HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841


JÆGERSANG
Mel. Im Wald und auf der Heide.



           H
aloh! hvor Skoven runger!
           Dens Echos klare Tunger
                 &bmrep; forkynde Jægrens Lyst. &bmrep;
           Hvor sund ham Luften smager!
           Hvor raskt ham Blodet jager
                 &bmrep; igjennem frie Bryst. &bmrep;
            &bmrep; Halih! Haloh! &bmrep;
      &bmrep; igjennem frie Bryst. &bmrep;
d.I,b.2,s.125  

           Hvor freidig han betræder
                      de gamle kjendte Steder!
                 &bmrep; Her er han Helt og Drot. &bmrep;
           De hule Klipperivter
           besynge hans Bedrivter.
                 &bmrep; Hver Gran dem kjender godt. &bmrep;
                  o. s. v.



           Fra Skovens Herskersæde
           maa gamle Bamse træde.
                 &bmrep; Det høre Jægren til. &bmrep;
           Ja træffes vi, spandere
           han Kaaben maa med mere.
                 &bmrep; Den hører Jægren til. &bmrep;
                  o. s. v.



           Han skal ei lave Kager
           i fattig Huusmands Ager,
                 &bmrep; den gjerrige Tyran, &bmrep;
           ei meer i Blaabærmyren
           faae Sætergjenten styren
                 &bmrep; og ræd som for en Mand. &bmrep;
                  o. s. v.



           Den Graa, som lusker slugen
           med Halen under Bugen
                 &bmrep; skal lade Haren gaae, &bmrep;
           og Mikkel-Ræv ei længer
           agere Fuglefænger.
                 &bmrep; Den Kunst maae vi forstaae. &bmrep;
                  o. s. v.



           Men frem! lad Aasers Række
           sig blaanende henstrække!
                 &bmrep; De trætte ei vor Fod. &bmrep;
          
d.I,b.2,s.126              Om i det dunkle Øde
           end Huldrers Harper løde
                 &bmrep; det muntrer kun vort Mod. &bmrep;
                  o. s. v.


           Frem, Jæger, endnu længer!
           I Skovens Indre trænger,
                 &bmrep; hvor Kjernet -- mørkt og stilt &bmrep;
           som glemte Piges Øje, --
           nedsænkt blandt Graner høje,
                 &bmrep; gjør Alt kun mere vildt! &bmrep;
                  o. s. v.



           Derind, hvor Hejren reder,
           hvor brune Rugde breder
                 &bmrep; sin Seng paa Moltemyr, &bmrep;
           hvor tyst paa Grenens Luden
           en Gaupe, rød om Snuden,
                 &bmrep; belurer Skovens Dyr! &bmrep;
                  o. s. v.



           Hvor Skrig af Ormehøge
           den Stilheds Skræk forøge,
                 &bmrep; imens dernedenfor &bmrep;
           sig frem med livlig Slyngen
           en Slange gjennem Lyngen
                 &bmrep; med opreist Hoved snoer. &bmrep;
                  o. s. v.



           Derind, hvor Alt er Vildhed
           og Ensomhed og Stilhed
                 &bmrep; og Højhed, o Natur! &bmrep;
           Ja al din Ømhed under
           en Granetop jo blunder
                 &bmrep; i drømmende Tiur. &bmrep;

d.I,b.2,s.127  

           Hvor han forlibt erklærer
                      den Ild, som ham fortærer!
                 &bmrep; Og vilde Duehan &bmrep;
           sin ømme Elskovsklage
           udtoner for sin Mage.
                 &bmrep; Nu, Jæger, nu klem an! &bmrep;



           Men, Jæger! nu hvad tænker
           du paa, som Riflen sænker?



Enkelt Stemme

      

           &bmrep; Jeg tænker paa min Mø &bmrep;
           Pokalen hid for Hende!
           For Hendes Skyld de Tvende
                 &bmrep; paa Qvisten ei skal døe! &bmrep;



Chor

            

           &bmrep; Halih! Haloh! &bmrep;
      &bmrep; For Hendes Skyld ei døe! &bmrep;


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE