|
VED DE LANDFLYGTIGE POLAKKER,
OBERST DUMARSKYS OG LIEUTENANT JANKOWSKYS AFREISE FRA
NORGE TIL SPANIEN
Hvi at klage?
At I hen i Døden drage,
I, hvis Fædreland forgik,
Jublende I did bør jage.
Graven I til Hjemstavn fik.
Skiftet er det:
Retløs Seir til Cæsarsværdet;
Polens Helte fremmed Grav,
Rethevn dog, i Dybet hærdet,
groer, men Seiren blomstrer af.
Har paa Havet
Du de Heltes Viisdom stavet?
Tusind Miil fra hver en Strand
Reiser Bølgen sig -- hvor mange
maa igjen ei Dybet fange?
Kløver Hai og sluger Hval? --
Skumkront, som et Berg med hvide
Templer paa, skal En dog skride
som et opreist Ocean,
Døe i Seirspragt mod sit Land.
|
| d.I,b.2,s.9 |
Spredte over
Havets Ørk og Ørknens Vover
Reise polske Isser sig.
Tusind atter ned maae dukke
kan kun sende Polen Sukke
give Verden ikkun Liig.
Men en Kocziuskos Isse
engang drøner frem tilvisse,
ruller, som mod Berg hiin Flod,
over høien Kreml i Blod.
Liig vor Klode
Da den Vandene forlode,
ungt, med bedre Græs bedækt,
ruller bag ham Polen atter
ud sin Slette fra Karpather
i dens fulde Storhed strækt.
Unge Madalinsker tøie
Sletten ud til Wolgas Høie.
Ned fra Himlen hvide Ørn
bærer hjem de Pragas Børn.
Brudes Latter,
Dødssuk ikke, Vinden atter
fører over Wolas Muld.
Ah! det lufter alt af Vaaren!
Milde Hvift bortførte Taaren
Ud! -- Som Seil er Barmen spændt.
Som en Ørn, der letter Vingen,
Klapper Hjertet . . Ud med Klingen!
Ah! hvor blank i Solen den
gløder som til Kamp igjen!
Hvi at klage?
Hjem Polakkerne jo drage;
Veien did gaaer rundtom Jord.
Haabet jog de dog tilbage;
det har sveget hvad det svoer.
|
| BLA BAKOVER |