|
|
| d.I,b.2,s.379 |
TEL DEN VENAST GJENTE I HALLINGDAL
(Mel. Markje grønas, Snjogen braane, Fjeill bli bært taa Lauvespræt).
Næbnas ska taa me ho inkji,
Ho, som Prisen bæra skal,
so desfleire vene Augo
glema kan i Hallingdal,
aa desfleire fagre Kjaka
raune kan som Ros i Sol.
Thi der æra mange slike
ifraa Næs aa alt te Goel.
Aa kor finns den vene Gjente,
som trur inkji um se sjøl,
at ho gjævast æ taa alle,
lik'som Gull imyljo Sylv,
lik'som Bjørkji myljo Græna,
at dæ æ umogele
nokan a'en meint kan væra,
nær der talas so taa me?
Ho, e meina, har no Augu
like Markjis Klukku blaa
glemande ti Morgoduggi,
Tænna just som Mjølk aa sjaa,
Smiledækka som dæ Haale
ti eit Rosebla, aa Maal
klingande som nær ein Gullring
ringla ti ein Sylverskaal.
|
| d.I,b.2,s.380 |
Henna Let æ kvite Jukkuls
Raunande ti Morgons Brand.
Haare bær ho i ei Krune,
fletta um mæ raue Band.
Dæ æ gjylt som Solestraaler,
som ein Dronnings Kaape si.
Va' e no ein liten Blomme,
døie ville e deri.
Levandes ho æ som Bækken,
rak som einstak Syljuvaand.
Arbe gaaer, som Kulu trille,
unde henna flinke Haand.
Grasstraaé som Staalfjør æra
unde henna lette Fot.
Tænk de henne daa i Dandsen!
Dands mæ henne, har du Mot.
Jedne taa glaværugt Hjerta
kvæe ho mæ Trollemagt,
som um Huldres bedste Langspel
va ti henna Bringe lagt.
Aa ho kjenne Tona fleire
ell' ein minnug Talatrost.
E nok trængte fleire Visu
før e henne fuldt fek rost.
Aatte Gull aa Sylv e, skulle
e vel henne gjeva daa
slik ei prægtig Brurekrune,
som dæ kunne ljøse taa.
|
| d.I,b.2,s.381 |
Men daa bærre Vers e eige
kem skull' dei tehøire daa
a'n el' den venast Gjente
e ti Hallingdale saag?
|
| BLA BAKOVER |