HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841


ET REENT BLAD PAPIR
(I EN VENS STAMBOG)



           K
un af Tankearme bli'r
           du foragtet, reent Papir:
           kun af Den, der seer sit eget
           Øde i din Tomhed præget,
          
d.I,b.2,s.167              uden at det kan, som denne,
           under tankefulde Penne,
           blive af Ideer dækt.


           Det med samme sky Respekt
           som en Jomfru jeg betragter,
           af hvis Væsen Skabermagter
           trylle kan en Adamsslægt,
           uvist om, dog lige let,
           englegod, om djævleslet
           -- uvist netop som om hvad
           skrevet bli'er paa rene Blad.
           Arket, som i Spalter blanke
           fange kan Geniets Tanke,
           bedre er i skyldløs Tomhed
           end beskrevet fuldt af Dumhed:
           Linje ud og Linje ind
           strømmet af en Skriblers Sind
           over Blad, der kunde være
           enten Rum for Aanders Flugt
           eller reent som Jomfruære,
           hvidt som Serafiners Fjere
           -- o hvad Synd, at det blev brugt!
           o hvad Synd! jeg kunde græde
           til med Flammen af min Vrede
           Øje, Sands og Liv blev slukt.



           Tænker jeg, hvor let og snart,
           af en trofast Ven bevar't,
           eller af en Hvirvelvind
           i afsides Krog blæst ind,
           af den Lap jeg overleves,
           hvorpaa mine Navntræk skreves:
           gyse for den jeg da maa
           som om just jeg rabled paa
           netop den af disse rene
           Kirkevæggens kalk'te Stene
          
d.I,b.2,s.168              under hvem engang et Hul
           rodes op for mig iskjul.
           O, hvor vil det ikke vare
           førend Regnen pidsker af
           disse dumme Træk, der svare
           Hver, som spørger om min Grav!
           O hvor længe, førend badet
           Tiden Skriften har fra Bladet!
           Først med sidste gule Træk
           blegner al Erindring væk,
           og da fulner ogsaa Hadet.




           -- Ak; men før jeg seer mig ad
           har jeg skjændet dette Blad.
           Mørke Linjers Slangerækker
           jo dets Reenhed alt bedækker,
           og dets Glands er alt forsvunden
           som en Speiles sat for Munden.
           Sortnende forsvandt den i
           Suk af min Melankoli.



           Utaknemligt! Dette Blad,
           fromt som Æbleblomstens dalte,
           kjært som Lappen, jeg bemalte
           med mit allerførste Qvad,
           hører ei til denne tætte
           Snee af Blade, som vil trætte,
           der af Landsmænds blinde Harm
           ilinghvines i min Barm,
           ei til Haglen af Karteller,
           som et døgnopløftet Had
           paa mit arme Hoved sæller.



           Du kun, mindeviede Blad
           om mit Navnetræk mig bad.
           At du da i eet med det
           eje kan mig Selv komplet,
          
d.I,b.2,s.169              strømmer foran det de Rader,
           hvori nu min Aands Portræt
           sig i tro Afspeiling bader.
           Thi, om Manges Dom er sand,
           er et rasknedrablet Digt
           hvad i Verden meest er ligt
                             Henrik Arnold Wergeland.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE