HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841

d.I,b.2,s.213  
DE TO ELSKERINDER

           "B
liv ei" -- sa'e jeg til min Sofie -- "jaloux
                      for hvad jeg fortroligt vil sige dig nu!
           Jeg har (o, da skulde I Øinene seet
           hvor herlige store de bleve medeet)
           . . Jeg har -- og lad Dette ei volde os Tvist! --
           nok een Elskerinde, en Engel forvist."
           -- "Hvad!" raabte Sofie, "har Sandhed jeg hørt?"
           Og Brynet sig rynked som Nerven berørt.
           "Hvad, Troløse! Slip mig! saa slip mig!" Og frem,
           som Lyset fra dunkelblaa himmelske Hjem,
           ustandseligt strømmede Taarerne -- ak,
           saa hurtigt, at alle mit Kys ikke drak!


           "Ja Hun er en Engel, en huld Serafin.
           Dog ængste det Dig ei, Skjøn-Kjæresten min!
           Saa fager en Engel har Himlen ei havt:
           hist ligger min Attenaarselskov begravt."
           -- "Af døde Elskerinder," -- hun sagde med Smiil, --
           "Du have saamange saamange du vil!
           Nei, alt overvejet, det bedre dog var,
           om kjær ei du Himmelens Jomfruer har.
           De trække din Tanke (og den ejer jeg)
           til Skyerne kun og ad Stjernernes Vej.
           De stjæle fra mig forat gi'e dig et Digt.
           Elsk kun din Sofie; thi det er din Pligt!"



           "Hun ligned den tendre Convolvulus blaa,
           hvis Klokker som Luftblomstre nedlude paa
           usynlige Stilke . . den Hulde forsvandt;
           at sige, hun "døde", det er ikke sandt.
           Af Menneskers Geister er hendes kun den,
           jeg frygter ei for, naar den kommer igjen.
           Om Natten -- det volder ei Angst eller Gys --
           da kommer Gestalten i safirblaat Lys,
          
d.I,b.2,s.214              naar enten jeg kalder min Attenaars Brud,
           hvad eller hun veed mig et glædeligt Bud.
           Da hører jeg nær mig en Stemme bekjendt
           liig Harpens Hendøen naar Sangen er endt."


           "Da førstegang Kjærlighed vaagned hos dig,
           da jublende kom Hun, Sofie, til mig.
           Som døende Harpe som dæmpet Akkord
           da lød ikke længer den Himmelskes Ord.
           En Rosenbusk stod ved mit Leje med fem
           halvtudsprungne Roser; medeet da fra dem
           et alfagtigt Lys strømmed ud, saa jeg grant
           hvert Træk i den Elskedes Aasyn gjenfandt,
           da ømt hun sig bøjed og jubled: "min Ven,
           vær rolig! Sofie dig elsker igjen.
           Som jeg Hun dig elsker! I denne Sekund
           jeg hørte dit Navn fra den Drømmendes Mund."



           "Inat, min Sofie, hun atter her var.
           Hun sagde: "hvis Elskov til Døden I har,
           da dig og Sofie, din Trofaste, vil
           beredes et Bryllup i Himmelen til.
           Jeg er hendes Brudemø, bær' hendes Slør,
           jeg Stjerner for hende ydmygelig strøer,
           naar op I til Evigforeningen gaae."
           Da sagde Sofie: "ak, elsker Hun saa?
           Hvad strøer jeg for hende, som elsker saa reent?
           At være min Medhustru har hun fortjent.
           Jeg vil hende elske som Søster med Lyst.
           Du har til os Begge en Plads ved dit Bryst."



           "Hør!" hvisked den Himmelske, saa vil din Brud
           i Himlen iblandt dens Serafer see ud:
           Det Aasyn, hun bærer der frydoversmiilt,
           er det, hvormed først i din Arm hun har hvilt;
          
d.I,b.2,s.215              de samme langtstraalende Øine, som da
           du kyssed fra hende det hviskende Ja.
           Fra Armene Straaler udglittre for hver
           Velgjerning de signende uddelte her.
           De Lysvinger bære med Tankernes Hast
           din Viv ved din Side uskilleligt fast.
           Gestalten er Møens ved Alterets Fod, --
           den blussende Bleghed, det blegnende Blod!"


           "Paradisiske Uskyld er hendes Gevandt.
           Den Brudedragt færdig paa Graven hun fandt:
           et Belte af Blyhed, af Rødmen et Slør.
           Den Moder bli'er Jomfru i Himlen, som døer.
           Igjennem den perlehalvdunkle Gestalt
           fremdæmrer et Stjernelys dæmpet og qvalt:
           en Glød af det evige Liv har hun faae't
           hvor Hjertet, det ædle og ømme, har slaae't,
           og derifra Straaler som Aarer udgaa;
           det pusler som forhen, arbeidende paa
           med dit at forenes, som dunklere rødt,
           fremgløder fra Brystet, hvis Sorg har forblødt."



           "Men siig" -- saa jeg Daare for iilsomt brød af --
           "hvor ere de Børn, som Sofie mig gav?
           Hvi knæle de ikke om hende, som for
           Maria Madonna Smaaenglenes Chor?"
           . . . "Tys!" sa'e hun, "for hvert i sin himmelske Krands
           hun bærer en Rose af Morgenens Glands."
           Og over hiin Rosenbusk, da hun forsvandt,
           hun aandede let; og om Morgenen fandt
           jeg alle de Roser medeet sprungne ud,
           som bragt jeg idag har Sofie, min Brud.
           Dem gjemme hun skal til sin Høitidskrands; thi
           i dem er Forjettelser og Poesi.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE