HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845




KVINDERNE PAA KIRKEGAARDEN

           H
vilket Ord i alle Sprog,
           i de lange Ord-Geleder,
           hvor hver Tanke, der er klog,
           har et Navn, hvormed den heder --
          
d.I,b.3,s.364              hvad Begreb i Sjelens Bog,
           i den hvide beenindbundne,
           mellem alle dens opfundne
           og benævnte Muligheder --
           hvad Idee, som flyver i
           Fantasiens vide Rum,
           sommerfuglefro og fri,
           aander vel saa dyb en Fred,
           saa betydningsfuld og stum
           uforstyrret Rolighed,
           som det Ord: "en Kirkegaard"?


           Det er Fred foruden Skaar,
           det er Fred, men intet Andet
           enten modsat eller blandet,
           medens selve Ordet "Fred",
           naar det nævnes i vor Tale,
           lader Tanken "Strid" sig male
           uvilkaarlig blodig paa
           Sjelens Hjernetavle graa.
           Uvilkaarlig i Ideen,
           hurtigen paa Sjelens blanke
           Speil, som Vindens kaade Pust
           præger en Figur i Sneen,
           maler sig med hver en Tanke
           den, der er den modsat just.
           Nævn "Velsignen," og "Forbanden"
           tegner strax sig an i Panden?
           Nævn blot "Kjærligheden" -- hvad
           meer uskyldigt Ord kan sandses? --
           flux af Tanker stik mod den
           ("Jalusi," "Utroskab," "Had"),
           som af Hexe, den omdandses,
           til, bespottet og berøvet,
           Ordet har ei meer igjen
           af sit Himmelske, end en
           Sommerfugl, der tabt har Støvet.
           Nævn hvert fredsælt Ord, og se
          
d.I,b.3,s.365              hvilket tvivlsomt Smiil, der klæber
           sig til Alles Blik og Læber
           ved den vakte Modidee!


           Men mod Ordet "Kirkegaard!"
           intet andet fiendtligt staaer.
                 Modbegrebet
           af den Fred det indeholder,
           ikke under Hjernens Folder
           bleven er i Sjelen slebet.
           Mellem Ordene det er
           hviden Due, stjerneskjær,
           som paa lydløs Vinge svæver,
           hilset fro af Mennesket,
           som paa Jord for Himlen lever,
           og ærbødigt selv af det,
           som for Navnet stille bæver.
           Der paa Kirkegaarden er
           Himlens Forgaard, hvor Enhver,
           -- Synder, Helgen, Ond og God --
           bort sin værste Byrde kaster,
           Legemet af Kjød og Blod,
           og ad sine Veje haster.
           Der de blege Dødsensfiender
           hvile Side imod Side,
           indtil Fjælene udglide,
           Kisten knuses, Mulden rinder,
           og de blande sine Been,
           medens deres Kors deroppe
           bøje sammen sine Toppe
           under Sørgepoplens Green.
           Der det Had, som lever efter,
           taber lammet sine Kræfter,
           og kan ikke komme længer
           end til Portens tunge Gjænger:
           Gjennem Hegnets sorte Gittre
           blikker Øjet, Taarer zittre;
           Skrinet synker stille ned,
           Taaren efter, -- Hadet med.
          
d.I,b.3,s.366              Der, om tvende Avindsmænd,
           brændende i Fyr og Flamme,
           sprudende af bittert Skjænd,
           traf hinanden paa den samme,
           mellem Grave blomsterkrandste
           let henslængte smale Sti:
           ilte neppe de forbi,
           men de studsede og standste,
           saae til Jorden, traf en Grav,
           lod saa Øje Øje møde,
           Hænderne paa engang gav,
           og forligtes til de døde.




           Men se her, se denne smukke
           Kirkegaard! O! hver en Grav
           er en Ø, hvis Rosenskove
           og hvis Asterspalmer dukke
           frem af Græssets stille Hav,
           som en munter Luftning gav
           af og til en liden Vove.
           Her et fuldt Sangfugl-Orchester
           strax ved sidste Spor af Sneen
           kaarer ud sig i Alleen
           aarligen et Yndlingssted
           til de musikalske Fester,
           som til Vintren vare ved.
           Her ei nogen Kirke kneiser,
           mindende om at den ene
           Tro i denne Hob af Stene
           op sin Herskerthrone reiser
           over Kirkegaarden med,
                 høit opover
           hver, som nedenunder sover,
           saa den blier ei, hvad den skulde,
                 under Mulde
           Dødes fælles Hvilested,
           men, paa Kirkens høje Vegne,
           kun udstykket til dens Egne . . .
          
d.I,b.3,s.367              Her, i denne yndefulde
           Herrens Hauge, viet ind
           Andagt i et stille Sind,
           hellig Fred og kjære Minder,
           vandrer i en Poppel-Gade
           Arm i Armen to Veninder.
           Aftenhimlen er saa fager;
           med en venlig Serenade
           Fuglekoret dem ledsager.


           En af dem, Katholikinde,
           hun som ligner Aftenen,
           og bestandig gaaer og seer
           mørk og stille for sig hen,
           vil en vakker Plads etsteds
           for sin lille Døde finde.
           Hun, som taler noget meer
           og som synes ret tilfreds
           er en Lutheranerinde.



           "Her, Rosalie! -- Denne siger --
           Smukkere kan Plads ei være.
           Hid de tolv hvidklædte Piger
           skal din lille Anna bære.
           Og, Rosalie, desuden
           Poppelaspen her betænk!
           Her er Pladsen til en Bænk
           af Naturen gjæstmild buden.
           Her, naar Skyggen ud sig slaaer
           af dens Pyramidekroner,
           sætte vi os tidt, Veninde,
           naar dig Tidens Løb forsoner
           med det smertelige Minde,
           lytte til, hvor Aspen slaaer
           sine Blades Kastagnetter
                 sagte til
           Iriskens og Finkens Spil
           paa de luftige Balletter
          
d.I,b.3,s.368              af en Sværm Papilioner,
           som ei slippe Dagen vil.
           Og naar der blier aabnet lidt
           mellem disse Rosentjørne,
           kan jeg paa den anden Kant
           see det lille knappe Hjørne,
           hvilket jeg, som Protestant,
           engang skal benævne mit:
           saa vi fra vort Hvilested
           efter Døden blive ved
           paa en Viis at see hinanden.
           Minderne med Marmorpanden
           saae hinanden idetmindste,
           naar om Natten Maanen glindste.
          
Rosalie

(Pegende paa en Kvinde som sidder paa en Grav.)



           Men, Konstance, Gudbevares!
           seer Du ei Jødinden der?
           Denne Plads til Hund bør spares,
           thi den ligger ganske nær,
           som Du selv kan see, til Krogen,
           der er anviist Synagogen
           mod at for sig selv den skulde
           med et høit Stakit indringes,
           og ei Blomster paa dens Grave
           af de Sørgende anbringes.



           Men se Jødekrogen nu!
           Den, som være skal til Gru,
           den er jo en herlig Have,
           fuld af Blomster underfulde,
           did fra kristne Grave krøbne?
           Og af Ranker, vildt opløbne,
           alt forlængst er Gjærdet dækt,
           ja, til Spot for Lov og Orden,
           jevnet ganske ud med Jorden
           af de stærke Stenglers Vægt.

d.I,b.3,s.369  
Konstance



           Oh, Veninde! det er sandt.
                      Pladsen yndig nok jeg fandt;
           men bemærkte ei det fæle
           Naboskab i Jordens Skjød.
           Nei, naar Jack, min gamle Kat,
           med det Første ligger død,
           vil en Aften jeg mig stjæle
           til at faae den her nedsat.



Rosalie



           Altsaa gaaer det ikke an
           her . . .



Konstance

      

           Neivist. Men kom! Du kan
           jo et andet Sted oplede.



Jødinden

(Reisende sig.)



           Mine Damer, tør jeg bede . .
           Bilidt!



Rosalie

(vil gaae.)



                 Aftensolen blænder.



Konstance



           Vi har Hast.



Jødinden

      

           Kun tre Minutter.
           Ikkun to.



Konstance

      

           Jødinden prutter.



Jødinden



           Se, hvor Poppelaspen spænder
           ud sin Skygges Telt, hvorinde
           Værn mod Solen I kan finde.
          
d.I,b.3,s.370              Til de Ord, som Eder røver
           faa Minutter kun, behøver
           jeg just dette Solens Skin;
           og hvis I mig det tilstede
           vil lidt nærmere jeg træde.
           . . . Seer I dette Pandesmykke,
           en Safir, Smaragd, Rubin,
           fattede om denne tykke
           matte Onyx kunstigt ind?
           Lad os i Safirens Lue
           den katholske Christen skue,
           i Smaragdens Glimmerkant
           alle Arter Protestant,
           i Rubinens Kjerne Jøden
           med hans Smertes indre Bløden!


           Men, hvo skjelner mellem disse
           Ædelstenes Værd tilvisse?
           Se! o se! det Solen gjør!
           Seer I? lige klart de straale,
           hver med deres Brudds Kulør,
           Himmelbilledet igjen.
           Det er Stenens Værd at maale:
           Straalekraften, ei om den
           Solens Lys tilbageskjød
           farvet blaalig, grønlig, rød.



           Og hvad bør blandt Mennesker
           vel det sande Værd bestemme?
           Ikke af hvad Tro man er,
           ikke Sprog og ei hvor hjemme.
           Dette er kun Stenens Brudd,
           kun dens Skjær fra Klipperevnen,
           hvorfra den blev hentet ud,
           ei dens Værd i Straale-Evnen.
           Men af det Begreb om Gud
           og den Agt for Herrens Bud,
           som opfylder Sjelen, liig
          
d.I,b.3,s.371              Solens Lys de Ædelstene,
           og udstraaler i dens Færd,
           lader ganske vist alene
           Menneskenes sande Værd
           prøve og bedømme sig.


           Slige Sjele, hvorhelst fundne,
           vidt adspredte, sammen danne
           den usynlige og sande
           og med Himmelen forbundne
           Herrens egen Menighed.
           Og dens Lemmer, naar de støde
           paa hinanden, skjøndt forklædte
           i Kaftan og Munkehætte,
           strax af Løsenordet: "Fred!
                 Tolerance!"
           vide, de et Medlem møde
           af den sande Menighed.



Rosalie



           Fordom bort! Jeg troer, Konstance,
           at jeg vælger dette Sted.



Konstance



           Blomsterne fra Grav til Grav
           slynge sine Stenglers Krandse,
           som om ville de bevidst,
           at vi Mennesker deraf
           skulle lære Tolerance,
           og at Kirkegaarden sidst,
           sidst af alle Jordens Steder,
           (thi dens blotte Navn den freder)
           aabnes bør for Troestvist.



Jødinden



           Sandt! i disse blomstergro'de
           Grave just det Samme staaer.
           Men skal Flammerne og Sværdet,
          
d.I,b.3,s.372              eller Tidens Klingeblad:
           med Foragt forgiftet Had
           rase udenfore Gjærdet?
           Hvad er vel den hele Klode
           andet end en Kirkegaard?
           Slægtens Kime deri boe'de
           førend Tiden talte Aar;
           og hvor vidt den spredt er ad
           i de tusind Millioner,
           er hvert Liv dog kun et Blad,
           og i hver Sekund nedregne
           tusind fra dets fire Kroner
           over alle Jordens Egne.


           Eller Hvem er -- enten Christen
           eller Jøde -- Livet meer
           end uvisse Orlovsstunder,
           (hvori Skaberen skal kjendes
           og Fornuftens Demant tændes)
           fra det Huus, som færdigt er,
           fra vor Fødselsstund, derunder,
           fra dets indre Kammer: Kisten?
           Derfor skulle Alle minde,
           at, hvorhelst de sig befinde,
           dog de dagligen betræde
           deres eget Hvilested;
           at paa Jordens tynde Hinde
           stedse de Sekunder æde,
           som de leve lystig med,
           indtil midt i deres Glæde
           ganske vist den brister ned;
           at de Alle, skjøndt en Sjel
           Menneskenes Støvnatur
           med et Bad af Lys bestænker,
           gaae dog, efter Solens Uhr,
           Morgen ind og ud med Kvel,
           kun i Kredse, som i Lænker,
           rundtom deres egne Grave.
          
d.I,b.3,s.373              Da kanhænde Deres Næste,
           fjettret i det samme Fæste,
           mere Kjærlighed de gave
                 udenfore
           paa hiin Kirkegaard den store --
                 i den Have,
           hvor sig krydse Livets Veje,
           men som Døden har i Eje.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE