|
DEN NORSKE MARSEILLANER
SYTTENDE MAIS-SANG
1834.
Op I brave Sønner af Norge!
Det er Frihedens hellige Dag.
Lader vaje fra Fjeldenes Borge
&bmrep; det trefarvede Norriges Flag! &bmrep;
Lad Forrædere under det andet
skjule sig, straalende Høifest, for Dig;
og der henblegnende som Liig
høre Folket at juble kring Landet!
Hurra! for Norges Flag,
det Tegn for Himlens Sag!
Hil dig, vort Flag! for syttende Mai
høit over Folket vai!
Frihed Sejer i Kampen forjetter,
Fryd og Velstand de fredsæle Aar.
Hil Dig, Frihed, som Arbeidet letter,
&bmrep; og som gjør at vi tungere slaaer! &bmrep;
|
| d.I,b.2,s.6 |
Selv sin Frihed nu feirer Naturen:
Vintrens Iislænker bragende sank;
og se som Frihedsbanner blank
vajer rødmende Fjeldbjerk i Uren!
Høit synger Fossens Dur
befriede Natur.
Lyd høit vort Chor som rungende Fos!
Det er og Vaar for Os.
Skal det Døde da Aanderne lære,
at de juble sin Frihed imod?
i de buldrende Vande da være
&bmrep; mere Geist end i Menneskeblod? &bmrep;
Støvet jubler i Solen, og qvæder
Fuglen ei paa sin svævende Green?
Og Manden paa sin Arnes Steen
skal ei hilse sin Frihed, sin Hæder?
Hans høje Frihedshil
skal Jorden lytte til.
Og hver dens Træl skal aande sin Harm
som Røg og Ild af Barm.
Men vi mindes, at Norriges Frihed
ogsaa opsteg af blodige Bad.
Være taksomme Bæger da viet
&bmrep; Liers segnende Seirherrerad! &bmrep;
Bretlands Thordner om Norrige braged;
Hungersdøden det viedes ind,
og fremmede Forrædersind
lurte sammen i Raadet og Slaget.
Europa Trældom svor;
men "Frihed" Gud med Nor.
Og Carl, han svoer, og lagde sit Sværd,
og blev da Spiret værd.
|
| d.I,b.2,s.7 |
Og med Harme, Brødre, vi mindes:
end er Friheden hyllet i Slør.
Skal dens Søster, Liigheden, findes
&bmrep; kun som Fremmed ved Normandens Dør? &bmrep;
Staten Skat af Oplysningen tage?
Friheden være kun et Glimmerskin,
som mægter ei at trænge ind
i det Lovmulm fra Trældommens Dage?
Nei, Frihed, aabenbar
den Almagt, som du har!
Din Hær af Mænd er villig og stærk.
Fuldend dit Frelserværk!
Alt forlængst har sig Maidagen sænket
som et gavefyldt Himmelens Hvælv.
Deri er os Forjættelsen skjænket:
&bmrep; Gud den hjælper som hjælper sig selv. &bmrep;
Deri lyksalige Aarrækker dvæle
som i Jomfruskjød herlige Æt.
Og liig et Rigdomshorn dens Sol
himmelsk Lys saaer i Fribaarnes Sjele.
Spænd ud dit Himmeltag,
du Frelsens Fødselsdag:
Derfra den steg paa Norriges Raab,
og der, der boer vort Haab.
Nordmænd, fremad! fremad! Os føre
Syttende Majens Forjettelser an.
End tør trælsindte Love jo gjøre
&bmrep; til umyndig den fribaarne Mand? &bmrep;
Gaaer et Folk ikke fremad, tilbage
da som Tidens Opevju det gaaer.
Og Friheden maa hvert et Aar
faae en Seier og miste en Klage.
|
| d.I,b.2,s.8 |
Fremad mod alle Baand,
som qvæle Aand og Haand!
Fremad til Alt, som Sandt er og Frit!
Det Raab, o Dag, er dit.
Fremad mod Trældoms Rest!
Saa byder Majens Fest.
"Fremad! Fremad!" Befriede Nor,
saa er dens Løsenord!
|
| BLA BAKOVER |