|
| d.II,b.2,s.178 |
Messias.
Mennesket troer,
at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld
af Synd og Suk, der ryge fra Muld,
at ud den maa briste, og knuse hans Jord,
og knuge og splitte det Alt,
Cajahel som Liv har malt,
til Intet tilbage, til Rummets drivende Damp,
der, først ved Cajahels og Obaddons Kamp,
opdyngedes, som Livets Sejersbytte, til
en Jord, tilhyllet med første Morgens Smiil.
Han troer, at Jorden, det Døde,
for ham, for Aanden, skal bøde,
som, dengang det Evige Liv ham gav,
fik Løn i sig Selv og Straf.
Øiner han Spoer
til Kræfternes Kamp i hans Jord,
fræse Vulkaner, æse Oceaner,
Sig ene Aarsag og Offer og Maal
for Striden han ahner.
Seer han et Dyb, hvor Obaddon foer,
han skjælver, og troer:
"mig Jorden vil ei bære, min Synd er for stor."
Aander Cajahels Seirsaande ud
et Foraar af Liv, en Høst af Frugter,
han smiler, og troer:
"min Fromhed seer Gud, min Dyd er stor,
mit Offer han lugter."
En saadan Kamp, med Jubel og Gys,
(som den, der rased' paa Jorden nys,
da en Verden i flammede Livsensgjær
den brused' nær,
og Dybet svulmende denne imøde;
men Jorden sin Ligevægt fik ved sit Øde)
i Menneskehedens Indre vil reise sig, naar,
som Blus, Himlens Sandhed over Hjerterne staaer,
og Samvittighederne svulmende imøde den slaae:
da vil den see, at dens Dyd og Last
|
| d.II,b.2,s.179 |
ei lønnes og straffes af Sky og Ild og Muld;
men Aanden sin Ligevægt, Selvbevidsthed, faaer.
Med den mellem Himmel og Jord staaer han fast,
og seer da en Syndflod, svulmende og fuld,
brusende ud,
naar Hjertet er brudt,
i Aandens Taarer: Vemod og Sorg.
Men, se -- som Storm over Vandene jog,
og ned dem til Damp i Dybene slog --
saa reiser (thi Himlen har Seir og Kamp)
hans Kraft sig og aander Angrens Syndflod bort;
hans Liv blomstrer atter unge Dyder frem.
De klattre mod Himlen; han stiger med dem.
(En Mand omringet af sine Sønner.)
Manden.
Opreiser Eder, Sønner, under Spydet!
I, mine treti Arme, jer udbreder,
og sammendriver Folket ved mit Telt!
(De samle Folket.)
I samled' inden disse Bjerge sammen
jer Teltehob, at Alle om den Enkelte
et Hegn af Arme kunde flette, saa
han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov,
og for at vogte og at nyde sammen
jer Rigdom. Men, Hvo er i denne Hob,
der dreves sammen jo af Angest, for
at Hver kan finde Ly indunder disse
isammenstukne Hovder . . Hvo er som Hjertet,
det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten,
hvortil de Alle læne sig i Nøden?
Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste?
Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder?
Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner?
Hvo riig? Og dog var jeg end arm som I,
|
| d.II,b.2,s.180 |
min Styrke skaffed mig dog Rigdom atter.
Saa er min Styrke da min bedste Rigdom,
min Ønskehat, min Pung, som ei kan tømmes.
Men -- ha, hvi gav mig Himlen Styrke blandt
de Svage? Hvi i Eders Armod Rigdom?
Mon, at jeg skal blandt Eder meest arbeide,
naar jeg har Magt til Eders Sved at tage?
Mon, at jeg skulde give bort min Rigdom,
saa den blev Armod, Eders Armod Rigdom?
Hvad Velbehag i Styrke, naar den ei
kan hvile? hvad i Rigdom, naar den ei
kan dynge sig? Ha, Alt skal voxe jo!
Den Svage skulde frydes vel som jeg?
Maa alle Dyr for Løven trælle ei?
Naar deres Fedme blomstrer, han dem plukker.
Er jeg ei som en Løve i mit Folk?
Se, mine treti Kløer i mine Sønner,
der bævre alle af mit stærke Blod!
Se, denne Hale bag af mine Trælle,
Hjemfødninger, der leve i min Skygge
i frydfuld Roe, og fødes af mit Fad!
Hør! See I ei, at ingen Fiende nærmer
sig mine Hegn? Saa vil jeg frede Eder
for Vestens sorte Folk, der svømme over
vor Flod, forfærde os, som om vi saae
vore levende Skygger, og fortære Eder,
-- hvis I vil kalde mig for Eders Løve;
jer Nakke bøje under denne Fod;
jert Liv i denne Kølles Skygge sætte;
jer Ager give mig, men dyrke den;
og bringe mig det Bedste; hvis I ville
mit Telt med eders Døttres Skjønhed pryde,
og Eders Æt for min Æt være Slaver,
som, Fædre, I og Alle ere mine,
ifra min Ældste til den Hyrde, som
med Svinet æder Olden.
Folket.
Vær vor Hersker!
Thi vi din Kølle frygte.
|
| d.II,b.2,s.181 |
Manden.
(fælder En med sin Kølle).
Saa da splintres
Enhver, som giver mig ei Skat og Trældom!
Hver, i hvis Pande Jeg seer malet Trods!
Hver, i hvis Mund er ei min Viljes Gjenlyd!
Hver, som betvivler, at jeg er hans Lemmers,
hans Livs og Døds, hans Sveds og Rigdoms Herre!
Folket.
Vort Liv er i din Haand, vor Sjel er i
dit Blik, vor Villje i din Mund, o Herre!
Manden.
Hvor standser vel min Magt? Ha, den maa rulle
som Alpens Snee! Mon der er bedre Folk
end disse Trælle i de andre Skove?
Min Fryd og Rigdom voxer med min Magt.
Saa rulle den da, til den Gudens ligner.
Reis Eder Folk! grib Nogle Sværd og Fakler,
og Andre svinge Spydene fra Hesten,
og Andre gjennem Horn forkynde Alle,
at de for Jordens første Drot maae knæle!
Hvo har den bedste Hest? Den jeg bestiger;
thi Eders Bedste er jo mit. Ha, nu,
naar jeg befaler: brænd, og myrd, og dø!
saa brænd og myrd og dø! Og vi skal være
som Løverne: vi æde vil vort Bytte.
Og som Hyænerne: vi bli'e ei mætte!
Se, reis et Banner, og et Mandehoved,
paa blodigt Spyd! Naar Banneret mig hvifter,
og synes slaae sig tyvedobbelt ud,
betyde det vort Mod og Blod, der vil
sig brede over Jorden! -- Ha! Og denne Krone,
jeg sætter paa mit Hoved som en Sol,
til Mærke, at det nu er Jordens Sol!
(Hæren drager bort.)
|
| d.II,b.2,s.182 |
En Mand.
Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ræv!
Hersk du om Dagen! vær du Dagens Konge!
Til mig skal Natten skatte!
(plyndrer de tomme Telte og Hytter.)
En anden Mand.
Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ulv.
Vil Jorden ikke bringe mig sin Skat,
saa maa jeg straffe, og den tage Selv.
Den Ret du lærte mig, du første Konge.
(myrder første Mand og tager hans Bytte.)
En Mand.
Se, Konge, vær du alle Nævers Konge!
Din Arm er stærk, min Arm er svag, og skulde
min svage Arm da trælle for din stærke?
Ha, jeg vil herske; og mit Herredømme
skal være stærkere end dit! lad Kongen sidde
paa Jordens Nakker: Jeg paa hans vil sidde.
Hersk ved din Arm! Jeg hersker ved mit Hoved!
Hersk over Armene! Jeg hersker over Hov'derne!
Du skjælver, Konge, som din mindste Træl,
for Himlens Kræfter, som skal vorde mine,
for Jordens Syner, som jeg gjennemskuer.
Fra Fjeldets klare Top jeg stirret har
i Nattens Dyb, og givet Stjerner Navn.
Jeg vil dem fra min vide Offerkaabe
udryste over Kongens stolte Isse.
Se, Han med Folket, som for Alting skjælver,
der er en Tomme over alles Hov'der,
sig bøjer ned i Støvet, naar jeg stiger
fra Fjeldet ned med mine Stjerneguder,
at sætte mig paa Altrene, hvor før
de ofrede til deres dunkle Skræk,
og søgte Gravens Mulm med Blod at lysne!
De troe nu Intet, eller Hvermands Troe
er formløs Skye, hvori hans Hjerte svømmer . .
|
| d.II,b.2,s.183 |
. . nei, eller Taage formet efter Alt
som skrækker ham. Men jeg skal danne, efter
min Lyst, den Skye, og fylde den med Guder;
og denne regelløse Tro (saa den,
som boer paa Stranden, dyrker sorte Bølger,
og den, som boer paa Bjerget, dyrker Stormen)
jeg former efter mine Indfald, naar
jeg siger lydt fra Tempelet, mit Slot,
at Jeg, de store Guders Høitbetroede,
den former efter disses Villie, efter
de høje Stjerners Baner, hvor den tydes.
Da Folket skal om Guder bede mig,
og jeg skal sende Skrækkenssyner som
min Trælleflok. Da, Drot, beherske du
ved Frygt kun Folkets Pandeskaller! jeg
ved større Frygt skal Hjernerne beherske!
Thi Stammerne jeg sanker til een Tro,
nu da min Stammes Altar jeg har reist
til Mærke for de Andres, nu da jeg
ifra min Stammes Offerpræst har kaaret
mig ud til Alles Overofferpræst.
En Mand.
Stir Du kun i Nattens Bug! spaa af Stjernens Flugt!
Jeg vil see i Fuglebug, spaae af Tarmens Lugt.
Som til dit, skal Folket og til mit Altar stimle,
troe, at jeg i Dyrets Bug gjennemskuer Himle.
En anden Mand.
Rædsels-guder skabende, skræmmer Jorden Du;
bøjer under Præstestav Alles bange Hu.
I dit offerblodige Spoer sniger jeg mig tyst,
hænger Amuleter paa hvert et bange Bryst.
For Guld og Ære vil jeg lære dumme Folk en List:
din fæle Gudfloks Vrede tæmme med en Troldomsqvist.
Med Troldmand og med Spaamand har Offerpræsten Pagt:
indunder deres Stave er hele Jorden lagt.
|
| d.II,b.2,s.184 |
Messias.
I lange Rækker af Kroner Jorden
er lænket vorden.
Og Hjerterne til vilde Offerflammer
nu flamme sammen!
Gjennem Offerhymner gjennem Sejerssange
hyler Offernes, Slavernes Jammer.
Vee, Tyraniet har sin Arm opreist
i Kongen, sit Hoved i en Offerpræst!
I Troldomsstave, i Kronens Ender
sine lange Fingre: i Blod de brænde.
Men, Frihed og Sandhed -- Aandens Ejemærke,
i Menneskehedens Barndomsirren henlagt,
bortkastet ei, thi den kan ikke tabes,
om Jorden svam i Blod, og Skyen var
ei Blomsterduft, men blodig Offerrøg,
om over hver en Hytte stod en graadig
Tyran, om Solens Lys blev fanget ene
af mørke, slugne Offerpræsters Kaaber, --
ved dybe Greb i Uvidenhedens Mulm
vil hentes ud af stærke Abirieler;
dog atter glide under Mængdens Hænder
i Dybet ned, saa kun dets øverste Glands
i Dybets Aabning, som de Templer kalde,
bli'er skimrende, til Himlens Kræfter selv
det løfter, under Aanders Jubelsang,
heelt op af Dybet, og Klenodet lægger
som Straale-ring om hvert Hjerte. Den Tid
skal Støvets Aande kalde "Frelsens Tid."
En Mand.
Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen:
saa sprang en Yngling frem, og tyned Panthren:
sig reiste Manden saa, og fældte Løven.
Og Manden hersked over Qvinden og
de treti Sønners Telt: saa tvang hans Styrke,
der rørte tredsindstyve snoede Arme,
|
| d.II,b.2,s.185 |
og aanded' treti Pile ud paaeengang,
de Svage til for deres Liv at trælle:
saa blev han Slægtens Første, da han reiste
et Fædreherredømme: derpaa gik han,
som hele Folkets Konge, ud, og tvang
de andre Jordens Folk, da med sit Folk
(paa begge Sider udbredt lige Vinger,
mens han som Hjertet bankede dem frem,
og Kronen var et funklende Ørneøje)
han omfløi Jorden, til han daled paa
den sidste Hytte, der i Syden er
(som trukket op af Solen) klinet, liig
et Fuglerede, op paa Stylter; men,
saa svang sig op med Hærens Fløivinger,
som Jordens Midte brede, over Jordens Midte,
og skjød i spidsede Phalange-neb,
liig Nordlysgrene, Hæren saa udover
Iismarkerne i Nord og satte sig
(som trætte Falk, hvis Mod er længere
end Vingerne og Luften, hvor den aander)
paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt
i Mulmet rager op og synes liig
den lille blaagraa Plante Jordrøg.
Saa blev den sidste Pande jevnet da
indunder Mandens Stav; og alle Nakker
(den ranke Bactrers og Jakutens lave)
laae bøjede over Jorden jevnt som Bølger;
og Mandens Herskerbud fløi over let
som Vinden med de sorte Hvirvel-fodspor.
Saa løfted' Barnet Arm og Yngling Bue,
og Manden Kølle og tilsidst et Scepter,
da fleer og flere Undertvungnes Hyldest
hans Kølles Buler slikked' bort, og gjorde
den til en rank og blank Befalingsstav. --
Først laante Barnet kun sit Vuggerum:
sig dyrked saa en Yngling op en Ager,
og fæstetog den af sin Fader: saa
sin Qvindes og sin Stammes Ager ejed
|
| d.II,b.2,s.186 |
da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved:
saa tog han ved sin Styrke Folkets Land:
hans Ager slugte alle Folkets Agre;
og saa blev hele Jorden til hans Ager,
med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde.
Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky,
der mørkned' Jorden; og den Jordens Rigdom,
han ikke tog, men lod de Andre laane,
blev som hans Krones Affald. Med sit Scepter
han maaled Jorden af i Riger, lige
tykbugede Elephanter liggende
med barske Blik og Snabler mod hinanden.
Ha, Hindostan og China og Ægypten!
Ha, Babylon og Medien og Bactrien,
Assyrien, Arabien og Persis
og Lydien og Skythien og Libyen,
Æthiopien og Mexico og Peru!
Og Manden i sin Krones Ring indstevned
og maalte Folkene og mærkte dem
med Bannere og bandt dem rundt om Throner
som bedst det lysted' ei som forhen, da,
liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven,
og fængslede bag Bjergene sig Selv,
som om de vare Jordens sidste Grændser.
Men Manden paa sin Skulder flyttede
Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel;
og traadte jordomskyllende Ocean
med Foden længer bort.
Først laae et Barn i Mod'rens Hætte: saa
sig fletted Ynglingen en Hytte: saa
udspændte Manden Teltet over sit
og sine Qvinders Hoved: saa -- ha, noget Større
er ei end Mand: han blev dog kun en Mand! --
saa byggede hans Trælle op hans Huus;
hans Hær det løftede paa Spyd opover
hans Folkes Arner, saa det raged' høit
opover lave, hvide Telte, ligt
en Ørnenakke over lave Duer.
|
| d.II,b.2,s.187 |
Han bød da Alle samle sig omkring ham,
og bygge Huse rundt hans Borg, og kun
hans Fiender paa Flugten imod Nord
og Syd i Ørknen under Telten hviled'!
Saa reiste han en Borg i hver en Stad,
som Husenes Konge og som Stadens Horn;
han Porte satte; Mure slog han rundt
som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet,
som Stadens blinkende Øine over Sletten.
Se, Babylon sig reiste over Sumpen,
i Phrat med Marmorfoden trædende,
med Sale, lige Himle, under Himlen!
Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn!
Og Ganges er som Delhis elphentand-
omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan
om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og
nu maa fortælle, liig en nys udsluppen
og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie
med Hvad han nød og saae i Kongens Hal;
men Ganges fører med sig ud til Havet
(den Bølgepøbel) Alabastersøiler,
og Guldgranater, som sank i den ned
fra Delhis Storhed, liig hiin glade Gjæst
i Kappelommen Stegebeen og Knogler.
Se, Maanen ligger høit paa Pekings Tage!
Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte
paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis,
et skjønhedsfarvet Caucasus af Marmor!
Syvarmede Ecbatana og Baalbek,
den Ørknens hvide Dugchrystal,
og Skythiens Asgaard, liig et Ural af
den graa Granit til Tanais Sletter tryllet!
Som Peking Hovedstæders Hoved mod Øst,
først lettende paa Kupler Morgenrøden:
er Memphis Stædernes hundredringede Hale,
der, bugtende fra den ene Nilbred, dukker
sig under, men i store Hvirvler snoer
sig paa den anden Bredde op, som for
at række og at slynge rundt sig om
|
| d.II,b.2,s.188 |
den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa
Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa
med hundred Munde gaber. --
Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet,
der Straffe skrev med svulne Vredes-aarer,
og Mildhed kun ved bløde Slag dicterte,
for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens,
og saa blev Manden hele Folkets Lov.
Men da i Folket Manden blev som Hoved,
og hele Folket blev som til een Mand,
med Mures Muskler, Marmorstæders Knogler:
blev Manden, da sit Folk han løfted' som
Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov.
Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang;
og, som han dermed Land og Grændser maalte,
saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret
blev Krigens Sværd og Fredens Alens Mønster.
De Tappreste til dem at tvinge, som
den vise Orden Mandens Villje trodsed',
hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden,
som de med Blodet vunde og forsvarte,
idet med blodig Hjelm de den bedækked;
og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted.
Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste
sig da som Folkenes Aasyn og som Arme,
der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte!
De Andre vare kun som Folkets Mave,
og Agrens Furer bleve Landets Indvolde,
foragtede, dog overladte til
i Roe at være Folkets Rigdoms Aarer.
Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster:
Da Smedjen klang, og Meiselen blev liig
en Skabers Tordenkile. Ved sin Qvinde
da lærte Manden Jordens Qvinder Spolen
at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet
af Livsensaanden (Den i Alting Aandende)
udspindes og de røde Kinder væves,
og Jorden til en Veddekamp at tvinge
|
| d.II,b.2,s.189 |
i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder
de saae, naar Maisen bøjede sig gylden,
og Højens Druer kjæmped' kaade mod
den Fryd de hyllede beskedne ind
i Kindens Rødme. Hør, da sang de Alle
om Isis, Ceres, Frigga og Athene!
Saa Manden Jorden tog, for den at dele
med Scepteret i Ejendomme ud;
og Magten tog han over Jorden, for
med Dommersværdet Ret til Hver at skifte.
Den, som i Sumpen Dragen søndersled,
og kasted Korn for Slangeæg i Dalen,
fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule,
opreiste Konger over Landene,
og Herrer over Stæderne, og Dommere
til Konger gjorde han paa Torvene,
men Alle fast til evige Love bandt han.
Naar Tyven greb i Mørket, greb han over
det skarpe Dommersværd, og Morderens Dolk
paa Retfærds Skjoldhvælv brast, ihvorsomhelst
han stak, og sprang tilbage i hans Bryst.
Selv Skoven deelte han; hver Vaand fik Ejer;
sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned
de fjerne Bølger: Alt blev Ejendom,
og løb ei længer mærkeløst i Chaos.
Se, store Stæder bleve Brødres Huus;
og Landeveje, liig Canaler, hvor
de rige Dromedarer seiled; og
Canaler, fulde Skibes Landeveje,
imellem Stæderne blev' liig de Stier,
der gaae fra Naboehuus til Naboehuus,
saa sikkre, at i Mørkenat de vandres.
Da, som Naboer, der til hverandre,
for Brød og Ild og Vand at laane, løbe,
sig hented' Colchis fra Ægypten Korn,
Ægypten Guld fra Æthiopien,
fra Thracen hentede Phønicen Viin,
og Bactrien løb til Sidon efter Purpur.
Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal,
|
| d.II,b.2,s.190 |
hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem
Chrystallet seer han alle Elementer
derudenfore trælle for hans Lyst.
Han flyver over Jorden, liig en Tanke;
dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn
han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen
han farer over Bølgen paa sit Seil;
ham Elephanten bærer, mens han sover;
han ligger rolig, medens Jorden maa
forbi hans Øine løbe.
Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer
fra Ulven, Qvinden sin ei fra Pisangen.
Ei hule Løvehoved sidder meer
til Skrækkebillede paa Mandens Isse;
men Sølv- og Staal-hjelm lige Stjerner, Krone,
liig Sol, Turban som Morgenskyer.
Dem hyller Purpur nu og Silke, saa
selv Oldingen er livlig Sommer liig.
De see hinandens Aasyn kun, som Solens,
til Tegn, at kun de skulle hos hinanden
det Aandige søge: derfor sig forelsker
nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før,
da Dyr de ligned', Lænd i Lænd . .
Se, Jagten Mandens strenge Hovedværk,
mens Qvinden efter Jordens Rødder roded',
er bleven til en Leeg: med Pragt han skjuler,
at han een Dag de Draaber lader strømme
af Losseblod han har i Aaren: Hunden
maa snuse foran ham, istedetfor
han spoered selv tilforn indunder Løvet,
og løb med aabent Næseboer mod Vinden:
istedetfor hans vilde Opjags-skrig
maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn
fortælle Echo, at den store Herre
betvang en Hare. Og, se her! se her
et Folkenes Krigstog nu! fra Bactrien
en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom;
og Indien, lige byttelystent, sender
en endeløs Række over Fjeldene.
|
| d.II,b.2,s.191 |
Ægyptens og Chaldæas lange Rader
fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord
tverkrydse: Rækkens Hoved bugter sig
igjennem Thibet, medens endnu Halen
ved Euphrat rører sine Krumninger.
Men fromme Dromedarer er for Hingste,
og Uld og Silke er det Kamptogs Røg,
og Elphenbeen er Kampens blanke Sværd,
og Kryderduft er for de Slagnes Suk,
og Guld, med Retfærdsvægtskaal-stempel paa,
og Purpur er i denne Kamp for Blod:
i denne Kamp, hvor begge Parter vende
som Sejerherrer hjem: i Handels-strid,
hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner,
der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets
og Flidens Sejer over Nøden. Se,
i denne Kamp (ha, Ørknen livligt Marked,
Caravaner lige vandrende Byer!)
maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire!
Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv,
ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet;
men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed
kun voxe lidende, som døde Steen,
kun ved Opdyngning og Hensmuldren.
Dog, om de voxede, som hos de Folk
vi kalde Vilde og Barbarer, til
uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe
hvert Hjerte og alle overgroede, mægted'
de ei at værne sig mod Snillets Flid,
saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng
og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller
dens Fure, naar den løber, klemme sammen.
Saa skjære Plantestæder ind sig i
Barbarens Lande, og de Vildes Hytter
med Skam sig trække ind i Skovene;
de see med Blusel sig imellem Dyrene
og disse Fremmede; og Sønnen elsker
ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte
af Sviin og Ulv; som Skovens Papagojer,
|
| d.II,b.2,s.192 |
de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne,
til høit de hæve sig som de paa Jorden.
Saa maalte Manden Jorden som en Stad,
og Staden som et Huses Kammer, saa
ei Bævren eller Bien spotted mere.
Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han
et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus
og Kammer delte han imellem Brødre.
Og Kongerne kaldte Manden deres Fader,
og Krigerne kaldte Manden deres Høvding;
og Præsterne kaldte Manden Solens Søn
(thi Hjerterne oplyste han ved Love,
med Vinter-strenghed og med Sommer-mildhed;
dog skinned Retfærd gjennem deres Strenghed,
som Vintersolens lunkne Blik i Skyen)
og Folket kaldte Manden deres Gud;
og alle Tunger med forskjellig Tone
ham hylded: saa langs Nilen klang "Osiris",
ved Ganges "Crishen", "Fohi" lød i China,
ved Tigris "Belus", og i Schythien "Odin",
hos Celterne "Tuisto", og i Hellas
"Dionysos" "Herakles" "Zeus" "Saturnus".
En Mand.
Først drømte Barnet kun om Moderbryst,
i Moderskjødet fandt det da sin Jord,
i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane.
Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet
i Livets Bølgegang og Brusen -- ha,
"Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog?
Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?"
Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv.
Saa Manden stirred' til hans Blik blev graat,
paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked',
de Dødelige saa, og ind han hylled
sit Hoved, at det fuldt af Tanker brast ei.
|
| d.II,b.2,s.193 |
Hans Sjel med Offerrøgen steg og daled.
Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen,
omfatte let som Blomster hver en Stjerne,
og see med Solen ned paa Alting -- vee,
nu sank de ned med Asken. --
Han vidste ikke, hvi han ofred hvad
han fra sin Hunger tog, dog dreves han
til Alteret. Han kjendte ei sin Herre,
dog vidste han sig Træl, sig bunden følte.
"Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen?
og hungrer, mættes Skyen? Vee, se Tordnen
sit eget Offer splitter! kold gaaer Skyen
sit eget Altar over, ligegyldig
sin viede Ild den slukker!"
Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte,
og saae sin Aand -- og nu hans Rynker kroged
sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave,
der maale Dybet, finde Himlens Midte.
Da saae i Verden han et udstrakt Legem;
i Stjerneraderne varme Livsensaarer,
(saa Solene vare Pulse, Stjernerne
de Aarer, som tilbageførte Blodet)
som i hans eget Bryst; i Bladets Rasl,
i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald
Allivsens Aandedrag; i Fuglesang
og Dyreflugt det Legems Nerver;
i ranke Mennesker Rygradens Marv,
opstablet imod Hjernen, som da var
de skjønne Skabninger i andre Verdner;
da saae med Sjelens Øje han et Hjerte
-- o som en tusinddobblet Sol imidten! --
hvis Æther strømmed gjennem hele Livet,
(gjør Løven brændende og rødned Rosen)
saa Liv og Død er kun dets fremad- og
tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han
med Sjelens Fjernsyn: Ahnelsen, en Aand,
Altrørende, en Almagts, Viisdoms Aand,
som giver Formen Hensigt og Betydning,
|
| d.II,b.2,s.194 |
hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa
jo visere en Sjel er, destomere
til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen.
Og Mandens Læbe helligedes, da først
den nævned: -- Gud -- den Ene -- Gud.
Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste
i Vandene) af hvert et Hjerte hæved
en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet,
som Jorden, da den graaned først af Havet.
Og Folkene knuste Altrene, som vare
en Form for deres forne dunkle Angst,
og, knælende i Støv, med blottet Bryst,
Ægypten raabte: "Kneph", Hinduen "Akhar",
og Persen "Zeruane-Akherene",
Chinesen "Changti", Siamesen "Phta",
Malajen "Sommonacodom", og Schythen
"Alfaudur", og Hebræen "Eloah",
Iisboen "Kutka" "Radier-Azhie",
den Sorte "Numbo", og den Røde "Tloqve-
-Nawaqve", "Tiniamacos",
"den store Aand, som Alt er i sig Selv".
-- Og Manden førte op de Viseste
til Fjeldene, og lærte dem at sanke
ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte
Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed.
Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker
i Tavler male ind med hellige Tegn.
Et Æg Alskaberen da viste, som
i sig indslutter Alt; en sløret Qvinde
dem viste Guds ugranskelige Viisdom;
en Mand, med Solen i sin Pande malt
og Stjerner funklende paa alle Lemmer,
men endende i Dyrefødder, viste
Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol
til Krybet, aabenbarende som Almagt;
en malet Slange, som i Svælgets Dyb
sin Hales sidste Stjerne slugte, viste
den Evige, i hvem Allivet bølger
|
| d.II,b.2,s.195 |
(de vide Sphærers Bugne-hvælv af Liv
liig Slangens Bugter); og et Barn, der sad
med sammenbundne Fødder bøjet paa
et Blad, der vipped midtpaa store Havet,
dem viste Gud den Hellige, der røres ei,
og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei
ved Verdners Undergang, om Himlen end
blev til et svullent Hav af mørke Suk,
og Jorden lysned op som Solen af
det Blods Udgydelse, Han skabte;
et Barn, der sidder paa et Sneglehoved,
betegned dem Guds Forsyns sære Gange,
hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber
og samler alle i eet Punct -- tilsidst:
i Salighedens og Erkjendelsens;
og, se, en Tornebusk i Brand, med Flammer
til Blade, men dog ei fortæret, viste
dem Guds Retfærdighed, der straffer uden
dog selv at røres af sin Vrede.
Den Tid i Menneskehedens Liv, da først
Fornuftens Øje som en Vemodstaare
opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen
paa Livets øde Slette (se, hvor Aarene
som sorte Valpladsstøtter rage frem med
Erfaringens Paaskrift!) her, herudenfor
Dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede
-- som blinde Øgler rundt en duftløs Rose --
de tusinde Uvidenheds Affødninger
om Uskylden, og gjorde denne værdløs:
. . den Kamp den gik imøde, med sit Blik
alene rustet, mod Vildfarelsers
og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm,
og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage,
Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed,
sig væltende som raadden Damp i Kjødet . .
den Tid i Menneskets Liv, da første
"Hvorfor?" sig reiser som et dugget Torn
i Barnehjertets Rose: denne Tid
afmalte Manden som et herligt Træ
|
| d.II,b.2,s.196 |
omspundet af en Slange. Og han lærte,
at hver af Træets blanke Frugter var
en Indsigt; og, at Slangens Farveskin
var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver:
at Slangen først har Menneskene lært
at spise af dets Frugter, i hvis Sødme
sin egen Gift den blander. Thi da Smerter
Uvidenheden greb iblinde, og
da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften
frem første Øieglimt; men stedse
formørkes det af vaagne Lysters Jubel,
af Smertesuk: saa hvert dens Glimt er ligt
en Sol bag drivende Skyer
Da Tanken "Gud" var evig malt af Manden,
han malte Himlen i sin Hules Hvælving,
gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte
dem i sit funklende Øie, samled dem
i Klynger og Figurer; og han maalte
det endeløse Rum da med sin Stav,
og satte Jordens Plads i Verdens Buer,
og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt.
-- Saa vogted' Sirius jo, som Hunden trofast,
Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen
opsvulmed som et Moderskjød og vilde
fortrænge Jorden bort til begge Sider,
saaat dens brede Vove-rad blev liig
den Qvindes Veer, der sit Teppe splitter
af smertefuld Fryd (som om hun vilde føde
saamange Børn som Skjødet skyder Bølger)
og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne
er' Skibenes sikre Roer og Styrmands-øje:
saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve
(som blege Skygger,) Jordens Skibe efter!
Se, efter Stjernens Baner skyder Ploven
i Muldens sorte Nat sin Bane hen!
Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!)
som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner
|
| d.II,b.2,s.197 |
til Fakler, hvormed de sig ind i Himlens
det Helligste og gjennem Gravens Dybeste
sig lyste. Thi der reiste sig af Hine
da Nogle op og sagde: "Mester, du
har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt:
Se, vi i vore speided', men da aabned
sig blot den vide Tomhed!" Men da Manden,
med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte,
med Legemets Øje finde Hvad de ei
med Sjelens Øje mægted' at opdage.
Han lærte dem med Sjelens Øje see
igjennem Legemets Øje atter gjennem
de aabne Stjerneøjne, der beskue
Guds Storhed.
Saa malte Manden da paa Templets Vægge
Calenderen; og af den malte Tanke "Gud"
fremkom, som Slangen der af liden Klump
udskyder endeløse Ringe, atter
en Viisdomslære, gjemt i Hieroglypher,
om Sundhed, Velfærd og om Frihed,
om Dyd og Last (de Sandheds og
Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet
tvemasket) og om Tro og om Udødelighed.
Da Talens lette Vind han formed i
Bogstaver evig, Manden skrev da Vedam
og Yking, Zendavesta og de ti Bud;
han satte deri Hjertet Lov og Ret,
som Kongen satte den for Haanden; og
han maalte Bueløbet af for Tanken,
som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom
med Kræfterne udrusted'; og for Haabet
han maalte Pusterummet og dets Svingning;
og udenfore Tankers tette Verdners
og Haabets lette Aandekredses Buer
han viste det Uvisses Chaos (som
sig ei til Tanke-verdner end har samlet)
ligt Taagestjerner, og deruden om
|
| BLA BAKOVER |