|
NATUR- OG MENNESKE-KJÆRLIGHED
Hører du i døven Dvale,
Jordens Herre,
ei desværre
|
| d.I,b.3,s.60 |
Himmelens, din Faders, Tale --
aabn da Øjet for din egen
stolte Stammes
Viisdoms ømme kloge Ammes,
Alnaturens, milde Pegen
paa sin stumme Kjærlighed!
Skyen Træets Krone lædsker;
Træets Blade
atter bade
Buskens Top med milde Vædsker,
Skyens lunkne Honningblod.
Under Busken Græsset lukker
op sin spæde
Mund, og Busken af sin Væde,
blandet med dens eget Sukker,
mætter det med Overflod.
Dyret, skjøndt dets Øje blunder
taagehyllet,
seer fortryllet
dette Kjærlighedsvidunder.
I det vaade Græs en Hind
knæler med sin Kalv og slikker
op de fulde
Draaber, som paa Græsset rulle.
. . O, Natur, sit Liv den drikker
af dit ømme Hjerte ind!
Ak! men Jordens Herre, Manden,
Han, som bærer
Himlens Sfærer
modellerte skjønt paa Panden,
Lysets Kjerne i sit Blik --
Han, den Himlens Førstefødte,
|
| d.I,b.3,s.61 |
Brodermunde
tør et Drag af Luft misunde?
har for Jøden, den Forstødte,
Øjekast som Ormestik.
Han, med hulden Viv i Armen,
blidt omfavnet,
Christennavnet
korsbetegnet over Barmen . .
Han, hvis Mund med milde Smiil
er i Kysset af en Moder
blidt ompræget,
føler Hjertet kun bevæget
af et Helveds mørke Floder:
Hadets Aarers vilde Iil?
Ve dig, Cain, din Broders Hader!
Du at sove
ei tør vove
under Træets Ly, som bader
Tornebuskens Blomstersnee.
Tjørnene, mod Græsset ømme,
med Forfærden
straffe vil din Sjels Forhærden,
Græssets Taarer vil fordømme
dig i Alnaturens Vee.
|
| BLA BAKOVER |