HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845




SCENERY. ENGELSK EFEV

           M
en se forud! se mod Norden!
           Forud se, hvad Perspektiver,
          
d.I,b.3,s.228              Tepper liig, der rulles op,
                 Hampshire'-Fjorden,
           ret som et Kaleidoskop,
           snevrende sig sammen, giver!
                 Som forelskte i hinanden,
           nærme begge Kyster Stranden,
           saa at Fjorden mellem dem
           som en Flod sig lister frem.
                 O, saa maae
           hedenfarne Saliggjorte
                 kunne skimte
           gjennem Himlens aabne Porte
           Paradiserne fremglimte,
           som de engang skulle naae!
           O, det er at speide i
           naadig Skabers Fantasi,
           da Han, efter i sin Vælde
           skabt at have Nordens Fjelde,
                 Alper steile,
           Himalayas Gletscherspeile,
           overlod sig til en stille
           salig Skaberglædes Nyden
           og Miskundsomhedens milde
           overstrømmende Indskyden!


           Mere bløde Linjerækker
           fine Pensel ei i glatte
                 Olje trækker,
           slaaer ei blidnet Døningbølge
           eller gyldentunge Ager,
           over hvem en Luftning jager,
           end de grønne træbesatte
           Hampshire's Høje, som forfølge
           paralelt hinandens Flugt
                 langsmed Fjorden,
           alt som dybere mod Norden
           denne skyder ind sin Bugt.
          
d.I,b.3,s.229   Da fornam jeg grant, hvordan,
                      mine Fædre (mine; thi
           under Sognefylkes vilde
           havomskvulpte steile Kyster,
           gjennem stærke Kjæmpebryster
           vælded frem den varme Kilde
           til mit eget Stammeblod) --
           da, ja da jeg klart forstod,
           hvordan Nordens ørnefri
           Viking og alt halvdeels velske
           ridderartede Norman,
           under Vilhelm Landestormer,
           kunde dødeligt forelske
           sig i dine skjønne Former,
           kvindefagre Engelland;
                 ja hvorlunde
           Hjemmet de forglemme kunde,
           sønderrive Hjertets Rod,
           saa de evigt det forlode,
                 for at pode
           ind i hint sit eget Blod.


           Fæstet end af deres Fødder
           rundtom i Ruiner stod:
           Hvor iland de satte Fod,
           reiste de et Taarn til Mærke,
           ligesom i Romas Dage
           Seierherrens Landsestage
           boredes af ham i Jorden.
           Og de staae der end de stærke
           Normanstaarne til et Tegn,
           at af dem erobret vorden
           er den hele skjønne Egn.



           Men en større, skjøndt ei værre,
                 Seierherre
           har ved hine tandudskaarne
          
d.I,b.3,s.230              William-Conquestor-Taarne
           sig med saadan Magt indfunden,
                 som om Grunden
           var hans egen Odelsmark,
           som igjen han vilde tage.
           Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage
           ældre end en Patriark,
           født vel før end Hors og Hengst,
           har han Taarnenes Baroner
                 overlevet
           og paa Taarnene forlængst
           sit Familiebanner hævet, --
           Krandse hængt og Sejerskroner,
           over hvert et Buehvælv,
           hver Gesims, Karnis og Karm
           med Familiefarven smykket,
           ja de faste Taarne selv
           hist og her isøndertrykket
           med sin egen stærke Arm.
           . . Stærke? O hvor synes vege
           denne Seierherres Arme,
           strakte ud kun til at lege,
           mens dog det Naturens Blod,
           som besidder varigst Varme,
           rinder fra hans Hjerterod!
           Thi den Taarnenes Betvinger,
           stolte Slægters Overlever,
           Han, som sine Fænniker,
           op ad Murens Steilhed stegen,
           trædende paa døde Grever,
           fra Ruinens Tinder svinger,
           ikke nogen Anden er,
           end det gamle Englands egen
                 odelsbaarne,
           symbolvalgte, dunkelgrønne,
           evigen ungdomlig-skjønne
           Efev, voxet vildt afsted:
          
d.I,b.3,s.231              Englands stolte Eges kaarne
           trobevarte Kjærlighed,
           Planteverdnens Ganymed.


           Lad i Portsmouth hine Rækker
           af Kaserner bli'e forladte,
           lad the Queens Tredobbeltdækker,
           Flaadens Skibe, et for et,
           blive op paa Landet satte,
           raadnende og søndersprukne,
           Hvale liig, der gispe, trukne
           op paa Stranden i et Net
           -- o før trende Aar er' rundne,
           Flaade, Fæstninger og By,
           Citadeller og Kaserner
           ville være overspundne
           af et Efevvildnis, svundne
           sporløst, som en Klase Stjerner,
           naar du søger dem paany,
           blevne borte i en Sky.
           Ind og ud ad hver en Port,
           hvert et Vindu, sønderslaget,
           paa de øde Byruiner,
           udad høje Mezzaniner
           slangemægtig inden kort
           kaade Efev vilde gro;
           langsad Ribbene paa Vraget,
           ind- og udad langs de sorte
           Dødens Munde, Skydsets Porte,
           armtyk, eviggrøn sig sno;
           stærkere end Ankertouge
           sammenknytte Flaadens Bouge,
           sammenflette kabbelfast
           Raa til Raa og Mast til Mast;
                 til dem takle
           med sin seige lange Rakle,
           som med ægte Baadsmandskast.

d.I,b.3,s.232  

           Ja, om London ud var død,
                      om dets Millioner gjøre
           Ende paa den Kamp de føre
           mod den grønnende Natur,
           stedse flyttende sin Muur
           længer ud i Landets Skjød,
           og om de forlode det,
           mylrende ad alle Stræder,
           Orme liig, der alt har ædt,
           Staden, som bestaaer af Stæder,
           levnende det Øde, som
           over Eufrats London kom,
           over stolte Babylon,
           Ninive og Ktesifon: --
           da, da inden Somre faa
           vilde Engellands Vedbende
           seirende tilbagevende,
           brolagt Gade sønder slaa,
           over London-Bridge sig spænde,
                 sammenknytte
           Lordens Borg Kartistens Hytte,
           rundt St. Paul Guirlander binde,
           med sit Net af Blade spinde
                 gamle Tower
           ganske som en Kube over,
           gjøre Bondstreet til at see
           som en hvælvet lukt Allee,
           hver af Squarernes Kvadrater
           til et yndigt Skovtheater,
           hvor Irisker og Stillidser,
           bag de levende Kulisser,
           under hvirvlende Musik,
           smukke Elskovsskuespil
           med et stort Talent opføre,
                 men hvortil
           spodske Stære see og høre
           under skjærende Kritik: --
           gjøre London til en Skov,
          
d.I,b.3,s.233              hvori selv St. Paul fordølges, --
           til et Vildnis, hvor kun følges
           vilde Skjønheds Ordenslov --
           Paradiis for Millioner
           Finker og Papilioner;
           og paany fra Himlens Blaa
           skyldfriblevne London vilde
           klare og forsoningsmilde
           Straaleblik af Solen faa,
           -- ja, det samme maaneblide,
           stjernestille, gyldenhvide
           Foraarssolskin, som paa Landet
           flyder, med et Gjenskin blandet,
           over Tagene af Straa.
           . . . O saa yndigt Solskin mindes
           jeg den Dag vi Spithead peiled,
           da vi ind St. Hellens seiled,
           over hele Egnen lagt,
           skjøndt med endnu større Pragt,
           saa at Øiets ømme Lindse
                 maatte blindes,
           af de klare Straalers Magt,
           om et Blik mod Himlen voves.
           Herligst dog det syntes glindse
           over lundomhegnte Cowes,
           som om Solen her opdaget
           havde yndigst Sted paa Jorden,
           Syden for en Dag bedraget,
           og paa denne Plet i Norden
           øst sin bedste Fyrighed
           over denne Landsby ned: --
           hele Luften blaaforgyldt,
           med en Glimmerglands opfyldt,
           med et Spil af Farvetoner,
           som om den af Millioner
           pludselig i Glød antændte
           Diamantsafirer brændte.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE