|
|
| d.I,b.2,s.406 |
BØRNESANGE
SMAAGUTTENES NATIONALSANG
(Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland.)
Vi ere en Nation vi med,
vi Smaa, en Alen lange:
et Fædreland vi frydes ved;
og Vi Vi ere mange.
Vort Hjerte veed, vort Øje seer,
hvor godt og vakkert Norge er,
vor Tunge kan en Sang blandt fleer
af Norges Æressange.
Meer grønt er Græsset intetsteds,
meer fuldt af Blomster vævet,
end i det Land, hvor jeg tilfreds
hos Far og Mor har levet.
Jeg vil det elske til min Død,
ei bytte det, hvor jeg er fød,
om man et Paradis mig bød,
af Palmer oversvævet.
Hvor er vel Himlen mere blaa?
Hvor springe vel saa glade
de Bække, som i Engen gaa
for Blomsterne at bade?
Selv Vinteren jeg frydes ved,
saa hvid og klar som strøet med
al Stjernehimlens Herlighed
og hvide Liljeblade.
Jeg ikke vil for fremmed Vaar
min norske Vinter bytte,
og fremmed Slot ei nær forslaar
imod min Faders Hytte.
|
| d.I,b.2,s.407 |
Han siger, han er der saa fri.
Det ei saa nøje fatte Vi;
men noget Godt er vist deri,
som værd er at beskytte.
Gid jeg da snart maa blive stor
-- Jeg har saalænge biet --
at tappert jeg kan værne for
min Faders dyre Frihed!
Og skulde Nogen vel med Magt
faa Fædrelandet ødelagt?
Hvert Liv, min Fader jo har sagt,
er til dets Frelse viet.
Det leve da som Gran og Fyr,
de stærke, eviggrønne!
som Stjernerne bag sine Sky'r
er altid lige skjønne!
Kom Vaar og Høst, som altid før,
med Blomster for min Moders Dør,
med gyldent Korn paa Faders Stør,
som vil du dem belønne!
FOR KONGEN
(Mel. God save o. s. v.)
Gud signe Kongen vor!
Gud ham bevare for
Sygdom og Sorg!
Gid Himlens Miskundhed,
Barnets og Hyttens Fred
sænke sig stille ned
over hans Borg!
Vare vi Engle smaa
skulde vi rundt ham staae,
være Hans Vagt,
strø om hans Leje tyst
himmelske Drømmes Lyst,
gjøre i Folkets Bryst
herlig Hans Magt.
|
| d.I,b.2,s.408 |
Thi i hvert Øre ind
sang vi hans Ædelsind,
hvor Han er god,
at Han er Armods Ven,
huldrig som Himmelen,
at Ham ei Sorgen end
uhørt forlod.
Og for hvert Øje, i
herlige Farver, vi
malte hans Daad:
at Han et Kongedom
vandt i hvert Hjerte, som
saa, at Han, hvor han kom,
aftørred Graad.
Derfor af Folkets Mund
signes hans Aftenstund,
Han og Hans Slægt.
Gud da forøge Hans
Hæders og Krones Glands!
let som en Rosenkrands
gjøre dens Vægt!
VESLE-HANS'ES EVENTYR I SKOVEN
BØRNEVISE OM BARNLIG KJÆRLIGHED
(Mel. Skjære, skjære Havre.)
"Vinteren er kommen.
Se, hvor hvid den lyser!
Hututu! min Bedstemoer
hun sidder nu og fryser.
Jeg maa gaa i Skoven,
finde Qvist og Qvas derfor.
Hun jo mig
saa tidt hos sig
har varmet ved sit Hjerte?"
Vesle-Hans til Skoven
vandrer ufortrøden.
"Stakkels gamle Bedstemoer
har ingen Ved til Grøden.
Bare ikke Ulven,
bare ikke Bamsen stor
bryder frem
fra Skovens Hjem
og tager hele Gutten."
"Gamle Bedstemoder
maa da Livet miste,
stirre paa den vilde Skov
til hendes Øine briste.
Jeg igjen vil komme,
kjære Ulv, og bli'e dit Rov
bare jeg
maa gaae min Vej
med dette lille Knippe."
"Hør hvor Vinden tuder
i de tørre Grene!"
Vinden har saa barsk en Røst,
men vil dog bedre mene:
den vil bare give
Hans hver Qvist, som sidder løst.
Hans skal den
ta'e op igjen
og i sit Knippe binde.
|
| d.I,b.2,s.409 |
Nu er Knippet færdigt;
knapt han kan det bære.
Det sin gamle Bedstemoer
vil Vesle-Hans forære.
Hvor skal Vej han finde?
Sneen over Stien foer.
Glad og angst
han ta'er sin Fangst;
men veed ei Vej at finde.
"Hu, hvor fælt det rasler!
Bamse! Hu! der er den!
Hans dog slipper ei sin Bør
for alt hvad godt i Verden.
Liden Ekhorn bare
al den Støi i Skoven gjør:
den kun vil
ham Vejen til
hans Bedstemoder vise.
Liden Ekhorn foran
hopper langsad Gjærde,
svinger sig fra Green til Green;
der er ei Ondt paafærde.
Vesle-Hans bagefter
slæber sig paa tunge Been.
Gode Børn
ei Ulv og Bjørn
tillader Gud at ændse.
"Gudskelov der ligger
Bedstemoders Hytte."
Ekhorn sætter sig paa Tag;
nu har han gjort sin Nytte.
"Nu skal Bedstemoder
varme sig i Ro og Mag.
Eventyr
om Skovens Dyr
hun skal mig nu fortælle."
Vesle-Hans paa Døren
banker med sit Knippe:
"Kjære, gamle Bedstemoer,
du vil mig ind dog slippe?"
Bedstemoder spørger,
saa han knap sit Øie troer:
"hvor har du
vel plukket nu
de Blommer, som du bærer?"
Hans ei troer sit Øje.
Er det bleven Sommer?
Hver en Qvist i Knippet var
bedækt med friske Blommer.
Heggen sine hvide,
Tornen sine røde bar,
Birkens Blad
saa frodigt sad
som ved Skjærsommertide.
Vesle-Hans med Taarer
sig mod Væg mon vende:
"Hvilken Gavn er nu derved?
Det kan jo ikke brænde."
-- "Kan det ikke brænde?
Ak, mit Barn, din Kjærlighed
er den Ild,
som, varm og mild,
min Vinter gjør til Sommer."
|
| d.I,b.2,s.410 |
REENLIGHED ELLER LINERLEN
(Mel. Sidste Afsnit af: "Skjære, skjære Havre").
Bækken gaaer i Engen;
Bækken godt sig morer nok:
springer over Rod og Stok
og over høje Stene.
Bækken leer bag Grene;
hør den leer i Græsset godt!
Alt hvad der er sort og graat
kan Bækken ikke lide.
Liden Bæk vil gnide
Stenens stygge Ansigt hvidt,
vasker den saa jevnt og tidt
med Voverne, som glide.
Reen den blier med Tide,
om den ikke bliver hvid.
Dengang Stenen trilled did,
da var den sort og muldet.
Nu er den som Guldet.
Reen som Guld jeg ogsaa bli'er,
blot du, lille Bæk, mig gi'er
i Haanden blot en Draabe.
Jeg kan længe raabe;
Bækken gjør dog ikke Stop,
løfter ei en Draabe op
at øse mig i Haanden.
Men paa Siljevaanden,
voxende paa Bækkens Bred,
hopper liden Erle ned,
og dypper hele Vingen.
Hjælp dig selv, er Tingen!
Det jeg har af Fuglen lært.
Bækken har mig Vand forært;
men selv jeg maa det tage.
Nu kan Fuglen jage
rundt i Himmelen med Lyst.
Se, hvor straalende dens Bryst
de friske Vinger føre!
Jeg som den vil gjøre:
Haanden vil jeg dyppe ned,
vaske den og Ansigt med,
saa det ta'er ingen Ende.
Saa tør jeg det vende
freidig did hvor Fuglen fly'er,
see, om ei blandt Himlens Sky'er
en Engels jeg kan kjende.
Milde Blik de sende,
naar de see, at jeg er reen
som den klare Ædelsteen,
der kan i Mørket brænde.
|
| BLA BAKOVER |