|
|
| d.I,b.1,s.411 |
?
Udi hvilket stille Hav
løfte sig de grønne Banker,
hvor min Snekke
tør sit raske Bramseil stække
(Tosser sige: Gribbeving)
tøire sig ved Brudering,
kaste Anker,
(Tosser sige Falkekloe)
ind sin lange Vimpel snoe?
(Tosser sige Lossetunge,
der imellem hvide Tænder,
som et Helved mellem Skygger,
blodig brænder)
Hvor en Palme? hvor et Boe?
Hvor en Løibænks søde Hygge?
Hvor et Bæger og en Skygge?
Hvor en Silke-kasseking?
Chocolade, Tøfler, Punge,
som forblive ligetunge?
-- kort -- de tusind Ingenting,
som foreente
rime sammen Hvad jeg meente:
-- Nok og Ro?
Thi paa ærlig Skippertro
kjeder denne stolte Spas:
vippe om paa svullne Vover,
Bradsøe over, Bradsøe over
stakkels lille Galeas,
som maa drive rundtomkring,
som den flyvende Hollænder,
uden at Seiladsen ender.
Udi hvilket stille Hav
-- svar mig -- svømmer Øen, hvor
|
| d.I,b.1,s.412 |
mig til Glæde grønnes Engen,
mig til Glæde redes Sengen
med en deilig Blomme i,
vunden uden Hovedhængen
og et evigt Frieri?
Ak didhen
Hjertesukket foran foer!
Men som Arkens falske Ravn
vendte det ei til min Stavn
om igjen.
I hvilket Hav? O jeg gjentager
til mit Spørgsmaal vorder Klager:
I hvilket Hav?
-- Svar du svulmende Uhyre,
som med Skjebne-navn og -stav
Daad og Liv og Alt vil styre!
-- En liden Orm, der sammenrullet
laae, som Negertræl i Hullet,
inden Barm, krøb frem i Øiet,
hvislede satansk-fornøjet:
"Kirkegaarden, se, er Sjøen,
som du pløjer!
Hvide Radd paa Skrinkelhas
er din stoute Galeas
med sin Bras. Og grønne Øen
i det store stille Hav
er en lav og mosset Grav!"
|
| BLA BAKOVER |