|
|
d.I,b.2,s.50 |
MEDECINERENS KJÆRESTE
SANG (VED DET MEDECINSKE ØVELSESSELSKABS LAG 12TE DECBR. 1835)
(Mel. Gubban Noah, & c.)
&bmrep; Til Bengalen &bmrep; stod min Ungdoms Hu.
Paradisets Sommer
jo i fulde Blommer
&bmrep; staaer om Ganges &bmrep; prangende endnu.
&bmrep; Havet ruller &bmrep; over Perler der.
Luften Vellugt hvifter.
Efter gamle Skrifter
&bmrep; straaler Landet &bmrep; af Demanters Skjær.
&bmrep; Paa en engelsk &bmrep; Indiefa'r didhen!
Gjerne sleed jeg ilde
blot Captainen vilde
&bmrep; af mig sætte &bmrep; paa Cap Comorin.
&bmrep; Som ved Stjerners &bmrep; Lys paa fremmed Hav,
til Golconda styrer
muntre Eventyrer
&bmrep; ved Demanters &bmrep; Skin sin Vandringsstav.
&bmrep; Der som hjemme &bmrep; strax jeg være vil:
fylde mine Lommer
med Aladdins Blommer,
&bmrep; og mit Øre &bmrep; med Sylfiders Spil.
|
d.I,b.2,s.51 |
&bmrep; Saa jeg tænkte &bmrep; i et fattigt Land,
saae i mørken Bølge,
vilde Vinden følge:
&bmrep; den, som blæste &bmrep; henmod Hindostan.
&bmrep; Men den samme &bmrep; Vind, som Sukket bar,
ogsaa uden dette
lader Seilet lette
&bmrep; fra Britannien &bmrep; paa min Indiefa'r. --
&bmrep; Saa paa Stranden &bmrep; var min Tanke liig
Piletræ, der over
Dammens dovne Vover
&bmrep; maa forgjeves &bmrep; evigt strække sig.
-- &bmrep; Da en Qvinde &bmrep; viste sig -- hvor smuk! --
Om hun kom fra Vandet,
Luften eller Landet
&bmrep; veed jeg ikke &bmrep; ; -- kanskee fra mit Suk?
&bmrep; "Staaer din Tanke" &bmrep; -- sang hun -- "unge Mand!
ud i vide Verden:
viid, din Kraft da er den
&bmrep; Indiefarer &bmrep; som dig føre kan!"
&bmrep; "Frihed er dit &bmrep; Seil, du Ungersvend!
Naar du det kan heise,
da lyksalig Reise
&bmrep; til Bengalen &bmrep; og Brasilien!"
|
d.I,b.2,s.52 |
&bmrep; "Men du, Yngling, &bmrep; selv det vinde maa;
ja du selv maa spinde
hver en Traad og Tvinde
&bmrep; til det Bramseil &bmrep; i din stolte Raa."
&bmrep; "Jeg vil lære &bmrep; dig den Kunst, min Ven,
som dig aabner Verden.
Kunsten -- nu! det er den:
&bmrep; Gjør dig nyttig &bmrep; for Enhver og Den.
&bmrep; "Men Bengalen &bmrep; har nu sin Fakir,
og Brasilien flere
Munke ei kan bære,
&bmrep; derfor er det &bmrep; bedst du Doctor bli'er."
&bmrep; "Verden bugner &bmrep; af unyttigt Gods:
slemme Advocater,
voldsomme Soldater
&bmrep; alle Steder &bmrep; findes som hos os."
&bmrep; "Men en Doctors &bmrep; frie Kunst ham gjør
overalt velkommen;
midti Hedendommen
&bmrep; sit Paulun han &bmrep; frit udspile tør."
-- &bmrep; Da jeg skulde &bmrep; nu see Pigen an,
som saa nemt mig lærte
faae hvad jeg begjærte,
&bmrep; ja den nemme &bmrep; Vei til Hindostan:
|
d.I,b.2,s.53 |
&bmrep; Ak! da var det &bmrep; jo min egen Brud.
Da jeg hende favned,
Indien ei jeg savned.
&bmrep; Al dets Rigdom &bmrep; straalte hun jo ud.
&bmrep; Ei har Indien &bmrep; sligt Demantklenod
som min Elsktes Øje.
Persiens Rosenhøje
&bmrep; ligne ikke &bmrep; hendes Kinders Blod.
&bmrep; Ei den Ynde &bmrep; have Indiens Feer,
som de søde Drømme,
der i Øjet svømme,
&bmrep; naar henover &bmrep; Havets Speil hun seer.
&bmrep; Indiens Perler &bmrep; ere graae imod
hendes Stjernepande,
hvor i Bad sig blande
&bmrep; Engles Tanker &bmrep; med en Evas Blod.
&bmrep; Hun skal være &bmrep; da mit Hindostan.
Did min frie Viden
bringer mig med Tiden.
&bmrep; Skaal for Kunsten &bmrep; som saa meget kan!
|
| BLA BAKOVER |