HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845



d.I,b.3,s.387  
FØLG KALDET!

           K
ongeørn, med Lænke spændt
                      om sit Been og Vingen brudt,
           som i over tyve Aar,
           siden den blev halvdød skudt,
           har for simpel Gaardhund tjent
           paa en ensom Bondegaard,
                 lider dog
           ei den arme Digters Vaande
           som i lidet Folk er født,
           hen i Verdens Hjørne stødt,
                 med et Sprog,
           som ei rækker fra sin Krog
           længer end dets Læbers Aande.




           Han er liig en Klokke dækket
           til med tykt og fugtigt Teppe,
           liig et Rosentræ, der stækket
           er indunder mørke Skjeppe.
           Geniussens Vinger sprede,
           løs at lade da sin Aand,
           som de lykkelige Andre,
           der til Millioner kvæde,
           var at ville Verden vandre
           rundt i snevre Tøndebaand.



           Heller som en Indian
           fød imellem Indianer,
           mellem vilde Floridaner
           eller som en Araukan.
           Skjalden agte de som Præst,
           hente ham til hver en Fest,
           bygge ham en Palmehytte,
           sidde ved hans Ild og lytte
          
d.I,b.3,s.388              lære Sangen nøje efter
                 Ord for Ord,
           og hans Omkvad de i Chor
           juble med af alle Kræfter.
           Naar han saa er død, de Gamle
           hvert hans Kvad nøiagtig samle,
                 og de Unge
           arve det paa deres Tunge.


           Andet Lys end det som bryder
           af og til i Kvadet frem
           heller ei de Stakler eje:
                 Laster, Dyder,
           vandrende ad skilte Veje
           til Udødeligheds Hjem,
           hvor en Dommer træffer dem,
           har han ahnt og første Gang
           lært sit Folk derom i Sang;
                 ja Ideen
           om den store Aand, det hylder,
           Folket i sin Vildhed skylder
           ene Glimtet i hans Seen.
           Perler liig, der gjennemskinne
           Bølgerne, som over rinde,
           i de vilde Kvæders Dunkle
           Aabenbaringerne funkle.





           O vi Selv, vi Selv endnu
           ere vilde i vor Hu,
           stundom og i vore Skikke.
           Vestens Indianer ikke
           ere i saa hadske Slægter,
           skjøndt hverandres Blod de drikke,
           splittede i Skoven ad,
           som Europa er i Sekter
           af forbittret Meningshad.



d.I,b.3,s.389  

           Ung maa Verden endnu være,
                      Slægtens Sagas lange Lære
           endnu kun dens Vuggesange
           og dens Barndoms Eventyr.
           Endnu leve Chaos' Dyr:
           Megazaur i Amazonas,
           Leviathan, som tog Jonas,
           og uhyre Kjæmpeslange.
           Ørkner, tusind Mile lange,
                 tusind brede,
           tordnende af Løvers Vrede,
           spotte end ad Slægtens Flid.
           Fjeldet, som i Noahs Tid,
                 uforvittret
           staaer i sine Tinder splittret,
           viser endnu intet Tegn
           til at ned i Muld dets Skuldre
                 ville smuldre,
           dannende en frugtbar Egn.
           Men se Fjeldet rydt og raat
           hvor det glindser som Krystal,
           just hvor brattest er dets Fald,
           violet og himmelblaat!
           Hvad har glattet Alpens Horn,
           afpolert dets haarde Side
           Flek for Flek og Korn for Korn?
                  -- Regnens Draabe,
           bløde Hvift af Skyens hvide
           af Atomer vævte Kaabe,
           Fjedrene paa Taagens Hat.
           Hvad har knust til Sand Graniten?
           vasket ud den røde Spath,
           saa det dynger sig i Klitten
           stedse mere skjært og hvidt?
           -- disse Vandets bløde Kredse,
           dette Havets maalte Skridt,
           dette blide Bølgeslag,
           i en dyb Bevægen stedse,
          
d.I,b.3,s.390              liig en Verdens Aandedrag.
           Og i tusind Aar hver Sommer
           ryster Mosen sine smaa
           bægerformte Sølverblommer
           over golde Klipper graa,
           til i al den spredte Grøde
           store Furu finder Føde.




           Intet -- Større eller Mindre --
           Intet frugtløst og forspildt,
           er der Hensigt i dets Indre,
           slænges ud det end saa vildt.
                 Markens Dugg,
           dampet hen i Solens Glød,
           samles hist i Skyens Skjød
           som et svævelystent Flor,
           vævet kun af Blomstertinter;
           og de Fnokkers fine Fnugg,
           gamle Piletræ sig spinder,
           flittigt som den gamle Moer,
           der kun tænker paa en Vinter,
           sporløst ei i Blæsten svinder:
           Myren, hvor det daler ned,
           slæber det til Huus afsted.





           Skulde Skjaldens Ord, den skjære
           Dugg af Lysets Funker, varm
           som om Blod sprang af hans Barm,
           Eneste i Verden være,
           som foruden Spor og Minde
           kan forspildes og forsvinde?
           Op! hvis Herrens egen Røst
           fylder med en Storm dit Bryst!
           Ud den bruse i det Øde!
           Bedre Tiders Morgenrøde
           vil den frem af Mulmet støde.
          
d.I,b.3,s.391              Op! hvis dine Fingerender,
           naar de Harpens Strenge møde,
           Funker ud i Mulmet sender!
           Enkelte dog i det lille
           haarde Folk, forskrækte, stille,
           -- enkelte, som Lapper over
           Fjeldenes forstente Vover,
           naar et Syn af fjerne Flamme
           kalder dem fra deres Gamme --
           ile did, hvor Skjalden lader
           tone sine Strengerader;
           og, naar Øjet op han slaaer,
           snever Kreds omkring ham staaer.
                 Det er nok!
           Han vil føle, han ei længer
           Folk af Millioner trænger --
           kun en liden venlig Flok.


   . . . O, unge Pige, lad see hvad bringer dit blide Øje i
Graad? En Lap Papir! et Blad af "Jøden," som din Fader
ventelig har afrevet og slængt bort? O ingen Klage saalænge
der endnu er et Hjerte aabent! Ligesom den snigende, usynlige
Myrild omsider springer fra Træ til Træ, kan Menneskekjærlig-
heden udbrede sig fra denne Ene: først til hendes Veninder, saa
fra dem til deres Mænd.



   Hvem veed? Har ikke Kvindens Skjød været hædret?
Verdens Største og alle Lysets Helte have lagt under hendes
Hjerte. Og under en saadan Kvindes Hjerte vil engang Den
hvile, som "skal komme efter" og ved hvem alle Slægter skulle
forenes, som Floder, der ledes sammen i en Sø. Gud velsigne
dig, Kvinde! Med et saadant Hjerte, at Du græder over den
ulykkelige Jøde, kunde Du være den Kaarne, om Guds Time
var kommen.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE