HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845




SCENE PAA CHRISTIANIA THEATER
PAA HS. MAJ. KONGENS OTTIAARIGE FØDSELSDAG,
26 JANUAR 1844.

Personerne:
HAGBARTH, juridisk Student.

EN MODER

MARIE, hendes Datter.

STUDENTER

(Scenen forestiller Hagbarths Værelse. Over Bogreolen et Par korshængte Sabler. Kongens Büste paa
en Piedestal. Et Laurbærtræ og to blomstrende Rosentræer paa et Sidebord.)



Hagbarth
                  
(flyttende de sidste Bøger væk idet Teppet gaar op).



           -- -- S
e saa! Nu bort med Schweigaard og med Stang
                 med Tingsret, Huusret og det hele Væsen,
                 som kanskee gjør en lærd Jurist ved Læsen,
                 men høist uduelig til Digt og Sang!
d.I,b.3,s.148  

           Dog har idag min Pen for første Gang,
                      skjøndt ellers kun til tørre Gloser skaaren,
           mig gjennem Poesiens Skyer baaren,
           og Digter blev jeg ved mit Hjertes Trang.

(Banker paa Sidedøren.)



                 Madam?

(Maria kommer ud.)

                       Ah, Jomfru, De?



Maria



                                   Nu, Herr Student?



Hagbarth



           Jeg har et Ønske . .



Maria



                             Saa vær det bekjendt!



Hagbarth



           Her kommer nogle Venner . .



Maria



                                   Intet Andet?
           Velan, jeg sikkrer for, at kogt er Vandet,
           og Lys i Overflod skal være tændt.



Hagbarth



           Tak! Tak!



Maria



                 Aa, ingen Aarsag! langtifra!
           Det er jo Kongens Fødselsdag, den Godes;
           og kan, Hr. Fætter, det Dem undre da,
           om saadant Ønske, halvqvædt kun, forstodes?



Hagbarth
            
(rækkende hende Haand.)



           Maria! --

d.I,b.3,s.149  

Maria

            

           Hagbarth!



Hagbarth



                             O, Maria, ret!
           Gid altid Du forstod hvad halvt er kvædt!
                       
(gaar raskt ud.)



Maria
            
(Seende efter ham.)



           Aha! -- Men nu er ikke Tid at grunde
           paa Sagn af flygtige Minutters Munde.
          
(Raabende ind ad Sidedøren.)

           Kom, Moer! kom nu, og lad os ordne lidt,
           skjøndt første Gang hos Hagbarth jeg opdager,
           at Bøgerne er væk, og at hans Sager
           er nogenlunde komne Hvert til Sit.



Moderen
            
(En borgerlig klædt Kone er kommen ind under
      sidste Replik.)



           Først Kongens Büste!

(Stiller den frem)



Maria



                 Ja! Og staa den skal
           paa gamle Snorre som Piedestal.

(Lægger en Snorre Sturleson under.)



Moderen
            
(Forandrende det.)



           Nei, opslaaet bør den ligge: der just aaben,
           hvor det i Hakon Gamles Saga staar,
           at han helbredte Borgerkrigens Saar
           og knuste Brødres blodbesprængte Vaaben.



Maria



           Mon Hagbarths Faders Sabler -- de derhenne --
           korslagte ikke skulde pryde smukt?

d.I,b.3,s.150  

Moderen



           Nei nei, mit Barn; de brugtes jo i denne
                      Fostbroderkrig, som Kongen selv har slukt.



Maria
            
(Gjørende til hver Strofe, som hun siger.)



           Saa vil en Green jeg af min Laure bryde
           og dermed Kongens ædle Tinding pryde,
           og mine Roser, just i fulden Flor,
           jeg om hans Hjerte i Guirlander snoer,
           og mellem alle disse simple Smykker
           et Kys jeg paa den Ædles Pande trykker.

                  
(Under denne Replik ere Lysene omkring Bysten tændte
                  af Moderen. Hagbarth og hans Venner træde ind
                  rangerende sig perspektivisk paa begge Sider af den.)



Moderen og Maria



          
(Til de Indtrædende.)
Velkommen!



En af Studenterne



                       Ah, hvor smukt!



Hagbarth



                                   O Tak, Veninder!



En Anden af Studenterne



           Idyllisk Digt er denne Rosengreen,
           som blomstrende om Kongens Bryst sig vinder.



En Tredie af Studenterne



           Og første Strofe jeg af Epopeen
           til Heltens Priis i denne Laure finder.



Hagbarth



           Mit Digt er mat mod disse Tanker i
           Marias Blomsters tause Poesi.

d.I,b.3,s.151  

Maria



           Et Digt?



Hagbarth



                       Maria, ja! og Du bedømme
                      om jeg kan elske eller kun berømme.



Hagbarth
                        
(Trædende frem.)

            

           Kunde jeg, som Solen letter
                       høit sig over viden Land
                       og med første Straale sætter
                       Alpers Tinder først ibrand
                       i en Krands om dunkle Sletter . .
                       kunde jeg nedblikke over
                       Folkets tusind Issers Vover,
                       vilde Blikket først nedglide
                       paa de gamle Gubbers hvide.

            

           Mændene paa femti Aar,
                       hyllede i Dunkelheden
                       af de friske mørke Haar,
                       vilde jeg ei se derneden.
                       Synet heller ikke trængte
                       først ifra sin Høide ned
                       til de Mænd paa Sexti, med
                       sine Lokker graatbesprængte.
                       Gubber selv paa Sytti vilde
                       ei mit Bliks Beundring hilde;
                       men, som Tinderne, hvem Solen
                       skinner paa fra Midnatspolen,
                       vilde hine hvide, faa
                       Ottiaarige fremrage
                       og mit frie Øje paa
                       sin Ærværdighed hendrage.
          
d.I,b.3,s.152                          O idag, I Norges hvide
                       Gubber! o idag, idag,
                       jer Triumfdags Timer glide
                       henad Himlens Stjernetag.
                       Hver en Gubbe, sølverhaarig,
                       som i Aar er ottiaarig,
                       siger smilende idag,
                       glattende de hvide Haar:
                       "Børn! se Jeg er Kongens Jevning!"
                       og med fyrig Stolthed slaar
                       Blodets svage svale Levning
                       endnu nogle raske Slag.
            

           O hvad Scene!
                       O hvad herligt Syn at se:
                       Folket bedende paaknæ,
                       saaat Carl Johan alene
                       kneisende som Konning staar
                       mellem dem paa otti Aar!

   O, hvi fyldes mit Øje med Taarer ved dette Syn: den otti-
aarige Konge mellem Folkets Ottiaarige? kun de hvide Isser
over Folkets knælende Mængde? Er det ikke skjønnere, end
om de stode der om ham som ung Prinds, med Vaabnene ud-
strakte, som Birkebenerne om Hakon? . . . Hakon! O liflige
Ord, kling igjen! Thi tre Hakoner have velsignet Norge, og
Gud har ladet Hakon den Gamle, som forligede de blodige
Bagler og Birkebener, komme forherliget igjen i Carl, i Carl
Johan
, som forligede de to blodige Sønner af samme Moder:
Bagger og Svear.

            

           Derfor Bønner op fra Norden
                       stige tættere idag
                       end fra Skyens tætte Lag
                       Sneen daler over Jorden.
                       De i Herrens Skjød (høilovet!)
          
d.I,b.3,s.153                          falde og sig sammensamle,
                       og Han vil dem sende ned
                       over Carl Johans det gamle,
                       laurbærkrandste, elskte Hoved
                       som Velsignelser og Fred.
   O, ere Folkets Velsignelser hans Livs søde Næring? Eller
ligge hans Livs Rødder i hans egen Sjels Menneskekjærligheds
Varme, saa de ere evig unge? . . . . Tilhest! Den gamle Konge
er tilhest! Nu knæler hiin Kreds af Folkets Ottiaarige og dets
Mænd reise sig . . Det røde Banner flagrer om ham . . Løven
flammer . . Afsted! Hil! Hil! Normannakonning, Hil! . .

            

           Haanden hviler fast paa Sværdet,
                       Øjet over Folkefærdet.
                       Kongen speider. Han opdaget
                       Nøden har, som tyst har klaget,
                       men som nu i Hyttens Dør
                       smiler ved hans Syn som før.
                        -- Ædelhjerte, har Du fundet
                       endelig din sidste Fiende?
                       ham, som Du imøde stunded,
                       ham tilsidst at overvinde?
                       Kongens Øje funkler saa,
                       sig i Rødme Kinden bader,
                       Haanden Sværdets Tag forlader,
                       arme Nød dens Hjælp at naa!

   O, Folk! Guds Miskundhed er skeet med dig og din Konge:
at dine Ældste endnu besidde ham, som de i sin Ungdom elskede.
O Konning, om Du drog dit Sværd, skulde ikke det Mirakel
ogsaa ske, at det udsprang i Blomster? Laurbæret grønnes jo
om dets Hefte? O Konning, trin ind i Hytten! Den vil være
strøet med Skovens Eviggrønt af dens fattige Ejer, og den otti-
aarige Bedstefader vil reise sig og sige: "min Konge, hvil her!
Velsign mig! Jeg gaar foran herfra."

d.I,b.3,s.154  
Chor1

(Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland.)



           Ja Gud velsigne Carl Johan,
                                  den gode gamle Herre!
           Gud signe gamle Norges Land!
                       Det vil ham ei undvære.
                 Her er ham Hjerterne saa tro,
                 her kan han trygt i Hytten bo,
                 som midt i Carleborgens Ro,
                       den gode gamle Herre.



           Ak, naar til Himlens Stjerneborg
                       den gamle Helt vil flytte,
           da blier i viden Norrig Sorg
                       i hvert et Huus og Hytte.
                 Han elsket er paa gammel Viis;
                 det blier et Allemands-Forliis,
                 naar gamle Carl med Paradiis
                       sin Kongestol vil bytte.



           Da Norrige i Marmor hvid
                       sin elskte Drot vil skjære.
           Gestalten af en Haraldid
                       skal højen Sokkel bære.
                 Paa Panden hviler Aand og Iid,
                 om Munden leger Ømhed blid,
                 i Sekler stimler Folket did,
                       hans elskte Træk at lære.



           Ja signe Gud vor Carl Johan,
                       den gode gamle Herre!
           Han strøet har om Norges Land
                       Glands af sin Sejerære.
          
d.I,b.3,s.155                    Og fra hans rige Hjerte flød
                 der Lindring i den Armes Skjød.
                 Han skar den Arme mangt et Brød,
                       den gode gamle Herre.


           Thi dale let, som Sneens Duun
                       ved klaren Himmel falder,
           hver Time mild og blid og luun
                       ned paa hans Hoveds Alder!
                 Til Oscars Hjerte trykket tæt
                 den blide Engel finde det,
                 som søger Carl, naar Guds Basun
                       til Himmelen ham kalder!



1
  tilbake4de Vers blot fiirstemmigt.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE