ROBERT MAJOR
 Hvor yndigt maa ei Irland være! dets Skov hvor mørk! dets Høj hvor grøn! Hvor ligt Slavinden ei, hvis Ære er Skjønhed og en Helt til Søn! | |
| d.I,b.2,s.244 |
Som hende elskes det med Flammer af Smerte og af Kjærlighed. Dets Toner i Balladens Jammer forfølger Emigrantens Fjed. Did først og saa til Himlen vilde Den gamle graa Republikan. Han saae, da han i Døden smil'de, "the Emerald of the Ocean." En Slægt, hvis Blod er koldt og vandet, forbauset fatter ikke, hvi den Dødes glade Smiil er blandet med zittrende Foragt deri. Som var ham Døden kun en tæmmet og lydig Ørn, han kalder den, at bære iilsomt ham til Hjemmet, og derifra til Himmelen. Den Eneste, som Han vil tvinge, den Fitzgeralds og Tandys Ven, er Dødens Magt, at den skal bringe ham til det elskte Erin hen. Hvor yndigt maa ei Irland være! hvor yndigt for at elskes saa? Han ønsker Himlens Bund maa bære sligt Grønt, hans Barndom hvilte paa. Han vilde did med Magt -- hvor syndigt! Med Magt han vilde did igjen. Men Irland, hvor er Irland yndigt! og hvor barmhjertig Himmelen! |