HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845




DRENGEN VED "BLÅAPORTEN"



DJURGÅRDSREISEN

Faderen



           F
ortæl mig, Hanna lille,
                 hvad du igaar har seet,
           da Du til "Djurgårn" kjørte
                 med Pappa i Kareth.


Hanna



           Ak, kjæreste min Pappa,
                 ved "Blåaporten" laa
           en stakkels Gut fra Norge
                 og græd af Hunger saa.



           Mens Far deroppe spiste
                 gik jeg til Gutten ned.
           Jeg gav ham hvad jeg havde
                 og Taarer faldt nok med.



           At søge Brød, han dragen
                 var nys i Verden ud.
           Han kunde prægtig skrive
                 og regne selv i Brud.

d.I,b.3,s.374  

Faderen



           Men Bellmannsstøtten, Hanna,
                            og Kongens Rosendal
           og Vasen udenfore,
                 den store Kjæmpeskal?



Hanna



           Jeg saae ei mere siden --
                 o, Pappa, bliv ei vred! --
           Det var som om en Taage
                 for mine Øine gled.



           Og da vi hjemad kjørte --
                 der sad den arme Dreng.
           Vist i et Træ paa Djurgårn
                 han fik inat sin Seng.



           Men Jeg? jeg laae og tænkte;
                 men først da jeg sov ind,
           o Pappa, gode Tanker
                 blev vakte i mit Sind.



           Jeg syntes jeg saae Drengen
                 tilfreds og sjeleglad;
           med Pennen bag sit Øre
                 han paa Kontoret sad.



           Og Pappa stod og nikked
                 og slog en vakker Takt,
           til Arket ud var skrevet
                 og Summen sammenlagt.



Faderen



           O, Barn, du skulde vide
                 hvad blodig Skjændselstort
           hans Landsmænd mod din Fader
                 for tyve Aar har gjort.
          
d.I,b.3,s.375              Jeg kjendte ikke Loven,
                 der lyser os i Ban;
           desuden ved et Skibbrud
                 jeg kastet blev iland.


           Men gjennem Landets Brede,
                 med Foden lænkesnørt,
           fra Fængsel og til Fængsel
                 jeg blev til Grændsen ført.



           Dog vil jeg over Dette
                 nu kaste Glemsels Flor
           for din Skyld, for det Hjerte
                 du arved af din Mo'r.



           Da hiint jeg maatte lide
                 var Drengen jo ei fød.
           I syv Aar jo omskifter
                 hver Trevle af vort Kjød?



           Hvi skulde Sjelen længer
                 da gjemme paa sit Nag?
           Dig skee, min gode Datter,
                 da efter dit Behag!



           De Brune spændes fore!
                 Tag Jøran med, og hent
           fra Porten eller Træet
                 mig hid saa din Klient!



AFREISEN

Faderen



           En heldig Stund, da jeg den Dreng optog!
           Forlængst jeg savner ved hans Hjælp ei mere
           min gode salige Bogholder Jøran.
          
d.I,b.3,s.376              Dog seer han mindre stærk ud nogen Tid.
           Formeget han arbeider; det er Sagen.
           Ei sandt, min Hanna? Ak, om ret jeg seer,
           da har du samme Sygeligheds
           Farve.
           Vist Luften usund er. Du maa paa Landet,
           og Hagbarth maa forbydes Pen at løfte,
           skjøndt -- kan du tie Barn? -- en Lægedom
           jeg har opfundet, som ham vil helbrede.


Hanna

(rask.)



           Og hvilken, Fader?

(nedslaaet.)
Neppe. .



Faderen



                             Vær du rolig!
           Den er probat for Alle i hans Stilling:
           Jeg vil tilbyde ham at dele Alt,
           mit Firma, Massen, som min Kompagnon.
           I tvende Maaneder -- hvor uforsvarligt! --
           har den Beslutning hvilet i min Pande,
           og daglig saae jeg ham at skrante meer.
           Derfor det strax skal skee, og saa iaften
           vi ville gjøre os lidt lystige.
           Bed Du Marie over; Han og jeg
           til Dominoen tage os en Negus.
                             
(gaaer ind.)



Hanna



           Den blier ei lystig, stakkels Fader. Ak,
           med Guld helbredes ikke Hjertets Bleghed,
           der, liig et Lav, som har haarfine Rod
           i fast usynlig Revne, spreder sig
           udover Kinden uden synlig Aarsag.
           Jeg føler det. Jeg ønsker jeg var fattig,
           saa jeg kun havde havt et venligt Ord,
           en Slant, et Stykke Brød for Hagbarth, da
           jeg første Gang ham saae. Maaskee jeg var
           da lykkelig. Jeg skulde idetmindste
           ei lide denne Kval, at maatte stirre
          
d.I,b.3,s.377              paa et saa haabløst Livs Bagteppe, som
           er stedse for min Ungdom rullet ned.
           . . O det var grusomt imod ham! Kanskee
           var Hagbarth død i sin Elendighed,
           hvis Gud ei havde os tilsammenført.
           Jeg er da angerløs. Hvad siden hændte:
           at vore Øine, som vi voxte til
           de syv Aar, for hinanden aabnedes,
           nødvendig Følge var af Sammentræffet.
           Men at i samme Mon de luktes for
           det Svælg, som Fædretro og Landslov har
           befæstet mellem os, og hvorudover
           troskyldig vi hinanden Haanden rakte, --
           det er vor egen Skyld, og derfor straffe
           vi nu os selv med et Farvel til Døden.


Faderen

(kommer tilbage og omfavner Hanna.)



           Min arme Datter! Tak for dette Offer!
           Dets dyre Værd jeg kjender; thi det er
           ei mindre end dit Hjerte og din Lykke.



Hanna



           Du veed . ?



Faderen



                       

           Ja Alt! O det var heltemodigt!
           Han afslog mine Tilbud. Reisefærdig
           jeg traf ham tagende Farvel med Alt,
           som maatte minde ham om disse Aar.
           Han Pulten strøg, trak Stueuhret op
           og vandede end eengang Vindvets Blomster.
           Ak, naar jeg tænker paa hvad Elskov mægter, --
           men, vel at mærke, kun hos Mennesker,
           som have Lidenskab ei Følelse, --
           I kunde flygtet til Amerika,
           hvor Intet eders Ægteskab kan hindre.

d.I,b.3,s.378  

Hanna



           O, Fader, kunde Du . . .



Faderen

                  

           Nei, nei, mit Barn!
           Da var jeg død af Sorg. Nu maa jeg sørge;
           dog har for større Kummer I mig sparet.



Hanna



           Negt mig i denne Time ei en Bøn!



Faderen



           Ved Herren, nei! Tal, Barn!



Hanna

                  

           Du love mig,
           at aldrig jeg dig maa forlade!



Faderen

                              

           Hm!
           Det var en Sag! Sligt staaer i Herrens Haand.
           Nu ja, det giver sig. Jeg vil ei negte
           i denne Stund, da han vort Huus forlader,
           skjøndt, Barn, hvad ejer jeg af Fremtids Dage?
           Men kan det glæde dig, som jeg vil troe,
           da viid, han gaaer ombord tomhændet ei,
           men rustet ud med Nok til Vei at bryde
           hvorhelst i Verden.



Hanna

                  

           O tilgiv mig, Fader!
           Jeg tænkte mig at være mere stærk;
           thi vi igaar har sidste Afsked taget.
           Men nu, da Øjeblikket er der, o
           nu vil mit Hjerte briste, mine Been
           imod min Vilje ville til ham ile,
           for endnu engang . .

d.I,b.3,s.379  

Faderen

                  

           O, jeg dig forstaaer.
           Vist, skynd dig, Barn, og tag end et Farvel,
           et langt i Eenrum! Græd dig rolig saa!
           Han venter dig . . Hans Fod var som af Bly;
           den er ei kommen endnu over Tærsklen.
           En Synd at negte det Levvel, jeg vidste
           til Døden være vil det allersidste.



AFHENTNINGEN

Marie

(Hannas Selskaberske, ved Vinduet.)



           Se, Hanna, se hvad prægtigt Skib
                 ved Skeppsbro'n lægger an!
           Sølvstjerner dække Flaggets Dug;
                 foran en snehvid Svan.



           Og se -- ja nu, det drejer sig --
                 saa sandt jeg ei saae feil,
           dit Navn, min Hanna, stod i Guld
                 i Skibets Agterspeil.



Hanna



           Marie, ak det minder kun
                 om at min salig Far
           saa inderlig en Glæde fandt
                 i Skib, som vakkert var.



           Ved dette Vindu sad han da
                 og mønstred hvert et Reeb.
           Til mig han sagde tidt sin Dom,
                 skjøndt lidt jeg kun begreb.
          
d.I,b.3,s.380              Saa kaldte han paa Jøran og
                 paa Ham, paa Ham, Du veed --
           paa Ham, som er forreist, og da
                 Disputen tidt blev heed.


           Den roste det, Den dadled det,
                 og hver en Proportion
           blev undersøgt; der væddet blev
                 om vel af hvad Nation.



Veninden



           En Mand -- han seer saa fremmed ud
                 med Straahat alenbred --
           er gaaet iland; han iler hid . .
                 han er her før du veed.



           Nu aabnet Porten for ham blev . .
                 Det alt i Trappen gaaer . .
           Det banker . .



Hanna



                       O raab Du: kom ind!
           For stærkt mit Hjerte slaaer.



Hagbarth

(træder ind, iler til Hanna.)



           Min Brud for Mennesker og Gud!



Hanna



                 Vor Eed -- ve, den er brudt.



Hagbarth



           Ei i mit nye Fædreland
                 vor Lykke er forbudt.



           Dit Sørgeaar -- og jeg har holdt
                 det i bedrøvet Sjel --
           det, Elskede, er nu forbi,
                 forbi er vort Farvel.

d.I,b.3,s.381  

           Nu paa min Skonnert "Hanna" did
                            jeg henter dig afsted,
           hvor ueens Tro forenes kan
                 i samme Kjærlighed.



           Men hisset, hvor for evigt Vi
                 forenes skal, vi To,
           tilvisse alle Aander faae
                 een og den samme Tro.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE