|
|
| d.I,b.2,s.122 |
POLITISKE OG ANDRE FABLER
STJERNEKIGERNE
"Himmel! o hvad seer jeg?" -- skreg
en Stjernekiger dødningbleg --
"Et Bæst, et Monstrum af en Grib
et fælt Uhyre
af Drage, ligt et snablet Orlogsskib,
vil sluge Maanen,
og siden kanske løs paa Solen styre."
Det sagt, af Rædsel nær ved Daanen,
den Kiger kaster Teleskopen væk.
En Anden, om ei mere lærd paa Tal,
dog mindre gal
og piint af Skræk,
kun Glasset tog af Teleskopen.
En Myg fløj ud deraf -- en liden Myg . .
Klart straalte Maanen ifra Skyens Ryg.
Den Astronom blev noget kopen.
Moral.
Hvad Monstrum monne de skarpsynte Tre
i myguskyldigt Flyveblad ei see?
Og Folk der gives jo, som høre
i skyldløst Maihurra
meer Støi end den, som hine Gribbe fra
Kordilleras med Vingen gjøre,
naar Alper de slaae ned og Skyerne oprøre.
Kort Intet er saa skyldløst eller lidet,
at oprørt Hjerne ei kan see Uhyre i det.
|
| d.I,b.2,s.123 |
FROSKENE OG SOLEN
"O Ve! Koax! Koax! O Vok!"
-- saa hylte med et rædsomt Pjadder,
hver Kjæft af Frosk, der var i Dammen --
"O Fastre, Mostre, gamle Padder!
O smaa Kusiners søde Flok!
Gudmødre -- o I Allesammen!
o har I ikke hørt det Fæle,
at Solen vil sig nu formæle?
Een Eeneste er meer end nok
for at udtørre vore Myre
og hveren Dam.
Og naar nu end et Soluhyre,
den gamle Sols Madam . . . ?
Ak To, vi sige? Nei, naar Vrimlen
af alle deres Smaa
udbreder sig paa hele Himlen,
hvor vil det da vor arme Slægt vel gaa?"
Moral.
Saa Folket sukker, qvækker og koaxer,
naar Ry om Fyrsters Ægteskab
i strengtpaabudne Tempellovsang høres.
Thi det, ved Apanager, som opføres,
maa føde op det hele Skrab
af Ferdinander, Filippusser og Maxer.
SLAGTEREN OG TYREN SOM GUD
En Slagtersvend, som skulde slaa en Tyr
tilstrækkeligt for Panden,
slog feil. Den Tyr, derover ganske yr
og fra Forstanden,
|
| d.I,b.2,s.124 |
sled Strikkerne, som den til Blokken bandt
isønder let som bare Stry og "Høi,"
(hvadeller, om man vil, som "Hø" og Stry)
og fløj, hvadeller tog saa til at fly,
ei Standsning ændsende af Dal og Høj.
Ja fløj -- hvadeller, om man heller vil,
den løb til den for Svendens Syn forsvandt.
Thi aaben Kirke den i Flugten fandt,
og skjød derind saa rapt som afskudt Piil,
og op paa Altret rappere end Pilen.
Der seer den Svend, som efter kom med Bilen,
den staa forstenet reent af Skræk.
Han tør knapt nærme sig, ei ile væk.
Han skjælver paa hvert Led.
Han kaster sig omsider ned,
og som Gud Apis Tyren han tilbeder.
Ak, Mennesker, den Slagtersvend
har mange Brødre mellem eder.
Ja selv i Tyren bør igjen
I kjende egen Slægt,
i mange Tyrepander nemlig, som
ved Alteret og Prækestolen kom
med engang til Respekt.
|
| BLA BAKOVER |