HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833



d.I,b.1,s.363  
HABAKUK
(METRISK OG RIIM-BEHANDLET)
Min kjære og høitagtede Lærer
den hebraiske Poesies smagfulde og lærde Fortolker,
Svend B. Hersleb,
Professor Theologiæ ved norske Frederiks-Universitet,
tilegnes
dette lille Forsøg.



Første Sang.
Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg.



           H
vorlænge skal, o Jehovah!
                            min Kummer uhørt raabe?
           Hvorlænge Klager dampe fra
                 min Smertes hede Draabe?
                       Jeg klager Vold og Nød;
                       men ingen Hjælp du bød.
                       Hvi med mit Jammerskrig
                       skal Ondskab reise sig
           meer stolt, i Æreskaabe?


           Trindt mig den vilde Verden tør
                 sit onde Hærværk drive.
           Og kaade Synder uden Slør
                 den Jamrende omgive.
                       I Ondes Kiv og Tvist
                       fik Lovens Tavler Brist.
                       Da er det Under gjort,
                       at Hvidt skal være Sort,
                 og Retten magtløs blive.



           Ei mere lyder sanddru Dom
                 fra helligt Dommersæde.
           Thi fræk gaaer Illværksmanden om,
                 og tør den Skyldfri træde.
          
d.I,b.1,s.364                          Hvad Under da i Det,
                       at Skjævt skal være Ret?
                       Hvad Under, om du fandt
                       den fule Løgn iblandt
           den Dom, som Land skal frede?




                 Det lyder fra Himlenes Himmel:
           Seer hen iblandt Folkenes Vrimmel!
                 Seer hen, og forfærdes, forfærdes!
           Thi Jeg Jehovah de Dage, der rinde
                       i Sorrig og Vee,
           der mørknes af Synd og i Udaader hærdes,
                 har kaaret, en Gjerning at see:
           en Gjerning utrolig i Slægternes Minde,
                 om end af den sanddrue Saga fortalt.



           Thi see, jeg vil reise Chaldæerne frem:
                 de grusomme, flyvende Skarer,
                       der Jorden omfare
           at røve sig Fremmedes Hjem!
                 . . Der komme de alt
                       de fæle Giganter
           med Retten i Spydodden sat.



           Thi ikke saa snel er den springende Panther,
                 saa hvassynt og hvastandet ei den Schakal,
           der ruster sig ud, naar det dæmrer til Nat,
                       som Gangernes Tusindetal,
           der bære de prunkende Ryttergeleder
           ad Vindenes Veie fra ukjendte Steder,
           som Ørne, der flyve til Maaltid paa Val.



                 Til Illværk de talløse Hære
           ustandseligt flyve, som Stormen fra Øst.
                       Som Sandet, der gyver i Ørkenen løst,
                       og dynger sig paa Oceanernes Fjære,
           er Fangernes Tal under seirende Spær.
          
d.I,b.1,s.365              Da Konger beskjæmmes, og Fyrster en Spot
                 er midt i den trodsige Hær.
                       Den vover at flire
           ad kronede Hersker og kneisende Slot.
           Den sanker sig Volde, den opdynger Leer;
           da briste de Mure, da bøies de Spire,
                       og Borgene findes ei meer.


           Men Hæren? som Stormen den fødtes og steg;
                       nu raser den over,
           forgaaer som en Luftning i Veiret.
           Thi Magten sin Gud at kalde han vover
                       og seierberuset han skreg:
           ved Fædrenes Guder Chaldæeren seired'.





           O Jovah, altid faste Borg,
                 og Frelsergud i Nøden!
           Du bøier vel dit Folk i Sorg;
                 men ikke dog i Døden.
                       I vilden Fiendefærd
                       du styrede det Sværd,
                       du skjærpede til Straf,
                       da Tugtensriis du gav
                 Chaldæen over Jøden.



           Til Ondt i vældig Fremgang see
                 for reent er Herrens Øie.
           En Voldsdaad tør ei frækt sig tee
                 for Lynet i det Høie.
                       Den ryggesløse Last
                       skal tænde det ihast.
                       Og taus Du ei skal see
                       en Skyldløs Spot og Spe
           af Udaadsmanden døie.
          
d.I,b.1,s.366             

           Men tumles vi, som Fisk i Hav,
                 som forsvarsløse Orme,
           imellem Vuggen og vor Grav
                 af vidløs Skjæbnes Storme?
                       Hiin Fiende da drog
                       med Latter paa sin Krog
                       den ædle Adamsæt,
                       og fanged Folk i Næt
           som Fisk og usle Orme.



           Men om han glad i fulde Dræt,
                 i oljerige Føde
           end offred til sit eget Net
                 de Virakskyer søde:
                       mon stedse Du tillod
                       det Kast i Adamsblod?
                       mon han skal blive ved
                       foruden Skaansomhed
                 Nationerne at øde?



Anden Sang.

           Jeg paa mit Vaertaarn stilled mig paa Vagt,
           og mærked nøie paa hvad mig blev sagt.
           Og i mit Hjerte forud alt sig malte
           det Svar, mig burde, om den Høie talte.



           Da mælte Jovah: "præg dit Sandsyn klart,
           at selv det læses kan i Løbets Fart!"
           Thi ei Profetens Syn bedrager: -- vider,
           det Enden øiner gjennem fjerne Tider!
           Vent taalig kun: den Vei kan være lang,
           som aabnes i saa kort en Skjaldesang!
           Dog engang Synerne tilvisse komme
           i fulde Liv, og Qvadet bliver Domme.

d.I,b.1,s.367  

           Hvo da formaste sig og ikke troe?
                      Hvo tør foragte Himlens Aabenbaring?
           I vantro Sjel sig Angst og Pinsler snoe,
           mens under selve Rædslernes Forklaring
           den Tillidsfulde nyder Hjerteroe.





           Beruust i den troløse Viin,
           paa ravende Fødder, med kneisende Sind
           den Voldsmand fremgaaer af sin Bolig,
           omirrende stedse urolig.



           Som Helvedes gabende Hvælv,
                 den bundløse Grube,
           han spiler sin Graadigheds Strube;
                 og gridsk som Fortærelsen selv
                 han æder en Menneskeæt;
                 som Døden saa slugen
                 han samler Nationer i Bugen,
                  -- forgjæves, han bliver ei mæt.



           Dog visselig skulle de Slægter engang
           den Voldsherre hilse med bidende Sang,
           og vove at gjøre Tyrannen til Maalet
           for saadant et Harmqvæde hvæsset og staalet:
                 Vee Den, som med Andres tør høine sin Dynge!
                       Hvor hastig forsvinder den ei?
                 Vee Den, som med fremmede Gods sig betynger
                       med smudsige Fingre, ad urene Vei!



           Snart, førend du venter,
           et Creditorfølge saa arrigt i Hu
           skal komme og kræve, og kræve med Renter,
                 og gnave om mere endnu.
           Snart De skulle vaagne, der ruske dig vak.
                       Og Røveren ender
                 som Bytte i fremmede Hænder,
           Og trodsige Voldsherre bliver saa spak.
          
d.I,b.1,s.368              Du Folkeslag plyndred, Du hærjede Land,
           Du udøste Menneskeblodet som Vand,
                 Du Stæderne ødte
           med Borger og Barn og den Qvinde som fødte:
                  -- ha, Seirer, du levner
           dog endnu en Rest? Den skal vorde en Hevner!


           Hvo samler tilhuse med Synden, forvist
           skal samle Ulykker tilhuse tilsidst.
                 Og Vee, om, for Hevnhaand at flye,
                 du bygger og lever som Ørnen i Skye!



           Forsilde du, Folkenes Morder, forsilde
           skal see, at dit Anslag kun baadede ilde:
                       at ikkun du grov
           en Grav for det Huus, som var bygget paa Rov.



                       Thi Stenen i Vægge
                       skal raabe dig mod,
                       og Bjelke og Sparre
                       anklagende svare:
           ja vee Den, som bygge vil Stæder med Blod!
           som Byernes Grundvold med Synder vil lægge!
                 1Thi Jehovah vil, den Hærenes Gud,
                 at Mennesket stræber i redelig Møie,
                 om Ilden end sletter hans Arbeide ud;
                 at Arbeides Aag skulle Folkene bøie,
                 om Intet de fik for den svedige Hud.
                 Thi dydige Gavnvirke, flittige Nød
                 med Kundskab om Jovahs Storhed tilfreds
                 skal see den at fylde al Jorderigs Kreds
                 som Vand Oceanernes bundløse Skjød.

d.I,b.1,s.369  

           Men Himlenes Veraab Du høre,
                      som vover, umættelig selv, at forføre
           de Andre at drikke din sydende Kalk,
                       beruuste dem gjøre,
           for kaad deres Blusel at skue, du Skalk!



           Dog Ære du vandt ei, men Skjændsel og Spe;
           thi Selv skal beruset din Blusel du tee:
                       Og Skjæbnens Pokal
                 skal Jehovahs Høire dig række.
                 Beruselsens Skjændsel da skal
                 din pralende Hæder bedække.



           Du Libanon øded: igjen paa din Skalle
                       det Voldshugg skal falde!
           Du Hjortene bortifra Lundene jog:
           de rasende følge dit flygtende Tog!
           Du stænkte de hærjede Lande med Blod,
           Du Byerne knuste med Alle derinde:
                       nu seer du oprinde
           Gjengjeldelsens Dage, de Dage til Bod!



           Hvad, Hedning, du tænker at finde
                 hos udskaarne Billede Værn?
           Ha, stammer den Gud ei fra Kunstnerens Jern?
           Hvad eller du tyer paa den Angestens Dag
                       til støbte Bedrag?
                       Du stoler og haaber
           paa Guder, du selv jo med Kunstnerhaand skar?
                       Du klynker og raaber?
           De maalløse Klodse ei give dig Svar.



                       Den ramme da Ve,
           som siger "vaagn op!" til et Stykke af Træ,
           og byder urørlige Steen at opstande!
           Thi, Daare, hvad Viisdom i Graastenens Pande?
          
d.I,b.1,s.370                          Den være en Kunstens Tropæ,
                 den glimre af Sølver foruden,
                 den straale af Guld overflødig:
                       dog findes ei skal
                 en Funke af Livsaand hos Guden.


           Men Jehovah er i sin hellige Hal.
           -- Ti stille, o Jord, for hans Aasyn ærbødig!



Tredie Sang.

           Profeten Habakuk sin Sang
                 til Lov og Bøn vil hæve.
           Thi Herrens Ord til Skjalden klang,
                 saa end hans Sjel maa bæve.
                       Mens Aarene forgaae,
                       dit Værk, o Gud, fremstaae
                       i Tiden aabenbart!
                       Og midt i Vredens Fart
                 Barmhjertigheden leve!



                 Fra Theman Gud Herren nedfoer.
           Fra Pharan fra Bjerget den Hellige dalte.
           Hans Herlighed skjulte da Himlen den hvalte;
                 Hans Ære opfyldte den vidfadme Jord.



                 Hans Aasyn var Flamme og Lys.
           Fra Haanden, hvor Herrens Almægtighed hviler,
           et knittrende Lynstraalepar sig udspiler;
                 og foran foer Døden i Rædsler og Gys.



                 Som Pile fløi Lyn i hans Trin.
           Beskuende Jorderig standste den Høie.
           Da Folkene skjalv for det speidende Øie;
                 de evige Bjerge brast ned i Ruin.

d.I,b.1,s.371  

                 De urgamle Høie, hvor Han
                      fremvandrede fordum, sig bøied i Støvet;
           og Cuschans Paulun saae jeg angst og bedrøvet,
                 og Teltene bæved i Midians Land.



                 Ah! tændtes mod Floden din Harm?
           mod rullende Strømme? imod Oceaner?
           Thi se, gjennem stormende Ilinger baner
                 jo Thordønens Heste din seirende Karm!



                 Og Buen, du slog i det Blaa,
           til eedfæstet Soning om Jorderig, stryger
           du bort med et Skyl fra de sortnende Byger,
                 og fossende Flomme i Landene gaae.



                 Dig Bjergene dirrende saae;
           og Strømmene brød over Bredder og Kyster.
           I Havene hørtes saa tordnende Røster,
                 og Afgrundens Bredder til Skyerne naae.



                 Da Maane og Sol stode stil
           i Himmelpaulunet: de maatte vel ile
           at skjule sig for dine blinkende Pile
                 og for dine Kastespyds hvinende Ild?



                 Din Harm frem i Landene drog.
           I Vrede Du Hedningefolkene kued';
           til Frelse Din lynsnelle Styrke fremlued
                 for Folket, du dig til en Ejendom tog.



                 Du Gudløses Borgtind nedrev.
           Af Grundvolden Steen ei paa Stene du levned.
           Med Scepteret slagen til Hovedet revned
                 den Byernes vældige Voldsherre blev.

d.I,b.1,s.372  

                 Som Rovdyr de stormede an,
                      at sluge med glubende Glæde mig Svage.
           Da lod Du dit Spand gjennem Havene drage,
                 ja gjennem det svulmende Storocean.



                 Jeg hørte det. Gjennem mit Blod
           da zittrede Angsten. At tale jeg prøved.
           Men Læberne bævrede. Margen berøvet
                 da vaklede under mig Knokkel og Fod.



                 Dog stille og ventende skal
           mod Trængslernes Dage jeg roligen speide,
           da Fienden kommer i hærjende Feide
                 at gjøre mit Fædreneland til en Val.



                 Da blomstrer ei Fignernes Træ;
           Olivnernes Grene, som stedse har baaret,
           da skuffe skal Haabet, der fødes med Aaret;
                 ei Drue skal rødme i Rankernes Læ.



                 Da Agrene bære ei skal
           Dig noget til Føde; da bortifra Stien
           skal Faarene drives i Flokke, og Qvien
                 ved Krybben du finder ei meer i sin Stald.



                 Dog vil jeg mig fryde endda
           ved Jovah, min Styrke, min frelsende Herre.
           Ja Du skal, mens Jammer omringer mig, være
                 min Glæde, min Jubel, o Gud-Jehovah!



                 Thi se, at ei Faren mig naaer,
           Han giver mig Hindernes Fødder saa snygge,
           og hjælper mig op paa min Høide den trygge!
                 O der til hans Ære jeg Harpen da slaaer.



1
  tilbakeForfatt. indestaaer ikke for, her at have fattet sin Original.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE