|
KRISTIANIA
EPILOG TIL CAMPBELLERNE ELLER DEN HJEMKOMNE SØN
(Scenen forestiller en Haveterrasse, hvorfra man tænker sig Udsigt over Kristiania. En fra Amerika
hjemigjenkommen, sømandsklædt, norsk Udvandret træder frem, seende sig om med Tegn til Overraskelse).
Den Hjemkomne
-- -- Herfra, fra denne Plet . . Hvordan!
jeg er der, dog ei see den kan.
|
| d.I,b.2,s.154 |
Kun faa Aar borte herhjemmefra,
og fremmed bleven alt siden da?
O jeg er ikke, men det er Hjemmet,
som blevet er saa fornemt og fremmed.
Mig Newyork selv, der i Hudson bader
hvert Aar Afspeiling af nye Gader,
ei saa forbaused den første Gang
jeg kjæk fra Skibet paa Qvaien sprang,
-- kjæk som Columbus -- nu veed jeg bedre,
at bedst er hjemme hos vore Fædre,
saalænge ikkun et Land er frit.
Held mig, at Norrige dog er mit!
Stod ei Agershuus som før histhenne,
jeg kunde neppe igjen mig kjende.
Men saa stod Borgen med blygraa Top
da fjerde Kristjan drog Byen op.
Og uforandret den staaer der siden
som et forstenet Gespenst af Tiden.
Oldtidens blege Ærværdighed
er rullet over dens Tinde ned.
En Middelalder staaer som forblødt
i Fuglesangstaarnet saa rustenrødt.
I Vindens Hviften i Græsset Runden
om Volden legende gjør Sekunden.
Men her fra denne Plet . . Hvordan!
Jeg er der, dog ei see den kan.
Ak, kjære Plet, min Legeplads,
selv du er ikke som tilforn!
Hvor er din Sommers Brudestads:
den knoppende vilde Rosentorn?
din fagre Pynt til Sanktehans:
de jomfruskjære Convallers Krands?
din Vildheds Ynde, din Eensomheds Pragt:
dit Slør af Blaaklokker og Nyklebaand,
saa luftigt og fiint som Gevandt om en Aand,
i bølgende Folder af Vinden lagt?
|
| d.I,b.2,s.155 |
Ak, du, min Yndlingsplets Natur!
fornem er bleven, fornem, men stur;
min Bakke en prægtig Haveterrasse,
hvor Zvibler, ei Blaaveis og Hvidveis, passe,
hvor stolte Provenzrosers Overmagt
ifra dens Odel har Hybnen jagt;
min Skrænt paa fordumsdags Bellevy
en Slotsplads over en stigende By.
Har da, du viltre, utæmmelige
Natur, af Kunsten i Aaget bragt,
du glemt dit Lune, forødt din Magt?
Og er min Barndoms Kongerige
for stedse bleven ødelagt?
Min Throne selv, den stolte Steen,
mosfløjeldækt og hybenteltet,
hvorpaa jeg herskende fremtreen
blandt mine mylrende Nationer
af Humler og Papilioner,
selv den er bort fra Pletten væltet.
Og anlagt er i Stenens Plads
et Bed af Liljer og Hyacinter,
en Flor retsom af malet Glas,
indringet af en Marmorvinter:
af Kongeboligens lange Fløj,
af kolde skinnende Balustrader;
de kjække Styrtninger paa min Høj
omskabte er' til en Trap af Qvader.
O har, Natur, du da, skjøndt skabt
af Steen og Muld, din Troskab tabt?
Kan dine Bakker og dine Dale
saa falskt som speilende Bølger male?
De Steder, vor Barndom elskte saa,
som Luftens spraglede Skyer forgaae?
mens, søde Plet, dit Billed, med
hver liden Blomme paa sit Sted,
mit Hjertes svage Fibrer fast
|
| d.I,b.2,s.156 |
krampagtigt holdt, og mens det gjemtes
paa Bunden af den Graad, som tæmtes
ei altid naar min Hjemvee brast?
Det samme Smiil, det brogede Skjær
af Engens naturlige Blomsterhær,
som Sommervindene jog i Vover,
min Plets Natur! ei længer over
dit før saa yndige Aasyn gaaer,
som forhen engang Aar for Aar
fra dengang hørt blev første Gjøg
til Kløvren blegned og Fnokken føg.
Men jeg, hvor fjernt end gik min Fart,
det Billed, Plet, har tro bevart.
Bjergrullende Atlanterhav
ei mindste Træk har skyllet af.
Amerikas Himmel var aldrig saa blaa,
at Ærenpriisklyngerne jeg kunde glemme,
der omhvifted som med tusinde smaa
azurne Serafvinger Højen derhjemme.
Den Skovskyggenat i Illinois
ei mørkned' Mindet om Pletten, hvorfra
jeg skulde øine, var alt som før,
hvor Byen og Landet tilsammenfløde,
min Moders Hytte, -- den lille røde
med Piletræet tæt ved sin Dør
-- den gamle Huusgud med Moseskjæg,
som roligt fange fik bag sin Væg
paa Qviste guldgule, højtopstrakte,
det første Grønne, som Vaaren bragte,
og stille som i en Landsby frede
midt i sin Krone sit Skjærerede.
Nu væk er Træet og Huset med.
-- I Gamlebyen ved Loens Bred
kun findes endnu tilbage slige
smaa gammeldags Huse, hiin Hyttes lige.
|
| d.I,b.2,s.157 |
Men over Engen, hvor Huset laae
hvor Koen gik, da jeg sidst den saae,
sig strakt har skinnende Gader hen,
saa ei jeg kjender mig meer igjen.
De synes komme ved Trylleri
gesvint som i Newyork og Saint Louis,
somom Kristiania dem af sin Kjerne
skjød ud som Straalerne af en Stjerne.
For Engels Blik, der fra Skyen lynes,
hver lys, fremrindende Rad maa synes
som Perler, der trædes ind paa sit Baand
med ivrig Glæde af Pigens Haand.
-- O jeg maa angre hvad jeg har sagt!
Min Barndoms Plet er ei ødelagt.
De nye Landsteders Havenatur
er riig og prægtig, ei kold og stur.
Hvor klattrer Stokrosen uforfærdet
og Kaprifolen ei over Gjærdet!
Og groer Reseda i Græssets Sted,
saa er ei synderligt tabt derved.
Hvad er den hele Forvandling andet
end at min Drøm er nu bleven sandet?
at alt det Smukke, min Fantasi
sig bygged af Dunster, der drev forbi,
de Værker, jeg her i Græsset slængt,
har ud af bugnende Taage tænkt,
de Mesterstykker, jeg hugg af Skyen,
har sænket alle sig ned i Byen?
Forlængst Morgana, den gode Fee,
mig Slottet lod i sit Luftspeil see.
Men forud havde jeg snelt i Tanken
bygt Borgerskolen og Børs og Banken.
Med Øjet i ubevidst Drømmen henvendt
paa Løvetandbladet, det Medikament,
jeg havde i Luften Skizzeringen malet
til Barnasylet og Rigshospitalet.
|
| d.I,b.2,s.158 |
Afspeilet i duggfulde Primulablom
Theateret saae jeg alt førend det kom.
En stille Sommerqvel var det min Sorg
at opbygge Hansteens Uranienborg.
Og alt som Maane og Stjerner straalte
paa Vandet jeg skinnende Søiler maalte.
Min Skyld er ei, om de ei blev brugt.
Man bygger altid i Luften smukt.
Men hvad jeg bygged for nær ei maatte
Stolt-Agershuus komme. Det var at spotte.
Langt derfra paa en aaben Plads
(saa let som Liljernes Stengler fremspringe)
jeg bød fremstaae et søilet Pallads
et Capitol for et Folk tilthinge.
Og Byens Grændser paa hver en Kant
jeg flytted ud indtil Elven randt
igjennem Midten, bedækket da
som Thems med Skibe, Gud veed hvorfra.
Saa drømte jeg ofte paa denne Plet,
ei voxen nok til at ordne det.
Det var min Kjærlighed kun for Byen,
som skabte frisktvæk for den af Skyen.
Og hvor den havde igjen en Hoben
hvidglindsende Villaer strøe'de den ud.
De syntes om Byen som paa en Brud
en Bord af Perler om grønne Kaaben.
-- Hvi sværme da end for den vilde Eng,
hvori jeg tumlede mig som en Dreng,
naar Manden seer den prægtige Flor
af Gader, som ud over Markerne groer?
Hvi sørge over den gamle Silje?
Rodhugget er ei hos Byens Mænd
det gamle Normannasind med den.
Det gik jo efter min egen Vilje?
Og hvad jeg drømte det tykkes nu
jo sprunget frem af mit eget Hu?
|
| d.I,b.2,s.159 |
Hvi angre over min Moders Hytte,
som maatte væk med de andre flytte?
Lad ødelægges mit Fædrenehuus,
mit Hjem forsvinde, mit Hjerte knus,
naar kun mit elskede Fædrelands
Kristiania maa blomstre som frisken Krands.
|
| BLA BAKOVER |