|
|
| d.I,b.2,s.362 |
SVALEN
ET SKJÆRSOMMERMORGENS-EVENTYR FOR MØDRE,
SOM HAVE MISTET BØRN
MIN SØSTER AUGUSTA PAA JELSØ FORTALT
Salig, salig er den Skabning,
baade Menneske og Dyr,
som, det første Dagen gry'er,
endnu medens Nattens hvide
bløde Taager sig fornøje
med langs Bækkene at glide,
førend langsad Østens Høje
Solens Leir af Purpursky'er
sine Telterækker spænder,
Gud den første Hilsen sender,
første Hilsen, første Lyd
af det Skabtes Tak og Fryd!
Uden Ord, dog er dens Klang
fyldig Knop af Ord, et Hylle
for en herlig Tempelsang,
og den gjemmer
i sit Udraab Chor af Stemmer,
som de Himmelske fortrylle.
Som i Knoppen
Palmetoppen
med de høje gyldne Fjere
allerede
er tilstede,
ligger i den første Lyd
af den vaagne Skabnings Fryd
Psalmens Høihed, Hymnens Ære,
Bønnens Magt, trefoldig stærk,
mægtig til et Underværk.
|
| d.I,b.2,s.363 |
Bed da førend Spurven qviddrer,
at dens Uskyld ei dig røver
Æren, som din Skyld behøver!
Bed da førend Aspen zittrer
i den første Morgenvind,
endnu medens Duggen glittrer
over Nattesfinxens Spind,
medens Tidslens Fjederhatte
hvidne af dens Perleskatte,
førend Engens Klokker blaa
endnu har begyndt at gaa,
slagne an til Ottesang
af et Vindpust, med en Klang,
som ærbødig Englens skarpe
Øre over Sky fornemmer:
hvor i deres Dyb de tunge
Sølverblomsterkolber runge
over alle disse Stemmer,
susende fra Græssets Harpe.
Da benaades vil, kanhænde,
med et Eventyr din Sjel,
som i Himmelen vil ende;
Aanden, hen i Syner reven,
i Henrykkelser forvildes,
mens dit Øje, i Sekunden,
den er i sin Flugt forsvunden,
ligner blegt en bortebleven
sjunken Kildes
aabne tomme hule Grav.
Mens det synes som du blunder,
somom Syn og Sands er borte,
gribe Englevinger under
Tankens ørkesløse Svæven
langsad Dalens Taagebund,
og i Bønnen fra din Mund,
i den første Lyd deraf,
øres du af en Seraf
|
| d.I,b.2,s.364 |
gjennem Paradisets Porte,
og Du faaer, som aarlest beder,
en Sekund
af de Frelstes Saligheder
for den tabte af din Blund.
Thi naar Nattens Stjernekroner
sænkes ned i Hvælvets Sale,
Aander dale
ned med dem, og tause lytte,
Menneske, de ved din Hytte,
om ei aarlest derifra,
ei fra Fuglens Rede, toner
Skabningens Halleluja.
Og den første Bøn ledsage
de med jublende Musik
til Miskundsomhedens Øre;
ja, naar ingen de fornemme
fra de følesløse Munde,
døde som de lukte Blik,
lytte de med Mismodsklage
til den første Fuglestemme
fra de taageslørte Lunde.
Held da aarlest Sanger! Leide
vinder han i Falkens Feide;
Engle vare
ham mod Fuglefængersnare;
Skyttens Piil
samler Dug kun i sin Iil,
gjennemborende det Blad
under hvilket Fuglen sad;
gyldne Kugle over Kirken
ikke mere sikker glimrer
end aarvaagne Sisiks lille
gyldengrønne Bryst, der skimrer
frem fra øverst Top paa Birken,
mens han hvirvler ud sin Trille,
dristigt vendende sin Bringe,
|
| d.I,b.2,s.365 |
som beskyttet
af et Tryllepandsers Ringe,
mod en Høg, som over Byttet
i den høje
Furu blunker med sit Øje.
Bed da aarle til Din Skaber,
at Du ei mod Fuglen taber,
at ei, efter Engles Dom,
den er mere god og from!
Lad med dem din Tanke mødes
førend Morgenskyen glødes,
før aarvaagne Lærkes Slag
vinder Himmelens Behag!
Førend Erlen gaar i Badet:
(det i Alchemillebladet)
førend Duggens Perler fulde
af Konvallens Skaaler rulle,
endnu medens Rosens hede
Læbe suger paa dens Iis,
maa du bede,
yde Skaberen din Priis!
ROSENBUSKEN OG SVALEN
Ak, hvor var imorges vel,
før det dagede, min Sjel?
I en Bøn, skjøndt uden Mæle,
jublende, skjøndt lydløst sagte,
kun med Ord af Hjertebanken,
pralte jeg idag med Tanken,
|
| d.I,b.2,s.366 |
at af hele
Skabningen, af alle Sjele,
Gud jeg bragte
første Hilsen fra det Skabte.
-- Over perlehvide Enge,
endnu medens Hvenegræsset
luded fuldt af Dug belæsset,
Blikket længe
irred om, indtil det tabte
sig medeet,
blindt for alt, i Dunkelheden
af de Rosenhegn, som stænge
rundtom Engens lille Eden;
og min Sjel forsvandt med det.
Ha, derunder Buskens Nat
hvor det glimred, hvor det gløded,
hvor det lyste i det dunkle
Tusmulm i det tætte Hegn!
Som om alle Qviste bløded,
draabemodne Rosenknopper
overaltifra fremfunkled,
ludende mod Jorden ned,
liig en Regn
af Rubiner og Koral,
Carneoler og Agat,
tryllebunden i sit Fald.
Som om alle Blade græd,
hang en Skat
af demantne Taaredopper
stjernestraalende derved.
Da, imens med anspændt Agt
Øjet stirred,
indtil Synet sig forvirred,
|
| d.I,b.2,s.367 |
paa den Flors Vidunderpragt,
var det som om Sind og Sands
kom i Flamme af dens Glands,
som om Rosenbuskens Brand
tændte mine Tanker an,
og min Sjel blev reven hen
hen igjennem Himmelen,
hen i Luers Flugt, -- hvorhen?
Ei jeg vidste, men jeg søgte,
medens Flugten sig forøgte,
mens mit eget Selv jeg tabte,
Ham, der mig og Busken skabte.
O, det var en Bøn, saaledes
som af Himlens Aander bedes:
uden Tunge, uden Klang,
kun med Følelsernes Rhytmus,
Tankens stumme Bølgegang,
Sjelens Tale,
den hvis Ord, de tause, klare,
paa dens dunkle Dyb sig male
som en Stjernebilledskare,
men i flyvende Omskiften
af bevægte Straaletræk,
som om, Nattens Bund henover,
Stjerneskriften
løb i Skjønhedslinjers Vover
snelt som Talen veires væk.
Da, da hændte det min Sjel,
da i Bøn til Gud den steg,
medens Jordens Syner veg,
som om den var sagt Farvel
med den Dødes Læbe bleg,
da mod Himmelen -- saa snel,
som fra Bunden af en Kilde
Stjernedraaben, hvert Minut
ud af dens Krystaller skudt,
sig mod Speilets Flade skynder --
|
| d.I,b.2,s.368 |
andagtsluende den il'de,
mødte den, paa Grændsen af
Skuet over Jordens Ynder
og de Frelstes Paradiser,
hvor dens Tinder,
som et omvendt Stjernehav,
en for en, som slukt, forsvinder,
mens den gyldne Linje viser
sig af Palmerne, som lukke
Edens Dale
fjernt i Øst, hvor de fremdukke,
mødte den en eensom Svale.
Ha, mon Jorden den tilhørte?
Da har den, ei jeg Fortabte,
aarlest bragt af alt det Skabte
Morgenhilsenen til Gud.
Eller mon et Vindkast førte
den fra Paradiset ud?
O Gud er miskundelig! Han seer Afmagtens Hjerte, og han
benaadede min Sjel med et himmelskt Eventyr.
Yderst udpaa Svalens spændte
spidse Vinger
tindred med en Glands, der blændte,
tvende Draaber ætherrene,
uden dog, hvor kjækt den svinger,
ned at rinde derifra.
Regnens Dryp paa Træets Grene,
Barnets Graad, Krystallen klar
sorte Kul imod dem var,
saa jeg tænkte: har den da
i en Lysets Kilde taget
sig et Bad alt før det daged?
Eller -- mumlede en Tanke,
|
| d.I,b.2,s.369 |
myggekjævet, fluemundet,
siden Svalen den misunded,
fuld af ond Bagtalens Givt --
skulde den, som vildt kan vanke,
have i en Klipperivt,
der hvor Fjeldets høje Branter
styrte ned,
stjaalet sig et Par Demanter
forat pynte sig dermed?
Hvi er Skjønhed saa forfængelig?
Hvi . . ?
Gud er retfærdig. Han taaler ingen ond eller smaalig Tanke
i sine Himle. De forstøde den som den høje Lufts rene Kulde
øjeblikkelig støder Dampen tilbage som Iisslag til Jorden. Før
jeg fik fuldendt, befandt jeg mig atter paa mit Sted med Blikket
fæstet paa Rosenbusken. Endnu var der en natlig Dunkelhed
under dens Hæng, Spurven sov endnu paa Taget, Natsvinxerne
havde taget Farvel med Skabioserne, men ingen Sommerfugl var
ude endnu.
Da var det somom Rosenbusken aabnede alle sine Knop-
per, og svarede mig som med tusind sladdrende Munde: "Lad
Fluerne og Myggene bagtale Svalen, den yndigste og letteste af
Luftens Fugle, Sommerens velsignede Budskab, den, som under
Nilens Palmer tænker kjærligt paa, at Granerne høit i Norden
vente sørgmodige paa dens Komme. Den sov under mit Telt
inat. Jeg gav den at spise af min Honning, Dugg at drikke af
mit lifligste Bæger og Draaber af min fineste Balsam med paa
Reisen. Thi hvorfor skulde jeg være skjøn og ikke have et godt
Hjerte?
Nu svæver den fyrige Utrættelige rastløs ud over Verden, ud-
over Menneskene, forat dryppe sine Balsamdraaber i det dybeste
Saar. Thi hvorfor skulde Fyrigheden, Skjønhedens Beiler, ikke
have et godt Hjerte?"
|
| d.I,b.2,s.370 |
-- -- Atter hæved
sig min Sjel. Jeg Svalen saae,
sænkende sig under over
Skyens melkehvide Vover,
og jeg frydedes paany.
Hvor den svæved!
hvor den svinged i det Blaa,
solforgyldt, skjøndt i sit Gry
Solen bagom Aasen laae!
Hvor den svinged! hvor den svæved,
somom den optrak i Luften
med sin blanke
Vingespids et straalelet
gylden- og blaastribet Net!
Jeg den fulgte med min Tanke
hvor dens Flugt mon videst vanke,
hvor de Balsamdryp, den bar,
foran tindred
som et Tvillingstjernepar.
For mit Blik sig vidt udspændte
Strøg paa Strøg, jeg ikke kjendte,
Egne, som jeg ei erindred.
. . Ha, det Brogede dernede,
Skyggerne, som sig udbredte,
Slangelinjerne, som vrede
sig henad den grønne Slette,
Jordens Kongeriger var.
Længe over Kongens Borg,
længe, somom tryllebunden,
Svalen svæved,
somom Jordens største Sorg,
tungere end Armods nagne,
under Kongens Purpurkaabe
hermelinbaldyret leved,
somom Vunden,
Utaknemlighedens slagne,
var i Kongens Hjerte funden
|
| d.I,b.2,s.371 |
hvori den sin Balsamdraabe,
kunde dryppe stille ned,
fuld af meer livsalig Fred
end den Tempelolje, som
salved ind hans Kongedom.
-- -- Ogsaa over mig den standste,
rysted Vingen allerede,
saa de dyre Draaber bævte.
Men da den medeet fik see,
at jeg endnu kunde lee,
at min Vrede
i mit Bryst, det blomsterkrandste,
aldrig over Aftnen levte,
dalte den paaskrømt kun ned,
pilende igjen afsted.
-- -- At og fram
fløi den over Armods Gam;
cirkled om den Syges Leje,
hvor der ikke haabtes meer;
strøg med sine Vingefjer
over en Forældreløs,
stødt af Frænder og af Præst
ud paa vilde Alfarveje;
nærmede sig allermest
stakkels jamrende Forførte,
fødende paa stenig Røs
uden at man Klynken hørte
paa de øde Grændseheje;
syntes at sin Flugt den loved
Hvile paa en Enkes Hoved,
som vanvittigen omfavned
Graven over den hun savned.
Men bestandig fra sin Dalen
hævede paany sig Svalen,
somom stedse
større Smerte den erindred,
bærende i kjække Kredse
|
| d.I,b.2,s.372 |
gjennem Luften trygt og fast
sit demantne Balsamdryp,
der fra Vingespidsen tindred
klart med Stjerneskudets Hast.
Ak, hvad Sorger kunne være store som Kongens? smerteligere
end Utaknemlighedens skjulte Vunde? hvilke Sorger vildere end
den Forfulgtes, tungere end Armodens? hvilke Smerter dybere
end Angerens, bittrere end den Forladtes?
Der maa være en tilbage,
en, som dybere maa nage,
endnu en, som værre lider,
uden Lise i sin Klage,
uden Maal i sine Qvider,
uden Tanke, Trøst og Raad,
hadende at kunne haabe,
gysende for at opdage
en Helbreden for sin Smerte,
Bund og Grændse for sin Graad.
Thi medeet sin Balsamdraabe
Svalen skjænket har et Hjerte.
Ei den længer kunde tvivle,
hvor tilsidst den skulde hvile,
hvem med største Ret tilkom
den velsignte Lægedom,
da den over Barnets Liig
saae en Moder bøje sig.
-- -- O Augusta! o min Søster!
Du, Du er den Lykkelige,
i hvis Smertes dybe Vunde,
somom Stjerner smelted, Draaber
af en himmelsk Balsam runde.
Sendebud fra Himmerige
kummersyge Hjerte trøster
med en Hilsen fra din Datter.
|
| d.I,b.2,s.373 |
Alt Du smiler, thi Du haaber;
og Du atter
seer som Rosenbusken op,
fra hvis Rigdom faldt en Knop.
ROSENBUSKENS FORKLARING
"Se!" hviskede Rosenbusken paa Engen atter -- og en Knop
aabnede sig for hvert Ord i dens Tale, saa den lød som et Klokke-
spil -- "se, hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg." Og den lettede
sit rankende Hæng op, mens alle dens Rosers Læber lukkede
sig til Taushed som under eet eneste Fingertryk, og spidsede sig
oprette som til et Giv Agt. Og jeg saae da under dens Dunkel-
hed en liden Forhøining af Græstørv, ikke større end et Brød,
med et sort lille Pindekors nedstukket deri, og jeg vidste, fordi
mit Hjerte sagde mig det, at der, under den trofaste vogtende
Busk, havde en ulykkelig Moder i Eensomhed jordet sit Barn.
"Spørg ikke!" sagde Rosenbusken atter, idet den nedlod sine
Grene og dens Blommer aabnede sig. "Men vil du vide meer
hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg, da vid, at en Svale har bragt
mit Frø fra Maria's, Jesu Moders, Grav i Bethania, at Kjærlig-
hed har været lykkeligst og ulykkeligst i min Skygge, og at en
Moders Hjerte der er brustet".
"Ak!" -- udbrød jeg -- "der maa være meer Sorg paa Jor-
den. Thi jeg saae, da du aabnede dit Skjul, at Svalen, som jeg
syntes svævede over Aljorden, boede atter i dets Indre, at den
drak begjærlig af dine Bægre, og gjorde sine Fjedre glindsende
i din liflige Olje".
"Hvad du har seet!" -- svarede Rosenbusken med sin skjøn-
neste Knop -- "er kun et Billede paa det Himmelske. Svalen
bader sig i min straalende Dugg, og fører min duftende Balsam
udover Engen, men Trøstens Balsam kommer fra den himmelske
Kjærlighed, der omspænder Verden ligesom mit Rosenhegn be-
grændser denne Mark. Børns uskyldige Sjele boe i dens Favn
|
| d.I,b.2,s.374 |
som de flagrende Smaafugle i mit Indres Dunkelhed. Dit Øje
maa have mødt Svalen; men din Sjel en kjærlighedsfuld Engel,
et Barns Aand, der vilde trøste sin Moder."
Ha, hvorledes! Busken skulde
have Sandheden fortalt?
Jeg da have Verdens Alt
seet i den blomsterfulde
rosenbuskomhegnte Vang?
seet hele Jordens Sorg
i de Blommer, som saa bøjde
under Duggens Tyngde hang?
hist i stenig Røs en Borg?
og i Kongelysets Pragt
Kongen selv paa Borgens Højde?
seet eget Selv i Ranken,
hvorpaa Nesler gjøre Jagt,
saa den flyver over Planken?
Fattigdommens Nød og Neppe
i hiin kummerlige Skreppe?
Haabløs Syg, for hvem kun Døden
er den eneste Forandring,
i den gulnende Konvall?
En Forældreløs paa Vandring
hjemmefra sin Fædredal,
alle Frænders Dør forbi
viist blandt Fremmede i Nøden,
i et ensomt, brunliggraat
Græsstraa, midt paa vilden Sti
opskudt hvor den meest er traadt?
Seet Enkens Kummer i
eenlig, nattespindomslørte
Klokkeblomst med Graad i Øjet,
over knuste Sidestengel
knælende med Hov'det bøjet?
Den af Mennesker Forstødte,
af en Djævel fult Forførte,
|
| d.I,b.2,s.375 |
af sin Engel
i den værste Stund Forladte,
Hende, som blandt Stene fødte,
skulde jeg i dødsenshvide
Steenbræk have seet at lide?
Da har Rosenbusken qvalt
denne Gang med Vilje Hanget
til Vidundereventyr,
Fantasien vild og yr
inden Sandheds Grænser fanget,
og kun denne selv fortalt.
Øjet har i Luftens Øde
truffet med en Svale Møde:
(Rosenbuskens Gjæsteven)
ørkesløst forfulgt hver Bugt
af dens hvileløse Flugt,
mens min Sjel i Himmelen,
over Synets Grændser stegen,
seet har, men ikke kjendt,
liden Engel, fra Guds egen
Naadekjærlighed udsendt
forat trøste dybest Smerte:
skyldløs Barnegeist, der skulde
gyde Trøstens underfulde
Balsam i sin Moders Hjerte.
Og forvexlet i hinanden
har sig Øjets Syn med Sindets
i fantastisk Sammenblanden.
Dog, om rigtigt jeg har mindets
Engelen, den hulde Trøster,
tør jeg gjette,
at den var, min elskte Søster,
ingen anden
end dit eget Barn: Alette.
|
| BLA BAKOVER |