|
FRAMNÆS-BALESTRAND
Stærke Skud af Framnæs'-Ege,
I, der saae ung Frithiof lege!
Tordenbrag af Qvinen-Foss!
Gny af Sognefjordens Trods!
Tingums hvide Alpkoloss!
I ei kjendes ved den veke
Sang om jer, som Tidens blege
Sønner klimpre vil blandt os!
Kun hvor Frithiofs Odelsdale
kjøle Sæd i Rosers Svale;
smyge under blanke Fond;
bølge liig et lysgrønt Baand,
søndret af en voldsom Haand,
mod sin anden Deel: mod Bale --
fatte vi din Guitartale,
hulde Romantikens Aand.
Denne Høi, hvor Frithiof hviler
under Steen paa haarde Biler,
denne Sagnets mørke Seng
gynger ei i lydisk Streng
som en Blom paa Bale-eng.
Ikke en Romances Triller,
men kun Drapets stærke Piller
løfte op dens Mosehæng.
Men om Ingeborg den Vene,
slumrende bag Hyldegrene
paa den fagre Balestrand,
klage ømt Romancen kan.
-- Frithiofs Sorg: i Sorg en Mand
prenter Penselen alene,
Aandemeisl i Marmelstene,
Eposstorm og Odebrand.
|