HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841


MIN HUSTRU

           F
ør, i din Jomfrulighed,
           elskte Viv! før med min Eed
           du dit sagte Ja troloved,
           var du Engens Klokke liig,
           der med yndigt bøjet Hoved,
           mellem Græsset skjuler sig.


           Vist Tilfælderne, de sære,
           smaa, som Aandepust forsvundne,
           Guds usynligen forbundne
           himmelsendte Engle ere.
           Thi et sligt Vidunderspil
           førte mig iblinde til
           dig, min Hustru, underbart,
           som den vilde Bies Fart,
           der igjennem Engen jager,
           eller Sommerfuglens Nærmen
                 i sin Sværmen
           legende den Blomst opdager
                 mellem Stene,
           som bør smykke Bruden ene.
          
d.I,b.2,s.359              Nu, nu er Du, som min Viv,
           rødmende og frugtbetynget
           Brombærbusk, der fast har klynget
           til det vilde Fjeld sit Liv.


           Ha, hvad synes du da om
           Dybderne derrundtenom?
           Svimler, angest forat slippe,
           svimler Du da over disse
           Afgrundsdyb omkring din Klippe?
                 Dermed maaler
           den kun Høiden af sin Isse.
           Somom Klippens Pande straaler
           af en Herskers Højheds Fred
           bævede de ere, med
           Trældomsfrygt, til Foden ned.



           Eller skrækkes du fordi
                 Ravne fæle
           sortne skrigende forbi,
                 somom vare
           de hiin Afgrundsdybdes Skare
           hylende fordømte Sjele?
                 De ei rokke
           Klippens Ro med sine Flokke.
                 De forhindre
           ei, hvor højt de flyve op,
                 Klippens Top
           fra i stille Glands at tindre.



           Der, paa Højden uden Læ,
           der paa Ravneklippen rødmer
                 dine Sødmer,
           mit velsignte Livsenstræ!
           Her, her ved et mandigt Bryst,
           under fredsæl Pandes Dække,
           hviler leende min Lyst,
          
d.I,b.2,s.360              glad og sikker som den kjække
           Rødmende i Klippens Revne,
           netop hvor (som om just der
           haarde Klippes Hjerte er)
           netop hvor, med frugtbar Evne,
           smuldrende den har bered
           Anemoners muntre Vrimmel,
           Gentianers sunde Blod,
           Saxifragers blege tyste
           Tryllekreds et sikkert Sted,
           for med dem at gjennemflette
           Moseteppets bløde tætte
                 Fløjelshylle
           rundtom Brombærbuskens Rod.


           Hvor maa Busken da forlyste
           sig imellem Jord og Himmel!
           Og hvor kan min Pande skræmme
           dig med sine Skyers Hast,
           naar du bort dem kan fortrylle,
           deres vrede Rullen tæmme
           med det søde Solskin i
           eet af dine Øiekast?



           Lad dens Skyer rulle hen,
           hen som Voverne ad Vandet!
           Lad dens Harm paa Brynets Hvælv,
                 høj og fri
           hæve sig og døe igjen,
           gaae, som Bølgen i sig selv,
           i sin egen Styrke under!
           Thi hvad er de Skyer andet,
           Panden saa omskumles med,
           end kun Skygger af Sekunder,
           som tilhøre Verdens Kivs
           Døgnforløb, men ei vort Livs
           altbegyndte Evighed?

d.I,b.2,s.361  

           Hvad, hvad var en Klippe, som
                      ingen Afgrund sortned om,
           ei af Ravnes Flugt ombeltet,
           ei af Skyer overteltet?
           Hvad en Mand, hvis Overmagt
           var af Lavhed ei beleiret?
           hvad, hvis ikke hans Foragt
           raged over den iveiret?



                 Men hvorledes
           var vel Klippens Steilhed skjøn
           uden Busken, som i Løn
           i hiin Klipperevnes Ro
           over Svimmeldybet fredes?
           og hvorledes jeg vel fro
                 i min Smerte
           uden dig, min Viv, vedhjerte?


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE