HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845


LODSEN OG HANS DRENG

           -- "L
æg bi! Læg bi!" Jeg syntes høre
           skraldende forbi mit Øre;
           og da, drømmende endnu,
           (skjøndt mit Nattesyn var slettet
           ganske sporløst af min Hu)
           jeg mit tunge Hoved letted
          
d.I,b.3,s.212              tumlende fra Rælingen,
           hvor jeg fandt mig selv igjen: --
           da, før Alt var ret begrebet,
           jeg en engelsk Lodsbaad saae
           sig anstrenge for at naae
           krængende til Falderebet.
           Bag ved Roret sad en Sinke
           -- men en vakker -- af en Dreng,
           holdende med begge Hænder
           (liden Kraft men bedre Vilje)
           Styret op, til Baaden vender.
           Sprungen op paa forrest Tilje
           var en Lods, en gammel streng,
           Baadens fulde Seil at minke.


           "Francis, so! Rigth so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!



           Og mens han med Venstren greb
           om et agterudslængt Reb,
                 trende Gange,
           fleer end trende, mange mange,
                 med den anden
           drog han Drengen til sit Hjerte
           under Udbrud af en Smerte,
           som kun passed slet for Manden.
                 Endnu Et og Lidt endnu
           havde han sin Dreng at sige,
           skjøndt vel tyve Gange sagt
           før han fik det vel belagt
           med et Sidste:
"hearest thou?"
                 Endelig fra Læbords Stige
           kastede han Baaden los,
           drejende mod Land den om:
           "Now in Gods name! Forewards right!
Forewards home! Straight forewards home!
d.I,b.3,s.213   Francis, Francis, cautious!
I return to morrow night."


           Fangelinen af han hev.
           Baaden af omsider drev.
           Men da den foruden Krængen,
           uden Fare til at see,
           lidtom lidt laverte væk,
           sagte -- da en Briis knap blæste, --
           og der Rebing var i Seilet,
           svang han dog fra Skibets Dæk
           end engang sin Hat til Drengen;
                 men jeg læste,
           malt med Sort paa Hvidt i Speilet:
           "Hastings,
Pilot, Numero three."



           Ei! -- jeg tænkte -- Ei, for Fanden!
                 Hvo kan nu
           rose længer Engelskmanden
           for hans djærve Sjømandshu?
           Staaer ei der den gamle Ulk
           kvalt tildøde af sin Hulk,
           stirrende og blinkende,
           Taarerne lidt Luft at give
           eftersom de fulde blive, --
           efter Drengen vinkende, --
           mumlende om Seil for svære,
           ustø Baad og Ballast let,
           om at Drengen gjorde ret,
           hvis han passed af at bære,
           dersom falske lunefulde,
           afsindsvilde Beachyhead
           (hvad han af Erfaring veed,
           før man venter det, kan møde)
           hundehylende nu skulde
           Kastevindene udstøde,
           paa Kanalens blanke Øde,
           liig en Røg af Kul og Sne.
          
d.I,b.3,s.214              Ha, den Britte skulde see
           under Norges vilde Kyst
           Gutter (neppe længesiden
           at de slap fra Moders Bryst)
           Gutter som en Tommeliden,
           druknede Havlodsers Børn,
                 mere kjække
           end den vilde Fiskeørn
           og sjøvante Nordlandsskarv,
           sikkrere end Havets Maager,
           mellem høie Bølgeraager
           svæve om i Faders Snekke,
           Moderens og deres Arv!
           Britten vilde blive bleg,
           saae han deres Tagfatsleeg
           med en Sværm af Kastevinde,
           der, saa hurtigt som en Vifte
           slaaes ud, sig om kan skifte
           efter hver Kompassets Streg.
                 Dog de finde,
           ved en Taages Gjennembrud,
                 ind og ud
           af de, meer end gammel Eeg,
           meer end Ertsens Strøg forgrente
           schakteskumle skjæromspændte
           slangesno'ede lange Fjorde;
           fare snelt som jaget Lom
           Fjeldene indunder, som
           lodret Bugterne omgjorde,
           og hvoraf den ene Bred
           hvinende udsender Vesten-,
           og den anden Østen-Blæsten,
           flyvende paa sorte Fjed
           Fjorden tverts og op og ned, --
           tverts, saa Strimerne hinanden
           skjære lige langt fra Stranden,
           som i Troldes Ledingsfærd,
           hvori Kjæmperne ei synes,
          
d.I,b.3,s.215              krydsende indbyrdes, brynes
           Tusinder af sorte Sværd.


           "Landet og dets vilde Fjorde
           -- tog den gamle Lods tilorde,
           drejende sig barsk herom --
           Landet kjender jeg, og noget
           (saa jeg fattet har hvert Ord
           mindes jeg endnu af Sproget
           siden jeg tilbagekom
           ifra Fangenskabet; thi,
           paa the Tartar med ombord,
                 som blev jaget
           ind i slig en Djævels-Fjord,
                 blev jeg taget
           med det hele Kompagni.



           Men, min Ven, saa stor en Baad,
           sluppen i saa unge Hænder?
           Den kan nok før Farten ender
           trænge Manddoms Kraft og Raad.
           Tro mig, om jeg havde halt
           Fokken noget mere stram,
           havde det ei været galt,
                 nei,
Goddam!"

           -- "Ei, Pilot, tillad, jeg troer,
           dersom Eders Baad er stor,
           er den og desmere sikker."



           "Baaden liden eller stor,
           Trygheden i Manden stikker,
           som er stillet ved dens Roer.
           Og desuden Beachyhead
           ei af Stort og Lidet veed.
           Linjeskibe eller Baade,
           Joller eller Men of war'er
           svæve paa dets Stormkasts Naade,
           magtesløse mod dets Vrede,
           som det Støvfnug Løven karer
          
d.I,b.3,s.216              op i Røg fra Ørknens Grund,
                 og som farer
           ud og ind af Dyrets hede
           vide, flammerøde Mund.


           Se histud mod Vest! Kanalen
           nævnes det i Dagligtalen;
           men det er Atlanterhavet,
           Verdensoceanet selv,
           her just her, hvor, bølgegravet,
           Bretland er fra Gallien brustet,
           med en dobbelt Kraft udrustet
           af et Hav og af en Elv.
           Klippesveiste Eddystone'
           --
oh, how many times is gone!
           af dets Bølger mangen Nat
           knækket som en Paddehat!
           Og hvor tidt, naar det blev Dag,
                 har ei siddet
           India-Eskadres Vrag
           rundtom paa the Needles spiddet?
           Og de Frygtelige staae
           dog, som Stene over Grave
           paa en Kirkegaard paa Landet,
           udenfore "Englands Have",
                 der, hvor Vandet,
           skinner deiligst, som beblandet
           med en Foraarshimmels Blaa."



           -- -- En mærkværdig Mand tilvisse:
           rustet Jern fra Fod til Isse;
           men der indenfor saa blød
           som Melonmarv hvid og sød;
           bliden Klang i haardt Metal;
                 Barskheden sentimental
           følsom, øm, ja som om kunde
           fra hans laadne haarde Bringe
           honningsød og lunken springe
          
d.I,b.3,s.217              Modersmelk i Barnemunde;
           fromme Ord til strenge Mæle;
           jomfrufølsom, moderblød
                 var den Gamle.
                 I det Hele
           liig den haarde, men med vamle
           Melk opfyldte, Kokosnød;
           eller, om der gives skulde
           mellem Jordens Instrumenter
           Fløiter drejede af Staal,
           men af bløde Toner fulde,
           mellem Genthorn og Serpenter,
           klingende som blide Velske
           mellem Jordens andre Maal.


           Men som Han nu sad der streng,
           mørk og mildere iflæng,
           syntes Intet han at elske
           uden Toddy og sin Dreng.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE