|
DEN FØRSTE OMFAVNELSE
Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst,
at det ei sprænges af jublende Lyst!
Himmel! med Uheld, Helved! med Qvaler
tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt!
Fiendenag
aabne dets Aarer! din Piilodd kun svaler.
Thi ved dets Slag
har hun jo zittret og smilt.
Sorgen har tabt sin Tyngde og Magt,
hvor hendes yndige Aasyn har lagt.
Sank hun den ned i sit svømmende Øje?
Drak hun dens Gift med sin Mund? Thi jeg saae
Vemodets Smiil
bævende Skygger om Læben at bøje;
dunklere blaa
sværmede Øjnenes Ild.
|
| d.I,b.2,s.190 |
Du har forsont, uskyldige Brud,
Sjelen med Verden, Blodet med Gud:
Dengang din hellige Pande du sænkte,
straalreen som Naadens skinnende Lin,
over mit Bryst,
borttog du Synden, den taarebestænkte.
Nu er mit Sind
reent som et Tempel og lyst.
Rødmende Uskyld speilte Du ind,
Brud, i mit Bryst med jomfruelig Kind.
Hviftet af himmelske Due fornemmed
jeg i den Lok, som omsvævede mig.
Hil mig, min Geist,
forhen dæmonisk, for Himmelen fremmed,
er nu ved Dig,
Elskede, hellig gjenreist!
Der, hvor din Læbe rørte mit Bryst,
indenfor blev det glorielyst.
Kjærlighedshymner derinde fremsprunge
under dit sandsløse, drømmende Kys.
Sødmen deri
drak Fantasien med glødende Tunge.
Styrke og Lys
skjænkte det Ømheds Geni.
Dengang du laa ved mit Hjerte, min Brud,
var det som Blomster sprang derifra ud:
Blomster, som levte, drømte og tænkte.
Mandel og Abild ei vajer saa fuld.
Solen sit Blod
ikke saa rigt over Roserne sprængte.
Sjelen sit Muld
drømmende saligt forlod.
|
| d.I,b.2,s.191 |
Fjern dig, min Sjel, du mørkblaa Seraf!
Eller en Stund i mit Blod dig begrav!
Herskende lad det rulle saa længe!
Nerven lad aabne sin zittrende Mund!
Samling berøvt
høre du opfyldt med tonende Strenge
Brystet, hvor Hun
hvilede elskovsbedøvt.
DET FØRSTE KYS
Elskeren
Hvor er du, min Elskte? Hvi lod du mig ene?
Hvi har du dig skjult bag de ludende Grene?
Elskerinden
Se her ved dit Hjerte, kun skjult af din ømme
omfavnende Arm vil din Elskede drømme.
Elskeren
Jeg hører din Stemme, som Engle dig lærte.
Men sværg, at du hører mit bankende Hjerte!
Jeg ellers maa troe, at Henrykkelsen dyssed
i Døden det ind, da du, Elskte, mig kyssed.
Jeg ellers maa troe, at den Honning kan dræbe,
som dugger med salig Beruusning din Læbe.
Elskerinden
Jeg sværger, jeg hører dit Hjerte at banke.
Men nys stod det stille, da standste min Tanke.
|
| d.I,b.2,s.192 |
Elskeren
Jeg hører din Stemme; men øiner dig ikke.
End dunkler et Salighedsmulm mine Blikke.
Mit Øje, i Straaler fra dine indhildet,
medeet sig i Drømmenes Himmel forvilded.
Elskerinden
Du blegned, dit Øje sig lukte, dit Hjerte
forglemte de Slag, som af mine det lærte.
Elskeren
Da Læben jeg kyssed, da Midjen jeg knuged,
du blegned, som om jeg din Blodstrøm indsuged.
Men atter, som aanded dit Blod, i Sekunden,
til Kysse paany flød Karminen til Munden.
Elskerinden
Hvor angest jeg var, at jeg havde i Sukket
din flammende Sjel i mit Hjerte inddrukket!
Elskeren
Mig syntes mig skybløde Vinger omslynged,
som om en Serafbarm mig jublende gynged.
Elskerinden
Det er mine Arme, som ømt dig omfavne.
Ak, Sværmer, din Himmel du bittert vil savne.
Elskeren
Nei, Brud, fremfor Himlen dit Favntag jeg skatter.
Og kys mig, saa er jeg i Himmelen atter.
|
| d.I,b.2,s.193 |
KJÆRLIGHED OG NØD
Se, min Elskte, Roserne rødme
som Smiil henover de haarde Klipper,
de søde Jordbær groe paa gjerrige Højder!
Saa den haarde Skjebne modvillig
vor unge Kjærligheds Fryd skal bære.
O Nød, hvor skjøn bestraalt af salige Taarer.
Se, dit smukke blegnende Aasyn,
med to Lyksaliges Smiil bedækket,
er liig en Geists af død forherliget Glæde!
Derfor, Nød, vi Begge dig elske.
Vor Elskovs Fædreland er din Goldhed.
Vær stolt, min Brud, det ligner Norge, det elskte!
I dets strenge kjølige Luftdrag
vor Elskov sundt og blussende aander.
Vær glad, min Brud! det grændser nærmest til Himlen!
Begge har beslægtet Natur jo?
Hvor ligner Stjernerne dine Taarer,
skjøndt Knopper kun af Øiets mørkeblaae Blomster!
Begge har beslægtede Væsner:
hvor ligner skærmende Engle ikke
de ømme Tankers Flugt fra Øie til Øie?
Der i Nødens straatakte Hjem jo
Maria fødte Alverdens Frelser?
Der boed Ruth og Hagars Ynde der fødtes.
|
| d.I,b.2,s.194 |
Igjennem Nødens Ørkener vandred
trofaste Tjener og fandt Rebekka.
Friskt Mod, min Brud! din Fod vor Ørken beblomstrer.
Se, vi Begge Nøden jo elske.
Thi med en Fostermoers milde Alvor
den lagde tidlig Hænder over vor Elskov.
Med min Sved jeg gjerne beperler
dens Muld, Jeg Skjaldharpens Odelsbaarne.
For mere øde Digte svede saa Mange.
Snart de golde, stenige Bakker
(en Verdens Fattigdoms sorte Skuldre)
skal bølge i dit Trin med sædgylden Kaabe.
Os i Døren møde to Engle,
den blide Nøisomhed, glad Tilfredshed.
De have dækket Bordet, redet vort Leje.
Nu de flye tilbage i Himlen
for om det salige Par at melde,
og til vor Søvn at hente himmelske Drømme.
Frygt ei, Viv, min Sang skal forstumme.
Min Sved kun friske skal gamle Laurer,
om blodig Graad end risler indenfor Øjet.
Kun en snebar Stribe behøver
den kloge Stær for sig selv og sin Mage.
Stort meer ei, Brud! Geni og Kjærlighed trænger.
|
| d.I,b.2,s.195 |
HJEMME
Se, atter over mig suser den Piil,
som rysted nedover
min Barndoms seirrige Lege
de laureglindsende Blade.
Bekrandste Eensomhed feirer som før
i Skyggen sin Høitid
-- den kjære Drømmer, som bredte
hver Qvel sit Teppe paa Engen.
Som forhen toner den grenede Top,
den Vindenes Harpe,
der nynned ind i mit Hjerte
en sød Tungsindigheds Sange.
Naar Grenen vajer, fremblaaner den Elv,
hvis Bølgeskrig løste
min Sjels ubændige Frihed,
og lærte Qvadet at rulle.
Jeg hører Fossen, hvis drønende Fald
først vakte de Strømme,
som slumred end i mit Indre.
De overdrønede Fossen.
Den Stærke borthvirvlte stundom en Gran,
der voved for langt sig,
og Klippens Vildhumleranke,
der tørstig sneg sig til Stupet.
|
| d.I,b.2,s.196 |
Den høje Gjetrams, med glødende Kind
og nikkende Hoved,
af Straaleregnen beruset,
gled ud og fulgte de Andre.
Men pragtfuld, dæmonbevinget Fantasm
var Granen, som ofte
blev slynget bort af de Strømme,
som bruste gjennem mit Hjerte.
Og stolten Tanke paa Stengel af Lys
og Drømmen, saa smuk som
forelsket Fees Fantasi,
de Blomster var, som bortførtes.
Der seer jeg Bjerget, det gamle og graa,
hvor Tanken sig hvilte
tilforn paa Flugten til Stjernen
og til de sværmerske Skyer.
Hvor ligt en Afgrunds mørktfunklende Blik
hist sortner ei Kjernet!
Meer kjækt og ædelt det syntes
end fromme stirrende Himmel.
Hvor øm og trofast du stolte Natur
mig møder herhjemme!
Ei Blad har Pilene mistet,
og Engen ikke et Blomster.
Kun Dig jeg savner, Genius, Dig,
i Eensomhed født af
Naturens Høihed og Ynde.
Hvi er Du ei under Pilen?
|
| d.I,b.2,s.197 |
Ve, har du vildfødte Høihed fortabt
i Menneskelarmen?
forglemt dit Mødrenemæle:
Naturens Yndigheds Tale?
Ak, kommer der ei min Elskede selv?
Ved Himlen! der svæver
et Elskovsdigt over Læben,
en Ode brænder i Øjet?
Fortæt din Skygge, min Piil, thi jeg har
min Genius fanget.
Den vist i Himlen har været,
thi Jorden har ei dens Blidhed.
Lud ned, min Piil! Thi jeg vil paa min Mund
fra hendes aftrykke
det Elskovsqvæde og læse
den Ode Øje til Øje.
|
| BLA BAKOVER |