|
FØRSTE SCENE
(Kongens Hal. Sylvia smykket som Dronning paa Thronen. Kongen i fyrstelig Dragt,
foran Thronen, betragter Sylvia).
Kongen.
Hun smiler -- ak! som om hun saae
sig Pragt, sin Sørgefest! O var det sandt?
et Morgenskjær let over Læben randt?
(betragter hende opmærksomt. Ryster paa Hovedet).
Ak nei, ak nei! Nei Himlen vil opdynge
sin Skat bestandig. Jorden maa
paa Skjønhed arm, paa Dyder øde,
som plyndret Grav snart under Himlen staae.
Ak saadant Dødssmiil er en Sky, hvor søde
Smaaengle med Sneklokkevinger synge:
her boede ikke Synd, blot Dyd og Vid
paa denne Mund, som her paa Kinden sover
lig liljeblomstrende Seraph, der blid
i stille Æther slumrer over
sit sammenslagne Sølvervingepar.
(en Page kommer).
|
| d.II,b.1,s.254 |
Pagen.
Jeg Eders Majestæt at melde har,
at Bispen som tilkaldet var
med sorgblegt Følge Par om Par
og Kjærterne, som alle bære
Jer Kummers Farve, komne ere.
Ak, Faklerne tidobble deres Lys
i Folkets Taarer. Slig en Liigfærd --
Kongen.
Tys!
Strax! Strax! Siig, jeg vil ene være!
(Pagen gaaer).
Snart Sylvia, ak alt for snart
du og dit Scepter Hvile finder.
Hersk over Fyrsters hvide Minder!
der ligger hist i Hvælvingen, bag Slør
af Bly og kulsort Marmor, flere
smaae Kongedøttre, døde før.
Ah, naar Du, elskte Hustrue, kommer,
blier Gravens Mulm selv Morgenklart;
i Gravens Hvælving blier det Sommer
O gid jeg blomstrede der snart!
O maatte ikke selve Døden rødme,
beruust af Livets bedste Sødme,
da Sylvia ham Purpurblodet af
sit Demantbæger, Barmen, gav
at drikke? -- O umættelige!
Ha
Guds Under! Himmel! Sylvia . . . .
(betragter Sylvia nærved).
Ak nei,
Jeg drømte blot. Hun rødmed ei,
desværre. Dog det kan jeg ei forstaae,
at ikke Alting standser. Hade maae
jeg hver en Blomst, som visner ei, men leer
mig midt i sorgmalt Ansigt. Ja
jeg seer og hører Verden gaae.
Der skinner Solen! o gid det var Nat!
Paa Torvet samme Støien er.
|
| d.II,b.1,s.255 |
Det er jo Spot. Alt er mig nu forhadt.
(en Pause)
Mit Alter være Sylvias Gravmæle;
hos hende vil jeg Morgen -- Aften dvæle.
Hver Mand i Landet der skal Døden bande,
som borttog Døttre-Dydernes Fyrstinde,
saa nu ei meer, hvad Dyder er, de vide,
saa nu -- Ha, ere mine Syner sande?
(betragter Sylvia nærved.)
Ei Afsinds vilde? ikke Dumheds blinde?
Ved Himlen! Rosenknoppens unge Glød
mig syntes op i Kinden skjød,
saa reent som Glimt af første Dag.
(knæler ned for hende og seer Sylvia i Ansigtet.)
Tys! Stille for Guds Skyld, o var det Bedrag?
Kun Gjenskin fra Dronningens Fløiels Tunik?
For Himlens Skyld! Seer jeg ei? Angest og Fryd!
det Rosenblad voxer paa Kinden. O gyd,
gyd Vid i min Sjel og gyd Sands i mit Blik!
Hun aander! hun aander! -- Tys! Var det en Lyd?
(bøier Øret ned mod hendes Mund.)
Jo -- Himmel! jeg hører. Ha var det Bedrag?
Jeg kan for mit eget -- mit Hjerte -- dets Slag --
ei høre. Jo Himmel! Guds Underværk.
(Sylvia reiser sig op.)
Kongen.
Ha!
(farer tilbage med Haanden for Øinene.)
O Lionel! o elskte Konge, Ah,
ei Haand for Øiet nu. Alt godt er gaaet.
Tvivl ei! Tro, Himlen ei forsmaaed
de gode Hjerter nogensinde!
Kongen.
Nu veed jeg. Dette kan ei svinde.
Sylvia.
Jeg tusind Cherubim, hvis Vinger lued,
og tusind Seraphim, hvis Øie loe,
-- men Alle Lionel -- i Himlen skued. --
|
| d.II,b.1,s.256 |
Besynderligt! jeg vilde neppe troe
det, skjøndt jeg saae det med mit eget Syn,
at tusind -- Tusinder af Engle skulde,
skjøndt En i Stjerneskin, og En i Lyn,
og En i Morgen-, En i Aftenskyen,
i Nordlys En, i Regnbuskin en Anden,
kort, To i Pragt var ikke eens hinanden, --
i Aasyn ligne Lionel tilfulde,
om Øiet stolte, men om Munden hulde.
-- Ja Lionel var Alle, Alle dig.
Deraf, maaskee, det kommer sig,
(Ak har du savnet mig?) at jeg saalænge
omflaggred Himmelens violblaae Enge,
hvor Stjerner vaied, Liljer liig, og smaae
Gudsengle glade vugged sig derpaa
som tusindmalte Sommerfugle. Vist
tilgiver, Elskte, du, som nu du veed,
at Lionel og al hans Kjærlighed,
blandt tusind Lioneller hist,
blev ikke savned.
Kongen
(aabner sine Arme.)
See din Kjerlighed,
her er den jo, ak Sylvia, stig ned.
Sylvia.
Det vidste jeg, Gode! da jeg afsted
til Himlen svæved', for Godt at bede
for Lionel, skjønneste Blomst hernede.
Det var min Vinge, thi Englene hist, --
hvis smiilsvøbte Storhed jeg saae, hvis Sang
jeg hørte, fra blomstrende Skyer sprang
med Stjernernes skinnende Cymbleres Klang, --
ei elskte mig, naar de ei havde vidst
at jeg var Lionels Brud. Thi Alle,
selv mindste Seraph, som Sommerfugl stor,
der laae bag en Morgenskyes Rosenflor,
|
| d.II,b.1,s.257 |
til største Cherub, som Orions Belte
om Lænden slog, i hvis navnløse Blik
de kolde Stjerner til Sole smelte,
de vilde sig Lionels Tanker kalde.
Kongen.
O søde Phantasie, af Solen fik
du Straalepenselen, for dybt at tegne
i Hjertets Morgenskyer Himlens Egne.
Sylvia.
Der stod en Cherub, med en Sol paa Armen,
den Sol var hans Skjold, hvori indgravet stod:
"for Retfærd," med Lynilds Rubineblod.
En Tordensky var hans Øienbryn,
hans Haand udrystede tusind Lyn,
men lys som Vinteren og aaben var Barmen. --
En liden Seraph rundt Læben slog
en Rosenblodvinge, som hastigt jog,
naar Haanden daled, fra Kinden bort
hvert Vredesnordlys, som vilde sort
fra Brystet over den milde Mund
nedflagre, der ellers smilte kun.
Han sagde: "jeg Lionels Heltesind er;
min Barm, som du saae saa lys og aaben
er Lionels Mod; hint Lyn, mit Vaaben,
hans Tapperhed; Retfærd, det Skjold jeg bær." --
-- Da foer en Seraph gjennem Himlens Alt
paa perleklar Karlsvogn: og Stjerneskud
var Gnister, som sprang fra Demanthjulet ud:
hans Mantel var Melkveien nordlysbemalt.
Han holdt en Comet, som en straalende Pen,
og maalte, aftegnede Himmelen,
fra mindste Viol paa den fjerneste Jord
til Verdner, som rundtomkring Sole sig snoer. --
Den Seraph var Lionels Vid og Forstand. -- --
Der stod en Cherub. Hans Blik var Sol,
dog mildt, som en dugvædet Vaarens Viol.
|
| d.II,b.1,s.258 |
I morgenrød Arm en Harpe han letted',
hvor Stjerner sig sammen til Sølvstrænge fletted',
indspendte i Himmelens staalblaae Rand.
En Regnbue han havde til Plecter. Han slog,
og Lionels Heltesind, og hans Forstand
(Cheruben, som Retfærds Soleskjold svang,
Seraphen, som Lys gjennem Himmelen drog)
omfavned hinanden og smilte og sang.
Han sagde: "jeg er Lionels Phantasie!"
-- Der stod, iblandt Sole og Stjerner som i
en Lund fuld af Roser og af Jasminer,
den høieste Cherub og blandt Seraphimer
den mildeste, og, o den skjønneste Gud;
og rundtom ham vare hans Solroser fulde
af Sommerfuglengle. Han rystede ud
bestandigen nye Stjerner i Himlen
fra Vingen og Lokken, fra Smiil saa hulde,
at hine og alle Serapher qvad,
og altid fornyet udbølgede Vrimlen
i end en Uendeligheds evige Rad.
Han sagde: "jeg Lionels Kjerlighed er,
og du er min Brud." . . .
Kongen
(omfavner Sylvia.)
O! Ja Himlen er her.
O Sylvia, Sylvia, o her er Himlen!
Hver Tanke, hvert Ord og hvert Ømheds Kys,
som boer under denne din Evighed,
er Sylvias Engel, seraphisk og lys.
Kom, mønstre du helligste Englevrimlen,
dem Alle, og, naar du har mønstret -- Ha,
hvor kom Uendeligheds Grændse fra?
Vel, at os bag Graven en Evighed glimter!
Thi her du min Kjerligheds Ende ei skimter. --
Dog medens den hele seraphiske Orden
min Sylvia mønstrer igjennem paa Jorden,
saa istem med denne, som synger fra
min Sjel som den fylder -- istem i Chor,
|
| d.II,b.1,s.259 |
"ja Lionels Elskov er sød og stor, --
som min, som min" . . . O Sylvia!
(kysser Sylvia.)
Sylvia
(river sig forskrækket løs fra ham.)
Ah hvad? O Himmel!
Kongen.
O min Sylvia!
Ak, Herre Konge! troer I mig? Ah skal
et Kys nu ogsaa -- Eders Vrede?
(bliver Kronen vaer og tager den af.)
Ha!
En Krone? sandser jeg?
(seer sig om.)
Hvad! Fyrstens Hal?
(knæler.)
Tilgiv; jeg har mig hid forvildet.
Et Afsind (Eders Vrede er jo tung.
Jeg Gift -- ei slet? Jeg Elsker? Ak, saa ung)
Et Vanvid har Forstanden hildet.
Kongen
(letter Sylvia op og sætter Kronen paa hende.)
Nei Sylvia! Nei Elskte! Alt er godt.
Mit Suk har Himlens Vrede drukket.
Du selv har Edens Port oplukket,
med Ord som Edens "Bliv!" med Smiil,
saa frydefuldt som Edens første "Hviil!"
Ak phantaserte Sylvia da blot?
(omfavner Sylvia.)
Sylvia.
Jeg sandser ei, men om jeg sandser, saa
gid Morgendrømmen aldrig briste maa!
Kongen.
Lad Fyrstekaaben være Skum da, vel!
dit Scepter Tang! -- See her blot Lionel!
Føl her, min Sylvia! Foragt min Krone:
den er en Musling kun, saa tom som Natten,
men i mit Hjerte her er Perleskatten!
Føl Sylvia, o føl her er din Throne!
|
| d.II,b.1,s.260 |
ANDEN SCENE
(Gade, hvori en Daarekiste. Ho og Hu stikker Hovederne ud af et Vindue.
Daarekistevægteren udenfor.)
Ho.
Hei Mand!
Vægteren.
Hahahaha. Jo raab paa Vinden;
den vender sig og bukker.
Hu.
Inden
I spotter, hør dog; ellers noget nær
I ligner Tossen, som bekymret er
og græder, medens Budet ham fortæller,
han, hvad han vilde, fik. I vil dog knapt
bevogte Folk, som Intet Vid har tabt,
hvis Selv I klog er?
Vægteren.
Fanden heller!
Jeg Enken Margot -- Jeg faae, hvad jeg vil?
Ho.
Ja, Ønsker er et farligt Terningspil.
Thi Ønsker synes os fuld Indsats mod
Alt hvad vi ønske kan, mod hvert Klenod;
skjøndt Ønsket er et Mundsveir; dette sandt.
Og naar vi see, vi ikke vandt
(skjøndt Bøn og Ønsker vare Regnepenge
mod kostbar Ting, som Herskeren lod hænge
i tusind Farvespil foran vort Øie)
saa sende vi -- som, om ham noget bandt
og han bedrog os -- Eeder mod den Høie.
Vægteren.
Ja tomme Ord -- Tvi Mundsveir kun. Men Ting,
som jo man tage kan og føle paa,
som Silkekurv og Apricoser, Ring?
Naar Sligt gjør Intet, man vel klage maa.
|
| d.II,b.1,s.261 |
Jeg sendte Margot Kurv med Apricoser,
for Øiet søde ret som Stjerner, men
langt sødere endnu for Smagen.
Men Kurven var det Bedste dog ved Sagen
af Silke, lyseblaa som Himmelen,
den syet var og stærkt brodeert med Roser
og Kirsebær, saa, havde jeg ei vidst
det intet andet var end Bomuldstvist,
i bedre Kurv jeg havde Frugten lagt.
(grædende.)
Ho.
Det er en Tosse jo.
Vægteren.
Hun lod, nok sagt!
sig Apricoserne til Bunden smage;
men sendte dyrebare Kurv tilbage. --
Hu.
Har I slig Ynk med egen Sorrig, saa
I andre Stakler ogsaa ynke maa.
Ho.
Det holder ikke stik. Troer I os gale?
Vægteren.
Ha ha!
Hu.
Slip os dog ud!
Vægteren.
Ja tale
om Skovduft, frie Luft, Gallop, i Buur,
kan gjøre muntrest Fange stuur.
I kloge I? Jo Pyt! Jeg har Beskeed.
Selv Kongen jo om Eders Galskab veed.
Sligt hændes ei enhver. Vær stolt og rolig.
Ho.
Her kan en Stoikus ret øve sig.
Vægteren.
Her leve I saa frie for Sorg som Nogen.
|
| d.II,b.1,s.262 |
Ho.
En Epicur er her heel lykkelig.
Vægteren.
Med Viisdom til jer Ven, og Ro til Bolig,
Stor nok -- Pragt nok; thi Ro sig strækker
ei længere end Kroppens Træthed rækker,
tre Alen længst. --
Ho.
Diogenes jo kunde,
saae han vor Leilighed, os den misunde.
Vægteren.
Her kan I gjemme Udyd hen i Krogen,
paa Morddaad tænke -- Ei det skader Nogen.
Ho.
Ja gjemme vore Lyder? Munken siger,
her Forgemakket er for Himlens Riger.
Vægteren.
Her kan I dadle frit, hver Skurk fortælle,
at høiest han i Galgen burde sprelle.
Han tie maa, og drage stille bort.
Jer Tunge hvine kan, jert Lune bide,
og hænge sig som Skorpionen fast
i Hver, som lister sig forbi med Hast.
Ho.
Her burde da Statsmoralister sidde,
og dette Vindue være Æreport
for Statssatyriker, og disse Stænger
af Jern, som ikke zire meget, burde
da blive siddende til Sauvegarde;
der kunde komme den, som, naar han fik
for drøit et Skud ifra hans Vidpetarde,
al Taalmod og Respect til det som hænger
paa Porten, meldende hvad Huset er,
i Fandens Vold henslænge turde.
|
| d.II,b.1,s.263 |
Vægteren.
Her kan I just i Ro betvivle Alt,
al Qvindedyd og Alt, hvad Præst har talt.
Ho.
For slige Skeptici maaskee en Bye,
stor som Paris og som Athenen, var
for trangt et Dolhuus, saa at mangen Nar
var nødt paa Landet ud at flye.
Vægteren.
Her kan I først ret grundigt lære
at spotte Verden og dens tomme Ære.
Ho.
Her læres gnothi sëauton i Live.
Her er Catheder for Speculative.
Vægteren.
Hvis I er klog I kaster ei
jer Klogskabs Perler hen paa Alfarvei.
Og har I ingen, kan I gjemme
jer Dumheds tomme Musling-Skal her hjemme,
hvor Ingen Næsen sin tør stikke i,
om høit den gaber, naar han gaaer forbi.
Thi er der ingen Perler, er der Sager
i Skallen, som ei Næsen just behager.
Men kloge Folk -- de som man kalder saa --
som frit mod Himmelen tør Trodsblik slaae,
har Himlen selv og dem, som klogere er,
til Vidne paa, at han sit Vansind bær.
(Hver troer sig ædru; men hver seer hans Ruus)
Og Jorden, være den saa skjøn den vil,
med Aften, Morgen, Fuglespil,
er i sin Uskyld, dog kun Daarehuus.
Forskjellen er kun mellem hiint, det Lille,
som klemmer Eder, og den store Jord,
at der i hiint bevidsløst Laster groer,
|
| d.II,b.1,s.264 |
i dette selvbevidste Laster spille,
som Helveds Gjenskin imod Himlen, saa
at Himlen Pest, Forbandelser og Hunger
til Jordens Vogtere beskikke maa.
Glæd Jer, som tidlig ere lukte ude
fra Verden, hvor kun Daarligheder tude,
og nye Forbandelse fra Himlen runger.
Ho.
Dog lyster os, som før, at tude med.
Hu.
Jeg har Forstanden, som du seer.
Ho.
Jeg veed
at Afsind ei endnu min Hjerne sved;
det kommer for mig, at jeg drak lidt mere
i Kongens Lystpark, end jeg kunde bære.
Vægteren.
Snak! Kongen har vel at befale:
Nu skal I, maae I, være gale.
Ho.
Fornuften lyder egen Majestæt.
Hu.
I saae vi sad og spilte vor Piquet
til Tidsfordriv, og rigtig Regning holdt. --
Gjør Gale Sligt i Fængsel og i Bolt?
Ho.
Med Kortene vi blandte Sorgen om.
Vægteren.
Ei! Kongen Selv, I gale var, har sagt.
I er da Galninge af Rang, og mere
end Andre. "Daarerne af Stand"
I jo med største Føie kaldes kan.
I fyrst'lig bestaltede Gale ere.
|
| d.II,b.1,s.265 |
Vel mueligt, I herhid blot derfor kom,
fordi I Kongen altfor kloge ere?
Nu er I kloge (det kan gjerne være),
I burde Skjæbnen da med Taalmod bære,
og vise Verden kun en kold Foragt,
men Eders egen Selvbevidsthed Ære.
Ho.
En Træklods!
Hu
(Musik og Klokkeklang høres.)
Stille! Klokkelyd! --
Ho.
Basun, Trompet, jeg troer?
Hu.
Og Skud,
Ja, Een -- to -- tre.
Ho.
Hvor kom det fra?
Vægteren.
En Lieutenant ved Navn Hr. Ha
man sender væk til andre Lande,
hvor han saa tit han vil, kan bande.
Ho.
En Ha blir allevegne Ha, naar kun
han faaer beholdt sin Mave, Hals og Mund;
thi Andet var nok ei hans Væsen.
Hans Hoved, Hjerte, Skjæg ved Næsen
tilhørte kuns Munduren.
(Musikken kommer nær.)
Vægteren.
Tyve Skud.
Jeg hører jo Basunen Skyen kløver
og Fløitens Drosselsuk med Stormlyd røver.
|
| d.II,b.1,s.266 |
Hei tusind Faner, der med Vinden kjæmpe,
op over Landser og Hoboers Spil
høit flyver Bannerne med Seiersild,
som Mørke ei kan slukke, Nat ei dæmpe.
Ho.
Hvad er det Mand? Nyt trænger ikke ind
til os i Cellen uden Regn og Vind.
Vægteren.
Klag ikke! Viid, vor Konge taer sin Brud,
en Rosenknop, af Jomfrukrandsen ud.
Hurra! See Toget! Ind! Put ind! Iqvel
kan simple, men dog kloge Folk, frit raade!
Hei Knægte, ind i Hullet! Spot for Staden,
gjem Jer! Guds Død! See hist i Gaden,
saa lang den er, staaer alt Soldaterraden,
som Dronningens den røde Rosenlund.
Ho.
I Sandhed tornet nok. For Øiet kun.
(Bryllupstoget høres at nærme sig).
Vægteren.
Hei Knegte, ind med Hovedet! -- Gud naade --
kan ikke Dronningen -- Hvem veed det? hvis
hun saae en Gal, nedkomme ubetids.
O værre end at see en Haremund,
at see paa Eders Uglefjese -- Ind!
(Ho og Hu blive staaende alligevel).
Jeg troer jeg gaaer ud af mit gode Skind.
Ho.
Ved Himlen! Damen, som i Parken -- ha!
(Toget kommer).
Folket.
Ha, leve Lionel og Sylvia!
|
| d.II,b.1,s.267 |
Ho og Hu
(raaber fra Vinduet).
Ja, leve Lionel og Sylvia!
Gid Tungen --
En Hofmand
(til Vægteren).
Mand, vær glad, men ikke gal!
Ak, Naade! Naade!
Sylvia
(standser Kongen).
Elskede Gemahl,
Der ere vore Venner jo fra Lunden!
(peger paa Ho og Hu).
Hu.
O, Naade! Naade!
Vægteren.
Knegte, hold dog Munden!
Ha, tale Kongen til, den Djævle-Ungen!
(knæler for Kongen).
Ak, Eders Naade, tilgiv mig, som har
ei, før Sligt hændtes, ham afskaaret Tungen.
Kongen.
Den Straf, min Mand, var for et Ord for svar!
(til Ho og Hu).
Vi vil dog prøve -- Mon I kjende mig?
Hu.
Ak, Naadigste, kan Anger tale?
Kongen.
Ret klogt sagt! den er taus. En Gaade
er den Forvandling.
|
| d.II,b.1,s.268 |
Ho.
Men min Konges Naade
er aldrig taus, bemøier evig sig
paa Folkets Aasyn Smiil at male,
titusinddobler den, og tusind Gange.
Dens evigstemte Echo, Folkets Sange,
høit udbasunerer den mod Himlen.
Kongen.
Ei
saa galt, min elskte Gemalinde. Dog
Afsindighed ham nys i Skoven jog.
Sylvia.
O slip dem!
Slip dem, og paa kortest Vei!
(Vægteren gaaer ind i Huset).
Sylvia.
I Fængslerne selv skinne denne Dag!
I Eders Naadessmiil blier Sorg Behag.
(Ho og Hu komme ud, og knæle for Kongen og Dronningen).
Kongen.
Gaaer! Ei et Ord! Tak Dronningen langt bag
mit Herredømmes sidste Grændser blaa.
Der -- ha -- jeg veed, I vil det -- der I kan
belyve Fyrsten, laste Fædreland.
At ei min Vrede henter ind Jer, haster!
bort fra mit Aasyn, flygter Laster!
(Ho og Hu gaae).
Det er et Under: nylig jagne rundt
i Tankens meest afskyelige Kroge
af Hvinene fra Afsinds Svøbesnoge,
-- nu er de kloge og kan tale sundt.
Det blege urofulde Træk om Munden
(en Boble stedse stigende fra Grunden,
|
| d.II,b.1,s.269 |
hvori paa engang Latter, Taarer koge,
som ud af Hjertets gloende Pocal
Vanvidet drikker, saa at det beruset,
høit jubler imod Solen navnløs Qval
og græder midt i Fryd) det Træk om Munden
var ogsaa, med det vilde Blik, forsvunden.
Sligt Afsind, som saa dybt i Sjælen boede,
og uddrak Hjertet, fuldt og fast jeg troede,
ei Hilsen fandt, at ingen Ting det læger
før Døden river det glohede Bæger
bort, bort, og kaster hen det knust i Gruset.
Sylvia.
Den Gaade løser jeg, hvad disse Tvende
angaaer, min elskte høie Lionel,
hvis I har engang seet disses Sjel
vildt gnistrende paa Phantasiens Glød
med sorte, skumle Dampe brænde,
Husk, da til Thronen Sylvia blev fød,
min Phantasie var ogsaa morgenrød.
Kongen.
Ja rød som Morgnen, hines som et Helved.
Sylvia.
Det kom af, at for det de ædrue skjælved.
Slig Kraft, som sig elastisk spænder ud,
og fatter Helved, Himlene og Gud,
fandt, som I saae jo, i en Pille Rum.
Kongen.
Det vældige -- Dets Navn er?
Sylvia.
Opium.
(Dækket falder under Folkets Vivat).
|
| BLA BAKOVER |