HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 2. BIND: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS

SKABELSEN
del 2
d.II,b.2,s.33              og maale nær hverandres Frugtbarhed,
           fremstorme vilde, hvis ei Oceaner
           dem tøilede, den Brudgoms er, som skal
           ifra sin unge Qvinde, næste Morgen
           -- o i et Aar, vidt over Have fare.
           Ah Jord, vær trofast! sværm ei længer løs i Rummet.
           Snart seer du din Sol i en Straale stige ned i din Muld,
           og hæve sig op derifra i en Palmes glindsende Guld!
:(Obaddons mørke Skikkelse hæver sig frem af Jorden):



Obaddon.



           Slumr unge Jord!

(Mørke fremstrømmer over Jorden, overskyllende Cajahels Lysbølger, der
vise sig kun zittrende i Kampen: et Dag- og Nat-Chaos.)



Chor af Aander.



           Hil Jordens første Nat!



Messias.



           Se Livs og Døds Kamp! Ei Nat, ei Dag:
           Nat gjennemfarer Dagen som en Anger
           fordi den vaagnede fortidligt: Dag
           igjennemlysner Natten som en Drøm.



Cajahel.



           Obaddon -- ha, hvor skjøn og mandig! --
           Du veed, min Ømhed, at, saa blød den er,
           den synes være selv din Haardhed, naar
           den speiler glad sig i dit strenge Øje.
           Min Obaddon;
           Skal denne Jord din Throne ene være,
           hvor i dit mørke Alvor du kan sidde
           som en Tyran alene-herskende
           vidt over døde Stene? O du veed
           dit Rige er en Grav, hvor mine Orme
           dog Oprør vække: Min Obaddon
           skal her paa Jorden intet Hjerte slaae?
           Og jeg -- hør Elskov dadler -- jeg,
           som ei kan være uden som din Halvdeel,
           som røde Hjerte i en Morians Barm
          
d.II,b.2,s.34              (og du maa Selv forstenes uden mig)
           skal fjernt ifra dit Leje sidde
           og lugte paa min Vemods Natviol,
           liig hist paa hiin omsvungne Jord,
           der varmer sig ved sex de Maanelys,
           jeg laante af min Pragt din Sorg til Pynt,
           saa selv din Død er ikke uden Liv,
           en faur Slavinde, fjernet fra sin Hersker,
           der klemmer Folkets Hjerter, mens Hun vander
           med taarefulde Suk sin Blomstkalk: Fængslet?
           Ja da -- o saae du nys hvor skjøn min Dag var?
           (Ah Natøje, du har ei Lys for Guld og Purpur,
           mit Livs Farver, som i Blaat sig smelte)
           -- Ja da, da maa jeg fly Obaddon!
           . . Hvorhen? O uden Død kan Liv
           i Støvet ikke tænkes. Jeg maa æske
           dig ud til Kamp igjen i Chaos,
           vor skjælvende første Bryllupsomfavnelse.
           Ak, hvorfor bryde denne skjønne Fred,
           hvor mine Liv er' Gidsler? Elskte mind,
           naar jeg (det synes blot; thi hvem vil troe
           for Alvor, at en Lampe, om den fik
           saamegen Olie at den en Nat gjør lys,
           fra Aftendæmrings Slør til Morgendæmrings Slæb,
           en evig Stjerne var?) . . O mind, naar jeg,
           mildt ødslende med rosenrøde Aar,
           for Skjemt et Liv kan synes ville smelte
           isammen lige med Udødeligheden,
           bedragende dig for din Raadenhed:
           saa fængsler Gidslet du med sølvgraae Lænker
           og jernsort Rynkebaand, og bryder ud
           (til Pant, at det skal ikke flye) en Rad
           af Been og Tænder. Maa jeg æske
           Dig ud til Kamp, hvor hvem, som falder, seirer;
           thi Den, som blier tilbage -- vil den Faldne
           brat følge som en Overvunden. Ha
           Obaddon, bag din Seir du vor Elskov vil mindes!
           Læg Støvet øde, og Cajahel tabte
           eet Rige blot; men det du vandt vil hedde:
          
d.II,b.2,s.35              Guds Forbandelse; og denne Jord
           du gjør med Synd til Spot for Gud, som om
           Han havde udtalt dette Ord med Vanvid
           foruden Betydning. O Tause du er Liv:
           Død uden Liv er Tilintetgjørelse;
           og denne findes ei, før du mig finder
           imod Obaddon troløs. Find en Steen,
           hvor dybt du kan i Jord og Hav, som ei
           Cajahel kyssed eller har berørt!
           O, før du fandt en Qvinde, paa en Jord,
           som ei sin Mands det mindste, skjulte Haar
           har talt og kjender! Vel Obaddon,
           forskyder Du Cajahel, saa du maa
           Dit Navn nedlægge, thi du blev et Intet.
           Cajahels Død er blot Forvandling;
           Obaddons Død er Tilintetgjørelse
           Foruden mig -- her seer jeg jo din Elskov:
           din mørke Stoltheds Maske er for lys --
           kan du ei være; uden Dig ei Jeg.
           Thi Støv er ikke evigt; men en Medgift
           Guds Godhed deelte mellem os. Jeg trænger
           din Magt, at den igjen kan slette ud
           hvert Træk jeg deri malte, for at bilde
           klart mit Begreb om en Algodhed:
           saa jeg franyt kan stedse danne,
           og stedse bedre, ligere Begrebet:
           Vi dele derfor Jorden! men vor Magt
           (som Lys og Skygge smelter sammen i
           den blaa Dag) maa blandes med hinanden,
           ei saa at halve Jorden er Cajahels,
           mens død og livløs er den anden Deel;
           men som vi har vor Elskov deelt og byttet
           i andre Kloder. Solen Guldvægt være
           (saa fiin at mindste Straale gjør Forskjel)
           hvor Tiden, mens vi Jorden skifte, maales
           imellem Jevndøgns ligelange Straaler.
           Du Iis og Liig, jeg Roser da og Blod
           vil kaste ligetungt i Skaalen. Ah
           Obaddon seer du, mine Følelser
          
d.II,b.2,s.36              var' blege, hvis din Død ei, dine Liig,
           som sorte Characterer dem belivned'
           just ved sin Skygge? Seer du Afsky
           for Død, som Stormen Løvet, just bevæger
           til frisk're Liv jo mine Dyr? Og du
           ei nægter mine Tanker gjennemkrydse,
           som Orme, dine døde Træk. Obaddon
           du trøster dig ved deres visne Ringhed?
           O Ormen (som jeg altid vikler ind
           i mine Gaver til Dig, som mit Navn)
           indhyllet gjemmer Sommerfuglens Vinger,
           og dykker ned saa tidt i Død og op
           i Liv til Vingerne en Evighed omspænder.
           Vel, drukn den halve Jord i dybest Nat,
           hvor iiskoldt Nordlys skummer, medens jeg
           den anden Halve vil, som bag et Skibbrud,
           i Solens milde Smilen tørre.
           Og, naar vi vexle, naar din Bølge kommer
           med Stjernerne som hvide Seil høitover,
           og al min Dagpragt drukner, og Hvad før
           i mørke Nat, bag Skyers Skjær var kantret
           gjen reiser sig: vi kysse da hinanden
           paa yderst Strand, coralrød Horizont;
           og da, i denne Stund, vi vexle Post,
           vil synes Hver af os, som ret at mene:
           nu hersker jeg den vide Jord alene!


Obaddon.



           Den Fredsstund være Aftendæmring!



Cajahel.



           Den Fredsstund være Morgendæmring!



Cajahel og Obaddon.



           Tusmørke hedde den!



Messias.



           Hør Livs og Døds Kamp!

d.II,b.2,s.37  

Obaddon.



           Til Pant paa jeg dig elsker
                      -- som sorte Marmorminde livlig Kilde --
           jeg vifter Taagen af min Vinge, saa
           at Natten klarner, og jeg viser,
           til Tegn paa jeg vil ei alene herske,
           for førstegang den unge Jord sin Maane.
           Dog leve ikke Liv paa denne; men,
           som evigjomfruelige Terne
           et Gudsbillede, den Jorden følge,
           og efterabe Solen, Cajahels Arne,
           og efterabe i sin Goldhed Solen,
           Brystvorten, som Cajahel suger, til
           de mætte aftenrøde Læber han
           med Nattens Slør aftørrer. Ha
           din kolde Glands min Nat vel taaler? Se
           den være vor Forsonings Tavle! Se
           dens Glands er din Cajahel, og dens Kulde
           Obaddons, Dødens Herres. O min Nat
           forstyrres ikke ved slig livløs Leeg.
                                   
:(Natten klarner. Maanen stiger op):

           Se Nattens blege Hjerte! Det slaaer sagte,
           som i en Drøm, ei blusser hedt som Dagens;
           og rundt som Draaber Blod omtrille Stjernerne.
           Nu følg mig Maane, mildn den døde Nat,
           jeg graver over Jordens Halvdeel brat.

:(Obaddon forsvinder imod Vest. Maanen gaaer ned, og Morgen-
dæmringen bryder frem, voxende, idet den forfølger Obaddon):



Chor af Aander.



           Hil Jordens anden Dag!



Messias.



           Dag og Nat er nu vejet.
           Morgenrøden og Nattens Taage er' lige tunge
           Maanen falder i hule Midnat som Guldlod medens
           Solens Straaler af Dagen bæres paa hvælvet Skulder.
           Begge tøile de Jorden
           rolig i Banen.

d.II,b.2,s.38  

Cajahel.

            :(træder frem i det fulde Dagslys paa Jorden):



           Ifør dig, Guds nye Præstinde, Festdragt,
                      og træd lovsyngende i Verdners Chor,
           som yngste Søster, mest uskyldig-reen!
           Spir Græs! og Blomster badende
           i Mossets Dug sig dukke! Siv og Buske
           omflet den søde Kilde, Engens Belte!
           Og Floder sig mod Søe og Have vælte,
           og blande i den muntre Flugt da eget
           Lysblaat med Druers Violette og
           med Hybenrødt, saa den en Regnbu,
           igjennem Rankers mørke, Popplers Sølvskyer,
           igjennem Fyrrers Torden, Birkes Lyn,
           til Værn om Landets Rigdom lagt, kan ligne!

:(Alt skabes -- Jorden grønnes o.s.v. -- efter Cajahels Bud. Ca-
jahel fjerner sig mod Vest og Dagen daler. Obaddon nærmer sig fra
Øst og Natten stiger. Tusmørket er dem imellem medens de hilse
hinanden fra Synskredsen):



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.



Obaddon.

:(træder i fuld Nat over Jorden, Stjernerne skimre igjennem hans Vinger):



           Obaddon raaber i sin Nat, og flux
           hans Ord i Rædsler stivne rundt: lad Sne
           og Iis og bitter Riimfrost snart begrave
           Cajahels Drømme! Hvad som trodser,
           og ved Cajahels lunkne Barm sig skjuler,
           og svulmer i sin falske Sikkerhed,
           (som Cactusplante eller melkrig Palme,)
           og gløder, som til Haan, liig Aloëen,
           skal flammetunget Samum sortne; og
           den lunkne Sommers Pragt sig bøje enten
           (som Børn paa Moders Grav) paa stivnet Jord,
           og Hagl den plyndre, Sneen løbe bort
           med Byttet gjennem Nordenvindens Rader,
           der strømme ud af kolde Nordlysport!
           O eller ryge den i Samums Fodspor,
           der letter stankfuld, gusten Pest iveiret,
          
d.II,b.2,s.39              sin egen Skygge liig! Stivn, Jord, i Klipper,
           lig' en forstenet Nat! og knuser, Klipper,
           med vidtstrakt Iisskjold Dalens Høje, eller,
           som Kogger fyldt med Lyn, udslynger
           vidt ving'de Flammer, Dødens Raserie!
           Qvæl, sorte Fjeld, i fasttillukket Afgrund
           Cajahels muntre Floder! Blegn i Ørkner,
           Cajahels Yndighed! Og Stormorcan
           i Bjergets Dybder lure! Hvirvelstorm,
           som Dødens Spot, med Jordens Rigdom lege
           saa ødselt, at det hule Hav fortvivler,
           mens Hunger brøler i dets sorte Bug,
           om Resten af den fulde Strand
           at naae med skumhvid, sulten Tand!
(Alt skabes i Obaddons Aand og viser sig, fremtrædende lidt efter
lidt af Tusmørket, som Obaddon forsvinder imod Vest og Cajahel
fremtriner i Østen)



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.



Cajahel.



           Vai som et Bryllupsblus min Morgenrødme
           fra Jøklen! Lægg, jomfruelige Dag,
           ned der din Krands af Aftenrødme
           før, med sin stjernehvide Brynde,
           med Maanering, berust af Storm og Taage,
           din Brudgom i sin nøgne Sorthed kommer!
           Som glindsende Hærold i Himlens Fest:
           den lyse Dag, staa unge Ceder,
           og vederqvæg med al din Vellugt
           de dandsende, kaade, blomstrende Skyer;
           og slaa en Rynke kun hvert Hundredaar!
           Som eviggrønne Jordens Belte, bøjet
           omkring dens Midie, gjør Obaddons Klipper
           til Mindesmærke om Cajahels og
           Obaddons Trofasthed! I Nord og Syd,
           som en Gesandt, der ikke tør forkrænkes,
           fra Livet sendt til Dødens Throner
           (Jordklodens Poler, hvor Cajahels
          
d.II,b.2,s.40              Livsaande selv i Rædselsformer stivner)
           staa -- o se Livet seirende i Døden! --
           Gran eviggrøn og Fyr, som Monument
           om Livs og Døds trofaste Kjærlighed!
           Viinranker, varmer eders Druer ved
           Volcanens Ild! Og, Lyng, skjul Ørknen,
           som Taalmods Smiil paa syg'lig Kind!
           Bedæk, saa Han ei finder dem igjen,
           men troer, at Jorden svulmer op af Fylde,
           Obaddons Klipper, Pors og Rosmarin!
           Bo, Sommerfugl og Colibri, i Blomsten!
           Hæng, Perlemanna, som Incectets
           Guirlander skinnende i Græsset!
           Min skjønne Flod, min nynnende Velsignelse,
           Obaddon fange vil og qvæle
           i tause Afgrund, spring fra Fjeldet
           som tusind hvide Stjerneskud, og slør
           i Regnbunet hans List, og kom tilbage
           til Engens Blomster, som du mindes engang,
           da du som Kilde med Vandliljer leged',
           at have seet i din Barndom, da
           den laae i Dalens bløde Vugge hist.
           Orcan, i Fjeldet bid og brist!
           Min Sol dig ud i Havet jage skal,
           som mætter sig i Tang og haard Coral!
(Naturen udfolder sig saaledes i større og større Rigdom. Cajahel
og Obaddon vexle paa samme Maade.)



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.



Obaddon.



           Hør Obaddon siger i sin Nat, og
           hans Ord leve rundt ham for at dræbe
           tidobbelt Liv imod sig Selv: sug Gift,
           du sorte Snog, af Urterod! ei Blomst,
           saa reen som Stjernen, være hellig for
           dit Mordkys! Sommerfugls og Smaafugls
           Guldpragt du smelte i dit Edderspyt!
          
d.II,b.2,s.41              Pladsk, Øgle, i de søde Kilder,
           som første Sky af Nag i unge Blod!
           Gro, Bulmeurt, ved Rosens Side;
           og, naar du djærv trods al din Stank
           fastklynger dig, bland i dit Bæger
           -- som den Misundelige -- om til Gift
           din Naboes søde Vellugtsuk!
           Skarntyde, lædsk den døde Svamp med Skygge!
           Og, Upas, ud dit Dødens Banner hvift,
           og Sky og Storm og Sol og Alt forgift!
           -- Ha, mon Cajahel tænkte, at Obaddon
           saa kaad en Mylren vilde skabe
           frem af vort fælleds Leer? O han vil sige:
           Obaddons Ømhed pynter nu mit Rige.
           Myrd, raadne Slange (regnbumalte List)!
           Er Alt først dødt, saa døer du selv og vist.


Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.

(Naturen beriges efter Obaddons Ideer. Obaddon og Cajahel vexle.)



Cajahel.



           Fremtrin min Palme, kronet med
           de gyldne Daddler! Konge vær,
           og staa midt i dit Rige, rundt med Følge
           af straalende Oranger, som din Hofstat,
           omringet, mens i Nord skal Birken
           staae som din Hærold sølverpandsret!
           Dal Fuglehær, hvorpaa sig Solen
           og Morgenskyen speiler, sangfuld ned,
           liig livlig Flok af Blomsterblade, i
           hver Lund, som ofrer Jorden Frugtbarhed
           og Himlen Vellugt! Lærer Alle
           af Duen, som i Jordens Træer har spred
           sig tæt som lysblaa Dug, dens Frugtbarhed!



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.

(Livet udvikler sig mangfoldigere efter Cajahels Bud. Han og Obad-
don, med Dag og Nat, vexle.)

d.II,b.2,s.42  

Obaddon.



           Hør Obaddon siger i sin Nat, og
                      hans Ord er Dødens Rædsler levende:
           rundt Palmen -- ha Cajahels Sejersmærke! --
           sig slynge, som om Kongen glandsfuld Smigrer,
           en Qvælerslange og borthvæse
           hvert Liv, som den ei sluger! Sorte Los
           brug Birken til dit Snigmord, sov dig i
           Skovduens tomme Rede sulten! Ulv,
           med Hungers Suk fyld Nordens tause Hede,
           og Fjeldene gjenhyle! Sorte Bjørn,
           med Blod farv Hamm, som Nat med Nordlys!
           Hvidbjørn, vogt Polen, at ei Liv der aander!
           Svæv, speidende hvert Liv, svæv høit,
           som Skyens Piil, natfarvet Grib!
           Kløv, Ørn, med lynrødt Neb!
           Ha blegn, Cajahel, naar du seer
           Obaddons blodige og mørke Hær!

(Alt skabes saaledes. De vexle.)



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.



Cajahel.



           Ah se hans Nat besvangrer jeg
           med frugtbar Lunkenhed, saa den maa føde.
           Og, Hvad der voxer af den varme Jord,
           Obaddon troer er sit, og, i sin Blindhed,
           han elsker dem, fordi han føler,
           hvor Kløerne, som hans kolde Maane, vildt
           sig bøjed, og hvor Musklerne, som Natten,
           uhyre svulmed', da de Lys ei havde
           at rette sig i milde Former efter,
           som Disse, jeg vil øse over Jorden
           som Offerdraaber til Algodhed.
           Sortdrosl (jeg laane vil Obaddons Farve,
           og byde dig med Sang hans Nat at muntre
           og minde om vor Pagt og Elskov)
           Sortdrosl og tusmørkmalte Nattergal,
          
d.II,b.2,s.43              Maaltrost i Birken, med den søde Sang
           mæt Høgens Hunger! stands, imens med Toner
           I pynte Eders farveløse Uskyld,
           i Faldet Gribben, saa han flyer,
           med Nebbet skamfuldt gjemt i Vingen,
           i Ørknen ind, og op til Redet slæber
           en Øgle, han i Dybet, som ei smagte
           det søde Solskin end, til Ynglen fanged'!
           Spring, Koe, i Eng, og Faar, saa ynglsomt
           som snefuld Sky, paa Højen hvidne!
           Selv mavrest Klippe være riig for Geden,
           som Vedbend kaad og trodsig som en Tjørn!
           Omkring Obaddons Iispol suse Renen!
           Ah qvæl den med dit Snefog! hent den ind med Stormen!
           Kronhjort og Daa, elsk Egen, saa
           at I til Hjelmesmykke Egegrenen vælge!
           Gazelle, Ørknens Græs har Marv nok for
           dit smekkre Been! Reis, Elephant
           og Mammuth og Kameel og Næshorn -- ha,
           min Phantasie ei større Kraft tør ødsle
           paa denne lille Jord! -- reis Eder op
           af denne varme Klump! Hist bølger Risen.
           Hingst, hvrinsk i Morgentaagen! Geil din Hoppe
           kun Hedens halve Længde borte græsser:
           Slaa Hedens Horizont med klare Hovslag!
           Fisk, leeg paa Dybet, Svanens Barm
           du ovenover see, som den seer Maanen!
           Ti, Dybets Musling, med din Rigdom, gjerrig
           i sorte Kiste gjem din Skat! Men Bien
           sin Rigdom ikke skjuler, men besynger
           i Sommerluften sin Arbeidsomhed.
           Vær, Blomst og Græs, en Skov, hvor tusind
           Insecter, glimrende, som var de Gnister
           fra Solen, dale ned som Skyer! og
           hver Blomst vær Hjemsted for en Slægt,
           ukjendt i næste Blomsterkalk!
           Alt være vexlende i tusind Former,
           fra Elephant og Leviathan til
           de Smaa, min Tanke i hver Draabe skaber;
          
d.II,b.2,s.44              thi selv i mindste Draabe speiler sig
           forenede Obaddon med Cajahel.
           Obaddon kommer. Se Tusmørket
           (Tolk mellem Liv og Død) sig hæver,
           som Støvskye foran Triumphator!
           Ah denne Stund skal give Uglen Liv.
           Midnat dens Ham, dens Blik Daghimlen være!
           Flyv! Jeg Obaddons Nat dens Suk vil nu forære.
(Alt skabes efter Cajahels Bud. De vexle.)



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.



Obaddon.



           Ha, visn, Cajahels Liv! Som Qvist for Lynet
           -- Obaddons Piil paa Tordenbuen --
           segn, rigest Liv, for Løvens Tand,
           som styrte, liig en Fos, i varmest Hjerte!
           En Ørk er Brølets trange Fængsel,
           som -- ha de skjælve, og Gazellen
           er ikke hurtig mere. Spring, Hyæne,
           som Nattens Bulme, frem mod Maanen
           for -- ha du segner, mens dit Hyl i ti
           og tyve brudte Straaler, som en Kilde,
           der snart vil slukkes i sin Syden, op
           og gjennem Skyen springer? Ha
           en Slange har sig viklet klæbrig om
           din Flugt! Nu vil din Broder vel, Schakalen,
           dit Liig til Hulen slæbe og fortære
           dig under hykkelsk Hyl? I Skoven
           (Cajahels kaade Lunes Mesterværk,
           saa yppigt, at det ene vilde Træk
           det andet qvæler i sin lunkne Skygge,
           som denne Vedbend raadner under Ranken,
           der gulner atter under Palmens Rigdom)
           -- i Skoven, som i tykke Tordensky,
           hyll dig, som blodigt Lyn i Flugt og Farve,
           min Leopard og Tiger! Kjæmp med Løven
           (og lign et krummet Sværd i Flugten)
          
d.II,b.2,s.45              om hvem der kan den største Ørken vinde!
           Myrd nu; og, naar der ei er flere Liv,
           naar sig Cajahel giver tabt, opsluger
           hverandre Alle, thi jeg hader Eder,
           om I mig tjene, da I leve, og
           Cajahel -- som om han mig spotted' -- aander
           just vildest Liv i mine Former. Ha,
           den Sidste døe af Ligenes gustne Damp!
           Paany en Skabelse, paany en Kamp!
(Naturen udfolder sig ogsaa i disse Træk. De vexle.)



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.



Cajahel.



           . . . . Saa vise vi vor Kjærlighed Obaddon.
           Thi Elskov er blot Kamp om hvem der kan i
           indvortes Magt -- saa en Nødvendighed
           fremtryllet blier, som Tvistens Æble, der,
           skjøndt Ingen seer det eller smager, troes
           at voxe med hvert Aandedræt i fyldig
           og gylden Rødme -- den Anden overvinde.
           Se Kjærligheden mildt afrunder
           (ved Strøm af Følelser, som os indbilde,
           idet de glide, under Cirkelløbet
           fra hans og til mit Hjerte, os forbi,
           at jeg foruden Ham, og uden mig
           ei Han kan være) vore Drifter
           og egne Tanker, der i Lueskarphed
           sig hæve i vor Sjel og taale ei
           med fremmed Ild at blandes. Ikkun Røgen
           af begge Luer, Følelserne parre
           sig frit, med Vellyst, med hinanden
           og flette ovenover Fredens Bue,
           hvor vore Attraaer mødes.
           Derfor, Obaddon, mine Liv sig vænne
           ved venlig Visnen til at døe; din Nat
           af Morgenrødmens Bæger smager først
           (hvor med min Sødme dens eget Bittre er blandet)
          
d.II,b.2,s.46              saa den min Dag kan taale. Saa umuligt,
           som om Obaddons Sjel Cajahels
           opslugte og Obaddon dog forblev,
           saa mørk og kold og streng som før
           (skjøndt Gud til saadan Armod netop har
           min Elskovs Rigdom og mit Lune bøjet)
           . . O saa umuligt, hvis du vilde prøve,
           det var paaengang til en Muldklump gjøre
           et Liv, som rødmer frodigst i sin Sundhed,
           som om -- hvor kunde jeg det af Guds Himmel? --
           jeg vilde kolde Midnat lukke ud,
           og soldækt hede Middag ind medeet.
           Selv, naar vor Attraae smelter sammen
           (mit hvide Liv, din sorte Død i gule Sygdom)
           og sagte jeg mig giver tabt i Liget
           (som om med Qvinde-Ydmyghed jeg sukked',
           endskjøndt jeg ikke tænkte: "du er stærkest"):
           du finder i min døde Indrømmelse
           (naar jeg har sagt: "vel, lad der være stille!")
           dog tusinde Modsigelser som Orme
           (saa jeg Livsaanden, mit eget Væsen, redder)
           og nye Liv og da ny Grund til Kamp,
           som ei er andet end en frugtbar Elskov
           i denne Jord, vor Ægteseng.
           Og endnu mindre (om et Liig jeg giver,
           og siger blot paa Skrømt, om Blodet stivned':
           "jeg alt mit Skarpsind ødslede forgjeves")
           i Liget finder du og vinder Sjelen,
           som Gud lod mig, alt efter eget Lune,
           indfatte, saa, af Ringens Gjenskin,
           rubinrød snart i Løveguld den straaled',
           i Svanesølvet hvid som Demant, i
           Insectet snart som spraglet Amethyst;
           og saa igjennem Alle: eens i Væsen
           forskjellige i Størrelse og Skin,
           alt som mit Lune finder passende
           at støbe dem i stive Characterer,
           som denne Fisk; i vilde Arabesker,
           som denne Fugl.
          
d.II,b.2,s.47              Saa Musklerne, der hærde sig til Kløer
           gjør Tigren grum; den lange Ryg, der er
           en senestrenget Buebrøst, den listig:
           det høje Bryst og Nakken Hesten modig:
           de lange Horn gjør Bukken trættekjær
           (thi altid er ei Ulv at stride mod,
           og dog, han veed, de skulle bruges).
           Men uden disse Tegn og Vaabenfarver,
           begeistret jeg af Gud har malt dem med,
           var Alle lige efter den Bevidsthed,
           Gud skjænkte deres Skabningsrække, for
           af mig at blive skiftet til Enhver.
           Saa Elephanten fik en større Deel
           af Guddomsgaven, men den sidste Skjerv
           af det, som Jordens første Dyrerige
           var æslet, Flaggermusen fik.
           Ah, jeg blot Tungen er, der giver Klang
           (snart "Løve" lyder den, snart "Sommerfugl")
           til Guds Tanker, som dog leve fort
           i Udødelighedens Erindring, om
           end Ordets Toner døe, jeg raabte frem.
           . . O ikke døe, men runge evig fort
           igjennem hele Verden, som en Gjenlyd,
           saa voxende, at knapt dens Grundlyd høres.
           Saa, om jeg raaber "Fugl!" vil dette Ord,
           som maler pragtfuld Tanke, af Obaddon
           saa moduleres, at dets skarpe Klang
           (hvis Dele, som Bogstaver i et Ord,
           er Fjer og Glands og Been) forsvinder.
           Men stedse kommer i det Heles Chor,
           igjennem alle Triller -- o fra Ørn
           til Colibri (fra Storm til Hvislen) -- frem
           den samme Klang, og moduleres atter.
           Saa gjennem al Cajahels Stemmes Omfang
           fra Mid til Mammuth . . .


Messias.



                                   Dog er Verdner, hvor
           Cajahel dyb're Toner, meer bestemte Ord
          
d.II,b.2,s.48              for Guddommens Tanker har: hvor Blomst kan føle,
           og Dyr kan tænke, hvor en Hersker
           i aandlig stjernklar Skjønhed smykket er.
           Hver Jord, som hver en Skjønhed har sin Farve,
           har sin Cajahel.


Cajahel.



           . . . Men alle mine Lyd, endskjøndt hver enkelt døer
           for atter frem at springe, smelte sammen
           i Altings Gjenlyd: Verden.



Messias.



           Men Sjelene, Cajahels Klangs Betydning,
           der vaagnede i Evigheden,
           som Tanker i Guds Barm, og af Cajahel
           igjennem Lys og Tid, Guds Læber, blev' udaandede
           i synligt Tegn og Ord, naar disse døe,
           vill' (som igjennem Sandser og Erindring)
           til Alts Bevidsthed: Gud, tilbagevende.



Cajahel.



           O skjøndt en Jords udødelige Livsaand
           (thi døer end Jorden og forraadner
           i Dampe, samler jeg dem atter til
           en ny Jord sammen) er jeg mindre
           end disse Liv, jeg dier, som en Moder
           er mindre end sin Søn, thi Blod han blot
           af Moderen arved, men af Faderen Sjel
           og Dyden, hvormed han sin Manddom kroner.
           Og, skjøndt Obaddon mod min Ammefryd,
           der dugger Sundhed, Melk og Sang og Honning
           rigt over mine Liv, sin Smerte sætter
           fra Sot med Kjæven fuld af Suk
           til Saar med Læben fuld af Edder,
           og aabner øde, kolde Grav tvertsover
           mod mine aabne, fulde Moderliv:
           jeg -- mine Orme i hans Liig de vidne --
           maa elske Ham og stedse pynte paa
           hans Bryllupsdragt, hans ækle Raadenhed.
          
d.II,b.2,s.49              Gjensidig er vi Tumlepladsen for
           hinandens Kraft, hvor den sig øver,
           glad naar den finder sig alene der
           som Seireren paa Valplads, prydet med
           en Glorie, der dens egenkjære Hjerte
           tilhyller; og vor Elskov dog (vi glædes
           ved denne Tanke, som ved falsk Indbildning
           bortsnakker Egenkjærlighed og maler Skin
           af Ædelmod -- se heri hver en Elskovs
           Veltalenhed og Viisdom!) hver af os
           tilhvidsker, at han er den Overvundne,
           saa gjerne vi indbildte Seierherres
           de mindste Vink og Luner følge, da
           vi vide: Større kunde vi befale,
           ifald det lysted', og gjensidig
           den Anden lød.
           Derfor, Obaddon, for ei krænke dig
           og viise Maadehold, og op ei vække
           din Vrede (gule Pest) dit Had, der lurer
           (o sikkert nok) i Graven, føder ei
           hver Skabning daglig, Græsset visner.
           (Dog veed jeg, det er friskere i Roden
           og vil i Tiden blomstfuldt reise sig.)
           Dog blev jeg doven, om jeg ikke syntes,
           at jeg var skabt for dig, Du Alt for mig
           og den Beseirende, endskjønt jeg veed,
           at du foruden mig var Intet.
           Men -- medens denne Vished tier -- hiin
           Indbildning mig beviser, at nødvendigt
           min Kraft jeg uafladelig maa vise,
           at jeg mit Væsen ei i dig skal tabe.
           Se derfor, mens du drager Aanden for
           paany Cajahel favne, for at suge
           ved Kys ud Kinden, til den bliver sort
           og huul som Graven, strømme Liv,
           som Elskovssange, fra mit Hjerte.
           De hylde Solen; thi han er min Elsker,
           skjøndt du min Ægtemand, og Gud har viet.
           Ah glemmer jeg min Pligt, og er ei rede,
          
d.II,b.2,s.50              naar til Omfavnelse en Grav du huler?
           Med Ømhed kan ei Livet elske Død,
           og Sundhed Smerte. Dog (imedens
           i Jorden, i vor Ægteseng, jeg kydsk
           min Elskers Billed gjemmer, som en Sæd
           til evig Frugtbarhed, i Ilden,
           som svømmer gjennem Jordens Indvold
           og smelter Bjergerod og Havet sammen
           og varmer Planterod og gjennem Bladet
           som Farve flyder og som Blod i Dyret,
           som Jern og Guld og Sølv i Stenen)
           . . . Dog fryder jeg mig paa Obaddons Leje;
           thi, var ei Han, da mine Liv
           saa rigt, at Jorden sank, udbølged,
           saa vildt, som en afsindig Elskers Ord.
           Og -- o hvad Sorg, trods deres Skjønhed
           og Vellyst, naar de juble? -- udødelige Dyr?
           En Ørn, som evig blev en Ørn?
           O, naar stod Tanker stille? Hvis de stod,
           forraadned de i Glemsel. Hør, Obaddon!
           De fulde Moderliv blot være aabne
           for dig at smigre! mine Liv blot leve,
           for faver Sundhed samle sammen til
           paaeengang mætte ved et Afskedsmaaltid,
           hvor du af Blod og Aande skal beruses,
           Bannlysningen, som møder dem fra dig
           i tusinddobblet Skikkelse, før Hammen
           (den Kurv hvor de til Gjæstebudet samle)
           for snever bliver for den unge Aand,
           saa udslidt af sig selv den falder, skjøndt
           du troer, det er et Offer, at du knuser
           hans Munterhed og Kløgt med Been og Kjød.
           Ah troer du Gnist af Sjel i Støv og Død
           at qvæle? Ha, for hvergang sammen
           din Aske synker, højere slaaer Flammen!
(De vexle.)



Messias.



           De Gnister af en Aand, en Gud,
           som ryge fra et Hjerte, dukke sig
          
d.II,b.2,s.51              i Blodets Bølger, Morild liig,
           vill', hvergang at Obaddons hule Maane
           Livsfloden suger gjennem Gravens Horn
           (hvor rundtom Kanten Kramper blaane
           og Svindsot sukker: o forloren! forloren!)
           flux paa den ebbetørre Fjære (som
           en Beenrad huul, forstenet, kold og tom)
           sig stedse klarere isammenflette,
           (da altid nye Livsflod vil dem tvette
           ved finere Nervers Melkebølge) til
           et favrere Morganaaandespil
           -- Se mellem begges Satser: Liv og Død
           (Cajahels og Obaddons) mellem Blodets
           strømmende Veltalenhed og Dødens Suk,
           som en guddomlig Sandhed, Sjelen svæver,
           og Kampen stedse højere den hæver.
           Obaddon sværger ved sin Død saa vildt,
           i stedse nye Troper snildt Cajahel
           sophistisk søger den at fange; men
           tilsidst naar Han sin skjønneste Figur:
           et Menneske, har brugt, Obaddon sætter
           et Mæle som et Udraabstegn bag efter,
           og troer sin Seier vunden . . Ha,
           I smile Aander? O hvor kom I fra?


Obaddon.



           Kort Liv jeg lyser over Støvet.
           Dets Liv et Aandepust, en Drøm kun være!
           Og Dyret være blot en Blomst, som vandrer.
           Saa Løven blot en Rose, som kan hyle;
           og Nattergal et Natvioleblad,
           som sukke kan og visne; Ørnen Siv
           henveiret af en Sky. Hør: Hvad af Støv
           er kommet, gjen til Støv skal blive!
           Hvad jeg har skabt for Støvet kjæmpe saa,
           at -- o selv Støv er ikke dødt, men Græsset,
           naar det af gyldne Blomsterbægre
           inddrikker Solens Straaler, synes drømme,
           som i en Ruus, at det og Blomsterverdnen
          
d.II,b.2,s.52              og Dyr og sangfuld Fugl i Træet
           og Alting er Cajahels Phantasie,
           saa Nogle, (som den Hest, der over Heden,
           som om sig Morgentaagen i hans Næsboer spændte
           og Halen sved den, o som om den brændte,
           liig Straalen farer) ere færdig Tanke,
           mens Tusindbenen er en Tusinddeel,
           et Tusmørkkorn, som krydser Drømmens Bund --
           . . Ja Hvad jeg skabte (Gift og Pest og Kløer
           og Galde, Hjertets Pest) for Støvet kjæmpe,
           saa atter, (som en Val for Sejerherren,
           der, naar et Aar er over den hensmuldret,
           og Græs den søndertraadte Muld har helet,
           og Roser, lige Ungdomskjød, har spundet,
           sig rundt, med Saft og vilde Duft, de Been,
           som Vinden nylig peeb i rundt Tropæen,
           nyt Liv og Tummel synes den fortjener)
           det Rum, jeg rydded' Livet bort fra, kan
           ny Plads for min Cajahel blive, at
           Hun atter kan med Brudegaver til
           Obaddon fylde den.
           Se Natten falder som Forbandelse
           i Sporet af den Dag, som du udaander!
           Den er mit Skjold i Kamp for Støvet,
           som, hvis jeg seired, sig forstened mod
           hvert Aandeindbrud gjennem Modersliv . .
           Ah, se forhaanende de seile nu
           midtgjennem mine Riger over Blodet
           med Hjerteflag og udspændt Muskelseil
           og kneisende Beenmast, Nervemusik;
           og knapt, naar Natten, Tidens Skjær, sig reiser
           med Maanen som hæse Sælhund ovenpaa
           og Stjernerne som Maager og som Morild,
           og frosne Skyer fange Vinden, som
           de stolte Snekker drev, bag Nordlyssprinkel,
           fortøirede de ligge. Ikkun Uglen,
           med klapprende Seil, som Vagtskib om
           med blussende Øielanterner driver.
           Men -- første Morgensky (Cajahels Bøn
          
d.II,b.2,s.53              til Gud om Solskin for den hele Dag)
           . . Eja, da krænge de, og vippe snart
           som lette Falk mod Skyen, snart som Løve
           de, tordnende mod Himlen, Skoven kløve.
           Ah Tidens Ørk, min Nat, er altfor mørk?
           Og derfor tumle de om Morgnen frem
           som blinde i saa vildt et Haanstog? Ha,
           jeg fanger dem med endnu større Skin
           end deres falske Liv paa klarest Dag;
           og gjør dem Natten kjær og Dag forhadt;
           og lokker dem ved Stjernebilleder
           til tyst at stivne under Riimfrost! Vel,
           ryst Stjernebilleder, ryst Dug min Vinge
           i hver lettroende Blomst, paa hvert Cajahels Græs!
           Se Engen synes leve i sit Glimmer,
           skjøndt Mørket ud dens Farve sletter!
           Ah Rose vær Rubin! vær da tilfreds
           om du, for Duft og Varme, kun fik Skimmer:
           hver Blomst er Steen, hvert Træ Corallefletter!
           Og Dyr bliv Plante! (kunde jeg, til Muld
           jeg gjorde dig: til Marmel, Sand og Guld)
           Se Søvnen er din Dug! Husk nu, som Gjest,
           at Stilhed er den Tak, jeg lider bedst;
           saa ei ved kaade Livssang du fornærmer
           Obaddon mens han hersker og beskjærmer!
           Thi uden Fare er hans Gjæstebud:
           Søvn gjør ei overmæt, og Dug ei fuld,
           om muntrere Cajahel ødsler ud
           sin Melk og Honning og sit Purpurhuld,
           og tænker, som beruust, at Vintren kommer
           og Træthed ei saa snart paa Fryd og Sommer.
           Se Blomsterne som Ædelstenekrands
           sig trøste nu ved Duggens Glands,
           og efter Morgenen de ikke længes
           forfængligt mere. Den ei heller trænges.
           Og Dyret er kun Plante: Søvn iknæ
           har Mammuth lagt og Morgenfugl i Træ.
           Se Løven som en gulnet Palme staaer,
           og Ørn paa Tind som Dusk af Mosehaar,
          
d.II,b.2,s.54              den vilde Hingst paa Heden ligger bleg
           og aander knap -- en kantret Bul af Eeg.
           Se Duen sidder som en Perle stiv
           i stille Løv iflettet, uden Liv.
           Kun Flaggermusen -- ei at agte paa,
           thi han sit Liv fra Dagen stjæle maa --
           med fulde Kjæver endnu vaagen lurer,
           som dunkel Graad i kummerfulde Furer,
           og kløver Nat med susende Figurer.
(Obaddon og Cajahel vexle.)



Cajahel.



           Gjem Søvn, Obaddons Billed', mine Liv!
           Den være Livets Rod, der ubevidst
           af Støvet og af Natten Næring suger.
           Og Natten er den dybe, sorte Muld,
           hvor Nerverne og Aarerne som Rødder
           inddrikke friske Svale og det Mørke,
           som, mænget sammen med Cajahels Lys,
           gjør Farverne i Hud og Øjets Kugle.
           Se, først mod Aft'nen, naar den hele Dag
           er strømmet ind som Lys og Vand formeget,
           de blegne; men saa skyller Natten over,
           og Søvnen blander Lys og Mørke sammen,
           saa Morg'nen seer i hvert et vaagnet Liv
           et nymalt Billed' af Cajahel.
           O Søvn er min! Og hvis en Skabning
           (Obaddons Hvælving, som en Nedgang til
           en Grav, og i sig Selv da mørk)
           foruden Flammen af Cajahels Blod
           og Hjertefakklen, har Guds evige Lys,
           der voxer fra Insectskin til en Sol,
           Bevidsthed naaet og faaet: vil jeg mildne
           (thi her maa gjøres Rangforskjel) ved Drømme
           den mørke Nat, som Dyb ved Morildskin,
           som Herskers Fængsel ved Tapeter,
           der, skjøndt de i sig selv er purpurrøde,
           dog synes kun som Violet. De lette
           paa udspændt Florving Søvnens Skjold og Strikke,
           at ei den Høje qvæles, more ham
          
d.II,b.2,s.55              i tomme Eensomhed, naar Nat med Aske
           de aabne Sandsekar har fyldt.
           Stig Søvn op til Obaddons Maane
           som Cajahels Offerrøg!
           Stig Dug op til Cajahels Sol
           som Obaddons Forsoningsblod!
           Og Drøm vær Sjelens Dug og Søvn,
           og, i den vilde Flugt og Farvespil,
           vær Regnbu fra et Dagværk til et andet;
           og Stjerner vær, som, hvergang Sjelen synker
           og Mindet slaaer som Bølger over
           og Sandser synke hvirvlende i Dybet
           saa dybt, at ei mod Bund Klenodet klingrer,
           sig hæve frie ovenover, lige
           de sande Stjerner, som i deres Cirkler
           er Nattens Drømme, Guds Udtydning!
           O Kreds af Dyr i Søvn og Blomst i Dug,
           Alt i hinanden snoet og flettet sammen
           med Nattens sorte Haar, er Brudering
           Cajahel til Obaddon rækker i
           de røde Aftenskyers Guldskaal, mens
           mig Gud, det høje Liv, igjen
           som Mesterstykke af en Kjæde skjænker
           den lange Drømmerad, der lænker
           sig i min Nerve, synker i mit Blod,
           men hæver sig, som Regnbu af en Flod,
           op mod Bevidstheds Himmelhvælving. Naaer
           Den Denne, Kjæden af min Haand da gaaer.


           Ha fy! her seer jeg (det er Nattens Levning:
           den hykler sig at faste, drikker Blod
           og fraadser sagte i sit sagte Qvalte)
           her seer jeg Blomsten fuld af rustnet Blod,
           og Liljen liig et knækket Flag paa Val.
           Her skede vist et Mord, et Snigmord, som
           Obaddon hæled? Ak her ligge Been,
           som søndersplittet Marmelminde. Vee,
           er' mine Liv, (som hvert er Capital,
           paa mange Dagerenter gavmild og
          
d.II,b.2,s.56              i stærke Been, som Guld i Stenen, gjemt)
           saa lette bort paaengang ødsle? Ha,
           og dunkel Tyde voxer frækt istedet
           for sørgende Cypress, og slikker gjerne
           hvad Blod den mætte Morder glemte
           igjen som Skovens Drikkepenge,
           fordi den laante til hans Udaad Skjul?
           Javel Alrunen ned i Jorden fingret,
           og Tyden op mod Himlen grønsortneglet,
           som slig Uordens Skjændselsstøtte, pege!
           Thi Dette er Obaddons Høiforraad,
           at, mens de Andre krumme slumre, lede
           hans Mord're rundt med Tindreblik og vaagne,
           saa, medens Hjortens Horn er sløvt af Duggen
           og Stjernehimlen synes ham en Fredspagt,
           er Losstand skarp, thi, gjemt i Kjæbeskeden,
           den brynes hvas af Tungen i sit Skum.
           Ak Hvem skal holde Fred og Orden?
           Hvo pynte op i Haugen og bevogte
           og vande med sin Mildhed, meje med
           sin Retfærds Ljaa: med Strenghed?
           Der maa Fornuft -- Ha, det mig Gud tilsagde --
           en Tanke, som liig iiskoldt Sværd kan skille,
           at ei mit Phantasiespil reent forvirres;
           et Gudsblik ordnende i dette Mørke
           (som klar Chrystal i Øjets Natring).
           Thi intet Andet er min hele Skabning
           end tusmørkt Hav. Min Storm imod
           Obaddons Havblik slaaer i evig Kamp,
           for de fra Gud nedsjunkne Perler,
           hver enkelt Bølge gjemmer dybt i Bunden,
           igjennem Skummet (Drifterne, som smelte
           fra høje Bølgelænd sig ind i
           Smaaebølgeæten, som af Gjær da fræser,
           og hver for sig til samme Høide æser)
           at jage i det favre Luftspeil ind,
           der hænger foran Himlen over hvert
           et saadant Livshav (mørkt endskjøndt dog hver
           en enkelt Draabe, som denne Fugl, er lys.)
d.II,b.2,s.57  

           Ah, men min Phantasie er tom og ejer kun
                      i livfuld Jord nu udenfor sig Selv
           sit eget Billed. Hvor er Skjønhed
           til Kongedragt for saadan Skabning?
           Og jeg paa Fuglene min Farvepragt
           og Sang har øst, og Hesten gav
           jeg ædlest Kraftpræg, som jeg vidste.
           Dog maa Han, thi han alt er udnævnt Aand
           og, som den Bedste her, da Jordens Hersker,
           jo efter Aandernes Natur, som ere
           jo skønne efter deres Kræfter, være
           saa skjøn som stor. Ha skal jeg digte
           en Skabning: Løve Ørn og Tyr tilsammen?
           Thi Han maa være stærk, som skal for dem,
           jeg, tænkende blot Død, naar Livet maatte
           nødvendig vexle i et andet, skabte
           til Fryd og vaabenløse, føre Krig.
           Ak Aanderne vil spotte: "Se Cajahel
           er fattig nu, og pjalter sammen!"
           Og Gud med Aand ei adler slig en Skabning.
           En Tanke findes ikke i Guds Viisdom,
           saa vild, at den saa vildt et Udtryk bruger.
           O Styrke ei behøves. Den forfører
           og gjør Tyranner. Men en Aand
           skal væbne sig med sin Opfindsomhed.
           Ei heller saadant Menneske, som hist
           hin Klodes Elementer tæmmer, passer
           til denne arme Jord, hvor alle Liv,
           fra Mindst til Størst iflettede, maae netop,
           omslyngende hvert Støvgran, række rundtom.
           -- Lidt klogere end Elephant og Hest,
           saa netop han er sig bevidst og maler
           i Sig et Billede af Alt omkring sig,
           med søde Følelser, som Duens Kurren
           fra Palmen, strømmende fra Hjertet
           til Mund og Øje; og, naar de igjen
           fra disse Sluser strømme, hylle de
           selv Billed af Obaddons Rædsler (som
           et Lyn i bløde Sky) i saadan Skjønhed,
          
d.II,b.2,s.58              at Alt han kalder Godt, og Hjertet,
           som Himlen af Algodheds Byrde, svulmer.
           Saa være denne Klodes Menneske:
           meer from end viis; dog viis nok til at være
           for Dyr og Planter Hersker og Lovgiver,
           og viis nok til at see sig salig ved
           i al Velsignelsen sig Selv at finde
           som meest Velsignet.
           Han vælge frit, om han vil løse
           alt Ondt og sprede det paa Jorden,
           (Men hvo forgifter vel sin Føde?)
           om Han, der leve skal blandt Aander,
           vil vende nedad Blodets Strøm tilbage
           mod Dyrene og dukke sig i Drifter,
           istedetfor paa udspændt Tankes Luftseil
           at svæve opad!
           Ah, glemmer Han at søge Kundskab, vil
           dog mangefarvet Liv i hans Erfaring
           med Magt (thi Sandsers Porte flaggre aabne)
           sig præge, og, som tusind Stemmer, trænge
           sig i Erfarings Inderste: Erindring.
           Saa døer han altid klogere end han fødtes.
           Og det gjør alle Liv jo, thi se Løven,
           der bærer fulde Manddom i sin Man,
           er klogere og mere modig end
           da blind som Hvalp den famlede i Reden,
           og hang ved Yuret som en Snylteplante.
           From Eenfold være Menneskets Fornuft,
           Erfaring ikkun hans Forstand,
           Erindring kun hans Viisdom,
           ei meer end Drift hans Kjærlighed,
           og, efter denne lille Grundskat, maa
           jo Mynten: Sproget være fattigt nok
           og dunkelt, hjælpende sig ved Gebærder
           og Udraab, da jo denne Aands Begreber
           er neppe meer end Følelser.
           Saa, hvis paa hiin den store Jord han var,
           hvis Herskere tør selv Samvittigheden
           (som Gud hos Disse satte som en Vogter,
          
FORRIGE
NESTE