HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841




POLITISKE OG ANDRE FABLER



BRÆNDEHUGGEREN OG TRÆET

           B
landt Qvas og Qviste
           en Brændehugger af sin Øx gik Miste.
           Tilsidst igjen han finder Tanden.
           Men uden Skaft den lidet nytter Manden.
                 Han speider ned og op og rundt forlegen.
          
d.I,b.2,s.130              Paa Jorden ligge Grene nok.
           Men alle tørre, hver en dygtig Stok
           som Spilre i sit høje Tag bar Egen.
           Da bad han: "stolte Træ! du Slettens Drot,
           du Luftens Ø, du Cedrens Lige!
           Du Bjerg af Løv, hvis Tinder stedse stige!
           en Green, en Green jeg tigger blot,
           at du mig den en Timestid vil laane,
           Og dig jeg evigen skal skaane,
           imens de andre -- " Han ei ud fik talt,
           før vældig Green mod Roden suser alt
           med flere Skafters Emneveed,
           end Huggeren i al sin Tid opsled.
           Sit Skaft han fik istand da fort,
           og hugg til -- Egen laae der inden kort.


           Moral.
           Nation, for egen Godhed skjælv!
                 Hvor tidt du bandt dog Riset til dig selv!



VOGNHESTENE

           E
n Hest, lidt stiv af haard Behandling,
           som godt kun trak alene for sin Kjærre,
           blev spændt som Vognhest for af fremmed Herre.
           Men slet vor Hest kun hued den Forvandling,
           skjøndt det blev sagt, at der var Ære ved.
           Den Makker hid og did den sled.
           I Vinkel stump fra Stangen mod hinanden
           den Vogn gik smaat men vist mod Afgrundsranden.


           Moral.
                       Det er det bedste,
           Forbindelsen at løse mellem Heste,
           som trække slet isammen.
                             Amen!

d.I,b.2,s.131  


ÆSLET MED DE BEKLIPPEDE ØREN

                  E
t Æsel maa jo skryde.
                      Det er Natur, og altsaa ingen Lyde.
                 Deri at standse det
           var just det samme som, og ei meer let,
           end Løgn og Sladder at forbyde
           vor Byes bekjendte lille Jyde,
           som er, Manetren liig paa Havets Bund,
           i alt sit Jeg, med Krop og Sjel kun Mund;
           ja just det samme som med Vold at slide
           fra Fougstad Nellas første Side,
           just naar hans Sjel har Trængsel til at sk --
                 kun af den Grund, at det,
           som falder der, er baade dumt og slet.


           Kun naar et Æsel skryder meer end andre,
           kan norske klage og de svenske klandre,
                 som nutildags
           vor Nella Ingen af dem er tillags.
           Og plaget var en Bonde med et Sligt,
           som skrydede tilqvæls ifra det daged.
           Blandt Heste sluppen, mellem Hjorden jaget,
                 det skryded dog evindeligt;
           thi det med Stolthed (og med Ret)
           ja mellem alle havde flux opdaget,
                 at længste Øren havde det?
           Hvor kuttet og hvor kollet var ei Hesten!
           Og Koens Horn -- hvor stiv og død en Top!
           Kun Svinet hamled nogenlunde op,
           men Ørene de laae dog flade næsten.
                 Æslets derimod
           de baade sig bevæged og de stod.
                 Og dette hele Dagen,
           og hvergang skryded det, og det var Plagen.
          
d.I,b.2,s.132              Den Bondemand kan længe ikke finde
           sit gode Raad for saare Trommehinde.
           Tilsidst dog troer han Ørets Længde var
           den rette Grund til saadan Profeteren;
           og derfor uden mindste Sig-Generen
           hvergang det skreg han Stump af Øret skar.
                 Den Nar,
           som ei, at Æsel bliver Æsel, vidste,
           saalænge sit Gemyt det ei kan miste.
           Derfra den fæle Skryden kommer jo,
                 fra Æselets opblæste Sjel?
           Det skryder ei med Øret skal jeg tro.
           Og derfor (som saa mange andre gjøre)
           den Bondes skrydede alligevel,
                 skjøndt uden Øre.


           Moral.
           Hvor mangen Gang ifjor som nu i Aaret
           er Nella ikke klippet og beskaaret?
           Og dog, og dog, hvo skryder meer end Hun?
           Lad Øret staa! Det er ei Bæstets Mund.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE