 FRANTS HENRIK AUBERT INGENIEURKAPITAIN VED HORTEN Heller styrte ned i Gruus stoltest Taarn paa Agershuus, heller briste Haldens gamle Gyldenløves tordenmørke Bastion, Vingers Tind sin Krone miste -- den som skinner i det Fjerne som en sjunken søndret Stjerne -- end du skulde saa bedrøves i dit Hjerte, min Nation! I Hans kloge Pande stod mangt et Taarn paa stolten Fod. Bød Du, Norge, op i Høiden flux sig drejed qvadersøilet hans Idee og du i hans Hjerne ejed mangen herlig Stjerneskandse, mangen Borg med Krands og Tinde, truende mod alle Vinde. Vilde Bølge skulde standse for hans Storværk at besee. | |
| d.I,b.3,s.18 |
Ak, nu ligger Muur og Borg brustet i en Enkes Sorg! Alt forsvinder, som en Drøms Kontur der blegner, i den Taare, som sin Flugt skynder over hendes Kinder! Værket ved de vilde Vande standset staaer paa Ligets Pande. -- O jeg seer den . . o hvor tegner, o hvor meisler Døden smukt! Ak, en Krands af mørken Eeg gjør den endnu mere bleg, som en Bystes af en Romer, ædelt skaaren, marmorhvid som Maanens Skjær! Ak, hvor Døden skjønt forlystes! Krands om Panden, naar den smuldrer! Fahnen sænkes, Trommen buldrer, Folket sørgeklædt ved Baaren for sin stolteste Aubert! |