
Fortælle hvert et Riges Sagn ei om
en Sandheds Talsmand, en al Kundskabs Fader,
der Menneskeheden i dens Barndom opdrog,
som Patriarcherne opklækked' den?
Saa snakke vore Sagn om Kadmos, der,
hvis ei beviist, han kom ifra Phoenicien,
vist skulde kaldes eedelig: himmelsendt.
-- Nok, hver af disse Fosterfædre lagde
sin hele Skat af Jord- og Himmel-viisdom
i en naturlig Religion.
Det vide vi. Men hvor er denne Viisdom?
Mon gjemt i Templerne? Det kan ei være.
Da have Præsterne den saa tilhyllet,
at de ei selv i Bindslerne den finde,
men stedse svøbe nye Slør omkring.
Der er jo Andet ei end Ceremonier
og Billeder af Guders drømte Daad,
hvis Mening tidt er kaad og kun forførende,
som Digterens og Malerens Lune var.
Se, Aphrodites og Dianas Tempel
paa samme Torv tvertsoverfor hinanden,
jo ligne, med de hvide Søilerader
og blanke Kupler, tvende Præster, der
trods blanke Skallepande vise Tænder,
idet med lige Rang og lige Grunde
En Kydskhed roser, En Ukydskhed! Ja,
hvad er vel Pligt da for Tilhørerne,
det arme Folk, som veed ei op ei ned;
ei hvo har Ret; ei om de vilde Lyster
er seierrige Stemmer ifra Himlen?
Men spørge vi om hine Mestres Viisdom
(som, saa der siges, kun et lidet Folk
|
| d.II,b.2,s.302 |
i Canaan skal opbevare renest)
da byde Præster os at kige gjennem
en Forolds Sekel-rækker, sigende:
"see I nu vel, at den er Aabenbaring,
at det vi lære, taber sig i Himlen?"
Ja ret! Vi Intet see. Det er jo som
at see mod Skyen gjennem hule Kikkert,
og kalde saa det sidste Glas, fordi
sig Skyen der afbilder, Skyen selv.
Hvor er hiin Viisdom da? Pythagoras
selv fandt den ei i Indien og Ægypten.
Han blev en Halvpræst kun. Vi fik den ei.
Dog vore Sjele voxne føle vi,
skjøndt ei af hine store Pædagoger
opdragne, modne ikkun af Naturen,
der, som vi mandedes, opkastede
den vamle Sjelemelk, som Præsterne
og Mødrene os vilde tylle ind.
For voxne ere vi, til Leeg at tage
for Leveviisdom og for Religion.
Vist (thi Mysterierne tie) Præsterne
kun tale, Voxne lige, der for Børn,
som lyttende har Halvten hørt af Noget,
fortælle Eventyr, for dem at dysse,
og sige: "Snip, Snap, Snude, kjære Barn!
Var dette hvad du hørte?" -- "Jo . . o!"
Ha, takket være Menneskets Natur,
at Halvten ikke er afsindig gandske
og anden Halvdeel ikke reent fordærvet!
Godmodige, men Tosser er de Fleste,
der hade ene den, som vil dem vække.
Vi maae os hjælpe selv da, og begynde,
som hine Mestre, forfra, der jo havde,
som vi, blot Himlen over -- Jorden under sig;
Dog ledte de sig frem som gjennem Ørken;
Vi gjennem Dale fulde af Forvirring, --
Vi ville kjæmpe op mod Høiderne,
og hvile der, mens Alle bruse nedenfor,
og Sorgen sortner under os som Skyer.
|
| d.II,b.2,s.303 |
Vi ville klare Folkenes Begreber,
og lære kjende Ret og Dyd og Lykke,
og finde os i denne Trældom Frihed,
Fornuft i vor Umyndighed. -- --
En Mand.
Til Stoa følger mig da! der i Roe
med mig betragter Guddommen og Verden:
forskjellige, ueense; Verden dog
af den guddommelige Fornuft belivet,
der, som en Ætherlue rører Alt,
dog uden at den kan forandre i
Materiens evig faste Love! Lærer,
at disse er det, som fremtrine her
i Livet med et Fatums Rædselshøihed;
ja synes trodsende et Forsyns Viisdom:
at disses Spoer kun ere det, vi kalde
en Gaade: disses Seir, vi kalde Last:
at hveren Misklang i vort Indre er
den dunkle Følelse af deres Modstand
mod vore Planer og vore Villie; men
at med den falske Vished om vor Vanmagt
til Modstand (skjøndt vi ei aldeles seire
og kunne Kjødets Magt tilintetgjøre)
gaaer al Bevidsthed, Sjelens Sjel, forloren,
ja meer og meer, ja til Vanvittighed:
at Lidenskaber ere hvad af Sjelen
Materien underlagt har sine Love.
De føre da et Skinliv, og saa døe de.
Men er den hele Sjel fordærvet saa,
da er den kun et Offer, som Materien
fra Verdens Guddom tog, og bleven fra
en Deel af Guddommen en Deel af hiin.
Som da med Gud Forening er Bestemmelsen,
saa er vor Pligt at gjøre os frie,
som muligt, af Materien: saa vi
den Svaghed fange og udrydde, som
os kunde til vore Fiende og Guds
forraade: saa vi gjøre os usaarlige
|
| d.II,b.2,s.304 |
for Smerter, og for Glæderne urystelige;
thi Glæder ere ikkun kildne Smerter:
saa til en Veirhane mellem Lysts
og Ulysts de forgjængelige Følelser
vor Guddomssjel fornedres ei; men naaer
alt her en himmelsk Apathie.
-- Se, Stemplet trykker jeg paa Herskerretten,
som Mandens Sjel har over Legemet.
Jeg trykker det med Oldings kolde Blod.
(gjennomborer sig)
Saa kunde Gud Alverden ødelægge.
Men skabes maatte den dog frem igjen.
(døende)
Hør, dyrker Guderne! De ere Kræfter,
der styre Verden . . .
En Mand.
Zeno, Mester!
Kleanthes -- se, en Olding, skjøndt din Lærling, --
ved samme Daad bekræfte vil din Lære.
(dræber sig)
Mænd.
O de Vise! de Vise!
En Mand.
De Daarer! de Daarer!
Mænd.
Os Stoiker Forhaanelser ei røre.
Manden.
Jeg siger andengang: den Daare Zeno!
Kleanth den Daare! De Vanvittige!
Dog dobbelt Daarer, hvis de ikke havde
saa faae Aar havt at spilde. Ja, de Daarer!
Ja -- ha, ha, ha! Og lyver Epikur?
Han lyver ei: det vilde skade ham;
En Flaske Viin han fik da knapt paa Borg.
|
| d.II,b.2,s.305 |
Er den ei Daare, som frivillig ender
med Smerte hele sin Tilværelse?
De troe, at til en luttret Guddom de
gjenvende; ja de troede denne Guddom
adskilt ifra Materien, ene deri
ved sine Almagtskræfter virkende.
O hvilken Vanvids-løgn mod Sandsers Tale,
der har en Verden til Beviser; ja
og disses stive Kropper, nu kun Muld!
I saae vel deres Sjele stige op?
I saae det vist? Jeg saae og Zeno døe;
men saae dog intet Andet end et Liig.
Knap Sjel de havde, thi de vare gamle;
og Sjælen, blot en Følelse af Livet,
med Blodet stivner og med Kinden blegner.
Mon du ved andet end ved dine Sandser
erfarer, lugter, smager, hører, føler?
og seer du andet end Materien?
Der er da intet Andet Virkeligt:
Den er da sand alene. Vaaren og
en Qvinde lærer, den er skjøn og god.
At den har Kræfter, hører du i Tord'nen.
Hvad mere vil du? Er ei der din Gud?
I tale . . ah ja, -- om en høiere Sands?
Hvad andet er den end Bevidsthed om at
I sandse? Sandse I ei længer, døer den.
Forøder da ei dette Liv, I have;
men lærer kuns af Dyret, der jo skabtes
af samme kaade Atomer vel som vi,
og er af samme Lykketræf indrettet
som vi, hvorledes Livet nydes skal
og vogtes! Se, de ville leve glade,
og trække Livet ud, saalangt de kunne;
og samme Drift (Atomernes Sammenholdskraft,
den Sammenstødets Gnidnings-varmes Gnist,
den Følelse af Liv: det, Sjel I kalde)
er i vort Hjerte, som Magneten, der
tilsammentrækker Legemet, saa ei
det slappes, før det maa opløses, for
|
| d.II,b.2,s.306 |
at samle sig til nye Forbindelser.
Beflitter Eder paa, ved milde Dyder
at nære Livet og vedligeholde
dets Samklang skjøn, saalænge som er muligt!
Med Maade nyder derfor, for deslængere
at kunne nyde! Skyer det mørke Ansigt
som Dødens Varsel! Leer al Sorrig bort!
Mod Smerter hærder Eder; thi de kunne
ei udeblive, da Naturen er
vor Herre, og ei bandt sig til os, blot
fordi dens Deles frie Sammensmeltninger
i den Grad ere inderlige, at
de vaagned' til Livsfølelse! Se, derfor
vil Epikuros rolig kunne døe,
da han erkjender dette Herredom,
og veed, en Grav er smerteløs som frydløs,
at Liv han fik som ved et Terningkast.
Dog, at forbinde sig paa denne Maade
til Mennesker, er, ved Forplantelsens Hævd,
en evig Lov for vor Materie.
Hvis engang former sig et Menneske
aldeles ligt med mig, utvivleligt
maa dette samme Følelse af Livet
(den samme Sjel) som jeg nu har, besidde.
Med Verdens Kræfter skifter Livet: saa
i Verdens første Livskraft var' Giganter:
nu ere Alle middelmaadige:
men Dverge ville komme, som Materien
sin Kraft har næsten udtømt, nylig før
(som jeg ved Døden) den opløses til
Atomers Støv i Rummets Grav, for maaskee
at samle sig i Stjerneblommer, som
mit Støv kan blive Blomster paa min Gravhøi.
Ja det -- I Stoiker, som jer indbilde,
at kunne fra Naturen eder frigjøre,
saa at I svæve ovenover den,
som stille Taager ovenover Fossen;
mens vi, som kjende Fossens Vælde bedre,
ei sætte os imod forgjeves, men
|
| d.II,b.2,s.307 |
os lade vugge mildt af den som Vandlilier,
der, om end Strømmens Vold dem drager ned
dog synes selv at dukke ned for Lyst . .
. . Ja det I kunne gjøre Eder Haab om,
I stolte Stoiker, maaskee at blive
til Græs og Torn og Mynthe paa jer Gravhøi.
-- Dog neppe-nok: I ere altfor magre.
En Mand.
Hvad, Stoiker, hvad drømmer I vel om?
at sætte Eders hele Lykke i
at rive Eder løs ifra Materien,
der evig er som Gud? Epikuræer!
at dukke ned i, blandes med Materien,
som om der var ei anden Guddom? Ha,
I Zenos Mænd, som var' I Aander ene?
I Epikurs, som var I blotte Kroppe?
En Stoiker vil handle, som om her
han allerede havde den guddommelige
Natur: den evige og ubevægelige.
Og Epikurs Discipel, som om han
blot Dyrenes bevægelig-forgjængelige
Natur besad. Men vandrer nu med mig, i
Lyceum skal jeg vise Menneskets Plads,
hans Stræbens Sphærer, og den Middelvei,
som fører ham til Guddommen igjennem
Erkjendelsen af den bevægelige,
men evige Natur, der egen er
for Mennesket, og alle Himlens hine,
det ubevægelige Væsen (da
det Rum og Tid udfylder) underordnede,
ulegemlige Kræfter, som af Præsterne
iklædes Kjød og kaldes Folkets Guder.
Ei heller skal vor Dyd og Lykke være
de Yderligheder, som af hine hyldes;
men vi paa Middelveien finde dem.
Vor Tapperhed skal da ei være Hiins
Forvovenhed og kunstlede Livsforagt;
ei heller Dennes beregnende Feighed. Men
|
| d.II,b.2,s.308 |
vi ville stemme overeens i Alt
med denne Menneskets blandede Natur;
dog give det Guddommelige Fortrin,
saa jordisk Lykke kun betragtes som
et Dydens Tillæg: ikke som foragtelig;
og ikke som om den var ene vigtig.
En Mand.
Selvkjærlig er din Dyd, du Stoiker;
din Salighed er eneboeragtig.
En ureen Ild i Epikurens brænder;
og kold er din, Peripatetiker! --
Kun Dyds og Viisdoms Legeme har Zeno
(ja man kan høre selv dets plumpe Fodtrin)
og Epikuros har dens Lune, men
dens lavere Sjel, dens Sandskraft Aristoteles.
Dens høiere Sjel, dens Aand, dens Livsenshjerte,
der Dyden gjør beundringsværd og kjær,
behagelig som stolt, og som beliver den
undgik da Eders Øie, mine Venner?
Men Plato skal ifra Akademia
fremtrylle den i Hjerterne, og aabne
det fine Sjelens Øielaag, at den
med Vellyst seer sin egen Herlighed?
Ja Plato først de ene mystiske
af alle Ord skal tale, naar han lærer:
at Kjærlighed er Dydens Guddomssmiil
og Guddomsglands og Guddomsliv,
der binder Væsnerne til Væsnerne,
og, som electrisk, Skaberen med det Skabte,
og Elskeren til Idealerne:
at, uden dette Dydens Hjerteslag
og Vellugt, uden denne Kjærlighed,
der Varmen er i Gudstilbedelsen,
kan Dyd vel være billedstøtte-sand
og ligne en guddommelig Aands Idee
af Gud; dog aldrig være denne selv;
thi Skjønhed, det Guddommeliges Glands,
og Godhed, det Guddommeliges Livsmiil,
|
| d.II,b.2,s.309 |
er ei deri, og maae dog findes, i
uløselig Treenighet, i hver
vor Tanke og vor Stræben, hvis vi ville
den meest ophøiede Guddom ligne. Ja,
et Blik ind i vor Sjel os lader kaste;
vi skulle der en anden Kjerne see
end Drift til at tilbagevende i
et evigtstrømmende Lys, et bølgende
chaotisk Mulm, en ubevægelig Æther
igjennem enten frossen Apathie, eller
et lunkent Velbehag, en kjølig Pligtfølelse!
Hvad er det vel, at Noget synes at
tiltrække os, men Andet at forstøde?
at Noget kaldes Ret, men Andet Uret?
Thi dette ligger grundet jo i Sjelen,
og vikler frit sig ud, bestyrkes blot,
men fødes ikke af Erfaringen.
Hvad gjør, at Fatten og Erkjenden synes
at være Sjelens Grund? og dog, at Alle
ei fatte eens, ei tykkes lige kloge?
at samme Ting ei synes Tvende eens?
at Alle dog til Himlen appellere?
at Tanker fødes i os? at vort Indre
en Himmel ligner fuld af Idealer?
Ja dette Alt, vor Viden og vort Væsen,
forklares ved en Gjenerindring af
et Liv i høiere Sphærer: ja en Fart
igjennem Rummet, hvori Gud, det Sandes
og Skjønnes og det Godes Eenhed sig
i Verdnernes Mangfoldighed gjentager.
Da vare vi blandt Aanderne, de Guds
beskuende Tanker, dog de svageste,
og mægted' ei at fatte denne Fylde
af Storhed og af Skjønhed, som indbrused,
og straalede forbi os; men vi daled,
og hvile nu i Støvet, og opfriskes,
naar noget Skjønt og Stort vi see (og det
vil sige: noget ligt hvad hist vi saae)
og vi ved Guders Billeder nu frydes;
|
| d.II,b.2,s.310 |
thi de de Aanders skjønne Høihed ligne,
vi hisset saae livsstraalende, og fulgte.
Dog er hver sand en Tanke, som en Fjer,
der voxer ud, for atter os at hæve
til klare Aanders Tog, der gjennemlysner
Guds Herligheds Himle.
Vor Stræben her er da, at gjenopklare
Erindringen; og da den Viisdom kaldes,
som har til Meed at løse det Mangfoldiges
Forvirring (saa det synes i vor Mathed,
der ligner bedst den Nervesyges Drømme,
som er hans sunde Livs omvendte Tegning)
skjøndt den alene er uendeligen
isammensatte Eenheder, i første
oprindelige Eenhed, "Gud" benævnt,
saaledes at det Sande, Skjønne, Gode
i hver en Form den finder udtrykt.
Hvis En nu mægter ei at løse disse
formindskede Forhold, kalder han dem Falskt
og Ondt og Hæsligt; ja fordi han sank
fra hiint igjennem Verden Aandelivs-løb,
for tung og pludselig, saa disse Ting,
i deres straalende Sandhed, undgik ham.
Men, træder frem i det Tilværende
en Gjenstand med et saadant Præg af hiint
Guddommelige, at det ei kan miskjendes:
da sig med hellig Gys og Fryd anstrenger
Fornuften, der, sat midtimellem sandselig
og sædelig Tilbøielighed, er liig
en Styrer med sit Hestepar (den ene
en vild, den anden from) ivoxet
. . da al sin Kraft anstrenger denne Styrer,
at tæmme denne vilde Hest (der vil
i brusende Begjærlighed bespringe
og træde ned hiin Gjenstand) og at nærme
sig bly og stille den . . . da sig anstrenger
Fornuften, for i Mindet at gjenkalde
den Gjenstands ideale Billede,
og dens Gjenkendelse er -- Kjærlighed.
|
| d.II,b.2,s.311 |
Nu nærmer han sig ydmyg og beundrende;
og, som man pynter ud et Afgudsbilled,
saa stræber han at meer og meer udvikle
det deri værende Guddommelige,
og i dets forrige, guddommelige
Tilværelse hensætte det, og flytter
da uadskillelig selv med.
Den sande Vise seer i alle Væsner,
dog meest i dem, som ere lige ham,
og allermeest dog i sit eget Selv,
Gjenstande for en saadan Kjærlighed,
(thi Gud i Alting jo sig aabenbarer)
hvis Liv bestaaer i rastløs Stræben efter
at hæve Alle til hiint høie Liv,
hiin skjønne Himmel, til -- Fuldkommenhed.
Og denne Kjærlighed har Lønnen i
sig selv: thi som dens Møie lykkes, som
dens Gjenstand blier den mere værd, saa maa,
den stige jo -- o til uendelig Kjærlighed,
og den er Salighedens Hjerteslag.
En Mand.
Hvad vide vi med Vished? Sagde Sokrates
ei: dette veed jeg kun; jeg Intet veed?
Hvad bliver sikkert midt i disse Lærdomme,
der, byggede paa forskjellige Forudsætninger,
paa Fordringer, der ej bevises kunne,
gaae hver sin Vei mod det Uendelige . .
Hvad bliver sikkert uden, at vi leve,
og bør da nyde Livet uden Kummer
og uden fremmed og indpodet Troe?
Hvad bliver sikkrest mellem ti Cathedre,
hvert en forskjellig Læres Tordenskye,
for ei at blive gal? Jeg troer at stoppe
i Øret Fingrene og sidde stille.
Naar En vil lære os Tilværelsen
(som om vi havde nok ei med at kunne
jo baade tage paa og føle den?)
ved en Udstrømmen; En ved Kræfter i
|
| d.II,b.2,s.312 |
Materien ene; En ved Evner i
Materien, men Kræfter i en Guddom;
og En ved saadan Lære: Alt er Gud,
og Gud er Alt -- Hvad bliver sikkert da
undtagen Det at troe sletintet? Ja,
hvis Vid I have, bliver Skeptikere,
og troer med Pyrrho: Væren er os nok;
og den vi ville ei forspilde (ja,
vi skulde øde bort vort sunde Liv?)
ved denne roerløse Driven-om
paa Meningernes stormefulde Bundløse,
der kaldes Viden. Det er Pyrrhos Viisdom.
(Mænd)
En Mand.
Kom, Pharisæer, vandre med mig ud
til Oliebjerget herfra Stadens Larm.
Jeg haaber der at kunne dig bevise,
at dine Erkeengle syv blot ere
Chaldæas Drømme, med vort Folk indvandrede.
Ja idetmindste, naar den søde Skovluft
og lyse Himmel dig ombølger, skal
du give Slip paa Satan. Næste Nat
du vil vel atter troe paa ham, men saa
du atter jager ham imorgen, til
din Seir blier fast ved vundne Slag i Slag.
En anden Mand.
Det være langtfra mig at gaae idag!
Det er Sabbath, og da jeg vandrer kun
de hundred Skridt, mig helligt Sagn afmaalte.
Om Huset brændte over mig, om end
min Hustroe segned ned i Veer tæt mig:
jeg flytted mig dog ei et Skridt; thi sagde
ei Jovah: helligholder Hviledagen!
og hviled han ei selv paa første Sabbath?
|
| d.II,b.2,s.313 |
Folk.
O hellige Rabbi, signe dine Tjenere!
Anden Mand.
Ja hellig! Seer, jeg er en ydmyg Træl
af hellig Stads og Skikke, bragte ned
til os ved gamle Sagn! mit hele Liv
er Bøn og Faste, Skriftens Læsning og
Almissegiven. Der! der er en Gave!
(giver En en Almisse)
Folk.
Vi saae det. O barmhjertige Rabbi!
Anden Mand.
Ja
barmhjertig! Giver jeg ei Tiende
af al min Eiendom til Templet?
Første Mand.
(til anden Mand)
Mens
du byder Folket tiende til dig
af Hvad det eier; ja af Dild og Kummen.
Anden Mand.
(til første Mand)
Ja deri er' vi enig, Sadducæer.
(til Folket)
Til lysende Exempel for jer Lægfolk
jeg beder høit, og giver Gaverne
paa Gadehjørner og i Synagoger.
Min Klædning selv er hellig: indbaldyrt
med Skriftens Sprog. Jeg lader pynte paa
de Helliges Grave -- Disse . . vee! I myrded!
Naar jeg ved Templets Guld bekræfter Noget,
da holder jeg jo Eeden?
Første Mand.
Men hvis du,
ved Templet sværger, bryder du den.
|
| d.II,b.2,s.314 |
Anden Mand.
Ja,
ja lærer dette, Folk; thi Templets Helligste
er Guldet: Lysestagerne og Arken.
Og lærer: Templet er det Helligste,
er Folkets rette Fader, saa I kunne
med Retfærd lade Fader, Moder svelte,
naar deres Livsophold til Templet gives.
Troer, at der er en evig Skjebne!
Første Mand.
Troer, Mennesket sin Skjebne skaber selv!
En tredie Mand.
Vi haabe paa Guds Naade. Dog vi troe,
at kunne os erhverve denne selv
ved Eensomhed, Afholdenhed og Grublen
og Fromhed, Bøn og Bod og Faste.
Sky, Hver som vorde vil Essæer,
at smitte sine Øren ved at høre
paa disses Hyklerie og Spot-Spidsfindighed;
men vandrer tause med mig indblandt Bjergene!
Anden Mand.
Troer, disse samme vore Legemer
paa Dommens Dag opstande skulle alle,
naar Domsbasunen ryster Verden sammen,
saa alle Grave gabe, medens Gabriel,
den Guds Helt, sit Sværd i Spidsen af
Cherube-hæren svinger; da, naar Raphael,
den Guds Marschal, sin Stav har brudt, og mere
ei lyder hellig Bøn fra Jorden -- da,
belivede med deres Sjele, Legemerne
indvandre skulle, hvis saa Skjebnen byder,
til Abrams Skjød . . vee eller til Gehenna,
det Djævle-dyb, hvor Satan og hans Engle
forlyste sig med Graad og Tændersgnidsel,
og vælte sig, af Svovl og Ild beruste,
paa Slanger, martrende de dømte Sjele
|
| d.II,b.2,s.315 |
i Evighed. . . Ja det er disse Djævle,
der tidt i tusindviis besætte Eder,
og kunne kun af Hellige uddrives.
Første Mand.
Du feiler: det er Nervesyges Onde.
Hvis Blod du vil et ildigt Helved kalde,
da, -- vel! thi disse tusind Djævle ere
kun spændte Aarer. Og desuden, Folk!
Jeg er saa skriftlærd vel som denne Rabbi,
der vil ved sine Drømme fra Chaldæa,
vanvittige gjøre eder. Troer mig da:
jeg siger, Moses selv, Propheterne
-- langtfra at tale om et saadant Helved --
ei nævne, at der følger Liv paa dette.
For vise vare de til af det Uvisses
uhyre Tomme slige Verdner skabe.
Ja Salomo, den Viseste, forsikrer,
at Alt er endt med dette Liv. Dog bør
vi øve Dyder, da de ere nyttige.
Folk.
Hvad bliver os tilbage Andet end
at zitre mellem Disse? ære Begge?
En Mand.
Man kalder mig Prophet. Javel, jeg maa
da være Tidens Øie, Tidens Tunge,
og Himlens Veeraab ned mod Jorden, Jordens
O-hjælp-mig-Suk mod Himlen. Hører da
det Himlens Veeraab, Jordens Suk i Mig,
I Fyrster, hvem Retfærdighed er Afskye,
som rive Hud og Kjød af Mennesker,
og træde deres Hjerter, ligegyldige,
som om I traadte Druer, bygge Stæder
af levret Blod, og hæve Borge op
|
| d.II,b.2,s.316 |
paa Armes Suk! O hører da, I Præster,
som lede Folkets Tanker om i Vildrede,
og dømme dem til evig Slave-dumhed;
som, naar I have Maden under Tand,
da raabe: Fred! men hellige en Krig
mod hvem, som nægter jer sin Sjel og Velfærd
at udlevere til Umyndighed!
I Hoveder, som dømme kun for Skjenk!
I Præster, som for Guldet lære Løgn!
I lønnede Spaamænd! Hver af eder Alle,
som hade Godt og elske Ondt! Enhver
af eder stakkels Offre! I Uskyldige
med blodige Hænder! Millioner Sjele,
der ligne blinde, vingafskaarne Fugle,
som have, manglende et andet Hvilested,
i Ørknen sænket sig imellem Hungrende!
Ja, hører mig, jeg spaaer: jeg skimter Enden,
Daggryet efter den Forvirrings-nat,
hvor Sønners Haan mod Fædrene var Hundeglam,
og Døttres Skrig mod Mødrene var Ugletud,
og Blod og Offerflammer Stjerneglimt,
og Kongers Bud var Midnatsstormens Hyl.
Og dette Daggrye, rødmende paa de
beskjæmmede Præsters, Tegnudlæggeres Kinder,
hvor skulde vel jeg ønske, at det oprandt
naar ikke i mit Fædreland, i Juda?
Fra Zion opstaae Frelseren, o eller
fra Bethlem, Davids Vugge! O, da Folkene
lydt til hverandre skulle sende Fryderaab,
som Nytaarsønsker raabe til hverandre:
"Hil, kommer, lader os til Zion gaae,
den Lærestol, hvor mild den Vise staaer
(imod de gamle skumle Præster nys
som Hosianna-raab mod kolde Gys)
og tolker Sandhed . . Hør, han Slaven lærer,
hvorledes fri i Lænker han kan være;
og Kongen, at han Gud i Slaven ærer;
omtryller Had til Ømhed; skjænker Kummer
et Smiil, der vugger sagte den i Slummer.
|
| d.II,b.2,s.317 |
O Brødre, Brødre, Brødre, Drot og Træl,
vi ville, sammenslyngede om hverandre,
op til den Frelse-lærers Sæde vandre
og sætte os, og lytte med vor Sjel,
og glemme Jupiter og Zeus og Bel,
og smelte om til Plove vore Sværd,
og Spyd til Sigder (andet ikke værd).
Ei Folk mod Folk (som i den svundne Old)
ei Bro'er mod Bro'er skal løfte Avindsskjold;
men Hver, som Dyds og Sandheds Dyrker, Hver
som hiin den store Mesters Lærling er,
skal, fri blandt frie Brødre, frydfuld boe
i sine Eges eller Palmers Roe.
|
| BLA BAKOVER |