HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845


HILSEN TIL KONNING OSKAR
(FRA SYGELEJET)



           V
e mig! meer jeg kan ei kvæde.
                 Døden kryster Hjertet først
                 før den lædsker fuldt sin Tørst,
           sugende dets sidste Væde.
           Ve mig! Sang jeg har ei længer;
                 Sjælen mægter kun at bede;
                 og den selv mod Dommens Vrede
           hvert af sine Suk tiltrænger.
d.I,b.3,s.415  

           Men da det blev sagt min Smerte:
                            Oskar kommer med sin Viv,
                 Hun og Nordens dyre Liv --
           o, da bankede mit Hjerte,
           liig en Bølge, kvalt af Stene,
                 stængt i grusomme Cisterne,
                 skjøndt den sprang af Fjeldets Kjerne,
           fostret under Skovens Grene!



           Brist! o brist! Thi Oskar kommer.
                 Til et Kvæde bliv, min Bøn!
                 I den bundne Bølges Løn,
           Oskar, staaer dit Navn i Blommer.
           Vældet, Dødens blege Kvader
                 knuger alt, da sprang iveiret,
                 tonende som naar din Fader
           over Fiendehjerter seired.



           Ja, Hans Aasyn stod der præget
                 i mit Hjertes klare Brønd,
                 Josefine, Søn for Søn
           og din Datter ved dit eget!
           Ha, hvor skulde Aaren springe,
                 som om den til Himlen vilde
                 Dig og alle Dine bringe,
           og sig selv i Lyst forspilde!



           Brist da, Steen! Hvad underjordisk
                 Tone suser fra mit Bryst?
                 Siden, Død, dets Draabe kryst --
           hed som om den ei var nordisk!
           Lyt da til de svage Toner,
                 Oskar, fra min knuste Bringe!
                 Jeg kan mindst mit Hjerte tvinge
           mellem dine Millioner.

d.I,b.3,s.416  

           Jeg vil hviske i dit Øre,
                            at jeg Himlen alt har seet.
                 O, beskrive skal jeg Det!
           Jeg paa Grændsen tør det gjøre.
           Salige, som jeg gjenkjendte,
                 hvilte i det Blaa i Klynge,
                 og til Hymnerne, de synge,
           Harper lød, med Straaler spændte.



           Under dem, paa Skyers Høje
                 Skygger løb af ædle Dyr.
                 Hjort og Hest et Sjelefyr
           havde i det stolte Øje.
           Ah! hvor lysteligt at skue!
                 Under hine Engles Fødder
                 Skyen skjød af friske Rødder
           hver en Blomst fra Jordens Tue.



           Al hvad Flor paa Jorden blegned,
                 Alt hvad Vintren mejed ned,
                 spirte her i evig Fred.
           Himlens Bund var herlig tegnet.
           O, hvor lysteligt at skue
                 Hyacinther halvt besjælte,
                 Roser, som idrømme mælte,
           Glimt af Geist i Nelkens Lue!



           Men, hvor herligt end hint Fjerne,
                  -- Oskar lyt! O, Oskar, hør!
                 Oskar! før min Stemme døer --
           nu jeg levte, o saa gjerne!
           Thi det for mit Øje bæres,
                 at Du Norge skal velsigne:
                 Ved dit Scepter skal det rigne,
           ved dit Sværd rundt Jorden æres.

d.I,b.3,s.417  

           Ja, jeg glemte Edens Sletter,
                            badede i Fryd min Ve,
                 hvis jeg kunde Oskar se,
           Oskar og Hans fire Ætter.
           Op! Skarlagenbannret flyde
                 om den Helteyngels Fader!
                 . . Ha! nu brast den tunge Kvader.
           Oskar jeg en Sang kan byde.



           Nu kan Sangens Bølge springe.
                 O, hvor sælt jeg Norge seer!
                 Se de tusind Blink af Leer!
           Stolten Rug paaknæ de tvinge.
           Hjulets Klap ved Fossens Vove,
                 Seilets frie Bruus for Brisen,
                 Oskar, er en herlig Prisen
           af dit Folks og dine Love.



           Frihed! Landets Blod maa løbe,
                 Frihed! Hvor saa hvast et Sværd?
                 Frihed! Hvilket Folkefærd
           skal Du ei i Lyset døbe?
           Slavers dorske Flok sig rører
                 liig Rosmarerne paa Skjæret . .
                 Oskar, korsbetegn da Spæret,
           naar Du Tidens Vaagnen hører!



           Ha, hvad stolte Sejerssyner
                 for mit matte Øje stod!
                 Bjerkebeinens hede Blod
           gjennem sorte Aare lyner.
           Bjerkebeinens? O, din Fader,
                 Oskar, og din Daad og Tale
                 har for Dig alt Landets Dale
           fyldt med Bjerkebeinerader.

d.I,b.3,s.418  

           Hvis alt hist min Grav er aabnet,
                            Grav, o lov mig: af dit Skjød
                 skyd en ukjendt Blomme rød,
           rød som Løvens Felt i Vaabnet,
           til et Mærke, at derunder
                 trofast Bjerkebeinerhjerte,
                 sligt som Hakon det begjerte,
           Oskar, om din Hæder blunder!



           Aanders Blik fra Himlen tindre.
                 Deraf Hvælven er saa blaa.
                 De i Fjernet kunne spaa
           og det Glemtes Dyb erindre.
           Herligt skal min Spaadom orde:
                 at et Ax med gyldne Dopper
                 og en Rosenstok i Knopper,
           Oskar, skal dit Tvespiir vorde.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE