 MIN MODER Skjøndt kun dunkelt, ved en Hvisken som de fine Græsstraas Zisken | |
| d.I,b.3,s.179 |
under Vindens Gjennemfart, i en Drøm mig aabenbart: er det mig ei meer en Gaade, som mig Hovedbrud forvolder, hvor min Moder sig opholder efter Aandens fri Behag siden hiin den Rædslers Dag, da vi miste maatte selv det Allersidste i den sorte krandste Kiste; da vi saae med sortnet Blik hvor den dybere alt gik; med bedøvet Øre hørte gjennem tunge Fald af Muld, at vor arme Fars forgrædte Smerte raabte paa Alette; saae tilsidst med graadtilslørte Graven voxe hurtig fuld, at i Sandets løse Spil Højen ligesom sig rørte indtil den blev klappet til. Siden da sit Paradiis har Hun søgt hos sine Kjære, gjæstende dem skifteviis, Alle hende stedse nære. Oftest hos vor stakkels Far sidder Hun ved søvnløst Leje, ofte følger hun de Eensomhedens Veje langs den skjønne Vormens Bølger, som saa kjær hans Tungsind har. Naar hans Sorg Hun ind har dysset, flyende hans Pande kysset med et hørligt "fra Alette," Hun, den Ømmeste af Mødre, søger sine Børn, de spredte, |
| d.I,b.3,s.180 |
upartisk og ligelig, dog af Søstre og af Brødre først den Førstefødte: mig. -- Gjør Blaakammeret istand! Det skal nu min Moders være, Navn af hende altid bære. . . . Friske Blomster sæt i Vand! Roser, som Hun elskte saa, altid skal i Vindvet staae, Bogen, som hun ei fik endt, ligge skal paa Bordet vendt, med det hornindbundne stærke Øjenglas deri til Mærke. Strikketøjet ligger hos. (Derpaa var Hun Virtuos) Og ved Sofahjørnet maa Hendes Skammel ikke fattes. Alt med Hendes Minde paa, som om det var indbrodert, som Relikvier skal skattes, Stort og Lidet lige kjært. Hendes Jomfru-Silhouette fra den Gang Hun Christianssands, Fødebyens, Skjønhed hedte, smykket med en liden Krands, gjort af nogle mørke Kviste tagne ifra Hendes Kiste, under Hendes Speil skal findes. Og paa Væggen ligefor viser et Portræt -- det Sidste -- Hende som her stundom boer, skjøndt jeg Hendes smukke Træk endnu mere livligt mindes, end til Lærred de kan bindes, hvorifra de blegne væk. |
| d.I,b.3,s.181 |
Nøglen stikker jeg i Lomme. Ingen Fremmed did maa komme. Heller end jeg det vil lide, skal det hedde, at der spøger. Men hver Dag ved Middagstide, naar som herligst Lyset flammer, ene jeg min Mor besøger der paa hendes eget Kammer. Og som før, da jeg det pligted, allerførst jeg bringer Hende hvad som nyest jeg har digtet. Der "Jødinden" jeg idag lægger da paa Bordets Ende. Den er ret i Hendes Smag; thi med hendes Egne ikke Hendes Kjærlighed var endt. Den i Hendes milde Blikke var for Arm og Fremmed tændt. O Lyksalige! nu maa du de Ømhedsarme, som bundne i dit Hjerte laae, frit i Verden sprede om. Men Du glemme ei at lade dine Hænder paa mig dvæle. Sagte skjøndt som Rosenblade, hvem ei Vindene nedryste, men som af sig selv neddale, vil jeg føle dem og knæle under din Velsignens tyste ømme moderlige Tale. |