|
| d.II,b.2,s.100 |
i Helvede Djævle, men Himlen fuld
han sætter af Guder af frodigt Huld,
og troer at Hvinet af Pidskeslag
Forstanden med dens Lyder dræber,
men Guddommen føder den hele Dag:
Hykkelsk og krum han bærer
i Hjertet Vunden,
til Rodden det fortærer,
og Bønnerne opslide Munden.
. . O vee hvad Kamp paa den lille Val
fra Hjertemusling til Pandeskal!
Et Fnug mod en Aand? En liden Sky
mod Sol? og Straalen maa brusten fly?
En Draabe, som dunster op
en Pest i samme Hjerteknop,
hvor Aanden slæber ned
en Himmel og en Evighed?
Vee Synden stiger fra Lænd og Blod,
og Aanden qvæler,
der bunden dvæler
om Hjerterod:
som Pestsky guul,
den søger selv i hans Himmel Skjul:
i Lænden, som Taagen i Dynd, den savler,
i Hjernen den onde Tanker avler,
som voxe i Flugten, saa Vingen de spinde
fra Pandetinde til Pandetinde,
og stikke Nebbet i Øiet ud,
og Kloen i Haanden i blodigt Skrud.
Hver ond en Tanke er Dragehan,
hver ond en Lyst er Dragehunnen,
som slæbe -- ak et Djævlespand! --
en Engel fra Himmelen ned i Grunden,
hvor Dyrevrimlen fra Mulden blød
sig hæver frem af Cajahels Skjød.
. . En Latter over den Afgrund hvifter,
saa huul og fæl,
at Dyrenes Fryd den forgifter,
som Rædsels-rasl af Slangeskjæl?
|
| d.II,b.2,s.101 |
Ak Haabet (Hjertet i Abiriel) . .
. . ak det er Haabet, som sank tilsidst.
Dets Taareklokke i Smiilsnor, som
klang Afgrunden Trøst fra Himlens Dom,
har faaet Brist.
Dernede (hvor den arme Sjel,
som drukne Drifter, sover,
og sandser meer ei ovenover
en Stjernes Velkommen, en Gravhøis Farvel)
sig Haabet selv . . ak nei! kun nær . .
først til Fortvivlelse skifter:
fra Engel til Orm, der i al den Hær
af Orm i Hjertet (det Helveddyb,
hvor Drager er Fugle og Djævle Kryb)
sig vildest vrider,
sig Selv til Ørvids-skrig
og døde Anger til Suk den bider.
. . Vee det er det eneste Liv, som hvifter
i uddød Hjerte
(hvor Aanden svandt, og Dyret vandt,
som nu til Hevn, fordi Du stjal
Dig ind i hans halve Hjertehall,
vil splinke denne, og styrte sig . .
. . med Dig:
et Helved skabe,
hvor Dyret gjerne
vil styrte ned med en Aandestjerne,
der vandt en Jord, men har Himlen at tabe)
. . Fortvivlelsens Hviin det Liv, som hvifter
i uddød Hjerte
som Fødselssmerte,
før Aanden er bleven til vilde Drifter?
Vee, Glemsel af Alt er Fortvivlelsens Liig:
Dyret sin Seier har vunden,
Abiriel død i et Hjerte er funden!
Ha, Aanden døer ei! Om han blev
saa ond som Slangen, om han rev
et Duehjerte ud i Flugten,
blot for at suge dets Slag og Lugten
|
| d.II,b.2,s.102 |
(saa dog han til Lossens Grumhed føier
den Tanke: jeg mig Selv fornøier)
om han sin laante Skjønhed smitted'
med Laster, som ei Svinet hitted':
Han døer dog ei, men dybere ind
(saa neppe han faaer Luft til Suk)
væver han sig i sit Puppespind,
som traurig Edderkop paa sin Snor
(fra Taget spunden og ned i Grunden)
fra Dag og Straale paa Linen løber,
og nederstnede i Mulm sig svøber,
saa Ugleøje dens Been og Horn
ei ud kan pille af Mørkets Korn.
Ak foer en Aand paa Nervesnor,
paa Hjertevinge og spændte Aarer,
i Hvirvl af Taarer,
fra Verdners Skue til mulmet Jord,
fra Aande-lys til Dyre-nat,
fra Tanke-tale til Drifters Skrig,
sin Skjønhed kasted' for dette Liig,
sin Evighed fik i et Fængsel sat
imellem Vugge og Grav,
og bøied den ind under Maalestav:
under Qvel og Morgen,
der synes ved Himlens Skjolderand
at skilles (ha, de ligge der,
som om paa de røde Skyer enhver
af dem var en Evigheds Moder!)
men begge knyttes de med en Guirland',
(med Dagens Fryd og Sorger)
som vexlende Hjerterne slynger om
med Torn og Blom:
-- Dog kun fra Algodhedens ene Bryst
og til det andet, af egen Lyst,
sig Aanden flytted'.
For Kraft og Sandhed, der flød ham til
(som Stjernemelk) i Verdners Smiil,
Han Drøm i lukket Blom sig bytted'.
Men denne Drøm -- vee, hvis han mindes,
|
| d.II,b.2,s.103 |
at en Ohebiel end findes --
skal kaste Duft og Glands
(som Stenen staaer der kold og bleg,
naar Vedbendsløret og Hybenkrands
for Stormen veeg)
naar Aanden vil gribe den for at fylde
sit Hjertes Øde med Morgenrøde,
og Tanken, der reiser sig stjerneklar
og maanekold, om Hvad han var,
og skotter til Himlen i Taareglar,
bedrøvet hylle
i Tusmørkeliin,
hvor Kys er vævet, som Stjerner, ind,
Omfavnelser som Nordlys-par,
der ryster Duggen i Blomsterkar:
naar, i sin Drøm (paa Qvindebarm spunden)
Abiriel troer, i Nat og Jord
sit Selskab funden, sin Himmel gjenvunden:
naar, i et Øiebliks Fryd, han troer,
at Himlen med til hans Afgrund foer,
at Evigheden
sig sammenkrympet har i Eden,
at al hans Salighed
i Qvindeskjød er sjunken ned,
saa, uden med Sorg at blandes,
saa, uden med Kede at vandes,
han kan den nyde i et Drag,
saa han ei sidder bunden ene
med Been og Sene til Dyb og Stene,
forviist fra Himlen, men Engel fik
med Straalevinger i Qvindeblik,
i Qvindebarm to Himle hvalte,
med hver sin Verden, morgenmalte.
Ah, er ei Tvende nok: saa gjør
til Sole dem Begge i Stjerneslør,
saa hver en Flig af Qvindehud
en Verden bliver, og du dens Gud,
der har en Engel i Qvindens Øie
-- ak Qvinden er din hele Verden! --
|
| d.II,b.2,s.104 |
svævende over to Himle høie,
i Qvindeskjød et Dyb, hvori
en Cajahel maa lystre din Phantasie.
Saa maa du gjøre, Abiriel!
-- Du ellers fortvivler -- forfør dig Selv!
Drøm, du er ei lænket, men fri som før,
af Lune kun hyllet i Larveslør,
at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt,
saa Tiden maa bag dig synke træt,
og stønne Sagn og Digt og Sage
(som du i Ætten jo hører selv)
om svundne Dages Abiriel,
naar, støttet til rustne Runestave,
den synker, bag din Flugt, tilbage
paa brustne Grave.
Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud.
Af Qvinden (din egen Phantasie,
Du udenfor seer saa lys og fri,
at du dit Væsen kløvnet troer,
saa kun i dig Selv din Viisdom boer)
maae paa dit "Bliv"!
dine egne Tanker strømme ud
i formet Jord som Liv.
Drøm saa Abiriel: saa Hjemveen, som
din Fryd fortærer, skjøndt lige tom,
saa, i sin Lethed, den stedse er bered
paa Sukke at flyve til Himlen afsted,
faaer Stormvind af Latter og Skyer af Smiil
at æde og kjæmpe imod i sin Iil,
at dynke med Graad,
saa ned den synker tung og vaad,
men Himlen hænger over klar
som Taaren over den Aand som var.
Væv Drøm, Abiriel, om dit Hul
(om end den skal spindes paa Vanvids Hjul,
der løber paa Smiil-ege, lang og krum,
i Taare-fossen paa Kind-steen stum)
jo mere broget, jo bedre Skjul,
|
| d.II,b.2,s.105 |
jo mindre seer du din Grav er huul,
som Himlen fuld.
Thi, vee, det Værste, Abiriel
opdage kan i Muld
-- Det er dig Selv.
Spind rundt dig da, som en Edderkop,
saa du ei længes mere op,
og Frihed ei mindes,
imens du bindes . .
Spind om dig en Drøm, saa du kan glemme,
at du ei længere er derhjemme,
saa Hjerteknuden,
der binder Guden,
du føler, i din Slummer tam,
ei trang og stram.
Drøm, du er vorden
først fri og salig imellem Hjorden.
Thi her er Sandhed og Drøm saa lige,
at Begge tilsidst de det Samme sige:
saa prøvet, følehornet Tanke,
der lyster til Himlen (som klæbrig Snegl,
der lyster sig vugge paa Palme-seil)
i Dyb og Mose krøb, hvis ei
Indbildningskraften skjød en Ranke
(som Straaler mod Himlens blanke Speil)
med brede Blade-ving,
der Snegle-tanke i Blomsterring
fletter, og letter paa rette Vei.
Ihøiden det gaaer dog med Sneglen, om
end Ranken ei holder, hvad Roden lover;
men slynger sig løst, hvor det Vinden hover,
saa Sneglen ei altid til Maalet kom;
thi kaade Ranke i Flugten vipper
sit glatte Blad saa det Sneglen slipper,
og flyver saa vidt og saa frit den vil
fra Egemuskel til Palmesmiil,
mens Sneglen dernede i Muld maa lære,
sit Følehorn under Mosen bære.
|
| d.II,b.2,s.106 |
Ak drømte saa Abiriel,
og først i Graven saae sig Selv,
naar Baand og Rust
tilbage føg for Obaddons Pust!
Men du vil vækkes,
og see dig Selv, og til Vanvid skrækkes.
Se, naar med elskovsrøde Kind
(som udspændt Seil af Cajahels Vind,
der stiger fra Hjertet -- o da saa stort,
som Østens vidtslagne Morgenport --
og jager mod Hjernen en sittrende Drøm,
-- som Samum, mod Himlen, af Støv en Strøm --
men kaster til Lænden saa varm og mørk
en dalende, syngende Sky af Brynde,
-- som surrende Græshoppehær, der gav
en Middagsstund Liv og Lyd til en Ørk,
liig Sukket, der flyer over Grav,
men paa den anden Gravens Side,
med Neslerøg blandet og Liljeduft,
maa henflyde taust i den tause Luft,
som Skum over Skjær ud i Hav maa glide)
. . . Se, naar med elskovsrøde Kind,
(den ydre, gyldne Ramme af
det Qvinde-ideal i Mandens Sind,
Ohebiel ham med fra Himlen gav)
som med en Morgensol han belyser
sin Qvindes nøgne Ynde
(Cajahels Latter bag Rosenslør tynde)
hvor Smiil er Maaner i Midnathaar;
og, naar om Qvindens Barm
(den tvespændte Karm,
hvorpaa gjennem Menneskeæten han skal
fare tilbage til Himlens Hal)
han blanke Muskler slaaer
(som hvide Jøkler om Dalens Vaar)
og seer -- saa nær, at deres Læber
synes et Sommerfuglpar, der klæber
i Parring fast, og Mandens Bryn
beskygger Qvindens favre Syn --
|
| d.II,b.2,s.107 |
. . og seer saa dybt i Qvindens Øie,
som om han vilde der blive vaer
de Himle høie,
han mindes, jordet etsteds har.
. . Ak han seer -- han stirrer -- og gyser --
han øiner kun et tosset Dyr:
i Qvindeøiet, som nys ifjerne
en Vaarnat var med Aften og Morgenstjerne,
han seer et Snogepar sammenrullet,
som Hvirvelrøg af Brynde-fyr,
at dække Reden i Øiehullet . .
. . han stirrer og gyser og flyer.
Ha, hvis han saae
i Qvindens Øie en Aand ham liig,
der blottet paa Smiil-nymfæer laae
og baded' i Taarer sig:
i saadant Bad steg da Begge ned,
og toede reen deres Kjærlighed.
Ak Himlens Salighed og Jordens Lyst
sig parred' da i uskyldigt Bryst!
Saa sluttet og fuld
som Synskredsens Hjul
om Sole-axe af Ætherguld
(Cajahels Karm)
om Hjertet bøjed' sig da hans Barm,
saa udenfore sig selv Han saae
ei skyvilde Ønsker flagre og slaae . .
. . Ah, fløi et ud
med Klage-torden og Suk-storms Fart,
for foran Graven at finde Gud
og Aandeviisdom og Saligheden:
ei langt det fløi:
det daled' snart
i Qvindens Barmhimmel, hvalt og høi,
og fandt da der
Cajahel for Gud (Gud i Muld
for Gud i Himlen af Aander fuld)
for Salighed
dog Kjærlighed,
|
| d.II,b.2,s.108 |
i dette Liv, Ebben i hans Evighed,
paa Bunden dog en Perle Fred,
for Aandestraaler dog Aandeskjær . .
. . . O da naar Qvinde og Mand vare Eet,
ei noget Ønske sig flagred' træt;
men tog i Støvet det Mindre viist,
og gjemte det Bedste i Graven til hist!
For Himlen hisset (thi den de veed
ei tynges af deres Bønner ned)
de kunde Begge
her mellem Barmene en Himmel lægge,
hvor Qvinde i Mandehjerte saae Aftenglød,
og Manden i Qvindehjerte saa Morgenrød,
saa Mand og Qvinde
omfavnende stedse den sammenbandt:
i Vemodsblik, som i Regnbu-gevandt,
de begges Aander da fløi derinde,
hviskende til hinanden: "af Himlen, som faldt,
i Dig har Gud mig en Skygge malt."
Ah, snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld,
til de spænde sig selv
i Palmely ud
til Smaaehimlehvælv,
saa Forældrenes Himmel finder Jorderund for snever,
og regner Støv i Graven til denne bliver fuld,
men Selv, saa viid og let og klar,
som Himmelen, Messias har,
meer fuld og riig end før
(thi Ohebiel Abiriel der favne tør)
den atter sig hæver
fra Drøm til Sandhed, fra Kjærlighed,
(ak tidt urolig,
en smertebleg Blomst med Suk til Løv,
som ahnede den, at Hjertet af Støv
kun var den en laant og fremmed Bolig!)
. . fra Kjærlighed til Salighed,
|
| d.II,b.2,s.109 |
fra korte Suk til en Evighed
af Fred,
fra Muld til Gud.
Det skee! Det skee!
Abiriel see
i Qvinden sig Selv (en Aand
liig ham i Baand)!
I denne Qvindeskabnings dumme
Blik Han læse ei sin stumme
Forviisningsdom!
Et Glimt skal vise en Aand der bag,
som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
Et Aandeglimt i Qvindens Hjerte
Han skimte selv i Hendes Taare!
O denne skal paa Smilets Stengel
i Mandens Tungsindsnat være Kjerte,
saa Han i sit Hjerte Haabet seer
som liden, sløret Lysets Engel,
der ligger og beder ved natsort Baare.
En Aandestraale i Qvindens Smiil
forraade til
Abiriel, at Han ei gaaer her ene
for evigt, forviist blandt Dyr og Stene!
Han ahner -- o Fryd! at, som Han, en Aand
sin Vinge ham rækker i Qvindehaand.
Og stolt, for denne Anden
at overvinde, nu kjæmper Manden:
for Qvindeaandens Liv, som Bytte,
til sine Trin mod Himlen knytte.
O søde Strid, hvor Manden maa kjæmpe
blot for at vinde
hvert Sorgenssuk fra den svage Qvinde,
for dermed egen Sorg at dæmpe!
Thi Han er seirsglad, naar han veed,
at en Aand ved Ham har sin Fryd og Fred.
O skjønne Strid, hvor Kraften vil
vinde kun den Svages Smiil!
hvor Stolthed (thi Han vil være den Første)
|
| d.II,b.2,s.110 |
maa bruge Taalmod til Skjold
og Kjærlighed til Fangevold!
O, jeg vil ei efter Seiren tørste;
men gjerne vil Ohebiel tye
ydmyg i Abiriels Lye,
og suge der med Tak sit Liv,
og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv!
knæle fra Dig, saalangt som Du
knæler fra Himlen nu;
men, naar Du reiser dig høi og stor,
som før histhenne,
da skal Du kjende
Hvem Aanden var,
der dine Sorger i Støvet bar,
hvis Kjærlighed avled' et Haab med din,
der krandsed' vor Grav til en Bryllupsseng, hvor
vi Begge formæle os atter med
vor Evigheds Fred.
Ha, i din Seir Jeg min vil see,
og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ
mit Sejersraab:
"Abiriel, haab!"
Salige Mand, hvis du kan finde
en skjønnere Hilsen til din Qvinde!
Du kan ei? O, da forenede vil
vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil
vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab:
"Menneske haab!"
(Ohebiel forsvinder i Qvinden, som vaagner,
og springer op.)
Eva.
(seende forskrækket imod Himmelen.)
Lys! Ild!
Messias.
Ohebiel, fra Himlen forsvunden,
har sig til Jorden bunden.
Qvinden fik sin fornuftige Sjel
i Ohebiel.
(Adam vaagner, seer sig forundret om.)
|
| d.II,b.2,s.111 |
Eva.
(seende imod Jorden.)
Jord! Mørke!
Adam.
Tys!
Chor af Aander.
Vanvittige Aander! Vee, sig igjen
De kjende ei mere i Himmelen!
De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden
er tvende Aanders Gravhøi vorden.
Messias.
Nei, Jorden skal vorde et Altar for Freden
imellem Kraften og Kjærligheden.
Qvinden har sit Offer for
Manden alt begyndt paa Jord.
Ei Hun det ender før Jordens alle
Vugger sammen til Grave falde.
Ah, Lys! Himmel!
(holder forskrækket Haanden for Øinene.)
Adam.
Tys! . . Mig Selv . ?
Chor af Aander.
Vee, Himlen sjunken ned i Jord!
Vee, Aandemord!
Abiriel qvalt i Mandens Arm!
Messias.
Kun Qvist af Himlens Kraft
i Muld er sat, men ikke tabt.
Eva
(seende sig forbauset om.)
Jeg seer. Jeg er.
Adam.
Nei, ei mig Selv!
|
| d.II,b.2,s.112 |
Chor af Aander.
Vee, Himlen sjunken ned i Jord!
Vee, Aandemord!
Ohebiel druknet i Qvindens Barm!
Messias.
Kun Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden som en Mand og Qvinde,
og i dens Skygge Fryd og Fred
skal alle Livets Hjerter finde.
Abiriel og Ohebiel særskilte hjemvende;
men Elskoven i Støvet i Førstefødtes Sjel
(og evig gjennem Ætten) forene skal de Tvende,
saa i hvert Bryst er dølget
en Abiriel-Ohebiel:
Ja Kraft og Kjærlighed af Cajahels Blot ombølget
som paa en deilig Øe.
Men Nerverne gynge, Blodstrømmene nynne og synge,
saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover,
til Gravens mullne Skyer, der tystned over,
nedsynke: Aanden da i Himlen vaagen veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
Eva.
Tys: Jeg hører! Ah! en Fugl!
Adam.
Ha! Hvem er Du? Ei mig?
Eva.
Jeg hører,
jeg seer. O, Duft! O Liv! O Alt!
Adam.
Ah Duft! Ha Sang! Se Liv! O Alt!
Du taler som jeg taler Selv.
|
| d.II,b.2,s.113 |
Er du min Tales Skygge eller min,
som denne der er Palmens? Se, jeg er
jo skjønnere og lysere end Palmen,
og maa da have Skygge lysere.
Ha, har min Tale Skygge i din Tale,
som Jeg i Dig? Naar Grenen hvifter,
saa flagrer Skyggen. Eja, jeg vil prøve . .
(hvifter med Armene.)
Nei du staaer stille, Skygge. Ak du er
da ei min Skygge. Vel, jeg vil da være
din Skygge, saa, hvorhelst du gaaer, gaaer jeg,
hvorhen Du seer, seer jeg, og selv min Tale
bli'er kun din Tales Skygge eller Gjenlyd
. . O ja, thi se mit Øje, bruunt og mørkt
som Kildens Eeg, kun synes passet til
dit klare Øjes Skygge, blaat som Kilden,
og lys din Tale er, saa jeg forstaaer
den bedre end min egen (thi om den
jeg veed kun, at den kommer fra min Tunge
. . nei, ei fra Tungen først, men først fra Øiet
og Øret, men jeg veed jo ei hvorledes
jeg Alting, hvad jeg seer og hører, taler)
men, naar du taler, lysner flux hvert Ord
et Svar dertil op her hos mig . . Ah, ja,
om kun du smiled', eller gjorde Mine,
forstod mit Øje det, og lærte Tungen
da flux et Svar . . O, om Du ikkun rørte
mig med en Finger, føler jeg dog med
mit hele Legem, at jeg vilde svare.
(nærmer sig Qvinden.)
Du taler ei? Du hører ei, jeg taler?
Ak, er Du død som Alt? Fang ei dit Øje
med Haanden! O jeg saae, hvor det var skjønt
og glindsende som Duen. Ak, du græder!
O græd ei, ellers maa jeg græde med:
Jeg er din Skygge.
(træder frem for Qvinden.)
Eva.
Ah, Jeg der? O . . Du!
|
| d.II,b.2,s.114 |
Adam.
Nu veed jeg, Eet vi ere, skjønne Du!
O skjønnere end mig og Alt!
Eva.
Ei Eet,
dog ei forskjellige i Meget.
Adam og Eva.
Ak,
jeg føler dog, at din Forskjel er skjønnest.
Eva.
Saa find en Lyd for Dig, men riig nok til,
ved blot en liden Synken, mig at vise.
Thi Du fra Mig ei skilles mere end
saa langt et Aandedræt fra dette korte.
Adam.
Som "Han" skal være mig, saa Du er "Hun"
Eva.
Ah, ja, den samme Lyd i tvende deelt.
Det ligner os. Ak, smukke Han, hvor kom Du?
Jeg troer, Du voxed' op af mine Taarer;
thi Dig jeg seer, men dem ei meer paa Græsset.
O, var det saa, jeg frygted' ei for Intet,
og ei min Graad var spildt. Dog er det sært,
at jeg er i den ene Han saa mæt
og frygtløs, som om tusind Slige laae
i denne Ene . . O, jeg ønsker ei,
ved flere Taarers, fleer Smaaeøines Tab,
mig sanke Fleer end denne ene Han.
Adam.
Hvad taler Du?
Eva.
Se, nys jeg frygted', græd,
og, mens jeg græd, jeg fandt Dig. Nu ei meer
jeg skjælver under dette Alt, som stormer
|
| d.II,b.2,s.115 |
paa Øjet ind, og dette Altings Lyd,
som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste
ei om jeg frydes skulde eller frygte,
men Øjet brast -- saa syntes mig, endskjøndt
det vist er nu som Solen fuldt og klart --
da Barmen blev for fuld! Men nu, da Du
er her, jeg veed, at Alt er skjønt og kommet
som Løfter foran Dig, thi deraf kom
den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ
fortælle vilde først: nu kommer Han.
Ah, Du er kommen, men hvor kom Du?
Adam.
Ja, mon af Solen eller disse Stene?
af Marken, saa jeg er den bedste Blomst?
Jeg veed ei.
Eva.
Ah, hvor høit du taler! O
tal meget! Øret kildres ned til Barmen,
saa den maa lee. Vist har du tæmmet i
din Mund en Storm, der sig forviklede
i Krattet?
Adam.
Først -- det veed jeg -- vaagned' Øiet
af Ørets Latter (thi deri Alting loe,
idet Det kiged' mig i Øjet ind.)
Men -- se, som du, jeg svimled', da jeg vaagned',
som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande.
Thi frem ifra mit Dyb i Barmen
et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende
-- o som en Sky, saa vid som hele Himlen,
ja videre, thi den Det vilde sluge --
sig trængte voldsomt opad mod mit Øre,
mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden,
for sig i Rummet sprede, at Det kunde
opsluge Alt, som i Uordens Fylde
indstormede paa mig. Mit Øie syntes,
for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og
|
| d.II,b.2,s.116 |
mig Selv at see paaeengang, mig for lidet;
for trangt mit Øre, for at fange heel
den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste.
Jeg svimled', da jeg hørte, men ei skilned';
thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk
den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd.
Mit Øje sortned', da det Vrimlen saae,
men mægted' ei at skilne, saa jeg vidste
ei om jeg skulde frygte eller frydes.
Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt
mit Øie saae den skjøn; thi Øret frygted'
en Brusen i dens brede Blade. Alt
mig syntes da for snevert inden mig,
men Alt for vidt derudenfore . .
Eva.
. . Ak. !
Adam.
Dog sandsed' jeg mit Liv; men, i den Storm
af Billeder og Lyd, kun som en Qvist,
der bølges hid og hid, saa nær den brister.
Og, skjøndt jeg saae med Frygt, og hørte
med Skjælven, følte Luften paa mit Bryst
med sitrende Latter, og omfavned' angst
og glad mig Selv, for ei at falde, skilned'
jeg dog, at jeg skjalv imellem Sol og Jord
og Lys og Mørke, mellem Ild og Kulde:
saa Selv -- der kom en Vished fra mit Indre,
der skjød sig som et Glimt ifra det Dunkle
og Varme, Store, der i Brystet bølged',
og vilde sluge Alt igjennem Øjet
og Øret, Skyen naae med Fingerspidsen,
saa, naar Det fyldtes, ud det svulned', saa
jeg syntes at det vilde sprænge Panden --
saa, midt i denne bølgende Forvirring,
midt i min egen Angst og Fryd og Latterskjælven,
jeg sandsed' dog mit Liv, og syntes da,
at Selv jeg maatte være Klump af Muld,
der havde drukket op en Solens Straale,
|
| d.II,b.2,s.117 |
og varm da over al den anden Muld
opreist sig.
Eva.
O, som jeg! Hvor Alt er ligt!
Adam.
Det syntes mig, som om igjennem Øjet
Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet
(thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?)
og flød saa derfra gjennem Arm og Haand.
Thi Haanden løfted' sig, og holdt for Øjet,
som om den vilde skille ad fra Solen
dens Straale, og den der begrave . . Ak,
den sank da ned i Brystet sitrende.
Føl her den banker, som om den vil ud!
Eva.
(holder Haanden paa hans Hjerte.)
Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig.
Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale,
som din saa lys og stærk . . o stærkere:
Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt!
Adam.
(holder Haanden paa hendes Hjerte.)
Ja, (gode Sol!) Du har en Livsens Straale,
saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen
(som Slangens Svands, der stikker op af Mulden)
jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale,
som nylig vilde sprænge mig i Rummet,
da Alting stormed' ind, saa jeg ei aanded',
er bleven mild, og svulmer ikke mere,
for atter vende om til dig og lade
mig øde her tilbage i min Muld,
foruden Lys og denne Brystets Aande,
som er dens milde Røg . . .
Men -- o jeg veed ei -- sagte synes den
at sitre nedad for at tvinge Foden
til hen mod Dig at flye, at bulne ud
i Bryst og Arme, saa de brede sig,
|
| d.II,b.2,s.118 |
som Straaler, for at favne Dig og flye
ind i din Barm, for der at smelte sammen
med Straalen, som den gode Sol Dig gav.
(vil omfavne hende, men flyer tilbage.)
Ah, hvis jeg misted' den, var Jeg jo Muld,
og øde, mens Du fik et dobbelt Liv.
Jeg sortned', naar dens Lys blev borte . . O,
jeg kjæmped' nylig med den jo, at ei
den skulde flye til Solen, der jo var
det Skjønneste, jeg saae . . ja flye den vilde
mod hver en Blomst paa Himmelen og Jorden,
mod hvert et favert Liv, saa efter Slangen,
der som en Regnbue bøjed' sig omkring
den lille Roses Sol, jeg greb med Fryd . .
. . O, ad saamange Veie flye den vilde,
at jeg af Angst og Fryd tvang Øjet (der
jo evigt vilde stirre) til at lukke
sig inde i sit gamle Mørke; men
da saae jeg Sol og Blomst og Slange og
det hele Liv, som nys jeg havde seet
og følt og hørt derudenfor, at bølge
som Regnbue, af Blade, Dyr og Skyer flettet,
herindenfore Øjet. Se, jeg syntes,
at Bjerget hist, som nys jeg havde seet
udaande Ild og Røg hist langt i Fjernet,
nu indenfor min Pande svulmed op
med al sin Ild: saa nær jeg saae det, at
jeg kunde gribe det; dog var det Intet.
Mit Bryst ei rummede min Angst, og Panden
nær sprængtes af den Hvirvl af Syner, saa
at Vand kom i mit Øje. Ei jeg voved'
at aabne Øjet, at ei flere Syner
indstrømme skulde; dog jeg maatte høre,
at vildt de brused udenfore. O,
jeg nær var brusten; thi jeg troede, at
den hele Bladerasl og Sang og Bjerget,
der svulmed' Alt herindenfore Øjet
(hvor Straalen tvang mig til at see) var Skrig
fra Jorden, der mig vred forfulgte, og
|
| d.II,b.2,s.119 |
gjenfordrede, fordi det Lys og Liv,
jeg fik fra Solen, hæved' mig fra Mulden,
og gjorde mig mere Solen liig end Jorden.
Jeg troede, at jeg kjæmpede med Jorden,
og fandt et Forsvar i mit Øjelaag,
saa den ei overvælded' mig med Syner,
hvis Farver syntes mig var Jordens Vrede.
Da Alt fra-uden vilde knuse mig,
og Alt, jeg saae, ved Straalens Lys, bag Øjet,
mig vilde sprænge her fra-inden: da
af Livsensstraalen, skjøndt den qvaltes nær
(saa Brystet banked' dobbelt af dens Slag)
af Synerne, som trængte ind for hvergang
jeg maatte aabne Øjet for en Taare,
jeg fik min Frelse. Thi den trængte sig
igjennem al min Angest, op mod Læben
og toned -- ha, det Under! -- ud i Luften
lidt efter lidt fra Tungen, og om Alt
jeg talte da; og -- o et større Under! --
(som om kun Livsenslysets Overflod
gik bort, men selv det fløi ei bort i Talen)
Alt hvad jeg nævned' kom i Orden flux,
som om af Talen Alting blev belyst,
som om de Syner, der nys trængte mig,
for Tungens Klang flux fløi til deres Sted,
som om jeg ved min Tunge Alt behersked'.
Thi samme Øjeblik, jeg sagde:
"Lys! Luft! Jord! Mørke! Ild! Lys! Ild!"
da standsed' Ild og Lys og Luft heroven,
og Jord og Mørke sank herneden og
krøb ind i Skoven: og jeg, da jeg saae
mig Selv imidten rolig, raabte høit,
som forat undertvinge alt det Mindre:
"Jeg seer. Jeg er"!
Hør, da jeg dette sagde,
og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste
jeg, at jeg var, saa vist som Solen var,
thi Begge saae jeg; og jeg vidste da,
at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen,
|
| d.II,b.2,s.120 |
og som betvang nu Alt, var den, som kaldte
sig Selv nu: Jeg.
Eva.
O, ligt mit Liv!
Adam.
Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje,
og ordnet Alting med min Tale -- ha,
mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte . . .
-- Thi Alting vidste jeg, var saa isandhed,
som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde
om Dalen sige, at den knæled, og
om Bjerget, at det stod, at Sletten laae,
at Træet taug, saa ikke denne Solsort
(saa hedde den til Spot paa Solen!) var
dets Tunge, som jeg nylig maatte troe --
. . Da Alt jeg mønstred nu og ordned' -- Ha,
da syntes mig, at noget Andet end
min Tunge i mig talte høit, saa høit,
at "Tys" jeg raabte "Tys! jeg hører . . ha"!
Og dog jeg hørte ei med Øret Noget,
hvis, som mig syntes, Øret ikke var
vendt indad; thi jeg hørte Noget der . .
-- ak uforklarligt: hørte uden Lyd!
Som Tale lød det ei; dog var der Ord,
men uden Lyd, som om jeg kunde blæse
en Række Ord i Sandet, saa jeg saae dem.
Dog vidste jeg forvist, at vel jeg kunde
med Læben nævne nogle af de Ord,
som taltes i mit Indre. Ah, jeg mindes
end nogle, som blandt mange dunkle lød:
som, da jeg saae en Løve med Løvinden,
og Skoven fuld af Palmer, mens jeg stod
paa Sletten ene: nævntes hos mig Selv
"Selskab" "Ensomhed" og "Skabning" "Væsen".
Og denne Tale i mig Selv jeg kaldte
ei "Ord" men "Tanke" og "Begreb" fordi
jeg vidste mere da end, at jeg saae,
thi ogsaa Hvad jeg saae. Og det, som lærte
|
| d.II,b.2,s.121 |
mig ved en saadan taus og indre Tale,
jeg kaldte: "Aand".
Eva.
Saa klart hos mig har Aanden
ei talt, men Hvad den talte "Følelser"
jeg kalder. O de ligned' Kilderisl.
Adam.
Men Aandens Tanketale -- skjøndt det fryded
mig høit, herinden i mig at besidde
en Stemme, som jeg kunde tale med
om Alt Besynderligt derudenfor --
forskrækked' mig, da ei jeg mægted høre
og svare paa dens Strøm af Spørgsmaal, der
sig heftede til hvert et Blad, som for
at suge ud den Kraft, der skjød sig ud
i slige Fryndser og Farver. O de føg,
blot paa en liden Blomst jeg saae i Græsset,
i vilde Rigdom, som hist Fjeldets Funker,
som op af Blomstens lille Bæger, mens
jeg stirred' deri. Dog de svømmed kun
som tom Røg ovenover, saa den Bund,
jeg søgte, ei jeg fandt; ja, selv et Sandkorn,
som glimred' da jeg tog det op i Haanden,
blev, mens jeg stirred paa det (skjøndt saa lidet)
dog dunkelt og uhyre som en Sky,
hvori mit Øje sank som enkelt Regndraabe.
Jeg syntes, at den vilde Aandetale,
at Tankerne, som mylred' over Alt,
og vilde krybe selv i Stenen ind,
og see dens Aarer klart som Træets Qviste,
i Jordens Dybder rode, Himlen kløve,
tilsammenknyttede sig i mit Hoved
(som var det mørkeste Dyb at kige i)
og brast da som en stor, uhyre Taare,
der atter delte sig i tvende mindre,
foruden at jeg vidste, hvi jeg græd.
Da alle Tanker, Alt hvad før jeg vidste,
mit hele Liv, mig syntes flyde hen
|
| d.II,b.2,s.122 |
ud i et skygraat, ubegrændset Hav,
som -- skjøndt det burde være navnløst -- Aanden
mig lærte kalde: "Sorg". O Sorg,
du graa og farveløse Flaggermuus,
der flyver søvnig mellem Liv og Død,
selv hverken Liv eller Død! Intet elskende,
selv hadende den Graad, som nærer dig,
og Følelsen af Liv, som fødte dig,
du fik et Navn -- jeg veed du er paa Jorden!
Og denne Vished, at du er mig nær,
ja maaskee svulmer under mine Smiil,
har gjort mig angest for min egen Fryd,
saa Suk jeg lytter efter i min Latter,
og søger Taarer mellem mine Smiil
. . o blegnet selv mit Øje, saa jeg synes,
at Liv og Himmel straaler ei som før,
at Fuglens Sang ei lyder høit som før,
at Rosens Morgen sank, og Hyacinthen
blev bruun istedetfor -- saa synes mig --
den før var hvid . . o, Sorg, din første Aande
forgiftet har min Fryd, saa ei den er
saa gjennemsigtig, lys og let som før,
da Palmens Glands den bar, naar jeg saae Palmen,
Tulipens Ild, naar jeg Tulipen saae,
Violens Blaa, naar jeg Violen saae,
med Lattergysen og en dunkel Sødhed
den mørke Skovhals Raslen efterligned',
men skiftede til Solens Lys og Varme
naar jeg paa Solen saae, min Fryd dens Liv
og Straaler efterlignede med Jubel.
O, se, mit Øje syntes mig da være
en hulet Regnbue, hvorigjennem jeg
paa Alting saae -- saa skjønt, at Skyen syntes
at være Blomsterengen nedadvendt.
Men Alt, som om det sørged', visned' nu,
da Aanden talte saa forvirret, og
til Sorg omsmelted' sine Tanker, som
om de i Fødslen vare altfor bløde
og maatte flyde sammen. Snart den talte
|
| d.II,b.2,s.123 |
imod mit Øje . . o som om den vilde
indbilde mig, at Hvad jeg saae var Intet;
snart sagde den om Himlen, den var aaben,
skjøndt klart jeg øined, den var lukt med Solen:
at Mange, Mange, som paa Engen Blomster,
mig Lige, der i Himlen græd for mig,
saa nær jeg syntes som jeg hørte Klager,
skjøndt, naar jeg saae den, var dens Skyer Smiil,
og Vinden loe kun, Solens Blik var aabent.
. . O, jeg tilsidst ei vidste Hvad jeg saae.
Dog vidste jeg, jeg leved i min Sorg.
Thi af sig Selv et Vindpust reiste sig
(og dette Vindpust kaldte Aanden "Angest")
fra Barmens Bund, som syntes fuld og klemt;
og, forat give Sorgens dunkle Øde
et Afløb, og at prøve om ei Angstens
den kolde Vind igjennem Læben kunde
en Udvei finde, for at høre om
jeg leved end, og dette Dyb af Tanker,
hvis vilde Brusen ei jeg mægted' styre
(thi, som jeg sagde, hefted' de sig fast
ved Sandet, røg saa ud derfra mod Skyen,
krøb under Slangens Bug, og steg saa lige
-- o snarere end Ørnen -- op i Himlen,
og vilde, af umættelig Videlyst,
see Stenens Tyngde, høre Stormens Kilde,)
. . for disse vilde Tanker skræmme bort
og mætte dem med Noget, som var sandt:
med Lyden, aabned' jeg min Mund og talte,
og, som om jeg var glad og frygtløs, raabte:
"Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!"
Men Aanden denne falske Fryd beloe:
det var som om jeg Selv var tvedeelt, saa
den ene Deel af Mig beloe den anden Deel,
fordi den Kjækhed sveeg sig til og Fryd,
som om det Raab gjenklang i hver en Aare:
du er dog angst og sorgfuld trods din Jubel!
Og, se, med denne sorrigfulde Sandhed,
som tørrede med Rødmen mine Taarer
|
| d.II,b.2,s.124 |
holdt Himlen selv; thi ikke saadan Solsort
den sendte, som jeg bad om i mit Raab
(en, som til maanegyldne Nebbets Klang
i Kroens midnatsorte Dyb faaer Gjenlyd,
som om det indeni var Stjerne-sølv)
men flux en rædsom Fugl, som Natten sort,
med udspændt, blodrød Kroe og gule Striber,
med brede Vinger, som . . ak ei jeg vidste
om det var Vinger eller Skyer . . Ha,
hvis ei jeg havde seet, at den fløi
med Vredes-klapren op fra Himlens Ende,
jeg maatte tænkt -- saa tung og sort den var --
at den min Sorg var, som sig lettede
mod Himlen fra mit Bryst, som nu blev øde.
Thi i det Øjeblik der laae ei selv
et Mindebilled af det Liv jeg saae;
men aabent stod det da og lytted' til
sit eget Øde og Uhyrets Fylde
og tunge Flugt, som om dets Vingeklap
min Angest var, der steg mod Himlen.
Eva.
. . Ak . !
Adam.
Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen,
og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked'.
Da, som med Brag den daled' paa mit Hoved,
og qvalte, i sin Nærmen, selve Luften,
da tænkte jeg med Smiger den at sone,
og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl,
saa selv de døde Stene skjalv, og Træet
med Bladet hang, som om det var dets Øre . .
. . da raabte jeg, som med min sidste Aande:
"Ha, tordn! en Sang! Lystig"!
Men, ei forsonet, Nebbet, guult som Droslens,
men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl,
udstrakte da fra Himlen ned i Jorden.
Da, for mit Liv at frelse,
|
| d.II,b.2,s.125 |
den Aand, som talte i mig, lærte mig
med skjult Spot, at raabe ud med Løgn:
"O Lyn! Lyn! Ah smukt! En Blomst i Skyen!"
Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet,
sit Neb udrakte . . se, og greb for mig
den Bananas jeg favned'. Ak, jeg gav
et Suk, det sidste før jeg saae dig her.
Thi, da jeg vaagned', var min Rædsel borte
og Jorden mild og Himlen blaa og klar,
og du stod her, min levende Fryd!
Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom
jeg veed ei -- kun, at jeg til Fryd er kommen.
Eva.
Ah ja som Jeg. Dog troer jeg, du er kommen
mest til min Fryd.
Adam.
Jeg veed, du er min Fryd.
Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er
til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer;
thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne
og Hæslige; og, med din Stemme, Vellyd
og Mislyd, saa at hver en Stemme, som
ei synes som en Efterklang af din
kun Rædsel er. Og, som i Takten med
dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte
min snevre Tinding til den næsten sprængtes
med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe
til Himmelvidde, taler viist og rolig,
og kjæmper ikke meer med mine Sandser,
men seer nu Alt igjennem dine Øine,
saa Hvad der fryder dig maa fryde mig.
Og Tankerne, de tause Ord, den paa
min Pandes Indre malte, staae nu klare:
saa Tanken "Skabning" som mig syntes da
kun som en Synernes vilde Forvikling
(hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe,
og Fugle Blade, Slanger Qviste, Blomster
|
| FORRIGE |