HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845


LONDON. BEDLAM

           "H
ar Du nok af London seet?"
                      blev jeg spurgt ved et Glas Ale
           af min brave Skibskaptain
           just som vi paa Drurylane
           havde nær af Stykket leet
           begge To os reent ihjel.


           "Nok af Folkets Storhed? Ja --
           Ja og nei, som man det tager --
           meer end Nok dog af dens stygge
           over London faldne Skygge:
           Menneskers Elendighed,
           bundløs, dybere mod Helved,
           end som Folkets Storhed rager
           op i Høiden imod Hvælvet.
           Men, Kaptain, før vi herfra
           til vort kjære Norge drage,
           maa i Øjesyn vi tage
           Bedlam, det til nu forsømte, --
           Bedlam, et mærkværdigt Sted,
           maa tilsidst vi tage med."



           "Bedlam?"
                       "Netop, det berømte.
           Verdens største Daarekiste."



           "Ah, jasaa! Jeg ei det vidste,
           i den Tanke, at om Rangen
           selve London og Paris
           holdt i Kamp hinanden Stangen,
           hvert dog galt paa egen Viis.
           Men lad gaa! Imorgen da
          
d.I,b.3,s.301              først til Bedlam! Saa en Flaske,
           ud det triste Syn at vaske!
           Saa ombord! og saa herfra!"




           -- -- "Luk Bevogter! . Himlens Gud,
           Hvad jeg saae i denne Celle!
           Blev jeg hundred Aar ilive,
           ingen nye Rædsler drive,
           kunde det af Mindet ud.
           Men lad Portneren fortælle
           dig, Kaptain, om denne Gale.
           Du kanhænde af hans Tale
           kjender gysende igjen
           en agtværdig engelsk Ven."



           "Ja -- Bevogteren begyndte,
           halvt at snøvle, halvt at grynte,
           med en Overlæges Mine
           og et tvivlsomt Blik paa Os --
           Johnny Johnson, ikkun Lods,
           Nummer . . . lad mig ikke lyve . .
           Nummer Tusind syv og tyve,
           gal ved Tab af alle Sine
           eller af -- hvad Nogle kalder
           lidt fantastisk -- Hjertesaar.
           Mandens Galskab just bestaaer
           deri, at han vil fortælle
           Hvem som kommer til hans Celle,
           om en Ting, han siger falder
           paa hans Hoved, hvor han gaaer,
           og som "sorte Træf" han kalder.
           Dog han siger undertiden,
           at de ramme ind fra Siden,
           saa hans Hjerte, om man blot
           undte ham saa meget Godt,
           ud af Brystet det at skjære,
           af de mange faldne Skud
           som et Kogger maa see ud,
          
d.I,b.3,s.302              fyldt med Pile, alle smykte
           med en Krands af sorte Fjære,
           ud af Djævlevinger rykte."


           Vogteren i Bedlam standste
           i sin bedste Passiar,
           som om Ting han eftersandste.
           Men den sande Aarsag var,
           at han med sit Ugleøje,
           der i Mørket kunde see,
           som igjennem tynde Flor,
           havde seet en Dame bøje
           om i samme Korridor --
           En af hvem en fuld Guinee
           høist sandsynlig var at vente.
           Men han vilde see sig for;
           bad os midlertid at vente.
           Ikke før han Ryggen vender,
           før, dybt rystede, vi trykte
           grædende hinandens Hænder,
           og imens afsted han render,
           jeg Kaptainen med mig rykte
                 bag den Pille,
           der var Cellens ene Skille.



           Under Vogterens Fortællen
           Damen Hul for Hul beseer,
           sparende ei paa Guineer;
           og hun kommer saa til Cellen,
           hvori Johnny Johnson er.
           Portnere og Slige stedse
           gravitetisk selvtilfredse
           meget hellere berette
           "iagttagne Fænomener,"
           "sære casus" og "Symptomer,"
           end de Papegøjesvar,
           hvortil kun de Ordre har;
           og hvad Selv Hans Viisdom mener
          
d.I,b.3,s.303              noksaa modigt de fremsætte
           som Sentenser og som Gnomer,
           uomstødte Axiomer.
           Derfor Damen holden var
           i geskjæftig Passiar
           om den Gales Fixideer
           samt hvad derved var at gjøre
           -- "Notabene rationelt" --
           uden at hun Navn fik høre
           eller af den hele Røre
           noget Sammensat og Heelt.
           Dog hun til en Kavaleer,
           af hvis Arm hun sig betjener,
           hvisker: "høist interessante
           ere disse inkonstante
           Aandens Sygdoms-Fænomener.
           Men luk op, Monsjeur! Jeg tør
           see ham rolig ind i Øjet;
           og hvis godt han er fortøjet
           eller stille, aabn hans Dør!"


           "Strax, Mylady! strax paa Timen!"
           . . Laasen klirrer og med Bragen
           Egedøren aabner sig. . .
           Damen med et rædsomt Skrig
           styrter om som lynildslagen
           i en dyb og lang Besvimen,
           selve Døden ganske liig.



           "Seer I Træffet?" skreg den Gale.
           "Seer I nu, det hjælper ikke
           sig i Jorden at forstikke,
           hjælper ikke at forskandse
           sig mod Skrømt fra svundne Dage
           i Palladsers Marmorsale,
           eller Verden rundt at jage,
           for ei meer sig selv at sandse!"
           Og ved pludselig at bøje
          
d.I,b.3,s.304              sig som Tigeren til Sprang,
           med en Flammen i sit Øje,
           der tilside Alle tvang,
           fat paa Damen greb den Gale
           skrigende, idet han plukte
           Fjer for Fjer af hendes Hat:
           "Af med denne Paafuglhale!"
           Perlebaandet op han lukte,
           strø'de rundt omkring dets Skat;
           rullende til alle Kanter
           Gyldenringe, Diamanter,
           plyndrede af Damens Fingre,
           imod Kvadergulvet klingre.
           Langsomt Øjet op hun slog;
           men som den Forryktes Fange
           syntes hun meer glad end bange,
           saa hun ei sig fra ham drog;
           meget mere hun tilbage
           vinked' Følget sig at drage.


           "Mary Ann!" -- blev Johnny ved --
           "Naadigste Fru Hertuginde!
           siig mig i Oprigtighed,
           om du kunde -- siig mig, Kvinde! --
           al din Herlighed forsage
           og tilbringe dine Dage
           her, just her, just her paa dette
           græsselige Sted med mig?"



           "Johnny! o!" -- brød Mary ud,
           kyssende hans magre Hænder --
           "o, saasandt en Dommens Gud
           gaaen er med mig irette,
           at jeg her og hvorsomhelst,
           Johnny, leve maa med dig,
           vil jeg som et Tegn betragte,
           at Han sig til Naade vender,
           at min arme Sjel er frelst.
          
d.I,b.3,s.305              Ingen Magt skal heller mægte
           mig fra dette Huus at rive.
           Der mit Liv jeg vil forblive,
           hvor jeg har den Trøst i Eje,
           daglig Dig at kunne pleje."


           Johnny blev medeet saa stille,
           at den sidste Perle, ført
           af et Lufttræk, grant blev hørt
           Korridoren langs at trille.
           Og da op han saae tilsidst
           vare Øinene saa milde.
           Slukt i Taarer var den vilde
           urofulde Vanvidsgnist,
           saa at til en Kavaleer
           hviskede betænkt vor vise
           Gale-Vægter-Medikus:
           "Endt er nu, saavidt jeg seer
           af hans hele habitus,
           Patientens Hovedkrise."



           "Mary Ann, nu er du prøvet;
           -- sagde Johnny mildt betonet --
           prøvet er du og tilgivet
           . . meer end det: du har udsonet!
           Thi din Kjærlighed har Livet,
           skjøndt forspildt, forødt, bedøvet,
           ikke fra dit Hjerte røvet.
           Derfor kom! En Krog, en stille,
           vi paa Jorden søge ville,
           hvor den Verden, som sig trænger
           ved sit Guld med al sin Last
           mellem Dyden og dens Lykke
           ikke skal forstyrre længer
           tvende Hjerter, som sig trykke
           atter til hinanden fast --
           En hvor vi forsonte kunde
           leve vore Aftenstunde,
          
d.I,b.3,s.306              indtil Budet fra vor Dommer,
           Døden, til os begge kommer,
           for os, med sit tause Sprog,
           (Fingren paa vort Øjenlaag)
           venligt sammen at indbyde
           til det yndige Paulun,
           hvor som Engle De nu nyde
           Saligheden Han og Hun,
           som vi mindes men ei nævne,
           at ei Sorgen, ene ved
           Navnets Tone, sig skal hevne
           paa vor neppe vundne Fred."


           "Ak, hvor findes saadant Sted?
           Neppe, neppe!" Mary klagte:
           "Et for din tilbagebragte
           Ro og min Taknemlighed?"



           . . . "Jo, i Norge tusind Steder
           byde hvad I ønske Eder"
           -- sagde min Kaptain, traadt frem --
           "Derfor, Johnny, følg mig hjem!
           Der er tusind stille Dale
           hvorom Ingen har hørt Tale,
           og som kun en enlig Trost
           har for tause Skove rost --
           Dale, hvis vidunderhøje
           almagtslige Majestæt
           ganske vist af fremmed Øje
           ei endnu er bleven seet.
           Men, endskjøndt, saa vist som Bryst
           Hjerte har og Ansigt Øie,
           hver en Dal sin Indsjø har,
           himmelblaa og stjerneklar,
           fjernt omkrandst af Aaser høje,
           nærved af en Blomsterkyst,
           og endskjøndt en fyrig Elv
           overalt ved Siden følger,
          
d.I,b.3,s.307              med en Lyd af friske Bølger,
           friskere end Havets selv:
           kan jeg, Johnny, nok mig tænke,
           at den gamle Sjømands Længsel
           efter Havet vilde hale,
           som med en usynlig Lænke,
           snart dig bort, som fra et Fængsel,
           ifra Landets indre Dale.
           Derfor, Johnny, maa du vide,
           Havet har i Uroldstide
           Landets Alpebelte sprængt
           og er til dets Indre trængt,
           strømmende i dybe lange
           Fjorde, som sig indad slange,
           gjennem hine brudte Svælg.
           Der en yndig Plads dig vælg
           enten paa en skovkrandst Tange
           i en venlig liden Bugt
           i en Dal af Alper lukt,
           eller paa en grønklædt Bred
           skraanende mod Fjorden ned!"




           Før et Jevndøgn alt vi vare
           næsten helt af Themsen klare;
           og da vore Passagerer
           (Johnny Johnson, Mary Ann)
           kom paa Dækket, Engelland
           under Havets Bryn sig skjærer
                 som en bleg
           neppe synlig Taagestreg.



           Og nu bar det for hver Klud
           lige ret nordostenud!
           Ostnordost og retsaa nord,
           til i fjerde Morgens Gry
           Manden ned fra Merset skriger:
           "Ret i Nord en snehvid Sky,
          
d.I,b.3,s.308              der i Høiden stedse stiger,
           liig en buet Sølvergjord
           over Horizonten spændt!"


           . . . "Hurra! det er gamle Norges
           snebedækte Klippeborges
           morgensolbelyste Tinder,
                 som os minder,
           at Seiladsen snart er endt."


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE