HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841




EGEBLADENE

           V
ær from, og tro, at Haaret
                 er paa dit Hoved talt,
           at samme Haand har skaaret
                 hvert Blad i dets Gestalt,
           som Sol og Stjerne vejer!
                 Vær from, og tro forvist,
           at Græsset der, som nejer,
                 gjenhilses venligt hist!


d.I,b.2,s.310  

           Tre Alen i den sorte,
                            bemoste, kolde Leer,
           opspringe Klarheds Porte,
                 hvor døde Øje seer.
           Men hvi en Rast saa længe,
                 naar Fromheds Eenfold fik
           et Engleøres Strenge,
                 Cherubens Klarsynsblik?





           Se nøje, skal du øjne
                 det Store i det Smaa.
           Sig Guddomstanker højne
                 paa Græssets veke Straa,
           Dets Blegnen er et Minde;
                 og paa det faldne Blad
           Moralen vil du finde
                 af Somrens Jubelqvad.





           Lyt til, og hør Basuner
                 fra axnedbøj'de Mark!
           Der løbe Skjalderuner
                 i Træets runkne Bark.
           Det slagne Straa har sjunget;
                 og Mossens elsgraa Hud
           har Guddomshænder tunget
                 i Skjønhedslinjer ud.





           Geist er ei i Dens Tanker,
                 der er saa sjelearm,
           at han ei troer der banker
                 en Puls i Blomstens Barm,
           at Blade tale kunne
                 med Liv fra Træ til Træ . .
           O hør de tusind Munde
                 i sladdrende Allee!



d.I,b.2,s.311  

           I Styrtningen, hvor Bjerget
                            betænker sig med Gru
           paa Spranget, det har sværget,
                 og sværger paa endnu,
           en Eeg har Roden gravet
                  -- saa er dens vilde Smag -- .
           Den vajer over Havet
                 som Landets Herskerflag.





           I Uren dybt dernede
                 alt Rognen visner af,
           og Haslen allerede
                 bedækker Primlens Grav.
           O, var nu skarpt vort Øre
                 spirituel vor Tro,
           da kunde vi vel høre,
                 hvi Eegens Blade loe.





           Septembermaaneds Nætter
                 kan sove under dem.
           De taagehvide Vætter
                 da spare Bondens Hjem.
           Men hellere de spøge
                 omkring hans Agerreen,
           mens Løvet kun de øge
                 om Eegens stærke Green.





           Med dunkel Styrke farved
                 hver Høstnat kun dens Top,
           og vilden Iling marved
                 og nerved Grenens Krop.
           Hvor mørkbronzeret lyste
                 udødeligt hvert Blad,
           som de paa Cæsars Byste
                 i Seirskoronens Rad.



d.I,b.2,s.312  

           Men Stormen rev forleden
                            to friske Blade løs.
           (Den vilde nok i Vreden
                 ta't Eegen med tilsjøs.)
           Hvor højt dem Stormen slynger,
                 de mødtes under Sky.
           "Hvorhen?" det Ene synger.
                 "End Du? hvor vil Du flye?"





           "Jeg agter mig at sænke
                 hist paa den friske Grav."



           "Jeg vil mig længer tænke:
                 hist over Søndenhav."



           "Min Tunge lydt skal tale;
                 thi tyst er Norges Sorg.



           "Jeg vil paa Kisten dale,
                 man bær' til Jarlens Borg."





           "Jeg søger Frihedsmanden;
                 Du en Aristokrat.
           Jeg Hjertet, Du Forstanden.
                 Bedst at vi skilles ad."



           "Men nævn mig Jarlens Mage
                 i at udøve Godt,
           og tæl de glade Tage,
                 som voxe rundt hans Slot!"





           "Jeg søger Bravheds Hjerte;
                 Du Klogskabs Pande kold . . ."

d.I,b.2,s.313  

           "Se, Norge staaer med Smerte
                            ved Jarlens vendte Skjold!"



           "Farvel! Endskjøndt vi groede
                 ifra den samme Qvist,
           to Hjerter i os boede . ."



                 "Lad Døden bryde Tvist!"





           Og Bladene sig skilte;
                 til Holst's Grav fløj et.
           Mod Syd det andet ilte;
                 til Wedels Kiste det.
           De begge ædle vare,
                 de Børn af samme Qvist.
           Kun -- Tvende Eet ei vare.
                 Men Døden bryder Tvist.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE