HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 2. BIND: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS

MENNESKET
del 4
d.II,b.2,s.152  
Moderen.



           . . Og Abel tæmmer Skoven og skaber Enge frem . .



Faderen.



           Dog har ei Manden Hvile: med Pilen Cain maa løbe,
                      og æde i sin Sved og i sit Blod sit Bytte.
           Og Abel hungrig gaaer til Skoven fra sin Eng.
           Hvi samle vi ei Livet inden Abels Hegn,
           saa Faaret der er gjemt som Æblet i vor Hule?
           Hvi løbe vi i Skoven for at samle Frugt,
           og dynge ikke Høsten inden Abels Hegn?
           Cain, tving med lange Ranker Ørknens vilde Hingst,
           og bind Cameel og Faar og Koe paa denne Vang!
           Da er dens Frugtbarhed fra Livet ikke stjaalet,
           og Skoven ejer meer ei sit Fodspoer (Engen) da.
           Forsvar din Hjord med Buen: det er din Eiendom;
           thi Løven skal ei røve Hvad Manden kaarer sig.
           Hvert Dyr, som bærer Blod paa Tungen, døe for Dig!
           De andre Dyr du alle maa føre fangne hid.
           Plant Daddelpalmer, Abel, og den rige Riis,
           saa uden Sved du kan din Moders Hunger mætte,
           og ei din Fa'r maa løbe, som Aben, om i Skoven.
           En Hytte over Qvindens Hoved fletter jeg.
           Der skal vi Alle sidde som Falkeredet fuldt,
           og frydes, naar vi høre Stormens vaade Tunge
           med Kladsken bide i Væggen. Naar Hytten staaer
                                   paa Engen,
           da Dyrene den ære som Engens Hoved skulle.
           Vi sørge ikke med de gustne Vintertræer;
           thi Qvinden er som Myren, og Hytten bugner fuld,
           som hendes Skjød, af Jordens Fedme -- o saa riig,
           at Høstens fulde Hjerte kan Hytten kalde sig.





Messias.



           Se i sit Hytteskjul seer Mennesket sin Roe,
           i Hjorden og i Agren det seer sit Eie groe.
           Og inden Engens Hegn
           (Selvkjærlighedens Tegn)
          
d.II,b.2,s.153              kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med
           den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed,
           Men udenfore gaber Graadigheden vidt,
           og Laster lure under, Sorger sortne over
           ethvert forvovent Skridt.


(Cain med sin Hjord ved sit Altar. Ved Siden staaer Abels.)



Cain.



           Hvor er Velsignelsen, min Fader loved?
           Se, Hjorden segner jo i mine Skridt!
           Ha, Abel siger: "se, den rige Cain!
           den fede Oxe bunden til hans magre Arm!"
           Saa leer han, hvilende paa sin Agers Grøde,
           selv hvid og feed, som da han var et Barn,
           mens jeg paa disse mavre Høje brunes,
           ei tvettende min Musk'l i Skovens Svale,
           som da af Lyst jeg Ulvene forfulgte,
           imens min Fader fødte mig i Hulen.
           Ha, er min Arm trælbunden ei til Oxen,
           som den maa pleje og vogte? . Ak!
           Hvert Saar paa disse skabbede Faar jo raaber:
           "hvi tog du os fra Klippens mavre Urter,
           for os i Sivets ækle Fedmegroe at dræbe?
           Hvert Straa i Ørknen bar os Manna, thi
           det syntes os som plyndret ifra Ulven."
           Ha, naar jeg løfter Hyrdestaven, synes
           den Bylder ryste over Koens Nakke!
           Men Abels Plov sig skyder ned i Jorden
           som frugtbar Sky . . . . .
           Se Hingsten -- nu ei Hingst, da Abels Feighed
           (o vise Nid!) min Fader raadte til
           dens Livskrafts Manddom tage, for at faae
           af ildvild Hingst et mygt og krummet Lam,
           som stakkels Abel turde ride paa,
           . . ha, eller et taalmodigt Æsel -- Ak!
           se Hesten luder (o den Hingstens Levning!)
           den luder skamfuld med sit lurvne Øre;
          
d.II,b.2,s.154              af geile Hoppe egges den forgjeves;
           forgjeves i dens dumme, bleggraa Øie
           (o liigt et rygende, udslukt Arnested!)
           sin skjønne Nakke Hoppen speiler . . . .
           Ha, reis dit Hoved, Hest! laan dog dit Øje
           lidt Ild af denne gule Havre! Ak,
           forgjæves! ak forgjæves! Dog . . o! o!
           saa usel ligner du . . væk fæle Syn!
           væk fæle Syn af Liv! . . saa usel, dog
           du ligner Cain, Mandens Førstefødte . .
           Du ofrer ikke Jorden glad et Blik,
           men midt mod Vinden blunker jo dit Øje;
           og tør jeg see til Solen? tør jeg ofre
           til Gud den nidske Armod? til Solen skabbet Faar?
                             
(Abel og hans Qvinde gjør deres
                        Altar rede til Offring.)

           Ha, se, hvor Abel dynger op sit Altar,
           og sender foran Røgen Frydesmiil . !
           O jeg maa gaae, jeg vil ei see hans Fryd
           med Sorg; hans Rigdom skal ei her ved Siden
           af denne Armod synes større.
                                   
(Vil gaae. Standser.)

                             Ha,
           skal han mig jage ogsaa her fra Jorden?
           . . Hest, Hest, du ligner -- hvi bærer du, ha, ha,
           (opvækkes du førstegang af denne Cains Latter?)
           hvi bærer din sjunkne Lænd saa høi en Hals?
           Du speider efter ham (vee Abel, Abel!)
           som Jordens røvede og dig din Manddom?
           . . Se, Usle, Æslet stiger paa din Hoppe!
           Du ryster kun med Øret Myggen bort,
           og lægger dig . . Tyg Drøv, tyg Drøv, som Koen!
           . . Du skal ei bære Cain, endskjønt han er
           ei rigere end du: hans bedste Eje
           er denne slidte, skaldede Løvehud!
           Men bær du, pustende, Riisqvist-børe for
           din grusomme Herre Abel, han som turde
           (og praler af at han kan stemme Livet
           høit eller lavt) dig til en Plante gjøre,
          
d.II,b.2,s.155              udplyndre Livet, lade Lungen leve!
           bær Qviste til hans rige Altar hist,
           der bugner op, mens her paa Cains Vinden
           i Asken roder fra den sidste Solhverv,
           da fra min Sult jeg tog det bedste Lam!
           . . Saa usel, som du er -- ah, rysted' du
           en Brems? forstod du Æslets Vellystskryden,
           da til sin egen Lavhed han nedsank
           ifra din smittede Hoppe? (Neppe vil du
           din Æt i Føllet kjende) -- Ha, saa usel,
           du ligner Cain dog, Mandens Førstefødte!
           Se, øde som en Mærkesteen jeg staaer
           og rækker tomme Haand mod mørke Sky
           ifra min Høi! -- Ha, det skal trøste ham,
           at han kan nævne den som sin? -- imens
           min yngre Broder, der sig slæbte efter
           den Vei jeg baned først i Skabelses-mulmet
           i Modersliv, tør gaae til Himlen foran
           fra Dalen med sit gyldne Offer! Ha,
           velsignet følger ham jo Qvinden, som
           min Fader fra det brune Folk bag Synskredsen
           hjemførte som en Gave til sin Ældste?
           Men, vee! den fattige Cain hun forskjød,
           og lagdes af min Mo'r til Abels Rigdom.
           Ha, Cain skal visne frugtløs hen som Hesten?
           Mit Kjød skal Solen raadne paa min Høi?
           Mit Hjerte gjøres til en Mærkesteen,
           saa ei jeg tør mit Øde og min Armod
           forlade, om Frugter dufte udenfor?
           Og Jorden tør jeg hade, men ei Himlen?
           O, kommer ei Ulykken ned fra Himlen?


Abel.
                  
(omfavnende sin Qvinde og Børn,
                        viser Cain et fuldt Neg.)



           Min Lykke voxer op af Jorden!



Cain.
(fortvivlet, med bortvendt Aasyn.)



                             Ha . !

d.II,b.2,s.156  

Abel.

(triumferende.)



           Du har da intet Offer?



Cain.
            
(Abel styrter for hans Kølle.)



           Ha, mit Offer . !

(Adam og Eva komme.)



Faderen.



           Forbandet Du, der slog min Søn!
           Forbandet Jordens første Morder!



Moderen.



           Forbandet Du, der slog mit Barn!
           Forbandet Jordens Brodermorder!



Abels Enke.



           Forbandet Du, der slog min Mand!
           For Abels Børns Graads den tause
           Forbandelse Jeg, deres Moder, raaber:
           Forbandet Du, der deres Fader slog!
           Forbandet Jordens værste Morder!



Fader, Moder, Abels Enke.



           Forbandet Broder- Mand- og Fader-morder!



Cain.



           . . Min Broders Blod til Himlen raaber . .



Fader, Moder, Abels Enke.



                                   . . Hevn!



Cain.



           Vee! Jeg maa flye . !



Faderen.



           Naar min, din Fa'rs . .



Moderen.



           Naar min, din Mo'rs . . .

d.II,b.2,s.157  

Abels Enke.



           Naar mine Børns, din Broders Blods . . .
                      Naar min, din dræbte Broders Hustrues . . .
           Naar min, den første Jordens Enkes . . .



Fader, Moder, Abels Enke.



           . . . Forbandelser rundt Jorden hyle . . .



Cain.

(flyende.)



                       . . Vee!



Fader, Moder, Abels Enke.



           . . . . hvor vil du flye?





Messias.



           O, Himlens Aander, fra Jorden vender Eder!
           Forøger ei hans Skyld ved Eders: Vee!
                 Haaber! Haaber!
           Farveløs, uden Blod er Evigheden,
           en Grav er ei et Gab i Evigheden!
           Den sletter Abels Skygge af Cains Pande.
           Og i dens Favn -- seer gjennem fjerne Himle! --
                 vil Cains tunge Fod . . .
           (der tør ei Jorden træde, for ei at træde
           i Abels unge Blod,
           der tør ei træde paa de vaade Strande,
           for ei at vade i sin Moders Graad;
           dog iler han afsted, thi han i Stormen hører
           sin Fa'rs Forbandelser hvine i hans Øre,
           mens han i Dagens Himmel seer en Taare,
           der svulmer af hans Broders Enkes Øje,
           i Natten sin Moder, graa af Sorg, der bøjer
           sig, med udslagent Haar, ved Abels Baare)
           . . i fjerne Evigheds Himmelhavn
           vil Cains tunge Fod nedsynke træt:
           hans vilde Flugt i Evigheden standser,
                 som Alt begrændser,
           som under en Himmels Barm, vil trykke
           Cains Aand og Abels rødmende i sammen.



d.II,b.2,s.158  
(Den gamle Adam paa Dødslejet. Eva, som en gammel Qvind, siddende hos ham.
Deres Afkom, Mænd, Qvinder og Børn forsamlede udenfor og i Hyttens Dør.)



Eva.



           Tys! Stille Børn! Jer Mumlen stopper til
           jer Faders Øre, saa hans Aand bli'er qvalt,
           og finder ikke Udvei . . Tys!



En Søn.



                 Vor Fa'er er døv.



Eva.



           Hvad sagde du?



En Søn.



                 Vor Fader er jo døv.



Eva.



           Ja døv! Din Mo'r er døv, din Fa'r er blind,
           og nu er ogsaa Tungen bleven stum.
           Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret
           med Mos og værer døve som jer Moder!
           tillukker Øinene med Dynd, at ei
           I skulle see hvor Eders Fader famler;
           og tier stille i jer Sorg som Han!
           Bedækker Hovderne med bleget Mos,
           og bøjer Jer, og ligner da jer Mo'r,
           som fylder nu sit Skjød, hvorfra I stege,
           med visnet Haar, og nikker stedse søvnig!
           . . Det var engang . . .
                             
(slumrer ind. Adam drager et
                        Suk. Hun vaagner.)

                 . . Hvo talte? Jeg vil bande
           Den, som i mine Øren skreg, som om
           han havde med ugudelig Haand oprevet
           sin Faders Øjelaag i Dødens Stund,
           saa Livets Fryd og Sol ham kunde haane,
           og Aanden, som paa Læben var, blev trukket
           tilbage end engang, for atter døe.
           Har jeg født Flere end den ene Cain?

d.II,b.2,s.159  

En Søn.



           Græd ei vor Moder!



En anden Søn.



                 O, hun græder ei:
                      det er blot Vand. Det graa Haar smelter op.



En Datter.



           Hør kjære Mo'r, der Ingen talte nu;
           men det var Adams Suk, der vakte dig.



Eva.



           Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft
           jeg knapt erindrer nu han ligger der,
           som kantret Træbul . . . o det var
           før Livet lukte sig, før disse Qvinder
           i Frugtbarhed tvang deres Moder til
           at sukke i sit Øde: da gik Eva
           med rige Bryster som en Morgensky,
           og Adams Blik igjennemlysned mig,
           som Rosenknoppe, der min Haarlok brød.
           . . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb,
           som om den ledte efter roligt Skjul,
           og før hans Sønners Kraft beskygged' hans,
           og før hans Sønnesønners Hovder voxed
           (ak Haan i Kjerlighed?) som kaade Ranker
           fra lave Steenmos, opover Adams Nakke:
           da gik, liig en belivet Palme, Manden.
           Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm
           og Havets Skjælven, kun et Suk. -- Et Suk?
           Og Evas Barm, nys Livets Kildevover
           -- se rislende gjennem mine Sønner,
           og sprudlende op i disse Barnehjerter,
           og rislende saa og sprudlende saa til Jorden synker! --
           er -- Fy! I gyse Døttre? -- som et Lod
           hvormed jeg maaler Dybet i en Grav.

(Adam sukker)



En Søn.



           O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae
           og hylle dem i varme Offerdamp.

d.II,b.2,s.160  

En anden Søn.



           Hvi skal han trælle under Smertensaar?
                      Ak, venter disse blygraa Lænker mig?
           Hans Arm ei mægter jage, og hans Tunge
           bespotter al hans Manddoms Viisdom, naar
           den pjaddrer, leer og græder som et Barns.
           Ak, se hans Øie ligt et blodigt Saar,
           skjøndt før dets Blik gav Saar hvorhen det saae.
           Vel bedre, at han segned paa det første
           af Alderdommens graalokstrøede Dørtrin,
           der bygget er af krumme Rygge, og
           hvor bag en Storm af Hoste og af Sot-suk
           med raadent Pust den Kommende jo møder.
           Ha, hvis han ei ved første Taage i Øjet,
           saa det ei kunde Hjorden see fra Vildtet,
           det vilde bore ud, og Øret kaste til,
           naar det hans Egnes Navne ikke hørte,
           og sønderbryde hvert fordærvet Lem,
           som troløst det forlod hans Hjerte ene:
           da bedre dog, han brat som Dyret sank,
           og blev medeet til Stenen uden Smerte!
           -- Hører, mine Sønner!
           naar denne rædselfulde Alderdom,
           min Faders Røver, kommer krybende
           langsopad disse Skuldre, for at stjæle
           mig Tænderne af Munden, mens den hungrer;
           og sælge Kjødet bort, mens Benet lever;
           og Blod af Hjertet, levnende saameget,
           at det kan ryste, føle til sin Armod:
           . . naar Jeg blier liig min Fa'r, der stønner nu
           (ak, hvert et Støn mig stivner til en Olding!)
           isammenkrympet under Alderdommens
           Vampyr, der har med slange-blygraae Vinger,
           paa hule Beenpiber spændte, sat sig paa
           hans Hoved, saa det tynges mat i Støvet,
           og maatte, om en Løve kom, med Nikken
           see denne lege med hans fordums Bue,
           idet dens Hale slaaer det levende Aadsel:
           -- da lad ei eders Fader bli'e slig Spot
          
d.II,b.2,s.161              paa fordums bedre Dage! ei en Sorg,
           der, mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget,
           gjenlever nu som Stump af Ormens Hale!
           Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves,
           for kjærlig Piil udstyrte som en Foss:
           saa, lig en Regnbu, fra det friske Blod
           min Manddoms Aand kan ryge op til Solen,
           og ei som Dennes -- Vee min egen Fa'rs! --
           udsile, som et endeløst Morads,
           igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden
           -- hvi leved den da stærke Manddoms Dage? --
           indskrumpen stiger for at møde Solen!


En Qvinde.



           Ja Qvinden vil ei heller blive hæslig
           som runkne Eva der. Vee, see, hun kan
           ei holde sine Øienlaage oppe
           ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer.
           Skal vel min Datter see saa hæslig Moder?
           min Søn den Barm, som næred' ham, at være
           den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet
           er krøbet ud?



En Søn.



                             Vel, jeg vil knuse
           Den tunge Alderdom som træder vore
           Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder
           sygt Øjevand i Rynker ovenpaa.

(løfter sin Kølle over de to Gamles Hoved.)



En anden Søn.
            
(slaaer Køllen væk.)



           Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter,
           ned af sig selv, for fulde alt af Smerter.



En Søn.



           Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd . . .

d.II,b.2,s.162  

Eva.
            
(halvslumrende .)



           . . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung,
           og mine Haar til lyse Straaler blive . .
                             
(Musik høres.)

           Tys! Ah, kommer Solen . ? Knæler, Børn!
           Nu bliver Eders Moder skjøn . . O tys!
           Er dette Solens klingrende Straaler . . Ah,
           se, om de slaae som Arme sig isammen,
           for atter kryste Liv af Evas Hjerte!

(Alle knæle. En skjøn bruun Yngling kom-
mer fulgt af lignende Ynglinge og Børn
med Vaaben og Instrumenter af Metal.
Evas Sønner springe op som til Angreb.)



Den fremmede Yngling.
            
(svingende en Palmeqvist.)



           Fred over vore Hovder!



En af Evas Sønner.



                             Ah, vort Sprog!
           Og ikke som min Qvindes, der er født
           i fjerne Himle bag et taaget Fjeld.
           Din Tunge er min Tunges Broder. Vel!

(De lægge Vaabnene.)



Den fremmede Yngling.



           Siig, hvor er Adam? Ha, dette brustne Minde!
                             
(knæler ned for Adam.)

           Mit Livs første Udspring!
           Siig, hvor er Eva? Ak denne bøjede Green,
           som visnet synker ned, men synker dog
           imellem alle sine Frugter.
                             
(knæler for Eva.)

                 Hil,
           du Livets Moder!



Eva.
            
(brister i Graad.)



                 Sorg! Hvi blev da gjemt
           den Sorg til Gravens aabne Mund, at ei
           jeg mægter see, om det er som jeg synes?
          
d.II,b.2,s.163              Ak, er det saa? din ene Kind er Abels,
           din anden Cains, din Pande Adams og
           din Mund var Evas . ? Gaa! Jeg kjender ei
           dit skjønne Hoved, thi det synes mig,
           en Sky er paa din Pande.


Den fremmede Yngling.



                 Gaa? O skal
           jeg vende med min Sky paa Panden hjem
           tilbage til Landflygtighedens Land,
           til Cain?



Eva.
            
(forskrækket.)



           Til Cain . ?



Den fremmede Yngling.



                 Til Cain min Fader,
           som gav min Pande denne Sky, saa ei
           du mig, dit Barn kan kjende.

(Adam reiser sig paa Lejet.)



Adam.



           Ak Cain!



Den fremmede Yngling.



           O Cains Fader lever? Hil, du skal
           min Faders Pandes Skygge hvifte med
           din sidste Aande bort!



Eva.



                 Om Cain han taler?



Den fremmede Yngling.



           Din Førstefødte.



Eva.



                 Ja, om Cain, som vilde
           alene herske i mit Skjød. Han lever?
           Hvor standsed' mine Skrig? hvor kunde han
           da standse . ? Ak!

d.II,b.2,s.164  

Den fremmede Yngling.



                 Han tænkte, som hans Fod
                      blev træt, at dine Veeskrig sagtned'. Se,
           han fandt, da han ved Ganges nedsank mat,
           min Moders Fader, Adimo, min Moders Moder
           Prokriti (se, som Eva og som Adam
           ved disse Floder, ved Ganges Livets Udspring.)
           Ak, som i Hulen under Himalah,
           -- hvor, se, hans Kløgt af Dybets Malm kan skabe
           og forme Toner i det gyldne Horn,
           som han har skabt for dermed efterligne
           dit Veeskrig, og sit Suk til Himlen slaae! --
           min Fader sidder sorgfuld, samle Skyer
           sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse.
           En herlig Æt er voxet ud af Cain,
           et svalt Tusmørke mellem Cains Dag
           og min og Disses Moders Aften. Dog
           han luder i sin Hule, hvor han former
           til gyldne Slangehorn sit snoede Suk,
           og Ersens Gløder svide dybere ind
           (som om de vare Abels røde Blod)
           hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule
           min Moder staaer i Graad med sine Børn,
           og Alle lytte til hans Hammerslag;
           thi, som de klinge dybt og falde tungt,
           vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte.
           Dog, har han hamret til at Blodet springer
           ham udaf Haanden, og han synker mat:
           da smiler han og kalder sine Børn,
           og gnider dem sit varme Blod i Panden,
           og mumler over: "væk Cains Mærke! væk!"
           Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande
           han Blodet væk. Men næste Daggry høre
           vi atter Hamrens Slag i Hulen til
           igjen om Aftenen han bløder. Vee!



Eva.



           Ja Vee! vee! Jeg "Vee!" har raabt for Abel.

d.II,b.2,s.165  

Den fremmede Yngling.



           O, raab dit Vee for Cain! Thi se min Moder,
                      at ei min Faders Hjerte skulde briste . . .
           (o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb,
           naar han i Gnisterne seer Abels Blod,
           men ogsaa naar han støder i sit Horn
           fra Fjeldet, saa at Morgenrøden svulmer,
           han hører i dets Gjenlyd blot dit "Vee"
           der langsmed Fjeldene ruller over Jorden.)
           . . har udsendt mig og alle Cains Børn,
           med Bud, at vi med Solen skulde drage
           til Landet mellem fire Floder, hvorfra
           Cains Fa'er og Mo'er Forbandelsen udsendte.
           Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker
           for Abels ene Blod, Du Cains Fader!
           Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker
           for Abels ene Blod, Du Cains Moder!
           Jeg vender, hvis I lægge Eders Hænder
           paa Cains Søns Hoved, gjen tilbage,
           og siger til min Fader: "se din Faders
           og Moders Hænder have lagt paa dette
           din Søns Hoved!" O da den mørke Sky
           sig fra min Faders, Cains Pande letter,
           og Faderens Sorg fra disse Smaae vil flye!

(Adam og Eva lægge deres Hænder paa
hans Hoved, og segne tilbage.)



En af Adams Sønner.



           Nu vend tilbage riig; thi, se, du bærer
           min Faders og min Moders Aander paa
           dit Hovet til din Fader!



En anden Søn.



                             Nu vi maae,
           som disse Evas Taarer, hvorpaa nu
           igjennem Rynker hendes Aand udflød,
           os skille ad paa Jorden. Jeg vil gaae
           til Søens Bred bag Ararat det blaae.
           Og vee hver Mand, der tør med fremmed Skygge
           formørke Dalene, hvor jeg vil bygge!

d.II,b.2,s.166  

En Søn.



           Ja, drage I med Vinden Syd og Nord,
                      Seth arver Abels Ager, Cains Hjord.
           Thi, Brødre, see, vor Fader er jo Steen!
           Thi, Søstre, seer, vor Moder er jo Muld!
           Vi give Jorden deres tomme Been!
           Ak, Jord selv døer, naar den af Liig er fuld!





Messias.



           Abiriel reen fra Adam gjenvender.
           Evas Hjerte Ohebiel gjensender:
           de elskende To, der Stamforældre vorde
           til Englene, der dvæle i Hjerterne paa Jorden,
           til Englene, der straale i Himlen ind fra Jorden:
                 Abiriel-Ohebielers Orden.
           Thi første Elskovomfavnelse (liig
           to Fosse, der i Dalen sammenhvirvle sig)
           forplanter i Fostret forente begge Aander:
           saa De igjennem Ætten i Mulden vandre sammen:
           saa Menneskeheden er kun een Aands Flamme.
           Ja Kraft og Kjærlighed hver Sjel:
           hver Jordens Sjel og Himlens Abiriel-Ohebiel!



Aander.



           Hil hjemvendte Aandepar! Snart stimle
           de Engle hist I fødte efter eder til Himlen!



Ohebiel og Abiriel.



           Ah, Liv! Hvor seer jeg Alt! O Solen er
           ei ene Guddom, som jeg troede der!
                 Men Gud jeg seer
           i Solens Skin, i Duggens Spind,
           i Æblerødt, i Fuglesang og Bølgegang,
                 i disse lyse Aanders Hær.
           Se, Dybet er Hans Almagts-haand!
           Se, Himlen er Hans Viisdomsaand!
           Se, disse Soles Lys hans Tale!
           Hans Tanker sig i Livet male!
           Ak, hissetnede ikkun halv,
           som med eet Øje kun, jeg saae,
          
d.II,b.2,s.167              og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv!
           Ak, hist i Muld Jeg var kun heel og fuld
           eet Øjeblik, eet Elskovs-aandedrag,
           naar begge mine Dele (som Qvinden og som Manden)
                 omfavnede hinanden,
                 og blev eet Hjertes Slag!
           Fra høieste Udsigt paa Jord: een Dag,
           eet Liv jeg saae for Foden laae.
           Men her fra min Gravhøi en Evighed
           jeg skuer ud gjennem Himlene bredt!
           Se, fremad igjennem Himlene den naaer,
           tilbage i Støvet gjennem Ætten den gaaer
           til sidste Grav -- o Krandsens sidste Knop --
           mens Selv jeg imidten paa denne Gravhøi staaer!
           Hvor er min Svaghed? Thi jeg mindes,
           at jeg sørgede engang,
           da i tvende, trange, hule
           Hjerter jeg mig maatte skjule,
           før jeg ud af dette Minde
           som en Himlens Blomme sprang.
           Min Erindring -- o hvor stor! --
           er mit hele Liv paa Jord,
           fra mit første Ord til sidste. .
           . . Ak, men alle synes mig
           nu som Tanker fuldbevidste!
           Tanken i det dunkle Skrig,
           Angest eller Glæde fødte,
           naar mig Jordens Syner mødte,
           viser sig nu klar i mig.
           Ja selv -- en faver Drøm! -- jeg synes, som om
           i Himmelen her jeg ikke ukjendt er;
           som om det Navn, de høje Aander kalder
           mig med, var Klang ifra min Barnealder;
           som om jeg Ormene besøgte hist en Tid,
           fordi min Frihed vilde stevne did,
           og kommer nu af egen Kraft tilbage;
           som Mands og Qvindes Skjønhed var et Slør,
           det Døden af mit Væsen nu har draget;
           som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel;
          
d.II,b.2,s.168              som om min hele Viisdom hissetnede,
           der vilde Gud i hvert et Blad oplede,
           og skjalv dog, naar det rysted', for hans Vrede,
           var efter fordums Himmel kun min Længsel.
           Dog -- ak jeg veed ei -- men jeg troer,
           at, først naar Alle døde er' paa Jord,
           og have om mit Hjerte samlet sig
           i samme Vingely, da seer jeg mig
           meer høi og glad og lys end før jeg var:
           som disse store Aander skjøn og klar.


Messias.



           Ja, Aander, som Sjelene stimle frem
           fra Jordens Hjerter mod Himmelhjem,
           da stiger eders Salighed: naar Jorden er øde
                 og Alle døde,
           men salige Himle eder omstraale,
                 da naaed I Maalet.



Aander.



           Ja høieste Aandens Maal: Messias liig
           I evigen rene, salige vorde;
           thi I en Himmel avled frem af Jorden,
           og see den heel da at udfolde sig.



Abiriel og Ohebiel.



           O Gud! den Evighed du gav
           (ei begyndende fra min Grav)
           er da en Salighed?
           Ak, kan jeg blive meer skjøn og glad og god?
           Ah ja, jeg maa jo endnu lære:
           et lidet Barn ved denne Mesters Fod!
           Han tænker sandt, hvor jeg kan ikkun troe.
           Se her i disse Jordens Væsners Øine,
           jeg synes selv at skimte noget Ligt
           mig Selv og disse Himlens Aander høje.
           Dog vilde deres Øine kun for mig
           nu være Taageslør, og deres Øre
           en snever Grav at lytte i;
           min Aand, der flyder over Alting fri,
           i deres Hjerneskal var stængt og qvalt.
                       
(Menneskene stede Adams og Evas Liig til Jorden.)

          
d.II,b.2,s.169              Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde
           de gamle Pjalter! Ah, mit Liig
           imellem mine Børn! O, saae I mig,
           en Lovsang vilde Eders Taarer bryde.
           Ah, seer min Datter der mig i sin Graad?
           Hun stirrer hen mod mig. . . Ak nei!
                 Da græd hun ei.
           Jeg seer en Tanke dybt i deres Hjerter.
           Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed
           mig fryder i min Salighed)
           som glindser paa min Baare,
           er ei Blikket af en Smerte!
           Ha, se! denne Søn, som slaaer
           Graven fuld af Graad og Haar!
           Hvert et Haar er udrakt Tunge,
                 hver en Taare Skeleblik
                 af hans Hjertes onde Raad.
           Vee, hvis jeg ikke vidste vist,
           Alle blev' som Jeg tilsidst,
           Kummer Himmelen da fik!


(En Komet ruger over Jorden. Uveir. Oversvømmelse. Mennesker forsamlede om et Altar paa et Bjerg.)



En Offerpræst.



           Den sorte Røg af Synd og Suk,
           af Avinds Aande, af Smaaebørns Blod
           over Jorden ruger. Dog skjuler den ei.



Mennesker.



                 O, kunde den skjule, vi syndede meer!
           Havet stiger, Jorden synker, Skyen er bleven Bølgens Skum.



En Offerpræst.



           Os Ofrets Røgsky skjuler ei.
           De store Guder paa Havets Skjold
           løfte Jordens skjælvende Hoveder op
           mod Hevnens det gloende, hængende Sværd.

d.II,b.2,s.170  

Mennesker.



                 Vee, Dybet til Fodfæste, Lynet til Skjul!
                      Havet stiger, Jorden synker, Stjernerne i Dybet gaae!



En Offerpræst.



           Vil Himlen atter parre sig
           med Dybet? Stormfulde Skyer flye
           lige geile, hylende Ugler . . o vee!
           og Bjergene bøje som Qviste sig ned!
           Se, Havet sig hæver til et bristende Æg!

(Et Bjerg gaaer under.)



Mennesker.



           Havet stiger, Jorden synker, Bjerget svømmer under Skye!



En Offerpræst.



           Vee, at I, mens en Dag var klar,
           ei Dybets Magter et Altar gav.
           Thi Vreden slaaer ei ydmyge, graadblændte Blik,
           men svulmende Nakke, letsindige Smiil.



Mennesker.



           Havet stiger, Jorden synker, hvor er Himmel, Jord? kun Dyb!



En Offerpræst.



           Thi, see, ei eget Altar slaae
           de vrede Guder, om Alt forgaaer.
           Ene, midt i det endeløse Hav,
           det kneise som et Minde over Livets Grav . .
           vee, som et Minde, at paa Jorden dog var eet
           fromt Hjerte: det, som reiste Alteret!

(Alteret skylles væk.)



Mennesker.



           Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig,
           Himlen Jordens eneste Gave, Altret, har forskudt. O Vee!
           hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm!
           Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod.

(De flye. En Moder taber sit Barn.)

d.II,b.2,s.171  

En Moder.
            
(famler efter det.)



           . . Hvor? -- Ak, Dødsens Mulm,
           befoel dig Guderne at sænke dig
           imellem en Moder og Barnet?



           Bølgen skreg? O tys!
           Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig.
           Din Vugge jeg har jo i Skjødet.



           Fæle Lynets Lys!
           Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn:
           et Dyb mellem Moder og Barnet?



           Heller kunde da
           et Dyb mit eget Hjerte kløve -- -- --
                       
(styrter sig i Vandet.)

           Skrig, Barn! og led mig, Lyn!

(En Mand kommer drivende paa sammen-
bundne Træer. Den svømmende Qvinde
omfatter hans Flaade. Han støder
hende væk.)



Manden.



           Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt,
           der lod mig ride paa og tøile Vandet?
           Du skulde leve? Jeg -- jeg skulde døe?
                             
(Et Lyn viser Moderens Liig.)

           Ha, vee, min Moders Hjerneskal jeg knuste!
           O, vee, jeg seiler i min Moders Blod!

(En Hob Mennesker klatrende opad en Klippe.)



En gammel Qvinde.



           Dreng! Dreng! -- au, bruger du din Fa'rmo'rs Ryg
           -- bort! bort! -- saa krum, til Stige . ?



En Dreng.



                 Eia, Vandet
           er efter mig . . o hold mig Bedstemo'r!



En Mand.
            
(styrter Kjellingen ned.)



           Hør, hjælper mig . . .

d.II,b.2,s.172  

Hans Søn.



                 Tag mig med Fa'r, o Fa'r!



Manden.



           Gaa, du har dine Been! Saa slip mig Dreng!
                                        
(spænder Drengen ned.)

           . . Hør hjælper mig! Du gode Mand, hal op
           min Sæk. Der er min Skat . .



En anden Mand.



                             Ha, redder du
           dit Huusgeraad, og kaster bort din Søn?
           Gjør Plads for Drengen der, som skjælver . . Ha,
           Du sidder paa min Moders Liig . !



Hans Søn.



                             Hjælp Fa'r!
           Han der med Sækken dræbte Bedstemo'r,
           og styrted' lille Tubal ned, hans Søn,
           fordi han hang i Sækken!



Den anden Mand.
            
(styrter Manden med Sækken ned. Han
                  river anden Mands Søn med sig.)



                             Ned da! ned!
           O vee, min Søn . ! O! o!



En Yngling.
            
(træder paa en Piges Liig.)



           Anah! Anah!



En Mand.
            
(fra Toppen.)



                 Du træder paa din Brud,
           som paa en død, opskyllet Hai.



Ynglingen.
            
(knæler ved Liget.)



                 O, Anah!
           Det er ei Anah!

d.II,b.2,s.173  

Manden.



                 Snart da Vandet skal
                      din Anah vaske, saa du kjender hende.
           Ah, vil du op endda? ei døe med hende?



En Mand.
            
(styrter opad med en Qvinde, der
                  har et Barn i Armen.)



           Kom, Qvinde, lad den Lille ligge . . Ha!
           Kast, kast din Byrde!

(kaster Barnet bort.)



En Mand.
            
(fra Toppen.)



           Bliv nede med din vanvittige Kraft! . Jeg lever!
           Ha, stærke Deukalion -- jeg lever!



Manden med Qvinden.
            
(styrter Alt ned om sig.)



           Kom! kom! væk! væk! Ved Dødsens! Ha!
           Hvad klæber mig om Barnet? Ha, hvad Tang?
           hvad Græs?

(seer sig om)
O vee! min Faders Graahaar!



Qvinden.



                 O,
           o frels mig ikke! Jeg er uden Børn.



Manden.
            
(arbeider sig med sin Qvinde op paa Toppen. Brydes
                  med den Mand, som havde den inde før.)



           Ha, bort! Her er ei Plads for Tre! Du døer!

(styrter ham ned.)



Qvinden.



           Hvi bleve vi ei slugte i denne Syndflod,
           da du har Foden glat i Faders Blod,
           og Barnets Skrig i mine Øren holdt?



Manden.



           Vi ere nu som Adam og som Eva:
           vi holde Livet inden vore Arme;
           og dette Horn af Fjeldet er vor Jord,
           og denne Ørnerede Paradiset.



d.II,b.2,s.174  
(Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.)



En Mand.



           Paa rappe Heste, høie Dromedarer
                      fra Kaschemir, Cains Fængsel, ere Bud
           hidkomne for at smelte deres Skræk
           i salige Hindostans milde Sol.



En fremmed Mand.



                                   Vi ere
           ei længer Flygtninger, thi vi har seet
           fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand
           er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg.
           Lyksalige Hindostan, salige Prokritis Æt,
           I frydes! sætter Eder ned ved Ganges!
           Thi Dybet var retfærdigt i sin Vrede:
           Det standsed ved de Godes Bredder: Himaleh!



En anden Fremmed.



           Ja, salige Hindostan, du svømmed over
           det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se,
           da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte,
           blev til en rundtomsqvulpet Strand, da saae vi
           det hele Vestens Liv, som gjorde Phrats
           og Pischons Bredder lige Jordens Mund,
           der, altid ædende og altid leende,
           med Skrig og Sqvaldren Himmelen forhaaned,
           som splintrede Lemmer af et Liig at drive,
           at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge.



En Mand.



           Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens;
           idet det farer, aabner Lynet Øjet,
           og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har.
           Vi sank ei, thi, som Hines, var vor Haand
           ei fuld af Blod, og Smaaebørns Bloddamp ei
           vor Himmel mørkned'; reen og sød som Ganges
           vor Fromhed var, og Guderne Det saae.

d.II,b.2,s.175  

En anden Mand af Folket.



           O tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede?
                      Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel
           ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte
           til stivt paa vore Brødres Død at stirre?
           I vore Bjerge gjenlød deres Suk.
           Og dømte ere vi jo til at feje
           den store Dødsplads reen, hvor Ribbene
           af vore Brødre hænge rundt om Palmerne?
           Mon Dyrene ei vare fromme? Dog
           de maatte flye i lange Rader, og
           vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op
           mod Nordens frosne Sumpe og dets Iismark;
           og hele Flokke samled sig i Huler,
           og Vandet skylled efter dem, og lukte
           med Dyndet deres Grav.



En fremmed Mand.



           Prokritis Æt, hvis palmebrune Farve
           det rolige Tusmørke viser, hvori
           det Menneskehjertet er tilladt at leve,
           -- se du, fra Adams hvide Æt
           sig Solen vendte, for sin Hevn ei see!
           Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelste;
           thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer,
           ham løfted' til Chaldæas Fjelde let,
           hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for
           det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang.



En Mand.



           Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen;
           og Folket var saa hvidt, da Angsten ved
           de blodige Offre havde bleget det;
           og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved'.



En fremmed Mand.



           Meschias, Meschianes blege Æt,
           der gjorde Caucasus til Liigsteen og
           den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed,
          
d.II,b.2,s.176              til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel
           og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Qvinde
           paa deres Brødres Pander stege op
           til højste Tinde, hvor de leve.


En Mand.



           Ja disses Hjerter svulmed saa af Synd
           som Caucasus. Nu er da Ganges's Børn
           de Jordens Første og de Sidste.



En fremmed Mand.



           Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig.
           Det joges af det røde Blus paa Himlen
           fra Vesten ind, og har nu efterlaldt
           om Caucasus en Ring af sorte Have,
           et Gab i Jordens Midte fuldt af Øer
           (som Noahs Japhet tog til Arvedeel)
           der ligge, lige Levnings-been, igjen,
           som Gravhøje over sjunkne Folk.



En anden Fremmed.



                                   Se Phrat
           og Pischon fandt igjen ei deres Baner,
           og Nil, de sorte Menneskers dybe Skille,
           alt kjæmper sig et nyskabt Land igjennem,
           et Land af Dynd, hvor før imellem Bjergene
           sig Havet skar.



En Mand.



                 Men Hindostan blev urørt,
           da Jorden skabtes om. Det er det Ældste.



En anden Mand.



           Paa Elephanter -- se hvor Mandens Skræk
           sin Qvindes og sin Afkoms Taarer stivner! --
           hidkomme Sydens mørke Folk.

d.II,b.2,s.177  

En fremmed Mand.



                                   Ja kunde
                      min Sorg og Qvindens Taarer vejes, da
           ei Elephanten bar os! vi da laae
           med vore Brødre under vore Strande.
           Thi se Cambodja revned' fra Malacca,
           Vulcanerne udspyede Vand og Ild,
           i Syd er hele Landet skyllet bort
           som raaddent Kjød, en Hær af Øer,
           som Been paa Dødens Val, som vilde Haar
           paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte!



En Mand.



           Men Hindostan, som Jordens Hjerte,
           men Ganges, som Jordens Pulsaare er,
           som Himlen ei vilde knuse og splitte,
           at ikke hele Jorden skulde døe!



(Røde Mennesker forsamlede paa Chimborazzo.)



En Mand.



           Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se
           fra Andes, hvor vor Jord er voxet -- ha,
           udbredende sig i Havet! Vælted Havet
           mod Østen sig at sluge Østens Lande
           (thi se mod Øst det endeløse Land,
           hvor før var Hav! se Landets store Floder,
           hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet!)
           og, sqvulpende i Dønninger tilbage
           paa denne Side, gjorde Chilis Kyst
           saa steil og lige, og Panama smal,
           da det igjennem denne Lænke vilde
           sig bryde, for sit Løb igjen begynde.
           Før syntes vi vor Jord var liden, kun
           en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah,
           nu see vi ikke Havet mere, men
           dets Kilder vel i disse Landets Floder,
           der stige fra de gamle Høislætter ned
           at maale og besee de nye Lande.



FORRIGE
NESTE