HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845


TIEDEMANNS PETUM
(VED EN PIBE TOBAK EFTER ET BEHAGELIGT BUDSKAB)



           S
nak med denne fine blege
           Sommerkvellens Trylletaage
                       over Enge,
           hvori Alfer skulle lege,
           Feer, som forlænge vaage
                       oven Senge,
           holde alt til Morgnen Bal!
          
d.I,b.3,s.137              -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
           I dens lyse Skyer svømme
           Sylfer og Sylfider ømme,
                 Englehovder tusindtal.


           Hvor de boltre! hvor de hoppe!
           Snart det er som store klare
                       Perler briste,
           som om hvide Rosenknoppe
           sprang isønder og en Skare
                       Alfer viste,
           som i deres Bæger laa.
           -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
           Mig en Englevagt omspænder;
           døde Venners Aasyn kjender
                 jeg i disse Masker smaa.



           O hvor smukke, skjøndt saa spæde,
           disse Aasyn, jeg ei glemmer!
                       Smukke, blege,
           ligne de paa Blaat en Kjæde
           ædle Alabastergemmer.
                       (De, som svege,
           ligne sortegraa Agat).
           -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
           Træk for Træk jeg sammensanker
           af min Maurits, Henrik Anker
                 min Erindrings døde Skat.



           O livsalig Guddomsglæde!
           Sky'er udaander jeg, og mine
                       Skyer vrimle.
           Høje Geister dem betræde,
           Engle svæve, som i sine
                       lyse Himle,
           tydeligt mit Blik forbi.
          
d.I,b.3,s.138              -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
           Læben aander ud en Sommer
           hvide og violblaa Blommer.
                 Drømme vugge sig deri.


           Her, her er mit Kongerige
           inden disse hvide Bjerge,
                       som saa hvalte
           rundt mig taarne sig og stige,
           fulde af en Slægt af Dverge,
                       der gestalte
           flux sig efter mit Befal.
           -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
           Vil jeg, flux de af dens Skyer
           bygge marmorsøilte Byer
                 og en prægtig Kongesal.



           Vil jeg, flux min Armod haste
           de med Guldstøv at besprænge;
                       rundt min Hytte,
           let som om de Slør udkaste,
           brede de violblaa Enge.
                       . . O hvad Bytte
           mod Novembers udenfor!
           -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
           Paa mit Hoved valmuprægtig,
           gylden, skjøndt som Guld ei vægtig,
                 Kongekrone sat jeg tro'r.



           Ja, her er mit Kongerige!
           her min Republik (den sande)
                       inden disse
           Grændser, som mod Fjernet hige
           blaanende om glade Lande!
                       her mit visse
           odelsegne Landestrøg!
          
d.I,b.3,s.139              -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! --
           O hvor stolte Idealer
           ere mine Generaler
                 i mit Ginistan af Røg.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE