|
DØDNINGSKALLEN
(SUJET FOR VERSEMAGERE. VOR FRELSERS KIRKEGAARD,
SOMMEREN 1841.)
"Nu kunne I have hvilet nok," mener Graveren, og kaster
Hjerneskaller og Dødningsbeen op. "Gid Naaden saa vist
maatte skinne paa Eders Sjæle som Solen nu skinner paa Eders
Been!"
Hvilken fiintformet Hjerneskal trillede der henunder Løvet!
Den maa have tilhørt en ung Skjønhed. Den kjærlige Busk
lukkede sig efter den med en Lyd som af mange Suk, som forat
begrave den paany for Menneskenes og Hundenes Blik.
|
| d.I,b.2,s.353 |
Hundene vende sine Øine bort med bange Afsky; men et
Menneske sparker til Dødningskallen og graver med sin Stok
Jorden ud af dens Øienhuler. Paaknæ vilde han ligge, om deres
gamle Glands fyldte dem.
Hvilken Skjønhed maa have overvævet disse Vinklers rene
Forhold! I denne ædelthvælvede Hjerneskal maa Tanker have
bevæget sig som Perler, der ordne og rade sig til vexlende
foranderlige Smykker. Et mildt Gemyts Melk synes endnu at
flyde over disse Tænder, der skinne som en fuldtallig Skat i
Mulden.
Hvor taabeligt at besynge sin Elskedes Kinders Rosenfløiel, Bar-
mens gjennemsigtige Væv af Lilieblade, Mundens friske honning-
fulde Blodnellik, Smilehullets convolvoluslige Henrykkelseshvirvel,
Øinenes sorte eller blaa Diamanter! Alt dette er kun Skjøn-
hedens Tapeter, som nedrives efter Bryllupsfesten, men Been-
raden er dens Tempelbygnings Colonner og herlige Buer, endnu
efter Aarhundreder skinnende som Alabaster eller blegguul Jaspis.
Gaa til Tingenes Væsen! Føl Henrykkelsen, Dødelige, i at
omfavne denne Hvirvelsøile! Den er endnu smekkrere end Jom-
fruens Slankhed. Bedæk med tusinde brændende Kys de fiint-
dreiede Knogler, lige forstenede Lilieknopper, værdige at være
Kuglerne i en bedende Engels Rosenkrands! Besyng Tindin-
gernes Elfenbeensdiadem, Pandehvælvet liig en huul Stjernes
Skal, Tændernes uforgjængelige Klenodier, Ribbenenes Tvilling-
harper, Hoftebladenes endnu fuldkomnere Harmoni end Sommer-
fuglenes udslagne Vingers, Reisningens yndige Dristighed, det
hele Skelets herlige Konstruction af Skjønhedslinier, som have
faaet Marmorets Evighed!
|
| BLA BAKOVER |