|
TIL EN FURTEN VEN
Hør Tiden ruller, Rein! Vi rulle med,
som Saugspaan med Floden afsted,
for engang, naar paa Dødens Strand
de skylles op i Dynger saa høie som et Land,
at tjene Satan til Brændsel.
|
| d.I,b.1,s.413 |
Hvi skilles ad da i den korte Stund
vi dandse i Strømhvirvlens Rund?
Vi flyde til den samme Fos,
dernedenunder bier den samme Fjære os,
hvor Døden samler sin Dynge.
Endskjøndt jeg Spaansplint boltrer paa min Viis,
og du saa paatverke du Fliis,
vort Fnug i samme Askehei
forsvinder dog, vor Røgsky dog drive skal een Vei
igjennem blaanende Himle.
Hør Tiden ruller, Rein! Vi rulle med,
som Guldkorn med Floden afsted.
Vi eens ei glimre i vort Sand;
dog af os begge smede skal hist en Vaulundmand
et evigt Ringklenodium.
|
| BLA BAKOVER |