HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841

d.I,b.2,s.204  
NORGES FJELDE
(PAA EGEBERG)



           N
u ere de kolde, graaskaldede Klipper
                      Norriges bedste Patrioter.
      

           Før til Hjerte Stenen død,
                 Klippens bundne Flamme rød,
                 end . . . o hist dernede banker
                 mangt et ondt som Slangens Tanker!

      

           Præst! et Hjerte af Granit
                 kan du bytte ligt med dit.
                 Klippens Snedryp er om Vaaren,
                 ømme Hykler, varm mod Taaren.

      

           Fjeldet gav paa mosblødt Knæ
                 tidt forfulgte Kummer Læ.
                 Mennesker, kun de alene,
                 dynge paa dens Hoved Stene.

      

           Læs dig det i Livets Bog,
                 Dødens brogetmalte Fibel!
                 Som Naturens Billedbibel
                 gjør den vel ei glad, men klog.

      

           Se! til Folkets Hungerlyst
                 rækker Klippen frem sit Bryst.
                 Der er bitter Melk i hvide
                 Lav, og Sult maa Mosen bide.

      

           Sult? -- o Ulvene ei lede
                 som det stolte Folk dernede.
                 Lykkens Børn sit gyldne, krandste
                 Bægers Flugt ei derfor standste.

d.I,b.2,s.205         

           De, som eder mest foragte,
                 Klipper graa, ei Hungren smagte.
                 Arme Fædreland maa føde
                 værste Børn med bedste Grøde.



           Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper
           Norriges bedste Patrioter.

      

           Klippen skaldet, graa og kold,
                 kaldes Norges bedste Skjold.
                 I gjør Ret, I Mænd af Norge,
                 at I for jer Selv ei borge.

      

           Hvo mon skulde saadan Kløgt
                 i saa klodset Hoved søgt?
                 Retsom graa og hvide Kofte,
                 der Geniet gjemmer ofte.

      

           Ulvemoste Tydalsfjelde,
                 spænde hist en farlig Fælde.
                 Skarven vogter Grændsen medens
                 Vinger sover inden Fredens.

      

           Meer end borgløs Kommandant
                 gjælder nu den bratte Brant.
                 Beltet af de døde Jætter
                 skrækker meer end Tidens Ætter.

      

           Lad da Klippen (spar ei paa!)
                 Stjerne paa sin Bringe faa!
                 Den fortjener jo sin Stjerne,
                 som kan Fædrelandet værne.

d.I,b.2,s.206  

           O, nu ere de kolde graaskaldede Klipper
                      Norriges bedste Patrioter!

      

           Ingen elsker Landets Grund
                 højt som I, skjøndt uden Mund.
                 Eders melancholske Sjæle
                 Ravnen laaner stundom Mæle.

      

           Dverg saa lumsk og Alf saa slem
                 har i Fjeldets Dyb ei Hjem
                 som den Æt, der allerede
                 gaaer i Frø og Frugt dernede.

      

           Flok af unge Skandinaver
                 sidste Nordmand snart begraver.
                 Edder ifra eget Hjerte
                 drypped de i Hjelms's Smerte.

      

           Solbrændt Orm i Klippens Rivt
                 modner ei en værre Givt.
                 Den skal deres Moder smage
                  -- ve! paa sine gamle Dage.

      

           Ei i Fjeld gaaer Malmens Flod
                 trægt som denne Ungdoms Blod.
                 Rødere end Det, som fryser
                 i dens Aarer, Ertset lyser.

      

           Flød det ud af danske Lænder
                 seigt som Sli og Eider render?
                 Ak, I gamle norske Fædre,
                 strømmer eders Yngels bedre?

d.I,b.2,s.207  

           O, I kolde, graaskaldede Klipper,
                      nu ere I Norges bedste Patrioter!

      

           Øde er min Klippe kaldt.
                 Hybnen blommer i dens Spalt.
                 Rosig Mund da blie'r den Revne,
                 Gud til Lovsang efter Evne.

      

           Øde? ja for øde Blik.
                 Armod dog sin Ynde fik.
                 Se, der luder Blomsterbræer
                 mandelduftende Linnæer!

      

           Evigblommers fine Rødt
                 hvifter over Klippen blødt.
                 Feiret Skjalds Indbildningsstyrke
                 tidt meer blegnet Flor maa dyrke.

      

           Lyngen meer begeistringsyr
                 vajer over Steen og Myr,
                 end de Tanker, som sig rade
                 magre paa den Pristes Blade.

      

           Enerbusken i dens Rivt
                 spiler Qvisten ei saa stivt
                 som i mangen Veklings uden
                 Liv sig Nerven under Huden.

      

           Gamle, nøgne Klippe, nu
                 bedste Patriot er du.
                 Hvor er nu, da Eeder springe,
                 Fasthed uden i din Bringe?

d.I,b.2,s.208         

           Blinde Klippe! Nu, hvi see
                 ned paa al den Hjertevee?
                 Ørnen dog fra Skyens Lande
                 blikker ud ifra din Pande.

      

           Men fra mangen Ynglings fløj
                 bort forlængst hver Tanke høj.
                 Ve Begeistring, om den findes!
                 Selve Hjertets Slag maa bindes.

      

           Tause Klippe! Ja det Sprog
                 anstaaer godt Foragten dog
                 for den Æt, som vrangt har stillet,
                 Norge mit! din Friheds Billed.

      

           I dets Fjelde et er malt.
                 Det er stort og idealt.
                 Hvor republikansk de stige
                 stormende mod Stjerners Rige!

      

           Skakastølens sorte Tind
                 har et diktatorisk Sind.
                 Derfor som Tribun Snehætten
                 gjenner Magten ifra Retten.

      

           Gousta har, den gamle Skjald,
                 sat sin Harpe, Rjukanfald,
                 fast mod Knæ -- den vidt maa bære
                 Fjelderepublikens Ære.

      

           Devovert som Curtius,
                 sprungen fra sin Faders Huus,
                 høje, gavlte Romsdalshornet
                 staaer Hornelen, den Forlorne.

d.I,b.2,s.209         

           Rige Moderkjærlighed
                 af sit eget Smiil ei veed.
                 Republiken ikke heller
                 alle sine Dyder tæller.

      

           Kun ved Maalet, Gud har skabt,
                 giver Liigheden sig tabt.
                 Skjæret, som sig lavt kun speiler,
                 ei til Diktaturet beiler.

      

           Hist dernede hedder det:
                 kryb paa Andre -- det er let!
                 Sig til Tusinder gjør Nullet.
                 Lykken lægger Æg i Hullet.

      

           Egeberg fra Aar til Aar
                 trofast Vagt for Dalen staaer.
                 Derfor det i Fyrrelunden
                 bærer Borgerkronen vunden.

      

           Hist dernede af den Mands
                 Hoved rives Egens Krands
                 som har meer, end Fjeldet Dalen,
                 vogtet Friheden i Salen.

      

           . . Kom da, Elskte! med mig fly!
                 Kjære Klippen graa har Ly.
                 Trofast ømt vil den beskytte
                 Kjærlighed i Sorgens Hytte.

      

           Vi belønne den sit Læ
                 med et smekkert Rognetræ.
                 Birken sølvhvid gjør ved Siden
                 Liens Yndighed ei liden.

d.I,b.2,s.210         

           Naar de begge sammenknoppe
                 over Kløften sine Toppe,
                 gamle Norge er, kanhænde,
                 bragt forlængst til salig Ende.

      

           Folkets Stolthed af er kronet,
                 Modersmaalet ud har tonet.
                 Visn da, Træ, før du dig højner,
                 at du ei den Rædsel øjner!

      

           Gid jeg Selv før Klippe blev!
                 Smerten grov deri en Klev.
                 Gid en Steen jeg blev fortryllet,
                 højt paa Fjeld af Havet skyllet.

      

           Ak, jeg veed, min Brud, da hvad
                 du af Himlens Gunst dig bad:
                 Hybnen liig, den rosenfulde,
                 lude over mig du skulde.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE