HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841

d.I,b.2,s.112  
POLITISKE OG ANDRE FABLER
(FRITBEHANDLEDE OG ORIGINALE)



PAPEGØJEN

           T
il Ørnen, alle Fugles høje
                      med Majestæt omgivne Drot,
                 en Papegøje
           saalunde talte: "frit og godt,
           og uden i et Ord at prale,
           maa Verden og jeg selv tilstaae,
           at i den ædle Kunst at tale
           min Færdighed kan ingen naae.
           Og derfor dristig anbefale
           jeg tør, min Fyrste, mit Talent,
           at see det paa din Søn anvendt."
           "Du taler -- ja, jeg veed det" var
                 Den Fuglekonges tørre Svar --
           men hvorom vel? og hvori mon
                 gi'er du Lektion?"
           Da, Padden liig, naar den i Grøften
           sin Serenade Nymfen bringer,
           med opblæst Kro og Hovedløften
           og reiste Fjær paa Gump og Vinger,
           den Papegøi, ei flau derved,
           tog flux tilords: "Durchlauchtighed!
           De har aldeles at befale.
           Jeg lærer . . . lærer at bagtale."
                      Moral.
           Den kjender unsre eigene Papagei,
                       Hr. Papendahl
                             og Jeg.

d.I,b.2,s.113  


HAANDVÆRKSMANDEN OG LAMPEN

           E
n Haandværksmand, en natlig Træl,
                      i Lampen Olje gjød en Qvel,
           og sagde: "se, hvor akkurat
           og ømt jeg plejer dig hver Nat!"
                 Da flammed Lampen op;
                 blev rød som Hanekam i Top,
           og spraged ud sligt Svar paa Stedet:
                 "Troer, Egoist, du ei jeg veed det:
                 derfor du Olje i mig helder,
                 at jeg skal lyse op din Kjelder."
                      Moral:
           Om Fyrsten gjør Nationen vel,
           er det ei Skjænk, men Selvfordeel.



ÆSLERNE OG RØGELSEKARRET

           I
samme Tempel for Afguden Baal
                 tre Borriker isammen tjente
           -- et helligt Embed, dog som ei formente,
                 at jo et viet Virakskar de stjal,
                 hvormed de løb iskjul til eensom Dal.
                 En Vandrer dog opdaged dem
                 (thi to Qvarteer af Busken frem
                       stak visse Tegn paa Æselsvæsen)
                 just som de i fortroligt Traktemente
                 fra En til Anden Virakskarret sendte,
                 og røg dermed hinanden under Næsen.
d.I,b.2,s.114  

           Moral:
                      Hinanden til de ryge nu vel tidt
                 de Trende,
           som om et pletløst Navn og kjæk Merit
                 kan aldrig Visen ende.



SKYEN OG JORDEN

Skyen



           J
eg skjuler Solen, alle Himlens Stjerner
           fordunkles, naar jeg folder ud min Magt.
           Hvor bange, bævende som Offerterner,
           de svøbe dybt i Flor sin lyse Pragt!
           En Skræk for Store, som for Mindre, baade
           jeg Jord og Himmels Skjæbne jo kan raade.


Jorden



           En vældig Herre! Opblæst er din Krop;
           af Veir og Vind og Vand og Dunst fyldt op.
           For Vinden springer du som Haren rapt.
           Om Natten skræmmer du en Vandrer knapt.



Skyen



           Jeg skræmmer Alt, som ejer Liv og Aande.
           Du selv dig seer, min gamle Ven, i Vaande,
           hvis Regnen af mit Skjød bestandig flommer.
           Og sparer jeg paa Næring, døer din Sommer.
           Hvad er vel Sol og Maane imod mig,
           naar jeg mod dem erklærer Krig?

d.I,b.2,s.115  

Jorden



           To Himmellys endda! Du Sky,
                      en Taage, kun en Dunst, som svinder.
           En føje Stund du gjør vel Gny;
           men siden Ingen meer dig minder.



           Moral:
           Du Lykkesøger med de store Planer.
                 Du ogsaa for et Øjeblik
                 den Evne og den Lykke fik,
           at blænde Jordens smaa Sultaner;
           men dine Luftkasteller og du Selv
           opsluges snart af Glemsels Elv.



STIGEN
      
           H
vorhelst man flere er end To
                 man meget sjeldent kan forliges.
                 Der trættes maa og der skal skriges.
                 Ja mellem Gifte vil man finde,
                       at selv det lille Tal af To
                 er nok til Endskab paa al Ro.
           Ifra en Stiges Trin, fra hver en Pinde,
                       blev hørt engang
           slig Larm, at Alle kunde mærke let,
           at Tvisten var imellem dem om Rang
                             og Fortrinsret.
           Det Trin, som højest sad, højt skreg
           paa højst naturligt Privileg
           at være et Slags Øvrighed
           for dem, der fandtes længer ned.
           "Hvem er saa blind, at han ei øjner,
           hvor grændseløst sig Frækhed højner!
          
d.I,b.2,s.116              Det Snak om Liighed, Nogle føre,
           og Andre elsker saa at høre,
                 er jo urimeligst af alt
           hvad "sund Fornuft" (haha!) har talt
                 og tænkt af Galt.
           Blot først og fremst man har iminde,
           at Skjebnen just har anbragt der,
           hvor bedst han passer ind, Enhver!"
           "Med Permission" -- faldt ind en Pinde --
           "med Permission, ifald jeg torde.
                 Jeg vilde blot paaminde jer,
           at man af samme Træ os gjorde.
           Af reen Hazard I jer deroppe seer."
           -- "Kanske" -- saa lød den Højes Svar --
           "Men engang over jer man sat mig har.
           Det er min Ret, og Tiden, som paa Jorden
           gjør helligt alt, har hellig gjort og den.
           Og I, for seent I komme, for igjen
           at styrte om den engang gjorte Orden.
           Nu holder Kjæft I Pinder!
           Og jer i hvad der gjort er engang, finder!"
           Tilfældigviis forbi en Viismand kom,
           og standsed ved det Skrig og Skraal i Gangen.
           Og med et Greb han vendte Stigen om,
           Da blev der Slut paa Trætten og paa Rangen.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE