HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845

d.I,b.3,s.234  
YACHTCLUBB-FLAADEN

           O
Farvel, Spithead! Som sorte
                      Punkter Skib for Skib forsvinder.
           "Caledonia" selv er borte,
           Caledonia selv, at see
           seilbedækket ret som tre
           svimmelspidse Snebjergtinder.
           Portsmouths mægtige Belæg
           af rangerede Kasteller,
           et for et, som Punkter hvide,
           sees, dalende saa sagte
                 som forjagte
           stilleblevne Tidselskjæg,
           under Horizonten glide.
           Og af Aandens Sejersmærker,
           Menneskenes Underværker
           næsten træt og overmæt,
                 Øjet søger
           til Naturen, hvor den spøger,
                 følger heller
           Højene om landligtblide
           skjønne Cowes, af hvis blaa
           solbelyste blanke Tage
           hist og her vi et at rage
           frem af Lunde af Moreller
           Poppler og Kastanjer saae.


           O hvad yndig Blanding af
           Stad og Landsby, Land og Hav!
           Mellem hine Tage blaa
           skimted gule frem af Straa;
           tamme Duer ifra Byen
           viden over Fjorden sværmed
           midtiblandt dens vilde Terner;
           snart med djærve Vingekast
           cirklende de under Skyen
          
d.I,b.3,s.235              lyste hvide frem som Stjerner,
           snart de klapprende sig nærmed,
           sænkende sig paa vor Mast.


           Og, at Alt ved Cowes skulde
           være nydeligt tilfulde,
           laa der, ringet ind af Lunde,
           paa en Bund, hvor Sølversandet
           perleglindste gjennem Vandet,
           adspredt henad Calshots Kyst,
           en saa underdeilig Flaade
           at man gjerne tænke kunde
           den med Alfer var bemandet,
           bygget kun til Feers Lyst, --
           ja en herlig Flaade atter
           af Korvetter og Fregatter,
           meget større ei end Baade,
                 Skjønmodeller
           til de Store udenfore
           Portsmouths Rad af Sjøkasteller,
           saa den lille Landsbys Rhed
           var et Billed af Spithead,
           med bevimplet Skov af ranke
           Master, vajende og slanke,
           smekkre Epilobier liig,
           der paa Kanten af en øde
                 Hedes Banke,
           enkelte som Ax, med røde
           Purpurblommer hæve sig.



           Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
           Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
           nu, nu lægger En ifra!
           Ledig Dandy vil maaskee
           skyndsomst fra Catania
           til en Lady, som er daanet,
           hente i krystalne Glas
           Is, som er paa Ætna blaanet?
           eller -- til en bedre Spas --
          
d.I,b.3,s.236              til en Viscountesses Tørste
           fra Vestindien allerførste
           gyldenmodne Ananas?
           Ja hvem veed (hvis nu
Mylord
           for en Belesprit har Ord)
           om
His Grace i Hu ei randt
           nu da Routen ud er sovet,
           at paa den igaar galant
           i den glimrende Salon
           han paa Æresord har lovet
           Morgan eller Blessington
           frisken Krands Orangeblommer
           hentet fra Messinas Sommer
           af ham selv og det direkte?
           Thi
Mylord har Tid nok jo,
           og de høitberømte To
           ingen Bøn han kunde negte.


           Nei, paa Yachten, som vi saae
           fra de andre ud at staae
           seilbedækket os imøde,
           flygtet Yndlingssvane liig,
           som med Guldring om sin lange
           smekkre Halses Sølverslange
           blandt de andre vilde graae
           paa et Kjern i Nordens Øde
           som en Dronning viser sig --
           der ombord hvor tæt dog vrimle
           Dandys ved Kahyttens Dør,
           mellem gyldenfryndste, blaae,
           violette, rosenrøde
           Parasollers Silkehimle!
           Og af lange hvide Slør,
           hviftende for lette Bør
           Stjerner ud i sine Folder,
           skinner Skandsen overalt
           rundt en Amazongestalt,
           som det gyldne Roer holder.
          
d.I,b.3,s.237              Ah, hvor nære
           langskibs hun til Luvart kunde
           lade Yachten trodsig skjære, --
           farligt, skjøndt saa sikkert som
           Somnambules Gang iblunde,
           saa ei Damerne alene,
           men de mustacherte pene
           Herrer ogsaa, ganske blege,
           med af Rædsel aabne Munde:
           "
La Duchesse! Duchesse! skrege . .
           O, for Guds Skyld! Roret om!"


           Allemand ombord i Briggen,
           Allemand (ja Lodsen med)
           Alle med udstrakte Hænder
           stode, forat frelse Riggen,
           langsad Rælingens Gelænder
           i et ængsteligt Geled.



           Da, just i Sekunden da,
           kun en Alen knapt derfra,
           Damen drejer raskt paa Roret,
           just da hendes Navn af Choret
           blev udraabt og Yachten vender
           for at løbe ned i Læ,
           viser Lodsens Blik og Hendes
           Aasyn, at de begge kjendes.
           Hans blev rædselsfuldt at see:
           skummelmørkt, dog fuldt af Flammer,
           Fakler liig bag Sørgefloret,
           hendes Aasyn hvidt som Sne,
           fuldt af en Gorgones Jammer.



           "Johnny -- You"! sagt med en Stemme,
           som ei lader sig forglemme
           -- o, som om i Glas man skar
           foran nervesyge Øre --
           hørtes Ladyen at raabe.
          
d.I,b.3,s.238                    Meer at høre
           var for dengang ei at haabe,
           da hun af saa iilsomt bar.


           Men hvad tænker Damen paa?
           Er den Lady rigtig klog?
           Op paany hun Yachten jog
           til den Kurs den forhen laae;
           og, idet hun vende lod,
           saa dens Fraade os besneer,
           kaster hun en Pung Guineer
           klingrende for Lodsens Fod.



           Men hvad tænker Manden paa?
           Er den Lods vel rigtig klog?
           Pungen iilsomt op han tog
           og tilhavs saa langt han kunde
           i et Nu den slængte saa
           i de gridske Bølgers Munde.
           Damen saae det. Hun og Alle
           saae og hørte Pungen falde. .
           Nei, ei den, nøiagtigt talt,
           lod sig høre da den faldt;
           thi dens grønne sølvindslyngte
           Net blev sprængt af Guldets Tyngde,
           saa at, da dens Indhold suste
           Mynt for Mynt i Bølgen ned,
           dalte sagte som et Blad,
           sammensjunken, splittet ad,
           Pungens Pjalt derefter med
           just hvor Yachtens Kjølvand bruste.



           Lodsen . . Ah, hvad gaaer af ham?
           Andengang han jo paa Ærmet
           tørker bort en Taares Skam,
           som, hvor haardt imod han stred,
           stedse svulmende sig nærmed,
           til den trilled moden ned?


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE