|
EROBRERENS SANGER
Dybets Djævle, flaggrer op saa tæt saa tæt som Støv!
Kommer! Cæsars Sangers Harpe er jer Æreport.
Kom, Cains Radd
med Menneskets førstslebne Morderknivs Blad!
Kom, muggne Skolt
af Første, som Spir over Mennesker holdt!
Dødens Skygger, reiser eder!
Kom ethvert af Dybets Kryb, der
er belivnet Klump af Natten!
(som den blaa Sfinx Filifendel
er en liden Dag bevinget.)
Kommer: Afgrundens Befolker,
en tilbedt og laurkrandst Djævel,
Morderkongen, en Erobrer
dyrkes som en Gud, i Jordens
Navn -- ak, af en Skjald.
Fyld et Tjæreqvartel, Skjald, med tusind Fugle smaae:
med den kjelne Duehun og søde Irisk graa!
|
| d.I,b.1,s.440 |
Heijah! paa Stang
du stikke det op paa en kulsviet Vang!
Heijah! tænd an!
Besyng da din Cæsar og Jorden i Brand!
Ei du hører Duens Jamren.
Dog den Due var en Mo'er, hvis
Rok imellem Smaabørn surred;
røde Pape gammel Borger
knuset af sin egen Arne;
Irsken en trolovet Jomfru
qvalt af Røg i Brudgoms Arme.
-- Skjald, hvad Sangaand i slig Jammer?
Der skal syndig Magt ei Storhed
til at skabe Sorg.
Haand, der svinger Plektren for den store Morderdrot,
krumme, kjøbte Virtuoser er din Fingerflok.
Et Hofcapel
da bliver din Guldstrengerad, Citharel!
En Hoboist,
Erobrerens Skjald! skal du agtes forvist.
Da din tørre Prosamuse
Pebermøen Saga være!
Storhed maale du med Lænker!
Aanderang med Ordenskjæder!
efter Trommeklang Berømthed!
En Kanonrøg er den Himmel
hvori, Skjald, din Guddom throner
over sine Valpladsverdner.
Blod og Graad er Cæsars Blomster.
Dine er hans Guld.
Lazarethets Dunster, Cæsars Sanger, er den Sky,
hvori ind din Muse hyller (haha!) sin Majestæt.
|
| d.I,b.1,s.441 |
En Sneppertodd
er Glorien hendes -- den drypper af Rodd.
"Triptrap Geled!"
er eneste Versfod dit Heltedigt veed.
Derfor stønne dine Strofer
som Geleder Grenaderer.
Og din Jubl, du Ven af Lasten,
naar den glimrer bag et Banner,
naar den hersker bare, raser
retsom Cæsars Trommehvirvler.
Heltedigtets hundredtusind
velpoleerte Hexametre,
rulle kun, som hans Colonner,
hentil Ild og Død.
Men den sande Muse: Hun som elsker Støvets Dyd;
løfter den fra Pjaltedækket til sin Himmel op;
i Vuggekys
indstraaler i Barnet sit himmelske Lys,
imens hun selv
forelsket indsuger dets Menneskesjel . .
Hun paa frie Tag sig sætter,
men kun Røverravn paa Borgen.
Gjennem Harpen (dette Jordens
Øre lagt til Himlens Læber)
bruse Himlens Sjeles Tanker
ind i Jordens Millioners.
Imperatoren da bæver.
Thi dens Klang kan smede Øxer,
og dens Strengerad som blanke
Piker springe frem.
Skinner, Engles Stjerner! Skin Guds Sol! I Glædens Lys!
Hvælv dig, alle Sjeles Himmel: Friheds Odelhjem!
|
| d.I,b.1,s.442 |
Bort Djævleving!
(et Banner du var, mens du gnistred omkring)
Bort Drageham!
(det Skib hvori Cæsar paa Blodhavet svam).
Jordens Djævle, Afgrundsdrager,
som med kronte Isser flamme,
I som knuged Jorden dobbelt,
da I tænkte Himlen sonet
blot fordi en Skjald, der kaldte
sig dens Søn, besang jer Sejer --
skjuler jer: -- thi hør Cheruben
Byron sang jer Død i Thordner!
Delavignes Harpe brænder
jer, den Julisol.
Gjennem en Skjærsommerstraale som i Guldbasun
sang de Himlens Skjalde Frankrig Frihed til og Seir.
Cæsarers Fald
at synge da lærte den viede Skjald.
Med Fryd han fandt
at Brutus' Dolk mellem Strengene brandt.
Delavigne sang: -- og Aander
svang det Sollyn Julistraalen,
smeltet Kobber liig, om Jorden.
Men med Guddomsvid imellem
Mængden foer den, slog kun Onde,
veg for Borgerhat ærbødig,
smeltet Kroner, sved Tiarer,
splintred kun de Klerkkalotter,
som med Domers Stolthed over
Klosterhjerner hang.
Körner sang og Arndt og Uhland -- Lüzows sorte Jagt
vare deres Toner kun i Liv, i Staal, i Seir.
|
| d.I,b.1,s.443 |
Da Rhiga sang:
paa Marathon glimred igjen en Falang;
og Zeus sit Lyn
Kanaris, den Brændende, gav ifra Sky'en.
Chenier sang: -- da lodded Engle
Himlens Blaa med Lynets Flammer
ind i Galliens Liljebanner.
Roucher sang: -- da, let som Skyer
fulde af Dæmoner, rulled
over Alpen Legioner.
Niemcevicz greb i Strengeraden,
Samson liig i Dagons Søiler:
Weichsler blaae af Staal og Bug af
Blod om Czaren slog.
-- Cæsars Skjald ved Flammepøsen, (Cæsars Storheds Bild):
se jeg samler Skogens Fugle i min Maipocal!
Maaltrost, som fik
din Fløitklang af Stellamins funklende Blik
-- ah, Klangkarbunkl!
. . ah, funklende Fløiten og fløitende Funkl! --
Sorte Starr, døbt i min Klage!
Due, hvid af mine Taarer!
Stillits, Friheds Skjald med Vingen
liig et lidet trefarv't Banner! --
flyver i mit Frihedsbæger
med den norske Løve over!
Se, jeg løfter Laaget! -- Flokken
flyver op til Gud med Hymner.
Cæsars Sanger, hør -- det er en
Libertadors Sang.
Ei dig daare Seirsvognens Duren!
(den fører Voldherren frem) -- ei hans Fahnspidsers Guld!
(Af dem skal Sceptrene smedes). Men syng du med Plogen i Furen
om Frihedens Fredsaar i Muld!
|
| d.I,b.1,s.444 |
Du søge din Plads i Musikcorpsets Skare,
i fuld Uniform, du Erobrerens seirdrukne Skjald,
som seer ei at Mennesket Napoleons Sejerstog vare
Cheruben Napoleons Fald!
Sejer du synger? Der synges kun Sejer
af Smaabørns Lallen (den Jubeltrochæ)
af Qvinders dandsende Fod
(den levende Dactylus under Tropæ),
naar cincinnatført Folk, ei Cæsar, det Fædreland ejer
med Hæder og Fred
det afkjøbte Jorden for Blod
og Himlen for Sved.
|
| BLA BAKOVER |