|
|
| d.I,b.2,s.178 |
POESIER
DEN NAVNLØSE
Kun Hun Selv, og ingen Anden,
vide Hvad jeg fandt paa Stranden,
kun Hun Selv -- Selv uden Navn,
Perlen liig, der, uopdaget,
endnu ei er bleven taget
ind i Diademets Favn!
Da, med Navn den at berømme,
Skjalde Fantasien tømme;
Kongens Indfald selv er mat.
Man af Stjerner eller Maane
prægtigt Navn og Rang maa laane
til hans Krones fundne Skat.
-- Elskte "Navnløs!" thi jeg vover
selv for Vennen, naar han sover,
ei dit Navn at nævne tyst:
Han, selv Han skal mig misunde.
Det, for reent for Verdens Munde,
tone skal kun i mit Bryst.
Elskte "Navnløs," om Du skulde
faae dit Navn og Rang tilfulde,
Perlen liig i Kronen sat:
til mit Bryst man tye! mit Hjerte
i sit dybe Hjem det lærte,
da paa Strand jeg fandt min Skat.
|
| d.I,b.2,s.179 |
O, der evigen det toner
som en Klang fra Aanders Zoner:
Navnet, hvormed Himlen alt
dine hulde Dyder ærer,
mens sin Knop din Ungdom bærer
af sin første Rødmen malt.
Ve, sin Fryd at maatte qvæle
vove ei om Fundet mæle!
Men jeg Verden ikke troer.
Piletræet kun hvis Blade
lytte vel, men snaksomt glade
pluddre væk hinandens Ord,
matte Bølge kun, som dale
maa i Grav midt i sin Tale,
Englen, som med Taushedseed
Synderens Bekjenden tager
før han Rædselsmulmet drager
bort for Guds Barmhjertighed:
hvis de taushedstvungne Trende
jeg dit rette Navn lod kjende,
var det Troløsheds Forraad?
Hedd da "Navnløs" for dem Alle!
"Navnløs Perle" de Dig kalde!
Perle, reen som Engles Graad!
BLOMSTEN
Fagre, hvor arm er din Elsker idag! Thi Han, som saa gjerne
med Diamanter og Guld din Dørtærskel vilde bestrøe,
ak! Han ejer idag
ei vante Bouqvet til dit Vindu.
|
| d.I,b.2,s.180 |
Nelliken holder jomfruligen stolt sig lukt i sit Bæger:
Blomsten har seet din Mund; nu blegner den heller iskjul.
Ak, jeg ejer idag
ei vante Bouqvet til dit Vindu!
Hvide Narcisse har hyllet sig ind; thi nødigen vilde
Stjernernes yndige Barn sig tabe i Glands mod din Barm.
Skinsyg over din Mund
vil Rosen idag sig ei aabne.
Dog jeg med brændende Kys -- somom jeg dig favned min Elskte --
har forgjæves forsøgt at aande i Knopperne Liv.
Ak, at Blomsternes Barm
kan gjemme ufølsomme Hjerter!
Fagre, dog ejer din Elsker en Blomst, hvis fyrige Flamme
evig som Stjernernes er: udødelig Kjærligheds Blomst.
Dit velsignende Blik
har saaet den selv i mit Hjerte.
Den er udsprungen saa fuldt som en Sol. Den ømt har jeg plejet,
ledet mit varmeste Blod til Rødderne dybt i min Barm,
dugget den med min Graad.
Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte.
Forhen et Skud i min Sjel, kun en Drøm imellem dens Tanker,
Tanke og Sjel er nu den; liig Barnet i Vuggen, min Sjel
kun en Drøm i dens Dyb.
Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte.
Hvilte Du kun en Sekund ved mit Bryst, da skulde Du føle
bævende Liv i dens Blad, der fik af en Skjalds Fantasi
al sin himmelske Pragt.
Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte.
|
| d.I,b.2,s.181 |
FØDSELSDAGEN
Om en Time Fødselsstunden
for min Elskte er oprunden:
Kjærlighed, med Gaver kom!
Du, den rige, er saa tom?
Har du intet Bedre funden
end en Taares Fattigdom?
Den har du fra Sorgen røvet.
Eller er du selv bedrøvet,
Du, der praler saa af Magt?
Alt er Dig jo underlagt?
Hvi har du da Flugt ei prøvet
for at høste Nattens Pragt?
Intet vilde Hende klæde
bedre end et Stjernekjæde
slynget om det blonde Haar.
Skynd dig! ned Orion gaaer.
Skynd dig! Beltet allerede
løses før du Skyen naaer.
Først Hun vilde ret fortrylle,
naar du kunde hende hylle
ind i finest Morgenrødt.
O, hvor Skyens Silke blødt
vil om disse Former skylle,
hvorpaa Gud sin Kunst har ødt!
-- Kjærlighed, hvorledes er det?
Du, saa kjæk og uforfærdet,
nu saa magtesløs og arm?
Stamp i Jorden i din Harm!
Frem tør bryde der bag Gjærdet
dine Legioners Larm.
|
| d.I,b.2,s.182 |
Fee og Alfe (om de gives?)
tør af Medynk gjenoplives,
skaffe dig ihast et Slør,
som af Blomsterglands de gjør.
(Blot det ikke sønderrives
før din Elskte faaer det, før!)
Ak, jeg frygter, at Du skryder,
naar om Magt din Tale lyder.
Hvorfor vil du eje meer
end dit Hjerte, som det er?
Hvad, om den Present du byder
da idag din Hjertenskjær?
FANTASI
Muntre Raab fra Fyrreskoven,
Klang af Horn og Skud deroven
kald mig ikke op fra Voven
ved den lave Kyst!
Der hvor jeg min Mø har funden
maa jeg dvæle tryllebunden.
Lænker ned i Klippegrunden
løbe fra mit Bryst.
Stranden troer I gold og øde?
Ak, I see da ei de røde
Roser, som i Sandet gløde
frem i hendes Spor!
Eders Øine er ei klare:
hvor I see kun Tang og Tare,
grant og sikkert seer jeg bare
unge Blomsters Flor.
|
| d.I,b.2,s.183 |
Kom, en Drøm, naar Qvellen svaler!
Mere end paa Viisdoms Taler,
naar du hviskende neddaler,
troer paa dig min Sjel.
Du forklare maa tilfulde
hvorifra Hun kom den Hulde.
-- Falske Drøm! mon skabt du skulde
have hende Selv?
Som et Syn jo pludseligen
mig paa Stranden blinded Pigen.
Skulde Voverne i Vigen
være Havfrus Hjem?
Mon paa disse kolde Grunde
da en Bølge endnu kunde
føde, som i Hellas' Sunde,
Afroditer frem?
Skjønne Havfru, lad dig fange
da af mine Eskovssange!
Byt din Bølge med den bange
Banken i min Barm!
Rødere dens Blodstrøm flyder
end Korallen, Dybet yder,
Perlens Glindsen, som dig pryder,
mod min Graad er arm.
Mere skjønfantastiskt former
sig mit Vanvid, naar det stormer,
end Polypens Træ sig ormer
frem paa Havets Bund.
Mindre majestætisk, mindre
skjønt er Havet end mit Indre.
Minder straale, Tanker tindre
paa dets dybe Grund.
|
| d.I,b.2,s.184 |
Skulde Du en Havfru være,
vælg da fremfor tangklædt Fjære
Aanders Hjem og Aanders Ære!
bliv en Jordens Mø!
Skynd dig, fagre Havets Datter!
før dig Brændingsbølgen fatter,
og med Lyst dig drager atter
ud i vilden Sjø!
Eller, siden Du saa ene
vandrer mellem Strandens Stene,
mon en Sky, som maatte tjene
Engle til et Skib,
her mod Bjergets Top forliste,
maatte sin Besætning miste,
kun at Du, der var den Sidste,
frelstes af en Grib?
Hvad Du er, om Du tilbage
til dit eget Hjem vil drage,
mig, min Elskte, maa Du tage
med dig i din Flugt.
Tyer du til den dybe Bølge,
Os skal da den samme dølge.
Gjennem Dyb og Himmel følge
skal min Sjel din Flugt.
DEN ELSKTE
Guld er Støv og Purpur Pjalt,
Ædelsind er det ei Alt?
Kan jeg større Rigdom finde
da end hos min tro Veninde?
|
| d.I,b.2,s.185 |
Ædelsindets Tankers Flod
det er himmelskt Adelsblod.
Kan jeg bedre Adel finde
da end hos min tro Veninde?
Ynde, du er Skjønheds Sjel,
skjønnere end Skjønhed selv.
Kan jeg større Skjønhed finde
da end hos min tro Veninde!
Jomfru, blusser Du iløn?
Du er riig, fornem og skjøn.
Bedste dog af Først og Sidste,
at du Selv ei deraf vidste.
Smiler endda haant en Nar,
da et Smiil jeg ogsaa har
koldt som Staalet -- blot det ikke
smelter hen i Hendes Blikke.
O de straale ømt og smukt,
er end Øjet slummerlukt.
Himmelsk Glands, selv naar hun sover,
straaler hendes Aasyn over.
Jomfru, Engle stige ned
til din Uskylds Hvilested.
Helgenrene Jomfrusjele
mens du slumrer, om dig knæle.
Tør imellem dem min Bøn
ydmyg blande sig iløn?
naar du vaagner med dem stige
op for Dig til Himmerige?
|
| d.I,b.2,s.186 |
DEN ELSKEDES OVERFART
-- Tys! det pladsker over Vandet.
Det er Hende! Det er Hende!
Hendes Forbud er alt landet:
denne glade Angst for hende.
Aaretakten kan jeg kjende:
uden Regel, uden Lag
som mit eget Hjertes Slag.
Bølge! Bølge! skyd bagefter
sikkert, men med milde Kræfter!
Ellers med mit Blod jeg plette
vil din rene Barm, og trætte
med mit Liig din Flugt den lette.
Selv vil jeg i Stormen boe,
at Dig aldrig undes Ro.
Hulde Stjerne, over Vigen
maa du trofast lyse Pigen.
Er ei hendes Blik dit eget?
har, i Eva-Aasyn præget,
dog ei Jord ei Himmel sveget?
Kan du hade egen Ild?
frygte den, der er saa mild?
Ve dig, om du kunde svige
Baaden med den unge Pige!
Skjøndt du straaler i det Høje,
Hevneren min Bøn skal bøie.
Som den Dødeliges Øje
Han kan dig udslukke bradt,
gjøre al din Glands til Nat.
Lyser Du med trofast Styrke,
da jeg evigt dig vil dyrke.
|
| d.I,b.2,s.187 |
Jeg Bassin vil Kilden bryde,
mine Blomster duggbegyde,
at jeg Speile nok kan byde
Dig og Hende, der saa liig
er i Blik og Reenhed Dig.
MIN GRAV
Hvor er jeg glad, ja hjerteglad!
Thi alt jeg seer det Sted,
hvor halten Hævn og blinden Had,
som med min Skygge fulgtes ad,
skal synke trætte ned.
Der ligger det, meer nær end tænkt,
bag tvende Poppeltræe'r,
med Løvguirlander rigt omhængt,
med Grønsvær dækt, altid besprængt
med Dugg saa demantskjær.
Der, skeelsynt Nid, du meest beqvemt
kan læse mine Qvad!
der vil du fatte mere nemt,
hvi jeg, og ikke Du, har stemt
min egen Strengerad.
Der slæng dig, Had, som kom for seent!
grib efter mig endnu!
Det Støv, du faaer i Haand, er reent
som Liljernes mod hvad du meent
og tænkt har i dit Hu.
|
| d.I,b.2,s.188 |
Ha, stolte Følge til min Grav,
hvi vender du dig hen,
som om du tørred Taarer af?
Ei I, men Elskov, den mig gav.
Jeg derfor elsker den.
Har Hun ei lovt, hver Pintsefest
mig at besøge der?
Skjærsommersøndagen dernæst
Hun atter være skal min Gjæst.
O Plet, hvor kjær du er!
Da Bogfink, syng i Poppelens Top
til Ære for min Brud!
Spring ud en vakker Rosenknop!
Jasmin, din blege Mund luk op
til Ære for min Brud!
Der boer jeg da den Sommer kort.
Mit Lyststed, Plet, du er.
Med sidste Blad jeg flyver bort,
at vente tro i Himlens Port,
til Selv Hun kommer der.
DET FØRSTE HAANDTRYK
Din Puls har banket min imod.
Forente var vi Blod i Blod.
Det var i faa Sekunder bare.
Ei længer Salighed kan vare.
Hvor mildt din bløde Aare slog!
Men min i høje Bølger jog.
Nær med sin Purpurstrøm den fulde
besprængt dit Jomfrubelte skulde.
|
| d.I,b.2,s.189 |
Saa ømt og fast ei Aander to
kan sine Vinger sammensnoe,
saa flyder Flamme ei i Flammen
som vore Hænder hvilte sammen.
Mit Blod har siden da ei hvilt,
men stormende i Aaren ilt.
Har det da Sjel, som ei forglemmer?
Det Slaget end af dit fornemmer.
O, vore Hjerter længer maae
ei skilte ad, min Elskte, slaae.
De høje Stjerner saae og taalte,
at deres Aarer sammenstraalte.
|
| BLA BAKOVER |