|
|
d.I,b.2,s.112 |
POLITISKE OG ANDRE FABLER
(FRITBEHANDLEDE OG ORIGINALE)
PAPEGØJEN
Til Ørnen, alle Fugles høje
med Majestæt omgivne Drot,
en Papegøje
saalunde talte: "frit og godt,
og uden i et Ord at prale,
maa Verden og jeg selv tilstaae,
at i den ædle Kunst at tale
min Færdighed kan ingen naae.
Og derfor dristig anbefale
jeg tør, min Fyrste, mit Talent,
at see det paa din Søn anvendt."
"Du taler -- ja, jeg veed det" var
Den Fuglekonges tørre Svar --
men hvorom vel? og hvori mon
gi'er du Lektion?"
Da, Padden liig, naar den i Grøften
sin Serenade Nymfen bringer,
med opblæst Kro og Hovedløften
og reiste Fjær paa Gump og Vinger,
den Papegøi, ei flau derved,
tog flux tilords: "Durchlauchtighed!
De har aldeles at befale.
Jeg lærer . . . lærer at bagtale."
Moral.
Den kjender unsre eigene Papagei,
Hr. Papendahl
og Jeg.
|
d.I,b.2,s.113 |
HAANDVÆRKSMANDEN OG LAMPEN
En Haandværksmand, en natlig Træl,
i Lampen Olje gjød en Qvel,
og sagde: "se, hvor akkurat
og ømt jeg plejer dig hver Nat!"
Da flammed Lampen op;
blev rød som Hanekam i Top,
og spraged ud sligt Svar paa Stedet:
"Troer, Egoist, du ei jeg veed det:
derfor du Olje i mig helder,
at jeg skal lyse op din Kjelder."
Moral:
Om Fyrsten gjør Nationen vel,
er det ei Skjænk, men Selvfordeel.
ÆSLERNE OG RØGELSEKARRET
I samme Tempel for Afguden Baal
tre Borriker isammen tjente
-- et helligt Embed, dog som ei formente,
at jo et viet Virakskar de stjal,
hvormed de løb iskjul til eensom Dal.
En Vandrer dog opdaged dem
(thi to Qvarteer af Busken frem
stak visse Tegn paa Æselsvæsen)
just som de i fortroligt Traktemente
fra En til Anden Virakskarret sendte,
og røg dermed hinanden under Næsen.
|
d.I,b.2,s.114 |
Moral:
Hinanden til de ryge nu vel tidt
de Trende,
som om et pletløst Navn og kjæk Merit
kan aldrig Visen ende.
SKYEN OG JORDEN
Skyen
Jeg skjuler Solen, alle Himlens Stjerner
fordunkles, naar jeg folder ud min Magt.
Hvor bange, bævende som Offerterner,
de svøbe dybt i Flor sin lyse Pragt!
En Skræk for Store, som for Mindre, baade
jeg Jord og Himmels Skjæbne jo kan raade.
Jorden
En vældig Herre! Opblæst er din Krop;
af Veir og Vind og Vand og Dunst fyldt op.
For Vinden springer du som Haren rapt.
Om Natten skræmmer du en Vandrer knapt.
Skyen
Jeg skræmmer Alt, som ejer Liv og Aande.
Du selv dig seer, min gamle Ven, i Vaande,
hvis Regnen af mit Skjød bestandig flommer.
Og sparer jeg paa Næring, døer din Sommer.
Hvad er vel Sol og Maane imod mig,
naar jeg mod dem erklærer Krig?
|
d.I,b.2,s.115 |
Jorden
To Himmellys endda! Du Sky,
en Taage, kun en Dunst, som svinder.
En føje Stund du gjør vel Gny;
men siden Ingen meer dig minder.
Moral:
Du Lykkesøger med de store Planer.
Du ogsaa for et Øjeblik
den Evne og den Lykke fik,
at blænde Jordens smaa Sultaner;
men dine Luftkasteller og du Selv
opsluges snart af Glemsels Elv.
STIGEN
Hvorhelst man flere er end To
man meget sjeldent kan forliges.
Der trættes maa og der skal skriges.
Ja mellem Gifte vil man finde,
at selv det lille Tal af To
er nok til Endskab paa al Ro.
Ifra en Stiges Trin, fra hver en Pinde,
blev hørt engang
slig Larm, at Alle kunde mærke let,
at Tvisten var imellem dem om Rang
og Fortrinsret.
Det Trin, som højest sad, højt skreg
paa højst naturligt Privileg
at være et Slags Øvrighed
for dem, der fandtes længer ned.
"Hvem er saa blind, at han ei øjner,
hvor grændseløst sig Frækhed højner!
|
d.I,b.2,s.116 |
Det Snak om Liighed, Nogle føre,
og Andre elsker saa at høre,
er jo urimeligst af alt
hvad "sund Fornuft" (haha!) har talt
og tænkt af Galt.
Blot først og fremst man har iminde,
at Skjebnen just har anbragt der,
hvor bedst han passer ind, Enhver!"
"Med Permission" -- faldt ind en Pinde --
"med Permission, ifald jeg torde.
Jeg vilde blot paaminde jer,
at man af samme Træ os gjorde.
Af reen Hazard I jer deroppe seer."
-- "Kanske" -- saa lød den Højes Svar --
"Men engang over jer man sat mig har.
Det er min Ret, og Tiden, som paa Jorden
gjør helligt alt, har hellig gjort og den.
Og I, for seent I komme, for igjen
at styrte om den engang gjorte Orden.
Nu holder Kjæft I Pinder!
Og jer i hvad der gjort er engang, finder!"
Tilfældigviis forbi en Viismand kom,
og standsed ved det Skrig og Skraal i Gangen.
Og med et Greb han vendte Stigen om,
Da blev der Slut paa Trætten og paa Rangen.
|
| BLA BAKOVER |