HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845


ISLE OF WIGHT. SPITHEAD. "THE ALBATROSS"

           L
ad den raa Pilot ved Glasset
           sidde der, til han blier mæt!
           og paa Kassen ved Kompasset
                 (Mandens Taffel)
                 en Karaffel,
           fuld af "Franskt" ved siden sæt!
           at han, efter Hjertenslyst,
           i mandhaftig Tomandsdyst,
           som en ærlig Engelskmand,
           kan hver Draabe Blod forøde
           i hiin fødte, hanerøde
          
d.I,b.3,s.218              Fiende af hans Fædreland,
           den han jo medrette kan --
           da den baaren er derhenne
                 i Guienne,
           Medoc eller Armagnac,
           altsaa i den sorte Prindses
           sværderobrede Provindses
           arildsodlede Distrikt --
           ansee som et højst forrædersk
           Døden værd Oprørerpak,
                 der meeneedersk
           sveget har mod Leoparden
           Underdanens svorne Pligt.
           Vi imedens ville følge,
           Isle of Wight, Old Englands garden,
           dine Skjønhedslinjers Bølge,
           prægende sig ud i Luften
           liig en underskjøn Afspeiling
           af en yndig Feers Ø;
           under vor Laveringsseiling
           langsmed Landet drikke Duften
           af det slagne friske Hø;
           Cath'rine-Point's Styrtning maale,
           som af Morgensolens Straale
           snart illumineret, til
           Bjerg af Roser blive vil,
           medens Nettleston's, det hvide,
           liig en lang uhyre Hæk
           af Viburner og Jasminer,
           sees ud i Havet glide,
           til det som en Linje tviner
           mellem Luft og Bølge væk.


           Lad ham sidde der den Tvære!
           sine tause Glas fortære
           med en skattegravertyst
           indædt heed forsvoren Lyst,
           som om hvergang han paa Bunden
          
d.I,b.3,s.219              Perle eller Diamant,
           slubbrende den ind med Munden,
           i det tømte Bæger fandt!
           Andet kalder vore Blikke:
           Her her aabner alt Spithead
           Gyldenhornet (Stambuls ikke
           maaler sig i Pragt dermed).
           Derfra, paa tredobbeltkronte,
                 bølgebaarne,
           kun ved Sejer gjenforsonte,
           herskende Britannias Bud,
           skyhoslige Tordentaarne,
           fare viftehurtigt ud
           did den stolte Dronning peger,
           efter alle Vindens Streger.


           Nu imellem Portsmouths hvide,
           milelange Fæstningsvolde,
           som i Øst, paa langtudskaarne
           Tunger synes hist at glide,
           liig en Sølverkjæde hen,
           fuld af Led af runde Taarne,
                 Citadeller
                 og Kasteller,
           som for sammen fast at holde
           Havets Bryn med Himmelen. . .
           Mellem disse havomstrømte
           Krigens skinnende Palladser
           og imellem Rydes berømte
           poppelkronede Terrasser
           (Ryde, som Walter Scott lovpriser
           fremfor Indiens Paradiser)
           Flaaden laa i dyben Fred,
           adspredt paa St. Hellens Rhed:
           Englands Gyldenhorn, Spithead.
           -- Rolige, som Skjær, af vegne
           Springflod op i Veiret stegne,
           som ved Kogleri, imens
          
d.I,b.3,s.220  

           Ebben løber Fjæren lens, --
                      rolige som kolossale
           Graasteens-Sfinxer i de Dale
           Nilens Strømme overfløde, --
           rolige, som Hvale, der,
           bugopvendte og som døde,
           sove midtpaa Havets Øde:
                 hist og her
           hine stolte, taarnehøje
           men of war's for Anker fløde,
           ubevægte, skjøndt mod deres
           grønne Bouge Bølger skjæres,
           stærke, høje som tilsjøs.
           Og det blev for Aandens Øje,
           som om hvert et Skib kun var
           flagbetegnet Ankerbøje
                 for den største
                 Verdens første
           Verdens sande man of war,
           for Great Britain selv, som har
           slidt sig fra Europa løs,
           lagt sig ude langt tilsjøs,
           riig og fri og stolt og bøs!



           Grusomme "Diktator" vi
           ilede med Gru forbi.
           Yderst hen "Najadens" Morder,
                 som forjagt
           af sin Daads Melancholi,
           havde eensom sig forlagt.
           Som om Nordmænds eller Danskes
           og Franzosers kjække Border
           kunde see sin Roes forvanskes,
           sig beundret ei, men hadet,
           laa den eensom der og baded,
           sit, med gabende Kartover
           rundtomkring besatte, Bryst
           midti Rhedens grønne Vover,
          
d.I,b.3,s.221              fjernest ifra Englands Kyst,
           liig en Svane uden Mage
           og af Flokken glemt tilbage.
           Men just der, hvor nedadvendte
           Skygger af dens Master endte,
           saae Vi dem fra "Royal George"
           (det for mange Herrens Aars
           Tider siden sjunkne store
           Tredækslinjeskib) at bore
           sig med Stag og Takl og Top
           imod hine ligeop, --
           Sex i Alt og Tre mod Tre.
           Ja, da skarpt jeg saae i Vandet,
           fik jeg tydeligt at see
           Royal George i Vant og Mers
           med Gespenster fuldt bemandet,
           klavrende paakryds og tvers.


           Nelsons Skib ved Abukir,
           (agterpaa "The Vanguard" stod
           malt paa sort med Træk som Blod,
           meer til Rædsel end til Ziir)
           laae for Anker uden Rigg,
           rolig som en Ø, i Havnen,
           rækkende (som Invaliden
           frem sin Armstump) op de korte
           Master, ifra Merset borte,
           hvortil Sejeren i Striden
           før saa ofte lænte sig.
           Og det syntes stundom mig,
           som om op og ned ved Stavnen,
           under Skibets Gallion,
           dandsende langs henad Siden,
           frem af Bølgen hæved sig
           Heltens yndige Sirene,
           Lady Emma Hamilton,
           løftende høit op i Favnen,
           snelt som Skvulp af sjunkne Stene,
          
d.I,b.3,s.222              sølvhvidt Oldingshoved, slynget
           om med slimig Tang og Tare:
           Hans, der med et Glimts Forbi,
           som tilveirs Raketter fare,
           grusomt blev i Raaen klynget:
                 gamle Caraccioli.


           "Agamemnon", vidt berømt
           ligesom sin græske Navne,
           næst hiin tryllende Medusa,
           (Hamilton, Siren-Gorgonen,)
           af Lord Nelson elsket ømt,
           strakte Marmorgallionen
           mellem to berømte Stavne:
           "Thunderer" og "Arethusa".
           "Victory", i Nelsons Blod
           med Udødelighed døbt,
           kneiste som en Pyramide,
           taarnet op af Bramseil hvide,
           som et Bjerg med kulsort Fod,
           men i Sne forresten svøbt.
           "Dreadnought" (gamle Collingwoods)
           "Africa" (Sir Sammy Hoods)
                 vingede "Bellerofon",
                 som bortførte
           i sin Favn Napoleon,
                 sørgeslørte
           Fangebuur "Northumberland"
           Howes "Ajax" og "the Queen",
           "Hero", "Royal Sovereign",
           Codringtons, den Navariner,
           tvende Gange tændt ibrand,
           "Triumph", "Caledonia",
"Windsor-Castle", "Victoria",

           -- alle Disse blandt de mindre,
           flere end jeg kan erindre,
           laae, som Hvaler blandt Delfiner,
           Portsmouth til og Portsmouth fra.
          
d.I,b.3,s.223  

           O, igjennem disse Sunde,
                      disse Net af Fæstningsgrave,
           ovenfra, naar Synet høined
           sig mod Sky, i Dybet øinet
           som et Garn af sorte Baand
           mellem disse Dødskasteller, --
                 o, her kunde
           Døden, om den var en Aand,
           og ei burde tænkes heller
           som fra Paradisets Have
           Fredens Palmers milde Aande,
           der borthvifter Jordens Vaande, --
           o her kunde den, belæsset
           med Fordærv, med Ljaen hvæsset,
           Herrens Dommes Overbringer
           til en millionfold Skare,
                 gjerne fare
           paa de lynbaldyrte Vinger
           uden Mine af Foragt
           for de Dødeliges Magt,
           uden Trækket til Medynken
           skulde, svulmende i Rynken,
           om hans Læbe blive lagt.
           Ja beundrende kanskee
           vilde i sin Gjennemfaren
           han sin Dæmonvinge synke,
           hilsende Orloggerskaren,
           lade højt i Skyen blinke
           med en Lynilds Glimt sin Lee.



           -- Lodsen var og blev mærkværdig:
           under al vor Opseilads
           tømte taus han sine Glas,
           og for hver berømt Fregat
                 var han færdig
           flux at lette paa sin Hat.
           Mangt bronceret, kjækt og godt
           tatuert Matrosgesicht
          
d.I,b.3,s.224              nikked ned fra Boug og Plikt
           til vor groggende Pilot.
           Mangen blaa og blaarød Skjorte
           fik kun Tid at vinke blot,
           mens han venlige, men korte,
           Hilsner gjennem Skydsets Porte
           fik ifra de Andre sendt,
           og fra mangen Dæksmariner
           slige grimasserte Miner,
           som os viste, han var kjendt:
           "Ho, Johnny! ho! How do you do?
      Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
      Sing, Sailor, oh!"


           Ved den Stump af Sang han fik
           om at Toddy gjør fornøjet,
           traadte Vreden frem i Øjet,
           som om gjennem Løvets Dunkle
           brandguul og til Spranget bøjet
           Tiger som et Lynglimt gik.
           Men den svandt i næste Blik
           snelt som Smedens Funker funkle,
           slagne ifra Malmen rød
           ud i Nattens mørke Skjød;
           og saa hilste han igjen
           venligt paa hver gammel Ven --
           venligt nok, dog saa omtrent
           som en Løve eller klog
           alvorsfuld Newfoundlandsdogg
           vilde murre, naar dens bløde
           Pelts en Megetvelbekjendt
           i det varme Solskin klø'de.



           Men, om ikke jeg saae feil,
           Kime jeg til Graad opdaged
           i hans Blik, men snart forjaget,
           liig en Taage paa et Speil,
          
d.I,b.3,s.225              netop som vi over Staget
           gik, en Kutter at undgaa,
           som imellem Flaaden laae . . .
           Ah! det var et Mesterstykke!
           Ret et Ibenholtsklenod!
           Negerpigesort- og slank!
           Reisningen som Palmens rank!
           Uden andet synligt Smykke
           end en Bord omkring som Blod.


           "Denne der -- var Lodsens første
           Ord paa længe sagt til Os,
           da han havde slukt sin Tørste --
           har til Navn "the Albatross."
           Og en Albatross paa brede
           stedse spændte Vingers Flugt
           Kuttren er, til hidsig Jagt
           efter Slaveskibe brugt,
           flyvende med rastløs Magt,
           som om levende den vrede
           Havørns Hjerte med dets Hede
           i dens skarpe Boug var lagt.
           Men derfor, derfor især,
                 ja derfor
           har jeg Kutteren saa kjær:
           Jeg har havt en Søn ombord --
           Francis . . ."
                       Og med dette Ord
           Taaren, som for nylig, tvungen
           ved at han sig beed i Tungen,
           i sin Væxt tilbagesank,
           modned atter fuld og blank;
           og, før han fik knust den, gled
           ad hans brune Kind den ned.



           "Francis?" -- spurgte jeg mig selv --
           "Francis? Jagt paa Slaveskibe?"
           Hvad betyder dette vel,
          
d.I,b.3,s.226              at mig saa bekjendt det lyder?
                 Hvad betyder,
           at jeg ikke frem kan gribe
           hvad jeg veed er i min Sjel,
           men som i dens Dyb sig skyder?
           Men vilkaarligen at tvinge
           frem som Syn den havte Drøm
           er at ville daarlig bringe
           Klokke, sjunken i en Strøm,
           til deri som før at klinge.
           Netop naar den gribes skal,
           vægtforøges dens Metal,
           som om alle Dybets Kræfter
           halende sig hænge efter,
           som om Afgrundsslanger knytte
           sig om deres vundne Bytte
           med fortvivlet Kraft og Vrede
           om den sjunkne Kirkeklokke,
           der er bleven deres Flokke
           altforlængst et hævdet Rede.
           -- Men der var ei Tid til daarlig
                 anstrengt Grunden
           efter Drømmene paa Bunden
                 af min Sjel,
           naar de ikke uvilkaarlig,
           som opflydte af sig selv,
           komme af dens Dybder frem.
           Og desværre flux naar Blunden
           er med Nattens Timer svunden,
           lukker den sig over dem
           -- som om sine Perler Bundens
                 Musling stærk,
           af Polypens Arm berørt, --
           hurtigt, hurtigt før Sekundens
           svage Dødssuk hen er ført,
           en Passionsblomst liig om sine
           korsbetegn'te, straalefine
           Stjerneblommers Underværk.
          
d.I,b.3,s.227  

           Som med Dagens Time dennes
                      fagre Blomstring er forbi,
           Sjelenes med Nattens endes;
           og naar over Østens Høje
           Morgenrødens Flammer tændes,
           lukker du dit Aandeøje,
           Dødeliges Fantasi!



           Der var ingen Tid at spildes
           paa at jage undfly't Drøm,
           der tilfældig kun, som gale
           Antilope eller Svale
                 atter hildes,
           kommen af sig selv igjen --
           Thi i Fjernets Graa derborte
           syntes bag os alt Spithead
           sjunken med sin Flaade ned.
           Skibenes Kolossers sorte
           Masser med de hvide Rande,
           fulde af Kartovers Porte,
           saaes meer ei ovenvande.
           Masterne og deres Ræer,
           hist hvor i en blaahvid Rand
           Hav og Himmel sammenbryntes,
           agterud i Fjorden syntes
           Omrids liig af Granetræer,
           svedne af en Ildebrand,
           skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
           som paa sumpig Bredde baarne
           af et miilbredt Ørkenvand.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE