HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841

d.I,b.2,s.257  
LUDVIG MARIBOE

           N
u tom er Haanden, træt og tom,
                      der skjænkte Norges Fattigdom
           meer Guld, end nogensinde dette,
           om det har Hjerte, kan forgjette.


           Hvor famler den i vildsom Leeg
           omkring hans Pande høj og bleg!
           Den efter Borgerkrandsen leder,
           som, Normænd, han jo fik af Eder?



           Nu har han ikke mere Guld,
           nu vil han samle Haanden fuld
           af Egebladene -- det Sidste
           at give Norrige, han vidste.



           Dem vil han over Norge strøe.
           Først da han synes han kan døe,
           naar Landet han sin vundne Ære
           kan segnende igjenforære.



           Hvor smiler Han! hvor glad og stolt,
           somom han Rigdomshornet holdt,
           og kunde drysse ned som Gave
           i Norges Skjød Aladdins Have.



           Hvor smiler han, idet han strøer!
           Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør!
           Det er dit Haar, af Kummer blegnet,
           ei gyldne Blade, ned du regned.



           Thi Folket gav dig ingen Krands.
           Det har en kort Erindringssands.
           Det kommer først med den paa Baaren,
           og troer at sone Alt med Taaren.

d.I,b.2,s.258  

           Men jeg vil med taknemlig Aand
                      dig kysse, magre, blege Haand,
           som Norrige, min Moder, skjænkte
           vel meer end eengang, da hun trængte.



           Og jeg ærbødig see vil i
           hans vilde Feberfantasi
           en Blomst, som, da han har ei Andet,
           hans Aand har skudt for Fædrelandet.



           Thi hør hvor tit Han nævner det!
           og hvergang rødmer Læben let.
           O, skjønne Tankeblomme, gløde
           du vil paa Læben om Han døde!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE