HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 2. BIND: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS

MENNESKET
del 3
d.II,b.2,s.249              nedsjunke Pyramiderne. O Memphis,
           luk op de hundred Portes gyldne Gab,
           at sluge ind med øde Suk de Grumme,
           som Myg der svæve paa en Drukkens Aande
           snart ind snart ud. Viis dine Elfen-templer
           (hvor ingen fremmed Aande graaned end)
           for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder!
           Ægyptens Folk -- hu, som, med Kniv i Haand og
           det Hvide vrængt i Øjet, saa det syntes
           et flagrende Liiglagen, naar det blinked,
           hver Fremmed hilsed nylig -- slæng nu bort
           hvert Vaaben; ja, fra Sværd til Pind,
           som om de brændte dig i Haanden, som
           om dine Hænder visned af Forbandelse,
           saasnart du fristes ved din Qvindes Skrig,
           din Afkoms Jammer, til at løfte dem!
           Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse
           din Dør igjen! og vent da Døden under
           din Bænk, hvorhen du krum dig sniger for ei
           det rædselfulde Syn at see: Vanhellige,
           der øde Hytter, Templerne besudle!
           Som Pesten maae de brede sig i Landet.
           Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod
           fra On -- til Noph -- til Thebæ. -- Vil du standse
           hvor Guder gaae? Det er for dine Synder.
(Folket flyer.)



Præster.



           Ha, det er Magerne, som os betvinge,
           som gav den drukne Bøddelkonge Raadet.
           Vi Præster ere Ofret, som de søge,
           og Kongen laaner dem sin vilde Hov.
           Vee, at vi maatte byde Folket Fred,
           og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede
           med Overtroens Røg, og truede
           at gnistre ud! Men havde en Ægypter
           først seet en Katteguddoms Indvold aaben
           og Himmelen dog lige klar, saa var
           bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude.
          
d.II,b.2,s.250              Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle
           og Fædretroen revner, bryde Vaaben,
           og bøie sig for Medens krumme Sabel
           (dog haabe vi mod bedre Tider);
           thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen,
           at disse Dyr, som nu er kaarne til
           vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder.


(En Konge. Adel. Bødler. Folk. En Olding og en ung Mand knælende for Kongen)



Kongen.



           Er Jeg ei Konge? Jordens Bedste? Ha,
           Hvo skulde nyde? Er ei Vellyst, som
           min Storheds bankende Hjerte? Bødler,
           I mine krogede blodige Fingre, strækker
           jer ud! og plukker bort det Graahaars Svamp,
           der voxer vaad (ha blege Øines Vand!
           gaa, stik dem ud! De ere Horngevexter . .)
           og kjølig mig iveien, naar jeg syder
           hen mod mit Leie. Fy, skal Hæslighed
           sig stille mellem Høihed fræk og Skjønhed!
           Hvad skal den Gamle mellem tvende Unge?
           Er Hun din Datter? Ha, hun er dog vel
           en Blomst, opvoxet i mit eget Land, hvor
           jeg plukker bort hvad Rose bedst mig lyster,
           om end den hænger fast paa Tornen, som
           den klækked ud ved Hjælp af Himlen?
           Ha, denne Himmel, under hvilken hun
           sin Rødme aanded, sine Øine blaaned,
           er denne ei mit Riges? mon ei min?
           Gaa, du er ikke viis som du er gammel!
           Nu, Bøddel, blodige Kongefinger, krum dig,
           og grib den gamle Nakke bolende
           med Struben Haan ud!



En Bøddel.



           Ak, store Konge, Haanden skjælver; thi
           det er min Fader.

d.II,b.2,s.251  

Kongen.



                 Hvad? Du skjælver? vil ei?
                      Ha, Jeg har flere Bødler!



Bøddelen.



                 Vel -- jeg maa.



Kongen.



           Ret, vakkre Svend! Naar saadant Prøvestykke
           er gjort, da veed jeg, du for mig gjør Alt.
           Du skal ei stedse være Bøddelknegt;
           men Bøddel-høvding.



Bøddelen.



                 Nu min Haand ei skjælver.



Kongen.



           Saa Mennesker i Trældom øver man.



Bøddelen.
            
(lægger Haand paa Oldingen)



           Kom nu min Far! Du ind i Livet fulgte
           mig. Jeg vil følge dig til Gjengjeld ud.



Kongen.



           Ah, endnu bedre! Bøddel med sin Tunge.



Oldingen

(reiser sig)

            
(til Bødlen)



           Slip mig, Elendige! Vee -- Hvis du ryster
           engang i Helved min Forbandelse
           ned af dit Hoved, den i Vægt tidobblet
           skal synke paa Tyrannens! Hører Mennesker,
           I Tidens Jammersuk mod Evigheden!
           I Helveds Offre før I end forbrød!
           Jeg bad -- o Alderdommens hvide Haar
           er kulsort Haan af Djævle spyet ud
           paa et uskyldigt Hoved, naar forgjeves
           om Retfærd, ei om Naade, de maae trygle --
           jeg for min eneste Datter bad blot (end
           for ung for Manden, gammel dog og øvet
          
d.II,b.2,s.252              i sin graagamle, hjælpeløse Fader
           med kjærlig Haand at made): at ei, i
           sin Seng, det kronede Uhyre skulde
           den spæde Skjønhed æde, og fordærve
           det unge Hjerte (som opvoxed fromt
           i disse Lokkers Ly, ligt Rosen bag
           en moset Væg) naar ned han stødte hende
           misbrugt iblandt Slavinderne.


Kongen.



                             Din Vrede
           er brændende -- ja, som min Brynde til
           dit Noer! Se den har antændt nu min Harme.
           Du har kun Ordblus, Jeg har Beeg og Fakler.
           Gaa! Du skal brændes. Kongens Harm fortærer.
           Gaa, Bøddel, smør din Faders Haar med Beeg!

(Bødlen gaaer med Oldingen)



En Adelsmand.



           Du døer fortjent. Er Brugt af Kongen Misbrugt!
           Hvad? kan en Konge vel besudles af
           et "mis" og "van" og "u" og disse andre
           Opkastelser af Tanken og af Sproget?



En anden Adelsmand.



           Forskjønnes end ei Pigens Skjønhed, hædres
           den dog ved Kongens . . ja, jeg vilde gjerne
           dens Levning arve. Thi en Konge har
           saameget Adel i sit Blod, at, om
           jeg fandt en Plet paa hende levnet, var
           den som et Adelsbrev.

(En tredie Adelsmand knæler for Kongen)



Kongen.



                 Hvad vil du?
                             
(peger paa den knælende unge Mand)

                 Bi! Her ligger end en Mand,
           en Træl, hvis Trods og Miner ere
           som Torne hvasse efter Kongens Fod.
           Her, Bødler! luger denne Snerle op!
                             
(Manden omfavner grædende hans Fod.
                        Kongen sparker ham bort)

          
d.II,b.2,s.253              Væk, Hund! Ha gjør paa Kongens Liv du Anfald?
           Ah, herligt Vintersyn om Somren! se
           en Mand i Graad! . . Ah, jeg har Phantasie;
           jeg synes smage disse Taarers Kulde.
           Thi Mandens Skjælven, skjøndt han ei kan skjule
           sin Ungdoms Rødme, synes ud dem ryste,
           liig Nordenvinden midt om Somren Hagl.
           -- Gaa! Du er ingen ægte Undersaat,
           som under Kongen ei det bedste Sæde
           Og det er paa din Huustroes Skjød. Gaa Bøddel,
           og red ny Bryllupsseng ham op paa Steilen.


Den unge Mand

(reiser sig)



           Ak Chryse! Chryse! . . Geil Tyrannen blev,
           da han min Huustroes blotte Bryst fik see,
           som hun ved Døren sad og Die gav.
           Ha, nu han river hende bort fra Barnet!
           Og deres Fader døer -- saa døe de maae,
           af Sorg de Ældste og af Sult de Smaae.



Kongen.



           Nei, Træl, af Sorg din Ældste skal ei døe.
           Bring ham, du Slave! Gilder ham, I Bødler!
           Han skal sin Moder vogte.



Den unge Mand.



           Du lærte da af dine Sønner, at
           en Søn sin Moder krænker?



Kongen.



                             Dine Smaae
           ei skulle døe af Sult. Jeg vil dem fede.
           Hidbringer mig hans Drenge flux. I Slaver!
           Den Vellyst bliver mig for slap med Mødre,
           og Jomfruens jeg kjøber dyrt med Sved.
           Bring Drengen hid! Han være mig som Qvinde!

(Den unge Mand gaaer med en Bøddel)

d.II,b.2,s.254  

Adelsmænd.



           Hvor viis er Kongen! Nyt han jo opfinder
                      af Fryd som Høihed. Vi maae ligne Kongen.



Tredie Adelsmand

(knælende)



           Du Mægtigste! o værdiges at tage
           med huldrig Gunst til Smykke for dit Leie,
           min yngste Datters Yndighed, der ligner
           en Moseroseknop frempippende!
           Se, sværmeriskt er hendes Øje, som
           om stedse deri speiled sig en Natlampe.



En fjerde Adelsmand.



           Stormægtigste, med huldrig Naade tag
           en Søn jeg har, saa feed og rund som Druer!



Kongen.



           I Narre, vide I da ei, at, om
           end Elskov ikke, efter sin Natur,
           lod Noget, skjøndt det Lækkreste, sig putte
           i Munden; men vil vælge ene selv:
           saa greb dog Kongen hvor han lysted? Vel,
           hidfører Pigen da og Drengen; dog
           til Øienslyst! Og kommer selv, I Fædre,
           til Hoffet. Eders Huldsind vil jeg hædre.



Folk.



           Vi give maae til Kongen vore Sønner
           og vore Brude, Døttre, Mødre -- ellers
           vi døe jo selv. Men -- leve, leve Kongen!
           Og fremmed Mand og Qvinde ville vi
           til Kongens og til vore egne Leier
           (med Kongen have vi jo Lysten eens,
           og ere pligtige at ligne ham)
           voldtagne føre. Ah, de skulle smage
           os lækkrest; ja som Vildt. O leve Kongen!



d.II,b.2,s.255  
(Kongehal. En Konge paa Thronen.)



Kongen.



           -- Hvad er et fyldt og lukket Harem, naar
                      den Elskte gaaer paa Gaden? Hvad en . .
                             
(en Mand kommer)

                 Ha!



Manden

(kaster sig ned for Kongen)



           Din Slave kommer paa dit Bud fra Leiren.



Kongen

(vinkende ham bort)



           Gaa! gaa! Du sortner for mit Aasyn . .



Manden

(gaaende)



                 Vee,
           en Konges Vrede dræber.



Kongen.



                             . . Hvad en Krone,
           naar Slavens, Borgerens Nathue behersker
           en Fryd, som nægtes hiin? O Bathseba,
           din Skjønhed skulde visne hen i Løn?
           Og Mennesket saa synde mod Naturen
           (der funklende Kroner skrev i dine Øine,
           og malte Hermelinet paa din Nakke
           og Purpret paa din Kind, og Sceptret i
           din Gang) at han, naar Himlen gav ham Magten,
           ei skulde Diademet give dig!
           Ha, Kongens Magt det blev at lede Skjebnen,
           der strækker ud sin Finger i hans Scepter
           ud over Millioner! Ene Retfærd,
           naar Han den Skjønneste velsigner! Ak,
           dog bliver Diademets Perletopper
           som hendes Øines blye Terneflok!
           En sløv, ufølsom Borger, der sin Trods
           paa Vedtægt støtter, skulde hindre Kongen
           i Retfærds sjeldne Smiil Naturen skjænke?
           Han skulde fraadse, hvor en Drot maa sulte?
          
d.II,b.2,s.256              beruse sig af samme ædle Vase,
           hvoraf Jeg, Kongen, stjal mig til en Slurk?
           Ah, een og to -- saa pleier man at kaste
           de andre slige Qvindebægre bort;
           men denne ædle Vase.? o jeg maatte
           da sønderbryde Kronen, naar jeg havde
           den baaret Kroningsdagen . !
           -- Hans selvbehagelige Phlegma (ligt
           hans evigsamme slappe Elskovspiil, for
           hvis matte Skud sin frodige Ynde
           hun seer som dagligdags forhaanet Maal)
           i Stolthed skulde stivne, naar han gjetted
           sin Konges syge Blik og Magerhed?
           Han vilde hviske (høit dog) til Enhver,
           "se Kongen mavres, men jeg bliver feed!"
           (Ha!) "Veed du hvorfor? -- Nei! -- Jeg veed det. He!"
           -- Men -- naar han seer sin Hustrues Ynde i
           dens Sommer-rigdoms stille Modervemod,
           og ahner Solen, som hans Muld bestraaled . . ?
           . . Ha! Kald mig Uria!      

(til en Slave.)
                  (Manden kommer)

                       Hør, kjære Tappre!
           Beværted Kongens Folk dig vel igaar?


Manden.



           Jeg var som Noah.



Kongen.



                 Vel! Haha! Du Tapre,
           da i din Hustroes Favn ind til et Øieblik
           dit lange Fravær klemte? Det er Ret!
           Lig paa en Leir-brix Aaret ud, og kom,
           og nyd da Bryllupsglæder andengang.



Manden.



           Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og
           min Herres Tjenere paa Marken ligge,
           og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru
           i bløde Dyner under Silketag?
           Jeg sov hos dine Tjenere paa Bænken.

d.II,b.2,s.257  

Kongen.
            
(vinkende ham bort)



           Hvad? Ha! Du Træl . ! Du . . bort! Fra Kongen bort!



Manden.



           Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede,
           som Natten, naar en iilsom Lygte glimted.
           Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tage:
           der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn,
           i lange Sorg-nat Mindeskimt tilbage.

(gaaer)



Kongen.



           Ha, Kongen kan sin Slave ei befale
           at sove hos hans Hustru! Se den Trodsige!
           I visse Ting, de vigtigste, er Drotten
           med Slaven stevnet for Naturens Domstoel,
           og begge lænkede for Ligheds Skranker.
           Men den, som Lænker bar ei før, de tynge,
           saa han Naturen kalder Unatur.
           Og prøver en unyttig Exception,
           saa Parten leer og Dommeren sig hæver,
           og siger: "see mod Formen synder Kongen.
           Dog Feilen er for latterlig til Straf."
           -- Gud! . . var du dog en mindre trofast Kriger!
           Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked,
           at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val
           med Smertesblod og laae paa Klippeleie,
           gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst;
           men jeg din stolte Haan maa frygte, naar
           du mærker Kongen sig til Kneb nedlod.
           -- Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei
           han selv sit eget Hjerte kunde tvinge?
           Det sukker; men min Læbe byder . .
                             
(til en Slave)

                 Kald
           mig Uria!

(Manden kommer, knæler)

d.II,b.2,s.258  

Kongen.



                 Hør Kjære, Tapre, Trofaste! .
                      Jeg kaldte dig fra Leiren . . .
                                   
(afsides)>

                             Ha, hans Bryn
           er Falkekløerne, hvormed han holder
           forvoven Due, Ørnen svæver over!
                                   
(høit)

           -- Hør Uria, du Tapre, Djærve, Trofaste!
           du Kongens langt i Ørknen skudte Spyd!
           Iil flux til Joab, Leirens høie Lue,
           der overflammed Ammon, med mit Skrevne!
           Han gjøre dig til Høvding over Tusind!



(Leir. En Feldtherre, læsende i Kongens Befaling. Uria)



Feldtherren.



           Skal tapre Uria døe? Jeg være Bøddel,
           som binder denne al min Fares og
           min Seiers Broder Bindselet for Øinene!
           Ja, Kongen saa befaler. Ja, naar Kongen
           saa bød, jeg myrde maatte jo mig selv?
           Hør, Uria -- Kongen gjør til Høvding dig.
           Gaa da at storme Byen først! Iil først,
           da Seiren er din Ejendom som Æren,
           som Kongens Naade! Iil til Seir!



Uria.

(gaaende)



                             . . Til Døden!
           Jeg seer hvad Kongen vil, men jeg maa lyde.



Feldtherren.



           Du kommer ei tilbage; Kongen bød
           at jage dig i Døden. Ha, naar Kongen
           i Sengen mellem sine lodne Hærder
           og Bathsebs foraarslunkne Ynde føler
           en Gysen, som han troer er Elskovsskjælven,
           da er det dig, min Kampven, som en bleg
           og tynd og iiskold Skygge! . . Kampen lyder!



d.II,b.2,s.259  
(Kongehal. Kongen paa Thronen. Et Bud)



Bud.



                  -- -- Og da vi dreve,
                      med tapre Uria ispidsen, Fienden
           mod Portene, da kom en Piil fra Muren,
           og Uria sank da i sit Blod, og . .



Kongen.



                                   Ha!
           Alt nok, alt nok! Hils Joab! Siig fra Kongen:
           "sligt Nederlag ei bøie maa vort Mod.
           Helt segner snart for Bue snart for Sværd.
           Paa hveren Finger Dødsensenglen bær
           forskjelligt Glavind." -- (Gaa hent Bathseba!) --
           "Ja, saa er Krigen. Vi dog ei fortvivle."
          
(Bud gaae. Bathseba kommer tilsløret; Kongen løfter hendes Slør)

           Ah, Bathseba! Du maa ei græde, Kjære!
           Se bedre, om ei skjønnere, Perler Kongen
           har for sin Brud! Ha, elsker du mig ei?
           Du græder for den døde Mand af Pligt;
           men mod din Mand ilive skal du smile.
           Og det er Pligt. Du kan ei ene begge.
           Ah, -- jo du kan det i et stille Aasyn
           foruden Smiil, foruden Graad; hvis ei
           dit ene Øie græde kan, imens
           det andet leer.



(Kongen paa Dommersædet. Folk.)



En Klager.



           Jeg er en fattig Mand; et Faar kun eied.
           Jeg kjøbte det; med mine Børn det voxed;
           det af mit Bæger drak, aad af mit Fad,
           laae i mit Skjød; det var mig som en Datter.
           Da kom en Vandrer til min rige Naboe
           (se han, som seer paa dig, som om hans Øie
           beskylder dig for saadan en Misgjerning!)
           men, sparende sin egen Hjord, han tog
           mit ene Faar, og slagted det.

d.II,b.2,s.260  

Kongen.



                 Den Mand
                      er Dødsens Barn, som dette gjorde.



En anden Klager.



           Den Mand, som staaer her, lokked' lumsk min Broder
           i Ørken hen og dræbte ham (men nu
           vil han beskylde Løven, skjøndt hans Sværd
           imod ham vidner) for at stille i
           hans Ægteseng sin Brynde.



Kongen.



                 Ha, han døe!



(Kongens Søn. Mordere)



Kongens Søn.



           Hør, lister Eder i mit Gjæstebud,
           og naar I see min Broder tung af Vinen
           (ha, vel han synger om sin Søsters Blusel,
           den han med snedig Vold sig aabned, liig
           vor Fader?) og jeg giver Eder Tegn,
           da myrder ham! Mon I ei tør det gjøre,
           naar -- Jeg, Jeg jer befaler? Værer dygtige.



(Chaldæiske Præster. Folk)



Første Præst.



           Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Bel
           har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
           opløftet saa:
           Hør, i Begyndelsen var Chaos Baau,
           et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande . .

d.II,b.2,s.261  

Anden Præst.



           Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Jovah
                      har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
           opløftet saa:
           Hør, i Begyndelsen var Chaos Bohu,
           et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande . .



Første Præst.



           Kolpijah, Guds Munds Røsts Almagtsaande
           da svæved over Vandene . .



Anden Præst.



           Og Ruach-Jovah, Guds Almagtsaande
           da svæved over Vandene . .



Første Præst.



           Og Guds Munds Røst indblæste Livsens Lys,
           den alle Elementers Elskovsild.



Anden Præst.



           Og Jovah sagde: vorde Lys! der blev Lys.
           Og der blev Qvel og Morgen første Dag.



Første Præst.



           Saa Guds Munds Røst opløfted' Himlens Hvælv,
           og Mot nedsank, men Skyen svæved over . .



Anden Præst.



           Saa Jovah fæsted vide Himmelhvælv,
           og Arez nedsank, men han skildte mellem
           det Jordens Dynd og Skyers høie Vande.
           Og der blev Qvel og Morgen anden Dag . .



Første Præst.



           Og Guds Munds Røst da skilned Hav og Land;
           og Sæd fremkom af Jorden . .

d.II,b.2,s.262  

Anden Præst.



           Og Jovah sagde: Hav og Land sig skille!
                      og Sæd fremkom af Jorden.
           Og der blev Qvel og Morgen tredie Dag . .



Første Præst.



           Zophasemin -- se, Sol og Maane, Stjerner
           fremskinnede paa Guds Munds Røstes Bud,
           at være Himlens Opsynsmænd . .



Anden Præst.



           Hajeorim -- se, Sol og Maane, Stjerner
           fremskinnede paa Jehovas Befaling,
           at være Himlens (Dag og Nats) Beherskere.
           Og der blev Qvel og Morgen fjerde Dag.



Første Præst.



           Og Colpijah, Guds Munds Røst vakte op
           af Havet og af Mulden alle Liv . .



Anden Præst.



           Og Jovah sagde: Vandet føde Fiske,
           og Mulden Dyr og Kryb og Skyens Fugle.
           Og der blev Qvel og Morgen femte Dag . .



Første Præst.



           Saa Kolpijah, Guds Munds Røst reiste op
           af Støvet Mand og Qvinde i sit Billed,
           og Livsens Aande dem i Næsen blæste.
           Protogonos var Manden, Ajon Qvinden.



Anden Præst.



           Saa Jovah sagde: Mennesket af Støvet
           vi ville skabe i vort Billed. Da
           af Støv blev Mand og Qvinde i hans Billed;
           han Livsens Aande dem i Næsen blæste.
           Og Adam Manden var, og Eva Qvinden.

d.II,b.2,s.263  

Første Præst.



           Ha, Folk, I hørte det! Er ei vor Viisdom
                      som tvende Draaber Vand fra samme Væld?
           Hvi trætte da med vore Brødre, som os
           fra samme Sinnar fulgte over Floden?
           Se, du Hebræer, som jo Himlen er
           end Jorden skjønnere, der ejer dog
           Guds Billeder i Manden og i Qvinden:
           saa maa den have skjønnere Gudsbilleder,
           og disse ere vore Guder -- ha,
           de Guder, som I glemte. Troer dog ei,
           at vi, som I, tilbede noget Ukjendt!
           Vi dyrke Guder, kun som deres Guddom
           i Livet (liig i gjennemsigtige
           Festmalerie) sig viser. Og vi vide,
           at Guddom ruger over vore Høie,
           besjæler vore Støtter; thi hvo nærmer
           sig disse uden Skræk? hvad Land er rigt
           som Baals Land og Dagons Strand? hvad er
           som Nebos Bjerge signet? glædefuldt,
           og som af Smiil indhegnet, som de Dale,
           hvor duftende Mylittas Lunde bølge?
           Se, Sidon giver Moloch Luer; Moloch
           indhyller Sidon da i Purpur! Ha,
           og vidner ikke Babels Storhed og
           Chaldæas Staters alt indslidte Gang
           og gammel Orden i nye Fyldes Tilstrøm,
           at Guder nedsteeg lysende i Menneskets
           det første Mulm? Se Belus, der vort Øje
           først aabnede for Himmelens Betragtning,
           saa at det saae de store Verdens Guder,
           der vandre over Støvets Hov'der, og
           tilhvifte deres varme Aande dem
           i Rosen og i Dyret . . Han, som øved
           først Menneskets Arm at styre Jorden, mens
           dets Øie ufravendt mod Himlen skued!
           Se Chrysor, Han, der aabned Fjeldets Malmdyb,
           og letted Mennesket (som lidet Barn,
           der øves i at ride) ud paa Havet!
          
d.II,b.2,s.264              Agrotas, Han, der lærte Mennesket
           i Skat at lægge Jorden under Ploven!
           Og Eliun, der først vor Haand bevæbned'
           imod de stærke Dyr! Men bør vi leve,
           hvis vi taknemmelige ikke vare
           mod Livet, ved at give det det Bedste?
           Hvad bedre have vi end vore Børn?
           Og dog os Guden giver noget Bedre:
           den Fryd, at see hans Majestæt indhylles
           i Gavens Damp; at see det Skjød velsignet,
           som tømte sig; at høre Luens Vellyst;
           at skimte gjennem Røgen Stjernerne
           at nikke Velbehag . . Mon De bør leve,
           som ei paa Bjergene, hvor Guder hvile,
           opreiste Mindesmærkerne om Tak,
           og lokked Guders Høihed synlig til sig?
           Modtog vi Liv, da være det et Offerliv;
           thi saa vi synes frie og stolte, som
           om vi tilbagegav hvad os blev givet,
           som om vi dog betalte Renter.


Anden Præst.



                                   Ti!
           Ti! -- Israel! dig bød Jovah: du skal
           ei fremmede Guder have for mit Aasyn!
           Vi dyrke ikke Steen og Fisk og Støtter.



Første Præst.



           Ha, Israels Tempel er en større Støtte!



Anden Præst.



           Vee! Israel, lad dig ei forføre! Satan
           udstrækker gjennem denne Baals-præsts
           vanhellige Læber Kloen efter dine
           smaae Børns Hjerter!



Første Præst.



           Er Israels Tempels skjulte Allerhelligste
           ei slørede Astarte? . o en større
           end den paa Libanon! Se, vore Guder
          
d.II,b.2,s.265              staae aabne, blussende for hvert et Blik!
           Og, naar vi reise Billeder paa Højene,
           da sætte Støtter vi jo kun paa Altrene
           i Gudens aabne Tempel: Himlen?


Anden Præst.



           Se, Israel, Jovah stod for Moses som
           en Torn ibrand. Den Misraim fortærte. --



Første Præst.



           Ja, Moses traf, da vildsom han omvanked
           i dybe Tanker over sjunkne Israel,
           og saae ei op, men gik med tunge Blik,
           i Ørkenen saa pludselig en Busk
           ibrand (og Terpentinen brændte længe)
           som om den faldt fra Himlen. Der han knæled
           (som Vi for Molochs Flamme, og Misraim
           for Pthas) og bad, og svoer, at frelse Israel.



Anden Præst.



           Forlad ei Jovah, Israel! Thi førte
           ei Moses dig igjennem Havet?



Første Præst.



                 Ja;
           men takket være Ebben!



Anden Præst.



                 Førte dig
           i Ørknens Nat ei Jovahs Luestøtte?



Første Præst.



           Ja, foran Folket bare Arons Børn
           et Ildens Altar. Ha, I Israels Børn,
           forsamler jer om Ildens Altar! Der
           jo lagde Abraam sin Søn, da Oldingen
           ei vidste hvad han skulde troe var kjærest,
           og Baals Dyrkere omkring ham blomstred.
           Men Væddren offred han -- det Nebos Offer.
           Seer, Eders oxehovdede Cheruber
          
d.II,b.2,s.266              er' vore fælleds Guder, Melkarts Billeder!
           Hvi staae de tause da i Krogen, som
           en aflagt Prydelse.


Anden Præst.



           Se, Israel, Moses Aasyn rødmede
           af Jovahs Herlighed, dens Straalers Gjenskin,
           da han opløfted Loven over dig.



Første Præst.



           Ah, samme Rødme bævrer flammende
           paa Baals-præstens Kind i Babel, naar
           han viser Belus's Tavler frem for Folket.



Anden Præst.



           Din Gud er nidkjær, Israel! Fortæred
           ei Herrens Ild og Slanger de Gjenstridige?



Første Præst.



           Ja Molochs Vredesaande, Ørknens Samum.
           Se, Moses førte, da et Oprør ulmed,
           sit Folk til Sumpene, hvor Slanger vrimled!



Anden Præst.



           Og Tegnene? Græshoppe-skyer og Hagl
           frembrusede, naar Moses løfted Staven.



Første Præst.



           Spørg en ægyptisk Bonde, og han letter
           paa Huen, seer mod Himmelen og siger,
           om der Græshopper komme vil i Sommer.



Anden Præst.



           Og Underværkerne? O Israel! vil
           du ikke boe i Ly af Arons blomstrende
           og eviggrønne Mandelstav?



Første Præst.
            
(til Jehovahs Præst)



                 Det er:
           Ly af Eder Præster, I Leviter.
          
d.II,b.2,s.267              Nævn ikke Underværker; thi jeg fristes
           (hvis ei min egen Hellighed da blegned,
           og flux mit Liv for mine Brødres Haand
           som en Forræders) at forraade
           for begge Slægter vore skjulte Kunster,
           som du til Israel vor forborgne Sandhed
           forraadte: at kun Een -- kun Een er Gud,
           at Alle aande ligelangt fra ham;
           at Alle have samme Pligter da;
           dog, at ei han og Verden ere Eet.
           Se, derpaa hviler jo vort Herredømme;
           thi kunne Tingene vi herske over,
           og røre deres skjulte Kræfter, da
           maa Folket troe, vi Gud beherske og
           hans Kræfter røre, som vor Villie lyster.
           Dog du gjenstoppede din Aabenmundethed,
           ved Israel at lære, at den Ene
           er ikkun Gud for Israel.
                             
(Til Folket)

                 Israel -- ha,
           hvi vil du sidde som en Eremit
           iblandt de dandsende Folk? see i din Armod
           paa vore Fester, tør, naar du indbydes?
           Du Israels Konge, skulle Præster skræmme
           og ærgre dig, som Israels første Konge,
           til Vanvid og ihjel? Se, vore Fyrster,
           livsalige, ei tæmme deres Lyster!
           se, Purpur skygger dem! paa Guld de hvile!
           Du nøjes med en Sichems Palmeskygge?
           I Israels Mænd, hvi nøie Eder med
           een Gud, naar Hundred staae paa Eders Grændser?
           Er Baals Mænd ei stærke? Faldt I ei?
           Ha, lytte eders Hjerter ei, naar rundt-
           omkring I høre vor Musik? Ak, sukker
           da eders Stilhed ei? Vel, ei af Mænd
           I ville føres did -- se der jo venter
           med aabne Arme Canaans søde Qvinder!
           Ak, Israels Qvinder, spørger Eders Hjerter,
           om Fløitens Klang til Ildens Bragen ei
          
d.II,b.2,s.268              er som en Qvinde vexlende med Manden
           en Elskovssang! Ak lærer ei Mylitta
           en sød og leflende Veltalenhed?
           Den søde Pligt hun byder, at hver Qvinde
           skal i sin Blomstren nyde Elskov med
           en fremmed Mand i Templet. Belus selv,
           den høje Gud, nedstiger jo om Natten
           omfavnende den Qvinde -- o den Salige --
           som han vil vælge?

(afsides)
Jeg var ogsaa Gud
           i Maanskins-nætterne, men maatte vige,
           da Tiden sneede min Isse til,
           at Qvinderne ei skulde haane Guden
           ved Fnisen udenfor om Morgnen.
                             
(høit)

                 Ha,
           I tøve end? Se, jeg vil klarere
           af Himlens Stjerner, end din Høipræst af
           sit Brystskjolds Demant-stjernebilled, spaae
           din Undergang, o Israel.


En Konge

(af Israeliterne)



                 Vel! til Moloch
           jeg ofre vil mit Blod. Min egen Søn
           skal gaae igjennem Ilden. Jeg vil agte
           paa Fugleskrig, og vælge Tegnsudlæggere.
           Luk Templet! Jeg vil glæde mig paa Høiene.



Nogle

(af Israeliterne)



           Vi maae jo følge Kongen. Ere ikke,
           og sværge ei, som Jovahs, Baals Propheter?
           Paa Dans og Bethels Høie vi opreise
           et Baals-billede af Sølv og ofre,
           paa Tophets Høje i Benhinnons Dal.



Anden Præst.



           Vee, Israel sviger sine Fædres Gud!
           Din hellige Kydskhed, hvorom vi Leviter
           og Præster var et Belte, bryder du,
           og horer saa med Askalon og Gaza?
          
d.II,b.2,s.269              Fra Astaroths Skjød skal sorte Bylder regne
           paa dem, som Herrens Ark forraadte! Juda,
           du Israels unge Løve! Benjamin,
           du Zions taarefulde Barn, forenes!
           og løfter Helligdommen mellem Eder;
           men mellem Eder da og Israel
           et draget Glavind være, og et Baal
           imellem Afgudsdyrkerne og Eder!
(Israeliterne berede sig til Kamp indbyrdes)



Nogle Israeliter.



           Frem Pagtens Ark paa vingede Cherubim!



Andre Israeliter.



           Frem Baal-Beriths Horn, og Molochs Ild!



Første Præst.



           Ha, hvæs dig nu, du Sværdering om Israel,
           du Edom, Seir, Amalek og Moab,
           Philister, Syrier, Phoenicier!
           Og blotter Eder nu, I skjulte Dolke
           i Israel, I spredte Cananiter!
           Og dræber dem, hvis Fædre Eders Fædre
           i Gibeon paa Solhvervsdagen sloge,
           ja Natten efter, en Fuldmaanenat,
           dem gjennem Ajalons Dal i Døden joge!



(Qvinder dandsende om Molochs glødende Kobberstøtte, i hvis Arme de lægge deres Børn.
Præster. En grædende Qvinde med et Barn.)



Qvinderne.



           I din Glofavn -- Moloch! Moloch!
                 Moloch-Gud!
           glødende Allivsens Sommer! --
           haste vi med Fryd og hellig Angst at kaste
           vore Børn . . O tag den søde
           Duft af Livets Overflod,
           af vort Skjøds den første Grøde!

d.II,b.2,s.270  

En Qvinde.



           Moloch! Moloch! jeg gav dig Een!
                      Giv mig Diende fem igjen!



En Præst.
            
(til den grædende Qvinde)



           Er du et Menneske, og hører, -- hør
           de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge
           Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar
           de lade dem igjennem Ilden løbe,
           og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge
           indslikkede i Flugten -- -- Ha,
           er du et Menneske, dog saa fordærvet,
           saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øine
           nedblinke, som beruste, gjennem Røgen,
           du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd
           at favne om det Barn, han skabte selv?
           det Barn, hvis Næse han indblæste Livet,
           for engang op dets unge Hjertes Damp
           i sine røde Næseboer at suge?
           . . Ah, jo de samme Næseboer (du seer dem?)
           hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag,
           indtrak sig, da den frem af Baaus Bug
           Zophasemim, de Verdensdele, Sol
           og Stjerner og Allivet, havde blæst.
           Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved,
           og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker,
           fordi dit Hjerte mukker, (ha, med Taarers
           den vandige Veltalenhed!) dit Barn?



Qvinden.



           Ak! -- Vel! jeg vil . . O kom min lille Ada!
           Se Guden hist er jo af Rosenblade!
           Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af
           mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked
           her i mit Bryst, ei ene i mit Øre.
           Jeg min ugudelige Frygt forsoner.

(ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen.)

d.II,b.2,s.271  

Qvinder.



           I dit Ildgab -- Moloch! Moloch!
                            Moloch-Gud!
           glødende Allivsens Sommer! --
           vore Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare
           lægge ind . . O, af min Enes
           Aske atter, Moloch, skal
           Ætten blomstre ud og grenes!



En Qvinde.



           Moloch! Moloch! Jeg gav dig Een!
           Giv mig Diende ti igjen!



(Afgudsbilleder paa en Høi. En Mand og en Levit)



Manden.



           Saa vær min Fader og mit Huses Præst,
           du Levi Søn, du hellige Bethlems Vandrer!
           Jeg giver Sølv og Klæder dig og Føde.
           Thi se, jeg reiste her paa Efraims Bjerg
           en Gud, den Gud, en Guldsmed gjorde mig
           af Sølvet, som jeg stjal ifra min Moder,
           det Sølv, som hun og jeg nu giver Guderne.
           Og rundt om, som Planeterne om Solen,
           jeg satte Teraphim, de Huusgud-billeder.
           Men Præstekjortlen, som min Mo'er baldyred,
           end hænger tom . .
                             
(Leviten giver ham Haandslag)

                 Nu er jeg sikker; Baal
           beskjærmer mig, fordi jeg har hans Støtte,
           og Sidons Astaroth, Moabs Kamos, Ammons Moloch
           og Ekrons Belsebub for al min Røgelse,
           Israels Jovah (se, saa halter jeg
           paa begge Sider) signer, naar jeg har
           en Levi Søn til Huuspræst. Ei?



Leviten.



                 Tilvisse !



d.II,b.2,s.272  
(Offerplads. En Datter knælende paa Altret. En Fader med Offerkniven hævet. Folk.)



Faderen.



           Jeg giver Gud mit Seiersløfte opfyldt:
                      det Første, som mig mødte af mit Huus.
           Ak da, min Eneste, du kom med Fløiten,
           og dandsende -- o du mit eneste Barn!
           Du mine Seirsbasuner overdøved.
           Ak, er den Maaned svunden, som du bad om
           til stille Graad for visnet Jomfrudom?
           -- ah visnet ei, men brudt, men knækket . . O,
           du græder end . ? Er Maaneden forbi?
           Se Præsten staaer der skummel mellem Folket,
           som om min Smerte vel fornærmed Gud,
           som om din Graad var Spyt paa Altret. . Ha,
           jeg kan ei . . Gud mig dræbe!

(lægger Kniven)



En Præst.



                             Jephta, vee!
           Hvad svoer du Gud? En Taare Gud fornærmer.

(Faderen støder til. Folket jubler)



(En beleiret Stad. Kongen, hans Søn, Præster paa Muren. Folk.)



Kongen.



           Mit Folk har kolde Hjerter, visne Hænder;
           dets Mod er sjunket; Fiendens Skjolde klemme
           isammen vore Mure til en Gravhvælving,
           og udenfore seer alt Landet ud som
           en Indgang til en Grav. Se Qvæget,
           der ligger adspredt rundt som Aadsler og
           af Gravene opslængte Dødningbeen!
           Græshoppen springer mellem Oxens Ribber!
           i Hestens Hoved Humler bygge Boel!
           Se, Agrene de have gjort til Steenrøser,
           og Brøndene opdynge de som Gravhøie!
           og Palmerne og svedne Olietræer
          
d.II,b.2,s.273              som Mindesmærker staae med kulsort Top.
           De Smaaebørn, som ei kunde flye til Ørken,
           rundt ligge knusede paa Stenene,
           som Rosenknopper tabte i en Liigfærd.
           Saa Moses Bud de efterleve, for
           ei Sauls Straf at lide.


En Præst.



           Der staaer din Søn. Giv Guderne dit Kjæreste,
           saa kommer Mod liig Tordnen rullende
           igjennem hele Folkets Hjerter! Gjennem
           sin Konges Ætlings Bloddamp seer ei Slaven
           sin egen Fare.



Kongen.



                 Vel, dets blege Feighed
           jeg gløder op til Mod ved den at dyppe
           flux i min Enestes Blod.

(Ofrer sin Søn. Folket opløfter Frydraab og Kampskrig.)



(En Konge. Krigshær. Spaaemænd.)



Kongen.



           I firehundrede af Guderne
           Indblæste, siger, hvad i Slaget venter!
           Hvis jeg skal troe, maae Alle sige Eet.



De Firehundrede Spaaemænd.



           Det skrevet er i Himlen: Du skal seire.



En Spaaemand.
            
(træder frem med Jernhorn paa Hovdet)



           Saa skal du, siger Herren, stange Fienden,
           til ei han findes meer paa Jorden. Ja!



En Mand.



           Du lyver!



Spaaemanden.

(slaaer ham)



                 Ha, du siger? Een mod os?

d.II,b.2,s.274  

Kongen.



           Ja fængsler ham! Han æde Kummers-Brød,
                      thi Ondt han spaaed Kongen! Ja, han turde.

(Kamp. Kongen falder. Hæren flyer.)



(Kongehal. En Konge. En Dronning. Folk.)



Dronningen.



           Ha, Du, du skulde være Konge, som
           ei veed at tage Trælles Eiendom!
           Ei? -- hvilket Ord! Min Mund er selv ukongelig,
           . . en Hjertets høiforræderisk Hærold,
           der spotter hvad han læser, ved at stamme.
           Der gives ikke Eiendom for Folket;
           men Guder dele Himlen, Konger Jorden,
           Dæmoner Luften og den sorte Afgrund.
           Ha, Kongen slæber bleg sig om, og sulter,
           fordi han nægted dig en Fædrejord,
           og pukked' -- o den tomme Trods! -- paa Loven,
           og sagde reentud: Nei; ja da han mærked,
           at Kongen veeg ham Skridt for Skridt: fra Gave
           til Kjøb, fra Kjøb til Bytte. . O du Barn,
           som med dit Eget leger Kjøb og Salg!
           -- Jeg, jeg (ja tro mig!) giver dig hans Viingaard.
                             
(til Nogle)

           Hør, stevner ind i Kongens Navn flux Naboth
           for Dommeren -- gaa, du skal være Dommer! --
           og sværger paa, han Gud og Kongen haaned!
                             
(til en Anden)

           Du Dommer,i du skal dømme Naboth stenet,
           og alt hans Gods tilfaldet Kronen. . Flux!



(En Viingaard. Kongen. Dronningen)



Dronningen.



           Min Herre, her er Eders Viingaard. Naboth
           er stenet udenfore Porten. Nu,
          
FORRIGE
NESTE