|
|
| d.I,b.2,s.55 |
FORSTÆDERNES KLAGESANG OVER
KRISTIANIA
Mel. Jeg tjente paa Kjølstad ifjor med megen Sorg og Møje.
At være et Stedbarn kan
faae Stene til at græde.
Men Stedbarn er Vaterland
og Fjerdingens arme Stræde.
I Kristiania dog
ei græde de Stene derved.
De reise sig op i Palladser, og
kun knuge os dybere ned.
Kristiania, det Lykkensbarn,
vil boe i Højenloftsale,
Men trælle i Armodens Skarn
maa hendes Smaasødskende alle.
Hun Brødet dem knapt har maalt,
som Gud dem ligelig gav.
Men Elven, som Vinterens Iis har taalt,
til Vaaren vil sprænge den af.
Hun holder i Næringstvang
Forstæderne, de arme.
Sig Brødet lavt hun hang;
men vil sig ei forbarme.
Vi klage til Himlen da,
vi synge for Bølge og Sky:
Den er ei saa døv den som ruller herfra
som hiin selvkjærlige By.
|
| d.I,b.2,s.56 |
Ak, slynger ei samme Elv
om dem en søsterlig Kjæde?
Saa vil nok Naturen selv,
men Byen ei tilstede.
Mon samme Moders Bryst
ei diet dem alle har?
Selvsamme Sjø jo sang ved den Kyst,
som Vugge tilfælleds dem var?
Som Tanker, der komme og flye,
som uforstaaede Drømme,
igjennem den daarlige By
de Bølger unyttede svømme.
Vor Elv, du er altfor god
til kun at tjene til Pynt!
Du Livsensaare! dødt er dit Blod,
dit Liv end ikke begyndt.
Men giv os dens Bredder fri:
vi fatte dem ind i Qvader:
da Skibe skal seile forbi
langt ind i vore Gader.
Ja ret som Perler paa Snor,
saa glide de ad vor Flod.
Magaziner og Huse gro op da hvor
den synkende Hytteby stod.
Sligt aander Friheden ud
saa let som Vaaren Blommer.
Det trænger ei Tvang eller Bud
-- nei, af sig selv det kommer.
|
| d.I,b.2,s.57 |
Men kuende Privileg?
-- hvad Magt og Liv deraf?
-- Et Tæringsblus paa en Kind saa bleg,
og Kalk paa en fulnende Grav!
Kristiania, du Ungermø
blandt Jordens Hovedstæder,
skal dine Smaasødskende døe,
fordi paa Brødet du træder?
ja spilder det Vand, hvormed
de skulde lædske sin Tørst,
og lænker i Armod og Nød den Bred,
som Rigdom kan bringe dig først?
Saalidet Lys i det Blik,
dine Spiir skyde over Havet?
Saa liden Klogskab du fik,
som troer dig saa vel begavet?
At bygge dit Herredom
paa Aag og din Magt paa Tvang!
Den Tanke kom fra en Kjøbmandsvom;
den ud fra et Hoved ei sprang.
Hvi bære, du Jomfru stolt,
i Barm saa ung og fager
et Hjerte saa haardt og koldt?
Hvi fryde dit Sind med Klager?
Hvi pynte din Kronekrands
med Fattigdommens Graad?
Men stakket sprunget er Hovmodens Dands,
og skjørt Egenkjærligheds Raad.
|
| d.I,b.2,s.58 |
Hersk heller ved Kjærlighed!
Hvor stort er ei dens Rige!
Det kjender ei Grændsested,
og stedse dets Throner stige.
Du skjænke den Ret, du har,
Forstædernes arme Børn
Forstæderne blive dig da hvad var
de frigjorte Vinger en Ørn.
Da først dig du hæve kan,
da først skal opfyldt blive:
i Dig at Norriges Land
skal Norden en Dronning give.
Dertil du baaren er;
men nu en Trælqvinde kun,
du Lænkerne under dit Flitter bær'
og staaer paa en ravende Grund.
|
| BLA BAKOVER |