|
LORD DOUGLAS'S SØRGESANG
(THE DOUGLAS TRAGEDY)
"Staa op, Lord Douglas, og hastelig
iklæd dig din glimrende Skrud!
Lad ikke din kjødelig Datter
inat bli'e en Riddersmands Brud!"
|
| d.I,b.2,s.147 |
"Staa op mine bolde Sønner syv!
Trækker blinkende Rustninger paa!
Vogter bedre eders yngste Søster!
Den Ældste er langt herifra."
Lord William over sin Axel saae
hvad nyt man spørger og veed.
Da kom de bolde Brødre syv
saa fort over Lien ned.
"Stig ned Margaret!" -- han sagde nu --
og hold min Hest en Stund.
Jeg møde vil dine Brødre syv
og din Fader i Rosenlund.
Hans Hest med snehvid Haand hun holdt.
Ei Taare var i hendes Blik
til syvende Broder nedsank saa stolt,
og Faderen til Striden gik.
"Stands, William, dit Sværd! Ak Elskte slaa
ham ei! Min Fa'r han er!
Jeg kan en Fæstemand nok faae;
men ei en Fader meer."
Sit hvide Slør paa Jord hun slaaer.
Det var af hollandsk Liin.
Det bandt hun om sin Faders Saar,
der rødere var end Viin.
"Nu vælg, o vælg, min Margaret!
Følg mig eller bliv hos din Fa'r!"
"At følge dig, William er jeg bered.
Du levnet ei Støtte mig har."
|
| d.I,b.2,s.148 |
Han satte hende paa en Ganger hvid,
sig selv paa en Abildgraa.
Ved Siden hang Hornet, som lød til Strid.
Det bort i Galop mon gaa.
Saa rede de fremad; det gik saa fort,
mens Maanen skinte saa bleg.
Men da de kom til rindende Flod,
de ned paa Stranden steg.
Der stege de ned at tage en Drik
af Floden, som randt saa klar.
Da Blod i Vandet hun skue fik.
Det Williams Hjerteblod var.
"O stille William, du saaret er;
Dit Blod det er forsand."
"Det er Skarlagnets Skygges Skjær,
Du øiner i Flodens Vand.
Saa rede de fremad; det gik saa fort,
mens Maanen skinte saa bleg.
Men da de kom til Moderens Port
de ned af Hestene steg.
"Staa op! staa op min Moder øm!
Staa op og slip mig ind!
Luk op, luk op; thi i Nat din Søn
har vundet Allerkjæresten sin."
"O Moder, en Seng saa dyb og bred
til mig du rede maa;
og læg ved min Side stolt Margaret,
o da vil jeg sove saa!"
|
| d.I,b.2,s.149 |
Lord William døde før Midienat,
Margareta før Morgenen graa.
Gid alle, som sværge hinanden Tro,
maa bedre Lykke faae!
Hendes Liig blev lagt i Marias Chor;
i Kirken jordedes hans.
En Rose spired af hendes Grav,
og Magen spired af hans.
De Roser mødtes og favnedes ømt
som før det elskende Par.
Og derfor Verden har rigtigt dømt,
hvor stor deres Kjærlighed var.
Til Graven kom sorte Douglas selv,
han ei sin Grumhed fortrød.
Han slængte ung Williams Rose rød
langt ud i Marias Strøm.
Hændelsen, som besynges i denne meget almindelige skotske Folkesang,
skal, efter Sagnet, have tildraget sig paa Godset Blackhouse i Selkirkshire.
Efterkommerne af den store Jacob Douglas spilte Helterollerne i mange af Skot-
lands Ballader. Nationens Opmærksomhed var altid fæstet paa dem, siden de
ved sin Tapperhed og opoffrende Fædrelandskjærlighed havde reddet Landet
saa mange Gange fra truende Undergang; og derfor er denne Romance en af
de bekjendteste og mest varierede. Endnu opreise Indvaanerne i Nærheden af
Douglasburn Stedet, hvor William kjempede med Douglas og hans syv Sønner.
St. Marias Kirke, som nævnes ved Enden af Romancen, skal være beliggende
ved den Elv, som endnu bærer dens Navn, og som forekommer i Indledningen
til den anden Sang af Walter Scotts Marmion.
|
| BLA BAKOVER |