HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841


SVANERNES HØSTFLUGT

           N
u de vilde Svaners Hær
           flyer fra Norges sidste Skjær.
           Se, liig flygtende Stjerner,
           hist, se hist sig Toget fjerner!


           Med et maanskinsagtigt Lys
           Nordkap de bedækte nys.
           Over Lindesnæs fløjne
           bedre Hjem i Syd de øjne.



           Fjernt ved Nigers lunkne Bred
           agte de at dale ned.
           Med de jublende Skarer
           Nordens Sommerfryd henfarer.



           Atter tyknes mørk og tyst
           Høstens Skodd om Norges Kyst.
           Se den vældige Jette
           kommer ind fra Havets Slette!



           Han med kuende Befal
           trænger ind i dybest Dal.
           Hungrig, koldhjertet mejer
           han den sidste Blomst, den ejer.

d.I,b.2,s.219  

           Han er blind, dog veed han godt
                      højest Plads paa Fjeldets Slot,
           ruller hver Aften og Morgen
           ned at hærje Alt om Borgen.



           Højens rige Moderbarm
           alt som Taagen selv er arm,
           Dalen, jomfrufager,
           farveløs som den og mager.



           Han er døv, skjøndt han med Skræk
           jager hver en Smaafugl væk.
           Paa de bladløse Grene
           kurer traurig Trost alene.



           Hvo kan standse Skyens Gang,
           Svanerne, som op sig svang?
           Hvo kan raade den Skjebne,
           som skal Somrens Pragt afvæbne?



           Blomst af Dal -- der er ei een
           selv til fagrest Mø igjen --
           Træets Krone fra Højen
           er med Svanerne bortfløien.



           Sidste luftblaa Spor er lukt
           efter deres lette Flugt.
           Kun med Aandernes Øre
           kan du endnu Hvinet høre.



           Først naar smuldret er dit Leer,
           dig forsvinder Intet meer.
           Let fra her og til Niger
           hører du hvor Svanen skriger.

d.I,b.2,s.220  

           Fuglens Fjed i bløden Sky
                      kan da ei dit Syn undfly.
           I vil træffe hverandre
           under Libyens Oleandre.



           O, at flye fra denne Kyst!
           O, hvor let! Kun sprængt mit Bryst.
           Jeg før Svanerne kunde
           hvile mig i Palmelunde.



           Derfor, Elskte, fast mig favn!
           Ellers Sjelen af sit Savn
           udaf stirrende Øjne
           jages efter de Bortfløjne.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE